Afrika vil ikke finde sig i endnu en voldtægt

ARUSHA - Først var det kolonimagterne, nu er det klimaforandringerne, der kommer oppe nordfra og spænder ben for Afrika. Så der er brug for hjælp. Eller nærmere erstatning, og den skal være stor. Omtrent sådan lyder retorikken i den afrikanske klimadebat.

På det toppolitiske plan har de afrikanske lande - ført an af Etiopiens ministerpræsident Meles Zenawi - dannet fælles front mod de industrialiserede lande.

»Om nødvendigt er vi klar til at forlade enhver forhandling, som truer med at være endnu en voldtægt af vores kontinent,« siger Meles.

Han er talsperson for de otte afrikanske miljøministre (fra Algeriet, DR Congo, Kenya, Mauritius, Mozambique, Nigeria, Uganda og Sydafrika) som skal deltage i klimamødet i København i december.

De kommer til forhandlingsbordet med et minimumkrav på 67 milliarder dollar årligt fra nord til syd, øremærket til initiativer, der kan hjælpe den afrikanske befolkning til at tackle konsekvenserne af forandringer i klimaet. Og det er et minimum: Den Afrikanske Unions formand Jean Ping taler om 300 milliarder dollar, eller en klimaskat på en halv procent af de rige landes BNP.

Alle taler om vejret

Med de dystre fremtidsudsigter til fælles har afrikanerne altså brudt den traditionelle tilbageholdenhed, når det gælder internationale klimaforhandlinger.

For enhver ved jo, at klimaets forandringer formentligt bliver mest fatale netop her, blandt dem, som har mindst at stå imod med - fordi de i forvejen er helt afhængige af naturens ressourcer for at overleve.

Klima er i forvejen hverdagssnak blandt almindelige afrikanere, som typisk lever af landbrug, baseret på naturlig nedbør. En helt almindelig tanzanier f.eks. taler og bekymrer sig om muligt endnu mere om vejret, end danskere gør. Og lige nu behøver han bare at kigge uden for sit hus for at få øje på forkrøblede majsmarker, udtørrede flodlejer og en regn, der ikke længere er til at forudsige. Det er noget skidt med de klimaændringer, er alle enige om.

Samtidig kan man på lederpladsen i avisen The Citizen læse helt sort på hvidt at 'De rige snyder kontinentet i klimakampen'.

»Mens de udviklede lande til en vis grad kan håndtere effekten af klimaforandringer med deres avancerede teknologier, kan vores kontinent ikke. Derfor betaler vi den tunge pris. Alt imens Europa har sine store madbjerge og kraftige subsidier til landbruget, der ødelægger markedet for afrikanske varer. De rige lande må holdes til ansvar for deres handlinger og skal betale for den nødvendige oprydning.«

Dystre udsigter

Ifølge estimater fra Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) er det ikke kun de fattigste afrikanere, der bliver ramt. I Egypten vil stigende temperaturer mindske høstudbyttet af sojabønner med op til 28 procent i 2050.

I Sydafrika vil de tilgængelige vandreserver være udtømte allerede i 2025, og man formoder, at nettoindtægten fra afgrøder vil falde med 90 procent dette århundrede. I Kenya kan stigende temperaturer og højere vandstand påvirke produktionen af mango, cashewnødder, nødder og kokos og medføre tab på 500 millioner dollar årligt.

Dertil kommer statistikker og scenarier for, hvordan mangel på vand og dyrkbar jord vil forstærke eksisterende konflikter over hele det afrikanske kontinent.

Så det er ikke fordi, der mangler gode argumenter, når afrikanerne sætter sig til forhandlingsbordet og kræver hjælp til at forebygge og imødegå de kommende års udfordringer.

Brug for løsninger

»Afrikanske lande er i deres gode ret til at forlange, at de internationale forhandlinger er baseret på princippet om historisk retfærdighed. Hele kontinentet vil formentlig lide disproportionalt under klimaforandringerne,« skriver Caloustous Juma, medforfatter til World Development Report 2010 i The East African.

Men, tilføjer han, de dystre fremtidsudsigter bør bane vej for, at Afrika tager teten, når det kommer til at anvende klimasmarte og bæredygtige vækststrategier.

Også Sydafrikas repræsentant Judy Beaumont understreger, at det ikke er et spørgsmål om at tigge om kontant erstatning.

»Vi må insistere på et fælles, men differentieret ansvar. Vi har brug for energieffektive projekter og adgang til vedvarende energiteknologier, som det hidtil har være svært at finansiere eller få rettigheder til. De fleste industrialiserede lande valgte den beskidte vej til fremskridt. Den vej kan Afrika ikke tage.«