Læsetid: 4 min.

Obama bør udskifte Bernanke

Hvad verden behøver, er en ny amerikansk centralbankchef, som instinktivt er skeptisk over for de finansielle markeder og deres sociale værdi
21. august 2009

Kapløbet om at besætte en af verdens mest magtfulde økonomisk-politiske poster er i gang. I januar udløber embedsperioden for USA's centralbankchef, Ben Bernanke, og præsident Barack Obama skal beslutte sig inden da: Han kan vælge enten at genudnævne Bernanke eller finde en anden. De alternativer, der oftest bringes i forslag, er Larry Summers og Janet Yellen, der begge står Demokraterne nærmere.

Det er en beslutning, som kan få skelsættende følger. Ikke blot for USA men også for verdensøkonomien. Som vogtere af nationers pengemængde og fastsættere af korte rentesatser har centralbankchefer altid spillet en afgørende rolle. Sænker de renten for meget, bliver resultatet inflation og monetær ustabilitet. Hæver de den for meget, glider økonomien ud i recession og arbejdsløshed.

Pengepolitik er næppe en eksakt videnskab, så en god centralbankdirektør skal være ydmyg. Han må forstå, at der grænser for hans analytiske overblik og for effekten af de værktøjer, han har til rådighed. Omvendt kan han heller ikke tillade sig at blive opfattet som ubeslutsom, da dette kun vil invitere til destabiliserende finansielle spekulationer.

Sandt at sige er centralbanker kun blevet endnu mere betydningsfulde som følge af udviklingen på de finansielle markeder. Selv om de ikke formelt er udpeget som sådanne, er centralbankerne blevet til vogtere af kapitalmarkedernes sundhedstilstand. Farerne ved ikke at løfte denne opgave på adækvat vis blev smerteligt tydelige i sub-prime realkreditlån-sammenbruddet. Ifølge Obamas nye reguleringsudspil vil USA's Centralbank nu få et endnu større ansvar, idet det fremover eksplicit vil påhvile den at afværge finansielle kriser og sikre, at bankerne ikke løber for store risici.

Økonomisk fadæse

Det var netop her, at den tidligere centralbankchef, Alan Greenspan, viste sig som en spektakulær fiasko. Hans blindhed for kapitalmarkedernes excesser - den »lille fejl« i hans tankegang, som han senere selv har indrømmet - fik ham til at se bort fra farerne ved Wall Street-giganternes finansielle nyskabelser. Som medlem af centralbankens styrelsesråd under Greenspan i løbet af 2002-2005, har også Bernanke et medansvar for denne fadæse.

USA's centralbankchef udøver ikke kun global indflydelse gennem bankens monetære politik, men også gennem sine ord. Han sætter tonen for de politiske drøftelser og medvirker til at formulere det system af antagelser, som politikere verden over indretter sig efter.

Det, som må trække ned i bedømmelsen af Greenspan og Bernankes dygtighed som finansielle tilsynsmyndigheder var deres overdrevne ærefrygt for alt, hvad Wall Street gør. De opererede ud fra den basale antagelse, at alt hvad der var godt for Wall Street, ville være godt for Main Street.

Den holdning har utvivlsomt fået et grundskud som følge af krisen, selv om Bernanke fortsat er ved roret. Men hvad verden har brug for, er en centralbankchef, som instinktivt er skeptisk over for de finansielle markeder og deres sociale værdi.

For mange markedsfejl

Her er nogle af de løgne, som den finansielle branche har fortalt sig selv og andre, og en ny centralbankchef vil bliver nødt til at modstå.

De priser, som finansmarkederne fastsætter, er de rette til at allokere kapital og andre ressourcer til deres mest produktive anvendelser. Det er, hvad de fleste økonomilærebøger og finansfolk hævder, men af flere grunde må vi nu være varsomme over for den påståede sammenhæng.

Udtrykt på økonomernes fagsprog er der ganske enkelt for mange 'markedsfejl' på finansmarkederne til, at disse priser automatisk kan anses som god rettesnor for ressourceallokering. Hertil kommer de såkaldte agency problems, som driver en kile ind mellem kapitalejeres interesser og bankchefer og andre finanslederes ditto. Asymmetrisk information mellem sælgere og købere af finansielle produkter kan gøre sidstnævnte sårbare over for misbrug.

Implicitte eller eksplicitte hjælpepakke-garantier ansporer desuden til overdreven risikovillighed. Store finansielle formidlingsled er til fare for hele det finansielle system, når de bruger forkerte risikomodeller til at træffe ufornuftige beslutninger. Regulering er i bedste fald kun en delvis løsning på sådanne problemer. De priser, som finansmarkederne genererer, er således lige så tilbøjelige til at sende forkerte signaler, som de er til at sende de rigtige.

Kriser disciplinerer

Finansmarkederne disciplinerer regeringerne. Dette er en af de hyppigst påberåbte fordele ved de finansielle markeder, men påstanden er åbenlyst forkert. Når markederne er i en euforisk tilstand, er de ikke i nogen position til at disciplinere nogen låntager, endsige en regering, med ædruelige kreditvurderinger. Hvis nogen skulle være i tvivl, er det bare at spørge de snesevis af regeringer i nye markedslande, som ikke havde svært ved at optage lån på de internationale markeder, typisk i optakten til en mulig gældskrise.

I mange af disse tilfælde - Tyrkiet i 1990'erne er et godt eksempel - kom de finansielle markeder til at anspore uansvarlige regeringer til uholdbare lånoptagelser en masse. Når 'markedsdisciplinen' så sætter ind, er det som regel for sent, for brutalt og for tilfældigt.

De finansielle markeders udbredelse er et ubetinget gode. Nej, faktisk ikke. Den finansielle globalisering skulle have aktiveret fattige, underkapitaliserede lande til at få adgang til rige landes investeringsvillige midler. Og den skulle have fremmet en global risikodelingsordning.

I realiteten gik ingen af disse forventninger i opfyldelse. I årene før finanskrakket, flyttede kapitalen snarere fra de fattige lande til rige lande end omvendt. Og den økonomiske ustabilitet er faktisk vokset i de nye markeder under finansiel globalisering - til dels som følge af de hyppige finansielle kriser, den mobile kapital har avlet.

Finansiel innovation er en stor motor for væksten i produktiviteten og den økonomiske velfærd. Igen nej. Forestil Dem, at vi for fem år siden havde efterspurgt eksempler på virkelig nyttige former for finansiel innovation. Vi ville da være blevet præsenteret for en lang liste af prioritetslåns-relaterede instrumenter, som angiveligt skulle have muliggjort finansiering af køb af egen bolig for indkomstgrupper, der tidligere havde været afskåret fra den mulighed. Vi ved nu, hvor disse instrumenter har ført os hen.

Verdensøkonomien har for længe haft finansentusiaster siddende i førersædet. Det er på tide, at dette bliver overladt til finansskeptikere.

Dani Rodrik er professor i politisk økonomi ved Harvard Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu