Nyhed
Læsetid: 2 min.

Britisk avis: Arctic Sea fragtede raketter

Mystikken om det kaprede finsk-russiske fragtfartøj Arctic Sea fortsætter efter, at avisen Sunday Times skriver, at der var russiske raketter til Iran i lasten
Mystikken om det kaprede finsk-russiske fragtfartøj Arctic Sea fortsætter efter, at avisen Sunday Times skriver, at der var russiske raketter til Iran i lasten
Udland
6. september 2009

Fragtskibet Arctic Sea, der blev kapret i svensk farvand i slutningen af juli, sejlede våben til Iran og var overvåget af den israelske efterretningstjeneste, Mossad. Det skriver den ansete britiske avis, The Sunday Times.

Avisen henviser til anonyme militærkilder i både Rusland og Israel. De bestrider de officielle russiske udtalelser om, at der kun var tømmer om bord på Arctic Sea, der den 24. juli blev kapret i Østersøen og blev genfundet ud for Afrikas vestkyst den 17. august. Ifølge Times' kilder er den egentlige last om bord luftværnsraketter af typen S-300, som er de mest avancerede i Ruslands arsenal. Raketterne skal angiveligt være lastet på fartøjet, mens det lå til reparation i Skt. Petersborg.

Mossad, der nidkært overvåger våbenleverancer til Iran, skal have tippet de russiske myndigheder om, at raketterne var blevet solgt af tidligere russiske militærfolk med forbindelser til den kriminelle underverden.

»Det blev besluttet at orientere Kreml,« siger en israelsk militærkilde til The Sunday Times.

Rusland reagerede med en storstilet flådeindsats med både destroyere og ubåde. Det ville være pinligt for Rusland, hvis det blev kendt, at raketterne var på udflugt, og derfor blev sandheden ifølge avisens anonyme kilder holdt hemmelig.

»Den officielle version er latterlig og skyldes kun, at Kreml ikke vil tabe ansigt. Jeg har talt med folk tæt på efterforskningen, og de har stort set bekræftet Mossads indblanding. Det er helt latterligt at forestille sig, at alt det her postyr skulle være forårsaget af en ladning tømmer,« sagde en russisk militærkilde.

Medvedevs overvejelser

Selve kapringen kan ifølge de anonyme kilder være iscenesat af Mossad med det formål at få Rusland til at reagere på, hvad der skete med Arctic Sea. En anden russisk kilde mener, at man kan have ansat forbrydere, der ikke anede noget som helst om våbenlasten.

»Den bedste måde for Israel at få stoppet leverancen til Iran på var at skabe opstandelse om fartøjet,« tilføjede han.

De otte anholdte kaprere - fire estere, to letter og to russere - vil blive retsforfulgt i Moskva. Af de 15 besætningsmedlemmer har de 11 fået lov til at vende hjem, men de fik først lov til at se deres familier efter en uge og forbud mod at tale med medierne. Kaptajnen og tre besætningsmedlemmer forbliver om bord på Arctic Sea.

Oplysningerne i The Sunday Times er ikke blevet kommenteret officielt. Det finske centralkriminalpoliti, der følger sagen, kunne ikke bekræfte oplysningerne.

»Vi har ingen oplysninger i den retning, men der har været en del spekulationer,« siger undersøgelsesle- der Rabbe von Hertzen til det finske nyhedsbureau, FNB. Rusland underskrev i 2005 en kontrakt om at sælge S-300 missiler til Iran, men handlen er blevet forsinket, og der er endnu ikke blevet leveret nogen raketter. Israel og USA har lagt pres på Rusland, og præsident Dmitrij Medvedev siges nu at ville genoverveje aftalen.

I de senere år har der været spekuleret meget i et israelsk luftangreb mod Iran for at få standset landets atomprogram. Den mest avancerede version af S-300-systemet kan spore mål og beskyde fly på 120 kilometers afstand. ritzau/TT

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her