Læsetid: 4 min.

Et valg mellem ansigter

De afghanske vælgere er forvirrede. Alle kandidater profilerer sig på de samme slagord og synes at ville det samme. Partier og partiprogrammer er der ingen af - kun ansigterne varierer
De afghanske vælgere er forvirrede. Alle kandidater profilerer sig på de samme slagord og synes at ville det samme. Partier og partiprogrammer er der ingen af - kun ansigterne varierer
15. august 2009

KABUL - I verdens demokratiske lande afgiver vælgerne deres stemme ud fra kandidaternes politiske programmer og synspunkter. I Afghanistan er dette ikke altid tilfældet.

De afghanske vælgere har kun vage slagord og programmer, der ligner hinanden påfaldende meget, at vælge imellem, og derfor synes det reelle valg for mange kun at stå imellem billeder af ansigter. Billeder, der afklarer kandidaternes stamme-, religiøse og geografiske tilhørsforhold.

Gaderne i Kabul og andre afghanske byer er dekoreret med farverige plakater i varierende størrelser af de 41 kandidater, som stiller op til Afghanistans andet præsidentvalg, der afholdes den 20. august.

Kandidaterne har vidt forskellig baggrund, er loyale over for forskellige religiøse og politiske fraktioner og har forskellige ideologiske holdninger. De spænder fra fundamentalistiske talebanere til vestligt uddannede bureaukrater, fra kommunister af kinesisk eller gammelsovjetisk observans til mujahedin - ja endog liberale kandidater stiller op.

Men trods denne brogede mangfoldighed i baggrunde og holdninger har alle kandidater koncentreret sig om at formulere de samme målsætninger og de samme generelle slogans.

Ens slagord

Sikkerhed, økonomisk fremgang, retssikkerhed, forhandlinger med Taleban, bedre beskæftigelsesmuligheder, bekæmpelse af korruption og narko er de vigtigste prioriteringer for alle kandidater, og forbipasserende kan beskue disse slagord og politiske hensigtserklæringer på de plakater og opslag, som pryder mure, lygtepæle, træstammer, supermarkeder, regeringsbygninger, ja selv gamle mindesmærker i hele landet.

Denne konformitet i budskaber har forvirret både vælgere og analytikere.

En af disse er Rahmi Zazi, en advokat i Kabul. Han siger: »Jeg ved ikke rigtig, hvad de betyder. Det går alt sammen ud på det samme, og det er meget uklart, hvordan man skal skelne kandidaternes mål fra hinanden.«

Også han pointerer, at når vælgerne skal sammenligne kandidaternes programmer og slagord, som de kommer til syne på disse plakater, er de mest iøjnefaldende forskelle ikke de politiske hensigtserklæringer, men politikernes ansigter.

Og de slående ligheder begrænser sig ikke til slagordene, de skinner også igennem i kandidaternes taler.

Kamp mod korruption

Ramazan Bashardost, en kandidat, som er en stærk kritiker af præsident Karzai, har gjort 'kampen imod korruptionen' til sin mærkesag. Men det samme har Karzai selv og de andre kandidater. Som Wahid Omar, medarbejder for præsidentens kampagnestab, siger: »Vi vil udrense dette system for korrupte personer og al lovgivning, der fremmer mulighederne for korruption.« Også den tidligere prosovjetiske kommunist Habib Mangal understreger: »Korruptionen ødelægger vores sociale liv, så vi vil i stedet indføre et korruptionssikkert og moderne system.«

Skønt moderne demokratiske værdier har vundet indpas i Afghanistans politiske ordforråd, har Afghanistan stadig ikke udviklet strukturerede partier, der kan formulere detaljerede planer og strategier og forme den demokratiske proces. Derfor praktiserer individuelle kandidater og magtfulde religiøse og stammemæssige fraktioner alle de demokratiske processer på mangelfulde måder.

Ingen partiprogrammer

Zia Rafat, der er lektor ved Kabul Universitet, finder, at manglen på stærke partier i Afghanistan har omdefineret valget for vælgerne til noget andet end et virkeligt demokratisk valg. Han siger: »I stedet for politiske programmer har afghanerne kun ansigter at vælge imellem. Manglen på egentlige partiprogrammer er hovedårsagen.«

På den anden side har mange mennesker kun begrænsede forventninger til, at et valg, som finder sted i terrorismens skygge og under krigsherrers indflydelse, vil kunne bringe fundamentale forandringer. Det er, som om den ene halvdel af nationen er domineret af kampene imod terrorisme, mens den anden står under kontrol af krigsherrer, som bruger religion og stammetraditioner til at udøve herredømme over befolkningen.

Afghanistans siddende præsident kender selvfølgelig alt til disse realiteter og har derfor indledt hemmelige forhandlinger med sit lands krigsherrer fra begyndelsen af valgkampen. Han har udnævnt to magtfulde krigsherrer, den tadsjikiske kommandant Qsim Fahim og den tidligere forsvarsminister og magtfulde hazari-leder Karim Khalili til sine nærmeste medarbejdere, hvortil kommer hans samarbejde med andre tidligere Mujahedin-ledere, som den berygtede usbekiske leder general Rashid Dostom og den indflydelsesrige hazari-politiker Mohammad Muhaqiq. Disse ledere er i stand til at sikre Karzai mange stemmer alene i kraft af deres etniske og religiøse forbindelser.

Den 34-årige Asif Alam, en Kabul-borger, som betragter plakaterne af præsidentkandidater i den afghanske hovedstads gader, giver med sine udtalelser et indtryk af den generelle stemning blandt vælgerne. Han siger: »Kabul er som et teater fyldt af skuespillere. Manuskriptet er allerede skrevet, en vinder er udnævnt og et kompromis allerede fundet blandt lederne. Vi ved ikke, hvad modkandidaterne vil, og vi kender ikke til deres programmer. Men måske skulle vi stemme på en af dem ud fra deres ansigter,« siger han og bryder ud i latter.

Men trods al pessimisme fremhæver analytikere også, at afghanerne med deres andet valg er begyndt at lære mere om demokratiske værdier, hvilket kan have betydelig gavnlig indflydelse på Afghanistans fremtid.

Qaiom Babk, en politisk analytiker fra det nordlige Afghanistan, pointerer, at befolkningen har lært meget om demokratiske valghandlinger i de seneste år, også ved at følge med i nationale og udenlandske medier. Han siger: »Ved det forrige valg havde folk ingen forestilling om, hvordan processen foregår, men igennem de sidste fem år er de begyndt at forstå. Navnlig da de i medierne kunne følge med i det amerikanske præsidentvalg. Det betyder, at når de ser den elendighed, der stadig råder i deres land, bliver de desto mere pessimistiske og vrede.«

Yaqub Ibrahimi er afghansk journalist tilknyttet Institute for War and Peace Reporting

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu