Nyhed
Læsetid: 2 min.

Skovbrande kan vælte den græske premierminister

Håndteringen af skovbrandene i Grækenland vil blive afgørende for premierminister Kostas Karamanlis ved næste valg
Den græske regering har efterhånden fået kontrol med skovbrandene - men ikke med de politiske konsekvenser.

Den græske regering har efterhånden fået kontrol med skovbrandene - men ikke med de politiske konsekvenser.

Louise GOULIAMAKI

Udland
25. august 2009

I Grækenland er flammerne ved at være under kontrol, men de politiske spændinger i landet er på vej op til overfladen. Kampen mod ilden kommer til at dræne Grækenlands økonomiske ressourcer, og den kunne have været bedre organiseret, mener oppositionspartierne. Håndteringen af brandene, der er de største i Grækenlands historie, siden skovbrande dræbte 65 mennesker over 10 dage i 2007, vil blive afgørende for Grækenlands premierminister, Kostas Karamanlis. Hans regering klynger sig til en lille majoritet, og den socialistiske opposition, der er foran i meningsmålingerne, har gjort det klart, at den vil benytte en afstemning om det græske præsidentembede i marts til at fremtvinge et valg før tiden.

»Det, der betyder noget, er at udbedre de enorme mangler i infrastrukturen, når det gælder brandslukning,« sagde lederen af det kommunistiske parti KKE, Aleka Papariga, der forsøgte at få regeringen til at hyre flere fly. Ilden brød ud sent fredag i landsbyen Grammatiko cirka 40 km nordøst fra den græske hovedstad, Athen, og spredte sig hurtigt til de omkringliggende landsbyer. Et børnehospital, et ældrehjem og et kloster er blevet evakueret. Utallige hjem er blevet ødelagt af flammerne, der også har ædt sig igennem 15.200 hektar skov, marker og olivenlunde.

»Flyene har arbejdet siden i morges, og vi håber, at ildens fronter vil være under kontrol i løbet af dagen,« siger Iordanis Louizos, borgmester i Nea Makri, en by tæt på ildens frontlinjer.

Allerede før ilden i Grækenland brød ud sidste mandag, stod det klart, at skovbrande har hærget langt mere i 2009 end i 2008. Det Europæiske Informationssystem for Skovbrande (EFFIS) vurderer, at 200.000 hektar jord i EU er blevet brændt af i 2009, mod 180.000 i 2008. Disse tal er fra før, skovbrandene brød ud i Grækenland fredag. Verdensnaturfonden (WWF) bringer også ved til den græske oppositions bål ved at lange ud efter Grækenlands brandberedskab:

»Grækenland har ikke lært noget af katastrofen i 2007, og de aktuelle brande var kun et spørgsmål om tid,« siger skovekspert Nina Griesshammer fra WWF til det franske nyhedsbureau AFP.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her