Nyhed
Læsetid: 3 min.

Strid om det britiske sundhedsvæsen på tværs af Atlanten

Sundhedsvæsenet i Storbritannien bliver brugt som skræmmebillede af Obamas modstandere i hans kamp for en reform af sundhedssystemet i USA. Briterne tager til genmæle og kalder påstandene usande
Frivillige tandlæger ordner borgere på samlebånd i Los Angeles. De har ikke råd til en sundhedsforsikring.

Frivillige tandlæger ordner borgere på samlebånd i Los Angeles. De har ikke råd til en sundhedsforsikring.

Mark Ralston

Udland
17. august 2009

Den britiske premierminister, Gordon Brown, har brudt sin diplomatiske tavshed omkring den sundhedsreform, der dominerer amerikansk politik, for at forsvare det offentlige sundhedsvæsen i Storbritannien, National Health Service (NHS).

Det britiske sundhedssystem er nemlig blevet fanget i en krydsild, fordi præsident Barack Obamas republikanske kritikere har hævdet, at Storbritannien »rationerer« behandlingen af ældre og lader syge mennesker hensygne på ventelister.

Indtil for få dage siden havde britiske ministre været utilbøjelige til at lade sig trække ind i en debat, som splitter den offentlige opinion i USA. De forsvarede ikke NHS mod påstande om, at systemet er »orwellsk« eller »den rene ondskab«, på konventionel vis med taler eller pressemeddelelser, men derimod ved at støtte en kampagne, der forsvarer det britiske sundhedsvæsen.

Antallet af beskeder til 'weloveNHS'-kampagnen på det sociale netværk Twitter, som er blevet iværksat for at imødegå de amerikanske påstande, fik forleden dele af siden til at gå ned. Blandt kommentarerne var en fra premierministeren i Downing Street, som lød:

»Det offentlige sundhedsvæsen gør ofte forskellen mellem smerte og velbefindende, fortvivlelse og håb, liv og død. Tak, fordi I altid er der.«

Gordon Browns kone, Sarah, som er på ferie i Nordvestengland med sin mand, tilføjede: »weloveNHS - højere end det kan siges med ord.«

Sundhedsminister Adam Burnham skrev også en besked via Downing Street:

»Jeg er himmelhenrykt for NHS - en institution, jeg vil forsvare til min dødsdag, kun overgået af Everton FC.«

Falske påstande

Adam Burnham forklarede torsdag, at det er hans job at forsvare sundhedsvæsenet, når det bliver udsat for kritik, som »simpelthen er usand«.

Sundhedsministeriet tog torsdag et usædvanligt skridt og modbeviste punkt for punkt de myter om NHS, som cirkulerer i USA - hvert punkt blev afsluttet med ordet »usandt«.

En talsmand for det britske sundhedsministerium udtalte til Associated Press:

»Der er blevet sagt usande ting i USA. Den amerikanske sundhedslobby har fremsat absurde påstande om Obamas sundhedsreform, og de har brugt NHS som eksempel. Meget af det har været usandt.«

Blandt de påstande, som sundhedsministeriet anfægter, er påstanden om, at patienter over 59 bliver nægtet hjerteoperationer, og at kvinder under 25 ikke kan få lov til at blive screenet for brystkræft. De konservatives partileder, David Cameron, forsvarer også det britiske sundhedsvæsen og udtaler:

»Jeg stoler 100 pct. på NHS. Det er utrolig vigtigt for mig og min familie.«

Præsident Obama har sendt de demokratiske senatorer ud til møder i landets forsamlingshuse for vinde støtte til sin sundhedsreform. De har opdaget, at der er stor modvilje mod den foreslåede reform.

I Maryland blev en mand i sidste uge varetægtsfængslet, da han holdt et skilt med teksten »Død over Obama« op ved et møde om emnet i et forsamlingshus.

Umyndige patienter

Den tidligere republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin har betegnet Obamas sundhedsreform som »den rene ondskab« og hævdet, at den vil medføre oprettelsen af et »dødspanel«, der vil nægte de mest udsatte amerikanere behandling.

I en tv-spot fra den republikanske nationalkomité hævdes det, at i Storbritannien »mister enkeltpersoner retten til at træffe beslutninger om deres egen sygdomsbehandling«.

Skattemodstanderforeningen Club for Growth hævdede i andet tv-spot, at britiske embedsmænd har beregnet seks måneders liv til at være 121.000 kr. værd.

»I deres sundhedssystem er du bare uheldig, hvis din behandling koster mere end det,« hævdes det, mens man ser en grædende ældre mand ved en kvindes seng og billeder af Union Jack og Big Ben.

Den republikanske senator Chuck Grassley fra Iowa sagde i forrige uge til en lokalradio, at lande, som har et »regeringsstyret sundhedssystem«, ikke ville have givet senator Edward Kennedy, der har en kræftsvulst i hjernen, en lige så god behandling som i USA, fordi han er for gammel. En anden republikaner, kongresmedlem Paul Broun fra Georgia, sagde, at man i Storbritannien og Canada »tydeligvis ikke sætter livet lige så højt, som vi gør i vores samfund«.

© The Indpendent og Information

Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her