Læsetid: 4 min.

USA: 'Den globale krig' mod terror er afblæst

Terrorisme er blot en taktik, og al-Qaeda er ikke en global trussel. Det sagde den amerikanske præsidents kontra-terrorrådgiver, John Brennan, i sin fremlæggelse af regeringens overordnede strategi mod det, han kalder 'en lille gruppe muslimers voldelige ekstremisme'
Som CIA's nummer to modsatte John Brennan sig ikke anvendelsen af tortur  under Bush-æraen. Nu tager han skarpt afstand fra 'hårdhændede metoder'.

Som CIA's nummer to modsatte John Brennan sig ikke anvendelsen af tortur under Bush-æraen. Nu tager han skarpt afstand fra 'hårdhændede metoder'.

Mandel Ngan

8. august 2009

BOSTON - Under præsident Barack Obama er 'krigen mod terrorismen' ikke længere den krumtrap i amerikansk udenrigspolitik, som er bestemmende for alle andre elementer af politikken. Den er blot en af mange »transnationale trusler«, som bør underlægges en overordnet strategi.

Det var hovedbudskabet, da Obamas toprådgiver i kontraterrorisme, John Brennan, torsdag holdt sin første store tale for offentligheden.

»Kampen mod terrorister og mod voldelig ekstremisme definerer, ja, forvrænger, ikke længere hele vores udenrigs- og sikkerhedspolitik. Tværtimod tjener kampen som en vigtig del af en overordnet politik,« sagde John Brennan i talen, som løftede sløret for Obama-administrationens redefinering af forgængeren George W. Bushs kontraterrorismepolitik.

Tortur hjælper fjenden

Brennan er en mangeårig CIA-agent, der bl.a. tjente som bureauchef i Mellemøsten i 1996-99. I sidste års valgkamp blev han tippet som Obamas CIA-chef, men han trak sit kandidatur tilbage, da det kom frem, at han i Bush-æraen ikke havde modsat sig anvendelse af tortur under forhør af terrormistænkte. I den perioden var han nummer to i CIA.

Men i sin tale til Center for Strategic and International Studies tog Brennan skarpt afstand fra de 'hårdhændede' metoder, som CIA har brugt mod tilbageholdte personer.

»Præsident Obama har ret: Den slags metoder er ikke behjælpelig for vores kontraterrorismestrategi; faktisk hjælper det terrrorister med at skaffe rekrutter og gør det vanskeligt for andre nationer at samarbejde med os,« sagde Brennan.

Han pointerede, at præsident Obama ikke er en »tøsedreng«, som mange konservative kritikere af præsidentens kontraterrorpolitik ellers har antydet. I disse kredse er Obama især blevet upopulær for at ville lukke Guantánamo-lejren inden 20. januar 2010 og for en ordre til regeringsansatte, inklusive CIA, om at følge Pentagons regler for tilladelig forhørstaktik. Det udelukker brug af metoder, som falder under FN's definition af tortur.

Præsident Obamas mest synlige kritiker har været tidligere vicepræsident Richard Cheney.

For at imødegå de konservatives beskyldninger om at Obama er for blød påpegede Brennan, at præsidenten »ikke alene har godkendt alle foreslåede operationer mod al-Qaeda og andre terrorgrupper; han har endog opfordret os til at være mere aggressive og proaktive og opfindsomme i kampen mod disse terrorister.«

Et aktuelt eksempel er rapporterne i går om, at lederen af Taleban i Pakistan, Baitullah Mehsud, efter alt at dømme mistede livet tidligere i denne uge under et bombeangreb foretaget af et førerløst amerikansk spionfly i pakistansk luftrum. Den type operation skal normalt forhåndgodkendes af USA's præsident på grund af risici for civile tab. Ifølge pakistanske presserapporter er Taleban-lederens hustru og et barn også blevet dræbt.

Kritik af Cheney

Efter en lang karriere i CIA betonede John Brennan, at han er »dybt foruroliget over den provokerende retorik, de stærke overdrivelser og det intellektuelle snævertsyn, som ofte har karakteriseret debatten om præsidentens kontraterrorpolitik.«

Det er med andre ord på tide, at Obama-regeringen tydeliggører forskellen på sin og Bush-regeringens håndtering af truslen fra »voldelig ekstremisme«.

Et af Brennans hovedpointer er, at den tidligere regering begik en fejl ved at kalde kampen mod grupper som al-Qaeda »en global krig mod terror«.

»Terrorisme er blot en taktik anvendt til at opnå et mål, som i tilfældet al-Qaeda handler om at opnå global dominans gennem et islamisk kalifat. Terrorismen er derfor ikke en strategi, så hvorfor skulle en stor og magtfuld nation som USA lade sit forhold til en milliard muslimer verden rundt definere af en lile gruppe muslimers snæversynet had og nihilistiske aktioner?« spurgte Brennan.

Logisk set, fremfører Obamas toprådgiver, kan man ikke besejre en taktik som terrorisme, ligeså lidt som man kan besejre en krigstaktik. I stedet handler det om at komme den ideologi og de betingelser, som ligger til grund for terrorismen, til livs.

Alle midler i brug

Præsident Obama afviser endvidere, at kampen er af global karakter.

»Det er selvfølgelig korrekt, at al-Qaeda og andre terroristgrupper opererer i mange verdensdele, men hvis vi skildrer vores bestræbelser som en global krig, falder vi i hak med al-Qaedas fortælling,« forklarer John Brennan.

»Det giver indtryk af, at USA er i konflikt med resten af verden. Til sidst blæser det al-Qaeda op til at være en ekstremt velorganiseret enhed, der kan erstatte suveræne nationer med det globale kalifat, og intet kunne være mere usandt … Faktisk er al-Qaeda blevet alvorligt svækket af USA's og andre nationers kontraterrorrismeoperationer.«

For Obama-regeringen er konklusionen, at alle USA's hårde og bløde magtmidler skal tages i anvendelse for at bekæmpe den »voldelige ekstremisme«. Det gælder militærmagt såvel som opbygningen af svage nationers demokratiske institutioner (jvf. Afghanistan, Irak, Pakistan og Somalia) og sikkerhedsstyrker.

Især vil USA lægge vægt på hjælp til uddannelse og økonomisk tryghed i muslimske lande, hvor al-Qaeda og andre grupper har haft held til at rekruttere blandt rodløse unge mænd og kvinder.

Om dette er en ny strategi eller blot ibrugtagelse af en anden retorik, er et spørgsmål, som vil blive diskuteret af terrorismeeksperter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu