Nyhed
Læsetid: 3 min.

USA vakler i krav til Israel

Israels modstand mod Obamas krav om ’fuldt stop’ for Israels bo-sættelsere har givet pote i form af ny ‘fleksibilitet’ fra USA’s side Israelske bosættelser
Udland
29. august 2009

I går kom så den sprække, palæstinenserne har frygtet, og israelerne ventet på: »Dette er ikke en proces, i hvilken USA vil påtvinge Israel og Den Palæstinensiske Autoritet betingelser«, sagde P. J. Crowley, det amerikanske udenrigsministeriums talsmand.

I redigeret ordvalg signalerede han, at Washington vil være ’fleksibel’ i forhold til de krav, præsident Bacak Obama satte i sin tale i Kairo den 4. juni, nemlig et »fuldt stop« for udbygning af jødiske bosættelser på Vestbredden som betingelse for at genstarte den strandede Køreplan for Fred.

Men Crowleys status over de forhandlinger, der siden Kairo-talen har fundet sted mellem Israels premierminister, Benyamin Netanyhau, og USA’s mellemøstudsending, George Mitchell, gengives nu som ’gode råd’ til parterne om tillidsskabende skridt.

»I sidste ende er det op til parterne at beslutte, med vores hjælp, hvor tærsklen til nye forhandlinger ligger,« sagde Crowley, der afviste, at USA har fraveget holdningen til Jerusalemudbygning af bosættelser, således som det har været skrevet i israelsk presse. Men amerikanske diplomater har ifølge den israelske avis Ha’aretz ladet forstå, at USA er villig til en nå ’en forståelse’ om Jerusalem på betingelse af, at Israel undlader ’provokerende tiltag’ – f.eks. uddrivelse af arabiske familier fra deres hjem for at gøre plads til israelsk byggeri. Netanyahu har stået fast på, at Jerusalem ikke er en del af bosætter-problemet. Meningsmålinger i Israel viser, at Netanyahu har et bredt flertal bag sig i sin modstand mod de amerikanske krav, hvorimod under fem procent af israelerne ’stoler på Obama’.

Endnu i går eftermiddag havde Mahmoud Abbas, PA-styrets ’præsident’, ikke reageret på den amerikanske udmelding. I onsdags erklærede han, at »udbygning af bosættelserne har til formål at smadre Vestbreddens geografiske enhed og dermed hindre dannelsen af en palæstinensisk stat«. Abbas er ifølge en EU-diplomat i Ramallah blevet politisk styrket efter Fatah-partiets kongres for nylig. I en kombination af politisk manøvreren og ordinær bestikkelse fik Abbas elimineret de fleste af hans kritikere i partiet. En af dem, Abu Maher Ghneim, en medstifter af partiet og kendt for sin afvisning af Oslo-aftalerne, blev dog valgt til Fatahs centralkomité, oven i købet med det højeste stemmetal. Ifølge diplomater vender han nu tilbage fra sit eksil i Tunis mod at blive Abbas’ vicepræsident og viceformand i Fatah.

Hamas må være fleksible

Når Abbas tøver efter USA’s udmelding, er baggrunden, at Fatah er nødt til at vise fleksibilitet, hvis partiet vil bevare initiativet i forhold til Hamas. Ganske vist forbeholdt kongressens sluterklæring »retten til modstand«, men undlod vendingen »væbnet modstand«. Retten til Jerusalem som hovedstad er et »ufravigeligt« punkt, og israelske kommentatorer har hæftet sig ved, at Marwan Barghouti, der afsoner fem livstids-domme, er med i den nye Fatah-ledelse. Det er Mohammad Dahlan, Jibril Rajoub og Tawfiq Tirawi, også – alle erfarne sikkerhedschefer i PA-styret med nære kontakter til Israel.

»Arafats Fatah er nu Abbas’ Fatah,« som en Vestbred-diplomat har udtrykt det. Og Abbas ved, at han skal vise resultater: Over for sit palæstinensiske bagland, der lider under hundreder af israelske kontrolposter, og over for Israel og USA ved at udrense ‘egne terrorister’, Hamas-politikere og -tilhængere.

»Det er en svær balancegang, som i sidste ende næppe lader sig gøre,« sagde Mouin Rabbani, en politisk analytiker tilknyttet International Crisis Group, der talte fra Amman i Jordan.

Præsident Obama har tilkendegivet, at han ønsker ‘køreplanen’ genåbnet i forbindelse med FN’s generalforsamling i New York i september, hvor han håber at Abbas og Netanyahu kan sætte sig sammen.

Det vil vise sig – indtil nu er der ikke aftalt noget møde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her