Nyhed
Læsetid: 4 min.

Briter rykker: 10 pct. CO2-reduktion på ét år

I Storbritannien er en storstilet klimakampagne med det fængende navn 10:10 nu lanceret. Godt 300 virksomheder har allerede tilmeldt sig.
I Storbritannien er en storstilet klimakampagne med det fængende navn 10:10 nu lanceret. Godt 300 virksomheder har allerede tilmeldt sig.
Udland
3. september 2009

10:10 er en ny klimakampagne, der opfordrer virksomheder, organisationer og private til at forpligte sig til at reducere deres CO2 udledning med 10 pct. allerede inden udgangen af næste år. Kampagnen har fået stor tilslutning, allerede efter to dage har over 8.000 virksomheder, organisationer, privatpersoner og uddannelsesinstitutioner tilmeldt sig. Mike Figgis, filminstruktør, ser 10:10 som en glimrende undskyldning for at undgå at rejse:

»Jeg er rigtig glad, for jeg hader at rejse. Nu kan jeg sige ’desværre, jeg har opbrugt min kvote’, når jeg vil undgå endnu et ligegyldigt forretningsmøde i USA«.

Idealisme

Kampagnen er søsat af Franny Armstrong, instruktør på filmen ”Age of Stupid”, og hendes team i samarbejde med blandt andet dagbladet The Guardian, velgørenhedsorganisationen Comic Relief og Freud Communications og bakket op af en lang række ngo’er, virksomheder og organisationer. Også forskellige kendte personer støtter kampagnen, blandt andet har modeskaber Stella McCartney og musikproducer Mark Ronson meldt sig under fanerne.

Kampagneteamet siger på hjemmesiden om baggrunden:

»At skære 10 pct. på ét år er et ambitiøst mål, men for de fleste af os er det opnåeligt, og det er, hvad forskere mener er nødvendigt. Politikerne har indtil videre ikke gjort det nødvendige, og nu er det på tide, at almindelige mennesker træder til og viser, at vi er parate til at forsvare vores børns fremtid. Det er nu eller aldrig for klimaet.«

Grundlæggende for kampagnen er, ifølge folkene bag, et optimistisk syn på, hvor langt man kan nå, når mange beslutter sig for at gå sammen, og på menneskets evne til at tage ansvar for at sikre en grundlag for fremtidige generationer. Kampagnen udspringer af en utilfredshed med, hvad regeringen indtil videre har opnået, og målet er at få så mange som muligt til at deltage for at lægge pres på regeringen om at forpligte sig til lige så markante reduktioner.

Deltagerne i kampagnen får et lille aluminiumsskilt med kampagnens logo, lige til at hænge i en kæde og bære som symbol på at man er med til at tage ansvar for fremtidens klima. Skiltet er fremstillet af metal fra en ”genbrugsjumbojet”.

Blandt de, der har forpligtet sig til 10:10 er Zach Scott-Grey på 12 og hans søster, Yasmin på 11, som har lovet at spise mindre junkfood og flere økologiske, lokalt producerede fødevarer.

»Det bliver en stor udfordring«, siger deres far, Chris Scott-Grey, som planlægger at køre børnene rundt mindre.

Minimum 3 pct.

Selv om 10 pct. reduktion er et ambitiøst mål, bør man som privatperson ikke fortvivle, ifølge kampagneteamet er de første 10 pct. i virkeligheden de letteste. Det er de lavthængende frugter; simple forandringer som at udskifte el-pærer, isolere bedre, spare på varmen og skifte en-to flyrejser om året ud med en togrejse. Til gengæld får store virksomheder og organisationer lov til at slippe med en minimumsreduktion på tre pct., hvis blot de lover at stræbe efter 10 pct. Daniel Vockins, kampagnechef for 10:10, mener, at det er rimeligt nok:

»Teoretisk er det muligt at reducere med 10 pct., men det kan være svært at opnå for nogle af de store virksomheder. Derfor siger vi, at de minimum skal reducere med tre pct., selv om målet er 10 pct.«

Frivillighedsprincippet gælder også i kontrollen af om reduktionsmålet er opnået. »Det ville være temmelig dumt, hvis en virksomhed forsøger at snyde med, hvor meget de har reduceret deres CO2 emissioner, det vil blive opdaget før eller siden«, mener Vockins.
En række elselskaber har allerede tilmeldt sig kampagnen, men deres reduktioner bliver først og fremmest mål på, hvor meget de via rådgivning kan få kunderne til at reducere deres elforbrug.

UK som foregangsland

Der er ifølge kampagneteamet god timing i at lancere kampagnen nu, få måneder før klimatopmødet, COP15, i København. Blandt andet er chancerne for at få udviklingslandene med i en samlet aftale bedre, når de ser konkrete tegn på, at de rige lande forpligter sig. Samtidig håber kampagneteamet, at en stor tilslutning kan gøre Storbritannien til foregangsland i klimaforhandlingerne i december i København.

Ifølge eksperterne bør CO2 emissionerne begynde at falde inden for de næste få år, hvis vi skal have en chance for at undgå en klimakatastrofe. Storbritannien har forpligtet sig til at reducere deres CO2 emissioner med 80 pct. inden 2050 og 34 pct. inden 2020. For at opnå dette, er det nødvendigt at reducere kraftigt allerede nu. En 10 pct. reduktion inden udgangen af 2010 er, hvad det britiske analysecenter PIRC, Public Interest Research Centre, som formidler forskning inden for blandt andet klima, anbefaler i deres rapport Climate Safety, der danner den faglige baggrund for 10:10 kampagnen.

Via hjemmesiden www.1010uk.org kan man både tilmelde sig kampagnen og hente brugbare råd og inspiration til, hvordan man reducerer 10 pct.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

10:10
11:11
12:12
13:13
14:14
15:15
16:16
17:17
18:18
19:19
20:20

Så er den ged barberet!