Baggrund
Læsetid: 3 min.

Vestas var kun begyndelsen

Vestas-arbejderne vil fortsætte kampen andre steder, selvom de nu efter en retsafgørelse forlader den nedlagte vindmøllefabrik på Isle of Wight. Det handler ikke kun om de nedlagte arbejdspladser hos Vestas, men om et større miljøopgør med den britiske regering, lyder det fra arbejdere og miljøorganisationer
I går var Vestas-arbejderne endnu på plads på den besatte fabrik i Newport, Isle of Wight. Men selvom de nu skal forlade fabrikken, vil deres kamp for grønne jobs ikke stoppe, lyder det: Nu skal den britiske regering op af stolen, kræver arbejdere og miljøorganisationer.

I går var Vestas-arbejderne endnu på plads på den besatte fabrik i Newport, Isle of Wight. Men selvom de nu skal forlade fabrikken, vil deres kamp for grønne jobs ikke stoppe, lyder det: Nu skal den britiske regering op af stolen, kræver arbejdere og miljøorganisationer.

Chris Ison

Udland
5. august 2009

Bannere og luftmadrasser blev pakket sammen på den nedlagte Vestas-fabrik på den britiske ø Isle of Wight i går. De 11 arbejdere, der de seneste to uger har besat fabrikken i protest, fik tidligere på dagen rettens afgørelse af, at det ville være ulovligt for dem fortsat at opholde sig i bygningerne.

Men trods nederlaget vil de tidligere Vestas-ansatte fortsætte deres demonstrationer andre steder. Det handler ikke kun om konflikten med Vestas, men om et større miljøopgør med den britiske regering, lyder det fra arbejderne.

»Konflikten er på ingen måde slut, selvom vi bliver smidt ud fra fabrikken. Den bevæger sig blot ind i en anden fase, hvor det handler om at få presset regeringen til at handle i stedet for at plapre løs, som de har gjort de sidste mange år,« siger Ian Terry, en af de tidligere Vestas-arbejdere, der har tilbragt de sidste uger på fabrikken i Newport, til Information.

Ian Terry og de andre arbejdere får opbakning til deres planer fra transportarbejderforbundet RMT's generalsekretær, Bob Crow, der mener, at kernen i Vestas-konflikten er, at regeringen endnu engang ikke har vist handlekraft på miljøområdet.

»Regeringen har ikke engang ville mødes med RMT eller arbejderne for at diskutere muligheden for andet arbejde til fabrikken. Derfor vil vi fortsætte vores kampagne og vores kamp for at arbejde med grøn energi,« siger han til BBC News.

Arbejderne og RMT har planlagt demonstrationer flere gange i løbet af den næste uge, og allerede i går aftes skulle der demonstreres foran Energi- og Klimaministeriet i London.

Trods den britiske regerings nye miljøudspil, der blev offentliggjort for knap en uge siden, og som blandt andet lover 7.000 nye vindmøller i landet inden år 2020, er tilliden til den britiske regering og miljøplanerne ikke stor hos de tidligere arbejdere og RMT. Det betød i dag, at fem demonstranter plantede sig på taget af en anden Vestas-fabrik i byen Cower på Isle of Wight med bannere og megafoner.

»Vi er her for at vise, hvor hyklerisk den britiske regering er, når de taler om en grøn fremtid, men ikke vil bruge penge på den fremtid, som de for eksempel har vist her i Vestas-sagen,« siger demonstranten Martin Shaw til BBC News.

Del af større problem

Talsmand for den britiske miljøorganisation Campaign against Climate Change Phil Thornehill har også den opfattelse, at Vestas-konflikten i bund og grund blot er et symptom på det miljøopgør, der har været under optrapning i flere år.

»Der har i noget tid været en stor mistanke om, at den britiske regering ikke har en ægte interesse i at fremme den grønne industri, på trods af de flotte løfter fra Ed Milibands (britisk Energi- og Klimaminister red.). Nu er den mistanke blevet bestyrket af konflikten på Isle of Wight - og derfor er den kommet til at virke mere betydningsfuld for udviklingen af grøn energi, end den måske i virkeligheden er i sig selv,« siger han.

Hos Vestas vinder den betragtning genklang:

»Vi har været meget overraskede over, at lukningen af fabrikken har skabt så meget opmærksomhed og postyr. Der er ingen tvivl om, at vi er en brik i et større spil,« siger Peter Kruse, kommunikationschef hos Vestas.

Træd i karakter

Ifølge Campaign against Climate Change har England været bagud med at skabe vedvarende energi i forhold til andre europæiske lande i mange år. Den britiske regering bliver nødt til at tage arbejdstøjet på og træde i karakter, hvis ikke utilfredsheden blandt befolkningen skal optrappes yderligere, lyder det fra miljøorganisationen.

»Det ideelle vil være, hvis regeringen viser, at den er engageret nok i klimaforandringerne til at sørge for, at der er et marked for vind-energi i landet, og måske i samme omgang bruge penge på at omlægge fabrikken på Isle of Wight til at passe til den produktion. Det ville vise, at viljen er der,« siger Phil Thornehill. Han mener dog ikke, at det er en katastrofe, hvis den britiske regering ikke går ind og redder fabrikken:

»Det er blot et lille slag i kampen for et grønnere miljø - der er større slag at slå.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Man ser meget når man cykler på Vestamager. Ovre på Avedøre Holme kører de fire vindmøller foran værket lystigt. Få hundrede meter mod syd står op mod ti møller, som ikke har kørt i mindst en uge. Gad vide hvad de fejler?