Læsetid 7 min.

'Når der er penge, er der action'

Trods en arbejdstid på op til 72 timer i smalle minegange og pludselige massakrer søger 16-årige Chance tilbage til minen i Bisie, for der er gode penge at tjene. Sådan tænker tusinder af congolesiske børn og unge
31. august 2009

Klokken er tre om natten, men Chance er ikke helt klar over, hvad tid på døgnet det er. Chance er på vej op igennem de smalle, slimede minegange efter at have arbejdet nærmest nonstop i 72 timer. Hans arbejdsplads ligger 150 meter under jorden.

»Det tager så lang tid at komme op og ned, at jeg ikke gider kravle op for at sove. Derfor tager jeg bare en lur en gang imellem i minegangen,« siger han.

Resten af tiden arbejder han som en vanvittig med sin tunge hammer og mejsel. Hans lille krop er muskuløs og hans hænder oversået med små ar fra det hårde arbejde.

Lønnen er ret god ud fra congolesisk standard, og hvis han stjæler små stykker cassiterit og smugler dem ud i sin ene gummistøvle, kan han selv gøre den endnu bedre. Chance er 16 år, men lille af sin alder, og han har arbejdet i minen i Bisie, siden han var 13.

»Jeg kom hertil for at lave nogle hurtige penge. Jeg ville bruge pengene på min drøm, som er at komme i skole igen,« siger han.

Siden har han også tjent en del penge, men leveomkostningerne i minebyen er så høje, at han bruger pengene, så snart han har tjent dem. I den lille mudrede hovedgade i slumbyen, hvor tusindvis af store drenge og unge mænd bor, lugter der stærkt af røg fra køkkenernes trækulskomfurer, der står ud til den tætte gade. Køkkenerne ligger side om side med butikker, hvor man kan købe alt fra cowboybukser til dvd'er. Der er biografer, hvor de viser skrattende piratkopier af gamle Chuck Norris-film med højttalerne på fuld volumen ud mod gaden.

Hvis man vil have kvinder, skal man ned ad bjerget til den store slumby, der er opstået de seneste år. Her er der til gengæld masser af prostituerede kvinder og teenagepiger. Kvinder og piger har ingen adgang i selve minen. De står i døråbningerne i slumbyen for foden af bjerget og råber efter de unge mænd for at lokke dem til sig og der- igennem få del i rigdommene fra undergrunden.

For at forlade minen, der ligger to dages vandring gennem junglen fra den nærmeste grusvej, skal man betale skat til soldater, der har lavet deres eget selvbestaltede opkrævningssystem.

»Flere gange på turen skal man betale tre dollar for at få lov at komme forbi. Derfor har jeg ikke været uden for Bisie i lang tid,« siger Chance. »De penge, jeg tjener, bruger jeg på ris, bønner, øl, cigaretter og joints.«

Chance betyder held

Bjerget i Bisie, der lader til at indeholde uendelige mængder af det kostbare mineral, er en grusbunke og ikke en klippe. Derfor sker det næsten hver måned, at et af hullerne styrter sammen, og de unge drenge bliver begravet levende. Der er ingen ingeniører i minen, de fleste er bare unge mænd og drenge fra lasndsbyerne i området.

»Faren er ikke noget, jeg tænker på til daglig. Det er en chance, jeg er nødt til og tage, og mit navn betyder jo held,« siger Chance og smiler.

»Da jeg nåede op til åbningen på mineskakten den morgen, kunne jeg høre skudsalver og den hvislende lyd af kugler, der fløj tæt forbi mit hoved. Jeg flygtede ned i hullet igen.«

En gruppe ukendte gerningsmænd angreb minen med automatvåben og morterer. De plyndrede alt og alle, de mødte, dræbte 18 og sårede flere end 70. I ly af det sidste mørke inden solopgang forsvandt de sporløst i den tætte jungle med alt fra mobiltelefoner og generatorer til tøj og mad.

I det spæde morgenlys listede Chance op fra minen. Han var smurt ind i mudder. Han trak vejret dybt ned i lungerne og nød den friske luft. Minegangene var som en sauna på grund af jordens varme, og der stod damp ud af åbningen i morgenkulden. I indgangen måtte han skræve hen over en bunke lig. Chance løb over det nøgne røde ar, der i løbet af de sidste fire år er kommet i junglen siden fundet af minen, og søgte ly i skoven. Han var skræmt og ville bare væk. I dagevis gik han gennem skoven. Ved en flod løb han ind i en ny bunke lig.

»Da jeg hørte nogen komme, lagde jeg mig ned og spillede død i bunken af døde kroppe, indtil soldaterne gik igen.«

FN tøver

Der gik et par dage, før FN's fredsbevarende mission, MONUC, fik bekræftet oplysningerne om overfaldet i Bisie og reagerede på dem.

Soldaterne, der primært er fra Indien, har mandat til at skyde for at forsvare civilbefolkningen, men de gør det så godt som aldrig. Ofte sker overgrebene på civile langt ude i fjerne områder som Bisie, hvor tropperne ikke er. Dertil kommer, at de FN- udsendte er bange for at blive en part i en ugennemskuelig krig. Derfor er de meget påpasselige og tøvende.

Da de endelig reagerede på angrebet i Bisie, blev en patrulje sendt ind i junglen iført de karakteristiske blå hjelme, som alle FN-soldater bærer undtagen sikherne, der går med blå turbaner. De kom ikke mere end 10 kilometer ind i skoven, før de ikke kunne opretholde radiokontakt med basen. Det fik dem til at vende om. I stedet oprettede de førstehjælpsstationer langs den grusvej, man kommer ud til, når man går på stien fra Bisie.

FN's radio Okapi rapporterede om angrebet og nævnte en mand ved navn Sheka som ophavsmand til angrebet. Sheka er en ung mand, der har stået i spidsen for en gruppe lokale minearbejdere, som har forsøgt at forhandle sig til retten til at udvinde mineralerne.

Indtil for nylig boede Sheka på restaurant Soleil i Goma. Et sted, der er forbundet med MPC (Mining Processing Company), et sydafrikansk- og britisk-ejet mineselskab, der gør krav på industriel udnyttelse af Bisie. Sheka og MPC var allierede i kampen for at slippe af med oberst Samy fra den 85. brigade - en afdeling af den congolisiske hær, der er gået solo og har hærget og udnyttet lokalbefolkningen i Walikale- området. Ikke mindst ved at beskatte minedriften i området.

Rygterne svirrer

Flere af de overlevende fra Bisie havde hørt angriberne tale kinyarwanda. Det pegede på FDLR, general Nkundas folk, der kommer fra Rwanda. Mange mente, at Sheka havde allieret sig med flygtningene fra Rwanda, der har befundet sig i det østlige DR-Congo siden folkemordet i Rwanda i 90'erne.

Andre så en sammenhæng mellem angrebet og det faktum, at regeringen i Kinshasa netop har været ude og sige, at nu skal regeringsoldaterne trække sig ud af området. Teorien går på, at hæren selv har orkestreret angrebet for at have en undskyldning for at blive i området.

Ingen ved det reelt, men rygterne er mange - ikke mindst om nært forestående nye angreb.

Hjemme hos mor

Imens fortsætter udvindingen af cassiteritten. Omkring 600 bærere går hver dag 90 kilometer gennem junglen med 50 kilo mineraler på hovedet. I tre dage går de på den mudrede sti, op af ned ad bjerge, balancerer hen over floder på træstammer og sten på vej mod byen Djingala. Her venter gamle slidte pickup-trucks, der lastes til bristepunktet og køres uden for byen, hvor der ligger et stykke vej, der akkurat er lige nok til, at små russiske fragtfly kan lande. Landingsbanen har dog et knæk, så de bredmavede fly skal dreje lidt, mens de lander og letter. Det virker, som om de kun lige nøjagtig kommer over trætoppene, når de lastet til bristepunktet flyver mod Goma. Herfra smugles cassiteritten til Rwanda og videre ud på verdensmarkedet.

Chance nåede efter en uges vandring gennem junglen tilbage til sin mors hus i Walikale by. Men hans mor har rigeligt med munde at mætte, og i øvrigt er der ret kedeligt i den lille søvnige by hvor FN's fredsbevarende styrke også har deres lokale udstationering. Ingen her regner MONUC for noget. Folk nærmest griner af dem. De gør intet for at stoppe den illegale mineralhandel, der foregår lige for næsen af dem. Og det selv om deres mandat fra Sikkerhedsrådet er blevet skærpet på det område.

Efter blot tre dage hjemme hos mor, besluttede Chance sig for at vende tilbage til Bisie på trods af den åbenlyse risiko.

»Når der er penge, så er der action. Her har jeg ingen penge og derfor ingen action.«

Han smiler og blinker kækt med det ene øje. Det er svært at få øje på, at denne teenagedreng for mindre end 10 dage siden var øjenvidne til en massakre, hvor dødstallet nu er nået over 50.

Frank Piasecki Poulsen er filminstruktør, og Mikkel Skov Petersen er new media-entrepenør. De arbejder med dokumentarfilmen 'Blood In The Mobile' og webprojektet bloodinthemobile.org, der behandler problematikken med illegal minedrift i det østlige DR Congo, og mobiltelefon-industriens medansvar for samme

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu