Læsetid 4 min.

Mobil-selskaber blæser på etikken

En stor del af verdens tin kommer fra illegale miner i det krigshærgede østlige Congo og er bl.a. udvundet af børn. Tinnen ender i vores alle sammens mobiltelefoner
16-årige Chance (i midten) har arbejdet i minen i Bisie, siden har var 13 år gammel.

16-årige Chance (i midten) har arbejdet i minen i Bisie, siden har var 13 år gammel.

Frank Piasecki Poulsen
31. august 2009

Den Anden Congolesiske Krig der begyndte omkring 1998, omtales af og til som 'den afrikanske verdenskrig', fordi den på et tidspunkt involverede syv udenlandske hære. Krigen har til dato kostet mellem tre og 5,4 millioner mennesker livet og har tvunget millioner på flugt. Det gør Den Anden Congolesiske Krig til den mest blodige konflikt siden Anden Verdenskrig.

Som navnet på krigen antyder, går de voldelige konflikter i det østlige DR Congo dog endnu længere tilbage i tiden, og de fleste eksperter er enige om, at de store mineralforekomster i området er en af de væsentligste kilder til den historiske uro.

Et af de eftertragtede mineraler, der findes i store mængder, hedder cassiterit og anvendes i produktionen af tin. Tin anvendes i stor stil af elektronikbranchen som loddetin. Elektronikindustrien hævder, at overblikket over deres supply chain - herunder af tin og andre mineraler - ophører hos mellemhandlere rundt omkring.

Linket mellem mineral- forekomsterne i DR Congo og vestlige markeder er ellers ganske veldokumenteret. For eksempel beskriver den danske organisation DanWatch, der holder øje med virksomheders opførsel, i deres rapport Bad Connections - How your mobile phone is linked to abuse, fraud and unfair mining practices in DR Congo fra sidste år, hvordan mineraler udvundet i regionen ender i blandt andet vestlige forbrugeres mobiltelefoner.

En af rapportens nøglekonklusioner lyder:

»Indtil for nylig har mobiltelefonselskaberne hævdet, at de ikke kendte oprindelsen af kobolt og andre metaller i deres telefoner. Ikke desto mindre beviser denne undersøgelse, at det er muligt at identificere supply chain-forbindelserne fra mobiltelefonselskaberne til kobolt-udvinding i DR Congo.

Danwatchs finske søsterorganisation Finwatch har i en rapport fra december 2007 dokumenteret cassiterittens omtrentlige rejse fra minerne i bl.a. det østlige DR Congo, hvor den udvindes i store nødtørftigt anlagte miner især i Kivu-provinserne og herefter smugles ud af landet - bl.a. gennem nabolandet Rwanda - for at ende i Asien. Finwatch skriver:

»Baseret på den modtagne information konkluderer Finwatch, at størstedelen af cassiteritten fra Nordkivu ender i Asien hos de store udsmeltere i Thailand (Thaisarco), Malaysia (MSC), Kina (Yunnan Tin og andre) og Indonesien, der alle forsyner elektronikindustrien.«

Herefter sælges det færdige produkt videre til elektronikindustrien, der er den suverænt største aftager af loddetin. Sluttelig ender tinnen måske i din og min laptop, telefon osv.; al den dagligdags elektronik, som vi i Vesten omgiver os med, rummer med stor sikkerhed metaller, der stammer fra miner i bl.a. det østlige DR Congo.

Rapporten fra DanWatch konkluderer ikke desto mindre:

»Mobiltelefonselskaberne har alle forpligtet sig til corporate social responsibility (CSR), og de har alle codes of conduct for leverandører. På trods af opmærksomheden på risici i mineindustrien har ingen af mobilselskaberne implementeret og fremlagt en systematisk politik angående brugen af metaller.«

Minen i Bisie

Den enorme globale efterspørgsel på bl.a. cassiterit kunne for så vidt være en lykkelig omstændighed for de godt 66 mio. indbyggere i DR Congo og ikke mindst de ca. 10 mio. congolesere, der ifølge det britiske udenrigsministerium er afhængige af minedriften i landet. Men det er den ikke.

Cassiterit-udvindingen foregår som nævnt i et stærkt uroplaget område, og på trods af tilstedeværelsen af verdens største FN-styrke foregår den i vidt omfang på illegal basis og er omdrejningspunkt for løbende sammenstød mellem de omkring seks væbnede grupper, der opererer i området.

De obskure omstændigheder omkring minedriften betyder også, at mineraludvindingen sker ved hjælp af børnearbejde, at arbejdstagerbeskyttelse og -rettigheder er ikke-eksisterende, og at der er omfattende prostitution blandt mindreårige piger i de afsondrede minebyer.

På bjerget i Bisie i Nord- kivu ligger en af de største og mest berygtede illegale miner i regionen. Minen anslås at stå for ca. halvdelen af den samlede cassiterit-produktion i DR Congo, og er et dystert billede på den kaotiske virkelighed, der råder.

Indtil det tidlige forår i år var minen i Bisie kontrolleret af oberst Samy Matumo. Han var tidligere Mai Mai- oprørsleder, men havde fået kommandoen over den congolesiske hærs 85. brigade som et led i fredsprocessen i regionen. Han valgte dog at gå solo med sin brigade og tage kontrollen over den illegale mine i Bisie.

Nu er det atter styrker fra den regulære hær, der kontrollerer minen, men den illegale minedrift og den sorte økonomi fortsætter, og så sendt som i forrige uge gennemførte ukendte gerningsmænd en massakre i minen, der kostede mindst 18 mennesker livet.

Ngo'er i aktion

Problemstillingen har allerede vakt opmærksomhed blandt en række ngo'er. Den britiske ngo Global Witness valgte tidligere i sommer, som refereret af BBC, at rette en hård kritik mod mineral-grossisterne for ikke at tjekke, hvor mineralerne kommer fra, og opfordrede den britiske regering til via FN at arbejde for sanktioner såsom indefrysning af konti.

Andre som f.eks. den hollandsk-baserede ngo Make It Fair har valgt at holde fokus på elektronikproducenternes ansvar for at have styr på deres supply chain. Organisationen laver derfor løbende kampagner for, at producenter - bl.a. mobiltelefonproducenterne - tager ansvar.

Den finske afdeling af Make IT Fair har således gang i en underskriftindsamling rettet til Nokia, hvori den finske mobiltelefon-gigant opfordres til at udnytte sin størrelse i markedet til at gå forrest. Nokia er ikke blandt de virksomheder, som er blevet udnævnt til frontløber på området af Make It Fair.

Netop Nokia har ellers en lidt pudsig historisk tilknytning til DR Congo, da Nokia i sin tid startede som bl.a. gummistøvle-fabrikant. Og det var netop bl.a. rågummi som værdifuld ressource, der gjorde DR Congo til en af Afrikas ombejlede skattekister.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Skaarup
Michael Skaarup

Hvor nederen det end må være. Så er vi i Danmark, mere interesseret i, hvorvidt det er sandt, alle muslimerne i dk, er her for at lave lort i systemet, eller for at leve frit. Eller om politiet var i blød, eller hård hat, da smed irakerne på porten, og før de tæskede løs civil og civil betjente. Eller hvorvidt diverse guder findes, eller ej.

Det er skam, Især når det drejer sig om noget så "jordnært" som alm. udnyttelse af fattigdom til fordel for et konstant behov for forbrug blandt. befolkningerne, i verdens veludviklet lande, stater og byer.

Brugerbillede for Michael Skaarup
Michael Skaarup

Hvor nederen det end må være. Så er vi i Danmark, mere interesseret i, hvorvidt det er sandt, alle muslimerne i dk, er her for at lave lort i systemet, eller for at leve frit. Eller om politiet var i blød, eller hård hat, da smed irakerne på porten, og før de tæskede løs civil og civil betjente. Eller hvorvidt diverse guder findes, eller ej.

Det er skam, Især når det drejer sig om noget så "jordnært" som alm. udnyttelse af fattigdom til fordel for et konstant behov for forbrug blandt. befolkningerne, i verdens veludviklet lande, stater og byer.

Brugerbillede for Lars R. Hansen
Lars R. Hansen

Så du mener vi i Danmark bør boykotte Thailand, Malaysia, Kina og Indonesien m.fl. - så længe de indkøber råstoffer fra konfliktområder?

Samt at de fattige minearbejdere i Congo ville være bedre stillet, om Thailand, Malaysia, Kina og Indonesien m.fl. stoppede med at købe deres vare?

Eller var dit udsagn blot den sædvanlige rygmarvsreaktion?

Brugerbillede for Michael Skaarup
Michael Skaarup

Lars Hansen

Jeg går ud fra at din kommentar er til mig,hvrfor jeg tillader mig at svare på din rygmarvsreaktion.

Jeg kan ikke se fra min kommentar, at nogle af de ting du efterfølgende skriver, skulle kunne uddrages fra min kommentar. Dvs. dine tåbelige sanktionsforslag må være for egen regning.

Jeg vil forslå at der skabes en bevidsthed og diskussion om, hvilke betingelse der skal være opfyldt, før verdenssamfundet kan sige at man handler som man taler.- Hvorfor etikken bag børnearbejdere og slaver, enten skal accepteres som uundgåelig bivirkning samarbjdet imellem multinationale selskaber, og kleptokratier, eller skal der stilles krav til råvare og færdigvarer til de europæiske,opfyldes div. krav, før de kan sælges på EU-markederne. f.eks - som man gør ved ægte tæpper, tekstiler og færdigvarer der produceres i fjernøsten og sælges på de danske/tyske markedere.

Brugerbillede for Lars R. Hansen

Med forbehold for min ringe indsigt i det Sorte Afrikas forhold - vil jeg mene, at en af forudsætningerne for en positiv udvikling i Congo, er, at Congo opløses i mindst 4 forholdsvis homogene nationalstater - eller i det mindste omdannes til en løs federation.

Der er ingen national identitet eller 'sammenhængskraft' i Congo. Landet hænger ikke sammen, hverken kulturelt eller logistisk. Staten har simpelthen ingen legitimitet eller duelighed - især ikke i de østlige provinser.

Man kunne så også overveje om man bør fortsætte budgetstøtten til de nabolande som aktivt deltager i konflikten og røver landets naturressourcer.

Så nej - jeg har ingen realistiske forslag til konfliktløsning i regionen.

Hvad mere generelt angår økonomisk aktivitet, og her især international handel, og konflikter - så mener jeg økonomisk udvikling, herunder international handel, ofte vil være et vigtigt middel for skabelsen af fred, derfor bør man være forsigtig med sanktioner, boykots o.l., da sådanne ofte kun vil skabe yderligere fattigdom og elendighed.

I de få tilfælde konflikterne overvejende drives af kamp om ressourcer kan sanktioner og boykots dog være et anvendeligt middel - oftes vil noget sådan dog ikke kunne indføres eller håndhæves meningsfyldt.

En mærkeordning på elektronik - hvor der udmærket kan være hundredvis af underleverandører spredt i adskillige lande, hver med et utal af mellemled - vil være en uoverkommelig øvelse og givet blive et ofre for svindel.

En sådan mærkeordnings eneste reelle effekt vil være at give selvgode vesterlændinge en bedre mavefornemmelse, hvilket - efter nærmere overvejelser - jo også kan være et prisværdigt projekt. Så lad os da bare få en EU-mærkeordning på elektronik.

Brugerbillede for Michael Skaarup
Michael Skaarup

Tak for dit svar, Lars.

Jeg er stort set enig i alle din punkter, og uenigheden er ikke værd at diskutere.

Opdelingen af Congo i mindre stater, lyder fornuft, og er helt i samme tråd, som jeg anskuer vores forfejlet og naive engagement i Afghanistan. Altså del Afghanistan op efter stammer og klaner. det vil skabe en større samhørighed, eller sammenhængskraft (<- efterlyst i Dk).

Mærkeordning er en mulighed, men producentspecifikke krav, vil gøre producenterne avsarlige i de lande hvor de operere.

Brugerbillede for Lars R. Hansen

Jamen tak i lige måde, Michael

Og det er jo altid glædeligt, når lidt meningsudveksling kan skabe større enighed og forståelse omkring hverandres stillingtagen.