Læsetid: 8 min.

Hvad sker der, når der ikke sker noget?

Mens Israel træder vande for at forhale 'fredsprocessen', arbejder samme stat diskret, men målbevidst på at skabe de kendsgerninger i geografien, der vil definitivt vil umuliggøre en totstatsløsning
Intet nyt fra Mellemøsten. Udsmidningen af en palæstinensisk familie fra Østjerusalem tidligere på måneden for at give plads til jødiske bosættere (billedet) var blot et ledi den stille ødelæggelse af muligheden for en tostatsløsning.

Intet nyt fra Mellemøsten. Udsmidningen af en palæstinensisk familie fra Østjerusalem tidligere på måneden for at give plads til jødiske bosættere (billedet) var blot et ledi den stille ødelæggelse af muligheden for en tostatsløsning.

Ahmad Garhabli

15. august 2009

Efter at have afspærret dele af den arabiske bydel i Østjerusalem, Sheikh Jarrah, fjernede israelsk politi den 2. august to palæstinensiske familier - over 50 mennesker - fra deres hjem med magt. Derpå flyttede godkendte jødiske bosættere straks ind i de tomme huse. Skønt israelsk politi læste op af en kendelse fra Israels højesteret, havde de to familier boet i bygningen i over 50 år. Husudsættelsen, der - rent undtagelsesvis - vakte opmærksomhed i de internationale medier, er imidlertid blot en enkelt episode i en langt mere omfattende og overvejende upåagtet proces.

Fem måneder tidligere, den 1. marts 2009, kom det frem, at Israels regering har planer om at opføre over 70.000 nye boligenheder i jødiske bosættelser på den besatte Vestbred. Virkeliggøres disse planer, vil resultatet kunne blive en forøgelse af antallet af bosættere i de palæstinensiske territorier i størrelsesordenen 300.000 - et skridt, som ikke blot vil undergrave en levedygtig palæstinensisk stats chancer fatalt, men også medføre endnu flere alvorlige gener for palæstinensernes dagligdag. En talsmand for den israelske regering afviste ganske vist forlydendet. For det første hævdede han, at planerne ikke var nær så vidtrækkende. For det andet understregede han, at opførelse af nye huse i bosættelsesområder under alle omstændigheder ville kræve såvel forsvarsministerens som premierministerens godkendelse. Men faktum er, at 15.000 af de påtænkte nye boligenheder allerede er godkendt, hvortil kommer, at 20.000 af det samlede antal er henlagt til bosættelser, der ligger langt fra 'den grønne linje', som skiller Israel fra Vestbredden, dvs. i områder, som Israel ikke kan gøre sig håb om at beholde som sine egne i en eventuel fremtidig fredsaftale.

Intolerance - for tolerancens skyld

Konklusionen er åbenlys: Mens Israel snakker det internationale samfund efter munden i forhold til tostatsløsningen, arbejder landet målbevidst for at skabe den situation i geografien, som de facto vil umuliggøre samme tostatsløsning. Den drøm, som ligger bag denne langsigtede politik, illustreres bedst af den mur, som skiller en jødisk bosætterby fra en palæstinensisk by på et nærliggende højdedrag på Vestbredden. Den israelske side af muren er bemalet med billedet af landskabet på den anden side af muren - natur, græs træer osv. - blot uden den palæstinensiske by. Er dette ikke indbegrebet af etnisk udrensning, denne forestilling om verden, som den burde være på den anden side af muren: tom, jomfruelig og klar til nye bosættelser?

Undertiden bliver denne proces forklædt som kulturel gentrificering. Den 28. oktober 2008 gav Israels højesteret grønt lys for, at Simon Wiesenthal Centret kan opføre sit længe planlagte Center for Menneskelig Værdighed - Museum for Tolerance på en omstridt grund i hjertet af Jerusalem. Og hvem andre end stjernearkitekten Frank Gehry har man sat til at udforme dette enorme kompleks, der ud over selve museet skal bestå af et museum for børn, et bibliotek, et galleri, foredragssale, cafeterier osv. Museets erklærede mission skal være at fremme en medborgerskabets ånd og respekt mellem de forskellige segmenter af det jødiske samfund og mellem mennesker af alle trosretninger. Eneste hindring - den har kendelsen fra Israels højesteret nu ryddet af vejen - er, at museets byggegrund frem til 1948 var byens største muslimske kirkegård. Det var da også netop det muslimske trossamfund, der havde appelleret til Højesteret med henvisning til, at anlægsprojektet ville profanere kirkegården, der siges at rumme de jordiske rester af muslimer dræbt under 1100- og 1200-tallets korstog. Denne mørke plet udleverer på en vidunderlig måde den skjulte sandhed ved dette multikonfessionelle projekt: Vi har her et sted, som vil celebrere tolerance, og som står åbent for alle - men som må beskyttes under en israelsk kuppel, som ikke vil vide af de underjordiske ofre for intolerance. Som om det er nødvendigt med en lille smule intolerance for at skabe et rum for den sande tolerance.

Det hellige bassin

Og som om det ikke var nok, er et lignende, men endnu mere omfattende projekt under udfoldelse i Jerusalem: Stille og roligt er Israel ved at gennemføre en mangeårig plan til 100 millioner dollar i det såkaldte 'hellige bassin', umiddelbart uden for Den Gamle Bys mure, der er hjemsted for nogle af verdens mest betydningsfulde kulturelle, nationale og religiøse mindesmærker - en plan, der skal styrke Jerusalems status som Israels hovedstad. Dele af samme plan er for øvrigt blevet udliciteret til en privat gruppe, som parallelt hermed er fuld i gang med at opkøbe palæstinensisk ejendom i Østjerusalem til brug for nye jødiske bosættelser. Alligevel har planen stort set formået at unddrage sig offentlig og international kritik. Ifølge planen skal lossepladser og øde byggetomter forvandles til frodige haver og parker, hvoraf flere allerede er blevet åbnet for besøgende, som kan vandre ad nyanlagte stier og beundre det storslåede panorama fra udsigtspunkter, hvor skilte markerer væsentlige steder i jødisk historie. Belejligt nok har flere 'uautoriserede' palæstinensiske huse måttet fjernes for at skabe plads til at nyudvikle området. 'Det hellige bassin' er et uendeligt kompliceret landskab oversået med helligdomme og et ukendt antal endnu skjulte skatte for verdens tre største monoteistiske religioner, så det officielle argumenter lyder, at projektet sker til alles bedste - jøder, muslimer og kristne - eftersom det involverer en restaurering, som vil trække endnu flere besøgende til et område af enestående historisk interesse, der længe har været forsømt. Som Hagit Ofran fra den israelske fredsbevægelse Fred Nu har bemærket, er planens virkelige sigte imidlertid at skabe »en ideologisk turistpark, som vil etablere det jødiske overherredømme om området som fait accompli«.

Nødvendig kortslutning

Hvad betyder alt dette? For at forstå den sande dimension i nyhedsstrømmen, kan det undertiden være nødvendigt at sammenknytte to vidt forskellige elementer - en helt ny mening vil da fremgå fra deres blotte forbindelse, som når der sprænger gnister fra en kortslutning. Samme dag, som Israels regering planer om at lade opføre 70.000 nye boligenheder ramte medierne - den 2. marts - stod Hillary Clinton frem og kritiserede raketbeskydningerne fra Gaza som »kyniske«, idet hun hævdede, at »der kan ikke herske tvivl om, at enhver nation, herunder også Israel, ikke passivt vil kunne affinde sig med, at dets territorium og dets folk bliver udsat for raketangreb.« Men skal palæstinenserne da passivt affinde sig med, at stadig mere af deres jord på Vestbredden frarøves dem dag for dag? Når venstreorienterede, fredselskende israelere fremstiller deres konflikt med palæstinenserne i neutrale, 'symmetriske' termer og indrømmer, at det da sandelig er ekstremisterne på begge sider, der står i vejen for freden osv., bør man stille det enkle spørgsmål: Hvad foregår der egentlig i Mellemøsten, når der intet foregår på det militære og politiske område (dvs. når der ikke er spændinger, angreb, forhandlinger)? Det, der foregår, er den ustandselige, snigende erobring af palæstinensisk land på Vestbredden. Det er den gradvise kvælning af palæstinensernes økonomi og opsplitning af deres område. Det er presset på palæstinensiske bønder for at få dem til at forlade deres jord (som går fra afbrænding af afgrøder over overgreb på religiøse helligsteder til individuelle drab). Og alt dette understøttes af et kafkask netværk af lovpåbudte reguleringer.

Hykleri for fred

I Palestine Inside Out: An Everyday Occupation beskriver forfatteren Saree Makdisi, hvordan den israelske besættelse, skønt den i sidste ende håndhæves af væbnede styrker, i realiteten er en »besættelse ved bureaukrati«: Dens væsentligste udtryksformer er ansøgningsskemaer, ejendomsskøder, opholdstilladelser og lignende papirer. Det er denne mikrostyring af dagliglivet, som udretter det egentlige arbejde i forhold til at befæste den langsomme, men sikre israelske ekspansion: Man er nødt til at udfylde en ansøgningsblanket, hvis man vil rejse fra Vestbredden til Gaza og omvendt, man er nødt til at anmode om licens til at dyrke sin egen jord, grave en brønd, gå på arbejde, i skole, på hospitalet osv... En efter en bliver palæstinensere, der er født i Jerusalem lænset for deres ret til at bo der, forhindret i at tjene til livets opretholdelse, nægtet boligtilladelser osv. osv. Palæstinenserne griber ofte til at bruge den problematiske kliché om Gaza som 'verdens største koncentrationslejr'. I det seneste år er denne talemåde imidlertid kommet tæt på at repræsentere sandheden. Dette er den fundamentale virkelighed, som gør alle abstrakte bønner om fred obskøne og hykleriske. Staten Israel har åbenlyst engageret sig i en langsom, usynlig proces ignoreret af medierne, en slags underjordisk muldvarpemanøvre, som en dag skal føre til, at verden pludselig vågner op og indser, at der ikke længere findes nogen palæstinensisk Vestbred, at dette land er palæstinenser-frei, og at der er ikke andet for os at stille op end at acceptere dette faktum. Kortet over den palæstinensiske Vestbred ser allerede mere fragmenteret ud end kortet over et øhav.

Fredsvilje på skrømt

I de sidste måneder af 2008, da angrebene fra ulovlige jødiske bosættere på Vestbredden på palæstinensiske bønder udviklede sig til en næsten daglig foreteelse, forsøgte staten Israel at inddæmme disse 'excesser' - den israelske højesteret gav ordre til rømning af visse af bosættelserne osv. Men som flere iagttagere bemærkede, forekommer alle disse skridt uvægerligt at være halvhjertede og stride imod den politik, som på det dybere plan, er staten Israels langsigtede politik og i massiv grad krænker de internationale aftaler, Israel selv har skrevet under på. De israelske bosætteres svar til de israelske myndigheder er da i grunden også dette: Vi gør det samme som I, bare mere åbent, så hvilken ret har I til at fordømme os? Og svaret fra staten Israel er i grunden dette: Vær nu tålmodige, pres ikke sådan på, vi gør jo, hvad I ønsker, blot på en mere moderat og fremkommelig måde ...

Den samme historie som i 1949 fortsætter således: Skønt Israel tilsyneladende går ind på de fredsvilkår, som det internationale samfund sætter, regner det med, at fredsplanerne ikke vil fungere. De uregerlige bosættere lyder undertiden som Brunhilde i sidste akt af Wagners Valkyrie, der bebrejder Wotan, at han ikke vil forstå, at hun ved at handle imod hans eksplicitte ordre og beskytte Siegmund alene har imødekommet Wotans eget inderste ønske, som han blot var tvunget til at undertrykke som følge af udefrakommende pres. På samme måde har de ulovlige bosættere gennemskuet, at staten Israel har måttet undertrykke sit sande ønske på grund af presset fra det internationale samfund. For skønt staten Israel fordømmer de 'ulovlige' bosætteres voldelige excesser, søger samme stat at fremme nye 'lovlige' bosættelser på Vestbredden- og fortsætter med at kvæle den palæstinensiske økonomi osv.

Et kig på et det seneste kort over det forandrede Østjerusalem, hvor der er slået cirkler om de palæstinensiske bebyggelser, der har fået deres rum markant indskrænket, fortæller hele historien. Fordømmelsen af den ikke-statslige antipalæstinensiske vold tilslører det sande problem med den israelske statsvold. Fordømmelsen af de ulovlige bosættelser slører de lovlige bosættelsers ulovlighed. Her ser vi Janus-ansigtet på den israelske højesterets så lovpriste 'upartiskhed': Ved fra tid til anden at fælde en dom til fordel for de elendige palæstinensere, kende deres husudsættelser ulovlige osv., garanterer den lovligheden i det tilbageværende flertal af sager.

Og for lige at undgå ethvert tilløb til misforståelser: At gennemskue og kritisere denne strategi indebærerhandlinger. Tværtimod. Det tilvejebringer det eneste mulige grundlag, hvorfra disse terroristhandlinger kan fordømmes uden hykleri.

Slavoj Zizek er slovensk filosof

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu