Læsetid: 5 min.

Storbritannien må erkende sin medskyld i tortur

Briterne så til fra sidelinjen, når amerikanerne brugte hårdhændede afhøringsmetoder - det må Storbritannien have mod til at erkende og undskylde, også for at lægge pres på USA
Den britiske regering har haft svært ved at erkende sit medansvar for de 'ekstraordinære udleveringer' af briter til bl.a. Guantánamo.

Den britiske regering har haft svært ved at erkende sit medansvar for de 'ekstraordinære udleveringer' af briter til bl.a. Guantánamo.

10. august 2009

Når man se Iqbal Madni i tv, er det umuligt at gennemskue, om han lyver eller taler sandt. Men uanset hvad er der tilstrækkelig mange biomstændigheder ved hans historie til at gøre den dybt chokerende. Madni er invalideret efter syv års internering og tortur i Indonesien, Egypten og Guantánamo. Han er offer for den proces, der eufemistisk kaldes 'ekstraordinær udlevering'. Og det forekommer åbenlyst, at Storbritannien har spillet en rolle i hans sindsoprivende trængsler.

Nu findes der respektable politikere i dette land, som privat vil trække på skuldrene over kritiske spørgsmål om den hårdhændede behandling, som er overgået unge mænd fra Storbritannien, der blev fundet i Afghanistan ikke længe efter 2001-bomberne - især hvis disse ikke var i stand til at fremlægge overbevisende forklaringer på deres tilstede- værelse i områder med al-Qaeda-træningslejre. Men selv de nævnte politikere må indrømme, at Iqbal Madni ikke var en ung religiøs fanatiker, som blev pågrebet i en krigszone.

Pakistaneren, der tjente til livets opretholdelse som professionel recitator af Koranen - som han havde lært udenad, før han fyldte 12 - blev arresteret i Jakarta fire måneder efter 11. september-angrebene. Han var rejst dertil for at finde sin stedmoder og fortælle hende, at hendes eksmand var død efter et hjertetilfælde i Pakistan. De lokale, som han var blevet venner med, viste sig imidlertid at være militante islamister, i hvis selskab der havde været tale om en 'skobombe'. Derpå blev Madni anholdt af amerikanerne.

Efter at have fået tæv i flere omgange af indoneserne blev han lagt i lænker, puttet i en tremmekasse og fløjet til Egypten, hvor han blev sat i en celle så lille, at han hverken kunne sidde op eller ligge ned. Han blev herefter afhørt ved brug af elektriske stød imod knæene. Han blev så overført til Afghanistan, hvor han blev holdt interneret i et år og derpå sendt til Guantánamo, hvor han af de andre fanger blev behandlet som en udstødt, fordi han ikke havde modtaget træning i Afghanistan.

Til sidst blev han sat på fri fod, efter at de amerikanske myndigheder havde konkluderet, at han var en pralhals, som »havde ønsket at fremstå mere betydningsfuld, end han var«. Han blev aldrig dømt for nogen forbrydelse, endsige sigtet for noget kriminelt forhold.

På britisk jord

Storbritannien kompromitteres af alt dette, for da Iqbal Madni blev fløjet til Egypten, tankede flyet op på øen Diego Garcia, som er britisk territorium. I seks år benægtede de britiske myndigheder, at øen blev brugt til 'udleverings-flyvninger', men sidste år blev udenrigsminister David Miliband tvunget til at indrømme, at amerikanske fly på sådanne missioner ved mindst to lejligheder var landet på britisk jord. Mærkværdigvis er alle optegnelser om fly, der har mellemlandet på Diego Garcia siden begyndelsen af 2002, blevet makuleret. Det britiske parlaments udenrigsudvalg kræver nu en undersøgelse af, hvordan dette kunne ske.

I sin rapport rejser udvalget flere spørgsmål, end det anfører svar, i erkendelse af denne sags kompleksitet.

»Regeringen har pligt til at bruge alle til rådighed stående oplysninger, uanset fra hvilken kilde og uanset hvordan de er fremskaffet, hvis den vurderer, at dette kan hindre tab af menneskeliv,« hedder det på den ene side.

Men på den anden side insisteres der på, at Storbritannien »skal bruge så megen overtalelse og pres som muligt for at sikre, at tortur ikke bliver taget i anvendelse som afhøringsmetode noget sted i verden.«

Denne ambivalens er forståelig. Under 'krigen mod terror' blev britiske embedsmænd sat i en vanskelig for ikke at sige umulig position. De sad i den ene ende af et lokale, hvor amerikanske embedsmænd læste højtidelige erklæringer op om Genève-konventionerne for derefter at fastslå, at terrormistænkte ikke var omfattet af samme konventioner. Briterne blev bedt om at formulere lister med deres spørgsmål til afhøringerne, men også om at forlade rummet, hvis det så ud til, at tortur skulle tages i brug.

Alt dette ved vi fra en række forskellige kilder. Vi ved det fra det konservative parlamentsmedlem David Davis' afsløring i sidste måned - under påkaldelse af sin parlamentariske immunitet - af, at britisk politi lod det højtstående al-Qaeda- medlem Rangzieb Ahmed rejse fra Manchester til Pakistan og derpå lod ham arrestere af det pakistanske sikkerhedspoliti, ISI, som er berygtet for sine mishandlinger og tortur.

Da Ahmed blev sendt tilbage til Storbritannien 13 måneder senere, blev han idømt livsvarigt fængsel - i vidt omfang på grundlag af de beviser, som var indsamlet, før han drog til Pakistan

Ingen påstår, der findes lette løsninger her. Det afspejler udenrigsudvalgets rapport også.

»Storbritannien må nødvendigvis fastholde sit samarbejde med den pakistanske efterretningstjeneste,« indrømmes det, men med denne tilføjelse: »Vi er særdeles bekymrede over beskyldningerne om, at de samarbejdsrelationer, som britiske embedsmænd har haft med ISI, kan have gjort dem medskyldige i tortur.«

Ubekvemt for USA

Alt dette rejser, hvad rapporten betegner som »overordentligt vanskelige moralske spørgsmål«. Det kritiske punkt er her, hvorfor regeringen end ikke vil medgive dette. Dens ministre burde tage del i en offentlig debat om den britiske medskyld. I stedet aflirer de blot de sædvanlige fraser om, at Storbritannien »ikke deltager i, ikke opfordrer til og ikke tolererer« brug af tortur.

Hvordan det kan være, fik vi svar på i sidste uge, da en jurist fra det britiske udenrigsministerium over for Højesterets tre dommere begærede dele af referaterne af en afhøring af en anden terrormistænkt, Binyam Mohamed, tilbageholdt. Ikke fordi deres offentliggørelse ville true den nationale sikkerhed, men fordi de ville være særdeles ubekvemme for USA - der var tale om afsnit, som ville afsløre, at amerikanerne torterede manden. Washington havde truet med sanktioner, hvis materialet blev offentliggjort, hævdede juristen over for domstolen.

For Storbritanniens regering må det nu være på tide at lægge kursen om. Hvis man ikke kan være oprigtige om fortidens moralske dilemmaer, risikerer man at blive konfronteret med dem igen i fremtiden. Det må den britiske udenrigsminister have mod til at fortælle Washington.

Et godt venskab indebærer også, at man åbent fortæller sine venner, når de er på vildspor. Ministeren vil tilmed kunne finde, at Barack Obama deler denne opfattelse.

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu