Læsetid: 10 min.

Bosættelserne er Israels store sten i skoen

Bosætterne styrker hele tiden grundlaget for besættelsen af Vestbredden og svækker mulighederne for en fredsaftale
Nybyggeri. Bosættelsen Har Homa ved Bethlehem er et typisk eksempel på nyere bosætteri. Bosættelsespolitikken skaber de facto de største forhindringer for en fremtidig fredsproces.

Nybyggeri. Bosættelsen Har Homa ved Bethlehem er et typisk eksempel på nyere bosætteri. Bosættelsespolitikken skaber de facto de største forhindringer for en fremtidig fredsproces.

Jørgen Flindt Petersen

26. september 2009

Hver gang jeg kørte ad hovedvejen op igennem Vestbredden, så jeg på næsten hver eneste bakketop bosættelser, som mindede mig om middelalderlige ridderborge. Fjerne og uindtagelige. Jeg var i gang med at lave film om palæstinensernes liv - herunder de forhindringer for et normalt liv, som blev skabt af netop bosættelserne. Men der skulle gå en del år, før jeg tog mod til mig og forcerede de mange sikkerhedstjek, der skulle til for at komme inden for i disse kolonier på den besatte Vestbred. I denne tid, da bosættelserne er i kernen af de internationale diskussioner om fred i Mellemøsten, tænker jeg ofte tilbage på mødet med deres indbyggere - bosættere med vidt forskellige synspunkter.

Jeg er på vej til Shaked i det nordligste Samaria. Her bor Keren Yogev, som er dansk og en gang hed Birgitte. Keren er gift med Arie, som hun mødte, da hun ganske ung kom til Israel. Hendes far var dansk jøde, mens hendes mor var kristen. Selv er hun siden konverteret til jødedommen. Oprindelig boede parret i Haifa i selve Israel, men for godt 25 år siden besluttede de at blive pionerer og være med til at grundlægge en bosættelse i det smukke bjergrige område.

Vi var ikke bange

Keren beretter på sit djærve jyske: »Jeg faldt pladask for idéen. Her var der en gruppe jøder, som ville fortsætte med at udbygge Israel, og de ville have mig med. Og da vi ankom for at se jorden, blev vi modtaget høfligt og venligt af den lokale mukhtar

Keren bekymrede sig den gang ikke over, at deres nye hjem lå på Vestbredden - midt imellem arabiske landsbyer: »Araberne var vi ikke bange for. Tværtimod lærte vi mange af dem at kende. Vi kom hos dem, købte deres ting, lige som de kom og arbejdede for os her i Shaked. Det var en helt anden tid. Fuldstændig fredelig. Jeg var totalt begejstret.«

Mit eget første møde med bosætterbevægelsen fandt sted i 1993. Jeg opholdt mig i Jerusalem, da nyheden om aftalerne i Oslo mellem den israelske regering og PLO blev offentliggjort. Hovedindholdet var dannelsen af et palæstinensisk selvstyre, der gradvis skulle overtage kontrollen over Vestbredden og Gaza. Straks, da nyheden var sluppet ud, begyndte i tusindvis af bosættere at strømme ind i regeringskvarteret for at protestere. Med mega-foner og bannere bragede den vejrbidte flok af frontkæmpere det budskab ud, at aftalen med PLO og Arafat var det helt store forræderi mod den kolonisering af de besatte områder, som skiftende regeringer siden 1967 havde støttet, og at den udgjorde en alvorlig fare for Israels sikkerhed.

Sammen med andre pressefolk blev jeg inviteret til et møde hos premierminister Yitzhak Rabin. Vi fik et stærkt indtryk af, hvor svært det havde været for militærmanden Rabin at gå ind for det resultat, som forhandlerne var nået frem til i Oslo, men at han havde besluttet sig for at forsøge freden. Og da vi var på vej ud fra regeringskontoret og gennem den åbne dør kunne høre larmen fra bosætterne, råbte Rabin efter os: »Det skal i hvert fald ikke være dem, som bestemmer.«

To år efter var han myrdet af en højreradikal modstander af hans fredspolitik. Og i dag - 16 år efter Oslo - er de bosættere, som ikke skulle bestemme, i den grad blevet den stærke gøgeunge, der har en helt afgørende indflydelse, når det gælder mulighederne for fred i Mellemøsten.

Oslo-aftalerne indeholdt faktisk ingen bestemmelser om begrænsning af koloniseringen, og siden 1993 er antallet af bosættere på Vestbredden vokset fra 110.000 til 300.000. Dertil kommer mindst 200.000 i Østjerusalem.

'Hvis vi kunne få fred ...'

Keren Yogev er det, man kalder for bekvemmelighedsbosætter. Hun kom ikke på grund af nogen ideologi, men fordi det var billigt - støttet af regeringen - og naturskønt. Men hun har ikke kunnet undgå at blive ramt af facts on the ground. Mens vi spadserer en tur i Shaked, fortæller hun, hvordan forholdene totalt ændrede sig, da den anden intifada begyndte i 2001. Senest er et par piger fra den skole, hun er sekretær på, blevet dræbt. En araber gik ind i en nærliggende bosættelse og skød dem.

»Jeg frygtede i lang tid, at jeg også skulle dø. Nu har jeg fået hjælp af en psykolog, og det går bedre. Måske har jeg lært at leve med min skræk.«

Vi står neden for bebyggelsen ved det lille hegn, som omkranser den, mens vi kan kigge over på det store hegn, som hugger sig gennem landskabet. Et arabisk hus ligger helt tæt op mod hegnet fanget i ingenmandsland. Jeg kan se, at der bygges ny huse i bosættelsen. Men det er svært at få dem solgt, og det kan Keren egentlig godt forstå. »Hvis vi kunne få virkelig fred, opgav jeg gerne Shaked og flyttede til selve Israel. For ingen kan blive ved med at leve på den her måde.«

'Gud giver os det hele'

Det er ikke folk som Keren, der fører sig frem i den stærke bosætterbevægelse. Det gør derimod, Motti Isac, som bor i Karnei Shomron, 15 kilometer inde på Vestbredden. Han tilhører de nationalreligiøse, folk, der af ideologi har slået sig ned i de besatte områder.

Efter at være blevet omhyggeligt sikkerhedstjekket et par gange får vi lov til at køre indenfor i bosættelsen, der med sine røde tage ligner en dansk villaby. Der bor omkring 8.000 mennesker her. Motti Isac er en stor mand med en kraftig stemme, som han bruger meget for at forklare os sine synspunkter. Han kom som barn til Danmark som jødisk flygtning fra Tyskland, men i 1969 - to år efter Seksdageskrigen var han ikke i tvivl om, at han skulle være med til forme den jødiske nation som pionér i Judæa og Samaria: »Disse områder tilhører det jødiske folk. Det ved alle, der kan deres bibel, og det har altid været en drøm at få dem tilbage. Nu er drømmen blevet til virkelighed. Og måske burde vi i 1967 også have taget Østbredden af Jordan-floden, så vi havde fået hele det bibelske Israel samlet.«

Det er tydeligt, at Motti kender den danske opinion og nyder at chokere sine gæster: »Vi ender med at få hele det jødiske land. Gud sætter trumf på og giver os det hele. Vi skal bare have tålmodighed. Og det har vi.«

Jeg spørger om Mottis syn på Ariel Sharon, der ofte er blevet kaldt for arkitekten bag bosættelserne, men som premierminister - inden han i 2006 blev syg og gik i koma - stod bag rømningen året før af 8.000 bosættere i Gush Katif i Gaza. Motti ryster vredt på hovedet: »Jeg var tæt på ham i de unge år, men fandt ud af, at han var farlig mand. Vi kaldte ham for Bulldozeren Arik, fordi han flyttede alt på sin vej uden loyalitet over for dem, som havde støttet ham tidligere. Før valget sagde Sharon: Gush Katif er som Tel Aviv. Og efter valget rømmede han Gush Katif.«

»Jeg var selv i Gush Katif fra begyndelsen til enden. Det var tragisk, men vi er blevet stærkere efter det. Vi skal gøre endnu mere modstand, vise, at jøder ikke med magt kan fjerne jøder fra deres hjem. At det er det samme som holocaust.«

'Få dem ned på knæ'

Jeg gør opmærksom på, at den internationale opinion hele tiden presser på for at få en fredsproces i gang, der implicerer rømning af bosættelser og fastlæggelse af grænser på grundlag af våbenhvilen fra 1967. Motti griner hånligt: »Jeg kan slet ikke acceptere den tankegang. Tænk på historien. Tænk på, hvordan Rabin med Oslo frivilligt bragte vores ærkefjender tilbage. Rabin sagde til Arafat: Vi vil være din nabo, vi giver dig våben, vi giver dig penge. I stedet for at skyde ham mellem øjnene, gav vi ærkefjenden alt, hvad han ønskede sig. Det vil få fremtidens historikere til at rive sig i håret. De vil aldrig kunne forstå det. Folk, der gør den slags ting og åbnede døren for mordet på tusinde af jøder, burde sendes på en anstalt.«

Motti Isac ser et håb i, at de nationalreligiøse jøder får dobbelt så mange børn som de mere verdslige, og han håber, at den succes, som Hamas fik i Gaza siden rømningen, vil få jøderne til at vågne op: »Hamas er en terrororganisation, og vi er idioter, hvis vi ikke slår disse mennesker ihjel så hurtigt som muligt. Alt andet er dumhed. Vi kunne begynde med at slukke for al elektricitet til dem og stoppe for medicin til de syge, for at få dem ned på knæ. Der har aldrig været et palæstinensisk folk og aldrig været arabisk selvstændighed i Judæa og Samaria. Vi kom med fred, og ingen kan sige, at vi ikke har gjort vores bedste for at få fred med vores naboer. Og når de ikke vil have fred, får de krig. Så vi må leve med våben i hånd, indtil de forstår, at Israel aldrig kan udslettes. Sikkerhedshegnet derimod er tåbeligt. Det vil aldrig kunne stoppe terror. Man vil altid kunne sende raketter over hegnet. De lyver, når de siger, at det blot er et hegn, som skal styrke vores sikkerhed. Nej, de pønser på, at det skal være vores fremtidige grænser.«

I følge vedtagelser i FN må alle bosættelserne i de besatte områder betragtes som ulovlige, men det synspunkt anerkendes ikke af Israel. Derimod opererer man med begrebet ulovlige udposter, små kolonier på bakketoppe i nærheden af selve bosættelsen, hvor unge mennesker har sat skurvogne eller interimistiske huse op - uden formel tilladelse fra regeringen.

Vi besøger nogle af Karnei Shomrons udposter. Motti forklarer: »Udposterne viser, at vi er offensive og hele tiden lægger nyt land til. Vi begynder med skurvogne og siden bliver det mere permanent. Under formel modstand fra regeringen, men det har vist sig, at det kan betale sig at være ulovlig.«

Vi kører op igennem 'hovedgaden' i udposten, mens Motti beretter: »De unge familier er stærkt ideologiske. De tror på sagen og forsager luksus.«

'Hver gang en jøde myrdes ...'

Vi er inde i en skurvogn. Der er ikke megen plads, men den er praktisk indrettet og fyldt med religiøse bøger. Den unge sortskæggede indehaver fortæller, at han har kone og barn, og at de brænder efter at skabe noget nyt. Jeg spørger til pistolen i bæltet: »Vi må være realister. Men jeg er ikke bekymret for fremtiden. De højere magter vil stå os bi.«

På den næste udpost, som udstrækker området med et betydeligt antal kilometer, besøger vi på kanten af bjerget en kvinde med 11 børn. Stedet er opkaldt efter hendes bror, Gilad, der blev dræbt af palæstinensere. Motti forklarer, at udposten er på listen over steder, regeringen ønsker at rømme, og at han er med i planlægningen af modstanden. »Vi stimler sammen på den smalle vej og forhindrer, at de kommer herop. Hvis vi er tusind mennesker, kan de ikke gøre det.« Motti tager os med hen til kanten af bjerget foran skurvognen: »Kan I se Tel Aviv i det fjerne? Det ville være nemt at skyde raketter af sted her fra toppen og ind imod Tel Aviv. Det er kun 35 km herfra, hvor vi står.«

Kvinden forklarer, hvordan hun og hendes mand sammen med en stor gruppe af unge har villet bygge stedet op som en symbolsk handling efter mordet på hendes bror. »Hver gang en jøde myrdes, bør vi bygge en ny bosættelse. Og jeg vil forsvare mit hus, som jeg går ud fra, at du ville forsvare dit hus i Danmark, hvis regeringen kom med en bulldozer og ville fjerne dig med magt.«

Vi hører pludselig kommandoråb og oplever den paradoksale situation, at den ulovlige udpost, der på papiret skal rømmes, bliver forsvaret af en deling soldater, som - skønt det er i middagsheden - kommanderes til at lave push ups. En af soldaterne siger til os: »Bosætterne er jo israelere, og så er det ikke afgørende, om de bor i Tel Aviv eller her. De skal beskyttes.«

Tilbage i Karnei Shomron viser Motti frem, hvordan der bygges store villaer rundt om i byen. Mange amerikanere har slået sig ned her i solidaritet med bosætterne. Han kigger sig stolt omkring: »Sandheden, som sjældent bliver fortalt, er, at vi ekspanderer hele tiden. Derfor er jeg optimist.«

Premierminister Benjamin Netanyahu har om nogen i sin politiske karriere været med til at styrke bosætterne. Han har selv skabt den sten i skoen, som står i vejen for præsident Barak Obamas krav om stop for byggerier som forudsætning for en fredsforhandling med den palæstinensiske ledelse. Og jo mere, Netanyahu forsøger både at behage amerikanerne og sine gamle bosættervenner, des mere utroværdig og svag virker han. Han står hele tiden over for valget mellem en Motti Isac og en Keren Yogev.

Mottis vej er evig krig. Kerens vej giver en mulighed for fred. Jo længere, Netanyahu venter, jo sværere bliver det. For stenen i skoen vokser og vokser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jacob Weitze Mylund

Det bedste ved fanatiske mennesker er, at de tror så fuldt og fast på at de nok skal nå deres mål, at de ikke ser nogen grund til at skjule deres reelle strategier og hensigter. Tag nu bosætteren Mottis udtalelser:

"Sikkerhedshegnet derimod er tåbeligt. Det vil aldrig kunne stoppe terror. Man vil altid kunne sende raketter over hegnet. De lyver, når de siger, at det blot er et hegn, som skal styrke vores sikkerhed. Nej, de pønser på, at det skal være vores fremtidige grænser"

"Udposterne viser, at vi er offensive og hele tiden lægger nyt land til. Vi begynder med skurvogne og siden bliver det mere permanent. Under formel modstand fra regeringen, men det har vist sig, at det kan betale sig at være ulovlig"

I modsætning til det officielle Israel tøver Motti ikke med at fortælle, at formålet med bosættelserne og adskillelsesbarrieren er at stjæle så meget land som muligt fra palæstinenserne.

Kom nu, i danske politikere! Læg pres på Israel for at få muren fjernet og udvidelserne af bosættelserne stoppet. Støt op om Obamas krav til Israel.