'Det kunne Bush næppe have sagt bedre'

»Lad os slå det fast med det samme. De store træk i amerikansk udenrigspolitik bygger på den nationale strategiske interesse. Ikke på om Barack Obama eller George W. Bush sidder i Det Hvide Hus. Tag tilbagetrækningen fra Irak. Det går hurtigere under Obama, end det ville være gået under Bush, men politikken er den samme. Eskaleringen af indsatsen i Afghanistan foregår under en republikaner, forsvarsminister Robert Gates og med Bush-generaler i spidsen. De ubemandede angreb mod Pakistan er eskaleret, fængslet i Baghram er ikke lukket, der foregår fortsat udenomsretslige bortførelser af farlige fanger, og Obama har lanceret strategien for bekæmpelsen af al-Qaeda under sloganet 'eliminer, destruer og dræb'. Det kunne Bush næppe have sagt bedre.«

Dommen kommer uden slinger i valsen. Forfatteren Eliot Cohen, professor ved Johns Hopkins universitet, klummeskriver i Wall Street Journal og tidligere chefrådgiver for Condoleezza Rice, er en skarp stemme i den amerikanske debat og en kendt neokonservativ røst.

Adspurgt hvordan det kan være, at resten af verden synes at bemærke store forskelle, svarer han: »Naturligvis er forholdet til Europa forbedret, fordi den nuværende præsident er så meget mere populær. Men forbedringen af det transatlantiske forhold startede under Bush med den franske beslutning om at sende flere tropper til Afghanistan og tilslutte sig NATO fuldt ud, samtidig med at USA og Europa fandt sammen om en fælles kritik af Ruslands invasion af Georgien.«

Cohen tilføjer for en god ordens skyld et par punkter, hvor der er kontinuitet mellem udenrigspolitikken før og nu: »I Mellemøsten, hvor jeg i øvrigt stærkt tvivler på, at den nuværende regering vil opnå noget som helst, er der nu en særlig udsending i stedet for en stor fredskonference, men de ideer, der promoveres, er præcis de samme. Når det gælder det multinationale diplomati, fortsætter de ineffektive og derfor ligegyldige FN-resolutioner om Nordkorea og Iran.«

Hillary Clinton er ligegyldig

Med et sjældent smil refererer han til Hillary Clintons tale for to måneder siden i Council of Foreign Relations, hvor hun bl.a. sagde: »For over 230 år siden sagde Thomas Paine: det er i vores magt at starte verden igen. I dag, hvor vi befinder os i en anden og meget anderledes æra, bliver vi bedt om at bruge denne magt.«

»Det er jo nok til at få enhver forhærdet neokonservativ til at rødme.«

I øvrigt mener Cohen, at Hillary Clinton »intet har at lave og ikke har nogen indflydelse. Hør nu her, hun har lige været 10 dage i Afrika. En region, der på ingen måde står i centrum for vores strategiske interesser. Det siger alt. En udenrigsminister med indflydelse i regeringen kunne måske bruge fem dage i Afrika. Men præsidenten har sat sig personligt på al udenrigspolitikken, hvilket han vil fortryde, fordi det ender med, at han har hele ansvaret og ikke har nogen at dele det med.«

Naivitet og protektionisme

Efterhånden som interviewet skrider frem, kan Cohen dog pege på områder, hvor den nye regering har ændret kursen. Til det værre.

F.eks. en blødere politik over for Rusland, »der ikke vil gøre nogen forskel i Moskva og ikke vil give nogen gevinst«. Og en »naiv tro på, at man kan nå styret i Iran med diplomatisk samtale og konstruktiv dialog«.

»Når det gælder Iran, har man to valg. At bombe - eller at lade israelerne bombe. Eller at acceptere, at de får den atombombe, for stoppes kan Teheran ikke,« siger han og konstaterer, at »realiteterne vil gå op for også denne regering«.

Og så nævner han handelspolitikken, hvor Obama-regeringen har indført betydelige afgifter på kinesisk importerede bildæk:

»Fordi regeringen er i lommen på de amerikanske fagforeninger. Det er en protektion-istisk politik, der kun vil skade vore egne økonomiske interesser og vore handelspartnere. Canadierne er rasende; kineserne er rasende, og her kan europæerne med god ret sukke og sige, 'nåh, så var han alligevel bare en amerikaner lige som alle de andre præsidenter'.«

- Hvad med lukningen af Guantánamo og beslutningen om at gøre visse forhørsmetoder, der tidligere var tilladte, ulovlige ?

»Jovist. Guntánamos lukning er en ny og fuldstændig symbolsk beslutning. Lur mig, om ikke de farligste fanger, der sidder i Guantanamo Bay - som i øvrigt er et udmærket, moderne fængsel, jeg har besøgt - bare vil blive overflyttet til et max-security fængsel. Muligvis i Minnesota. Obama har lovet, at han ikke vil løslade dem, og dermed står han med nøjagtigt det samme problem som Bush gjorde. Bush ville skam også gerne lukke Guanánamo. Hans jurister kunne bare ikke fortælle ham, hvad man så skulle gøre med fangerne bagefter. Obama står i samme dilemma, og han har alligevel bebudet en lukning. Men lad os se, om han når det til første januar,« siger Cohen og tilføjer, at »det ikke vil ændre en tøddel. Den eneste forskel på Guantánamo og et High Security fængsel i Minnesota er, at der er en hel del koldere i Minnesota«.

En politiseret proces

Men beslutningerne om afhøringsmetoderne har betydning, mener han:

»Den beslutning er totalt ødelæggende for moralen i CIA. Det er en skandale og en uhørt politisering af efterretningsvirksomheden i dette land. Man kan ikke have CIA-agenter, der skal være nervøse for om de bliver angrebet af deres egen regering og som nu helst vil have en jurist med, hver gang de er i marken. Jeg er enig med Cheney i, at Obama har givet terroristerne bedre kort på hånden og seriøst skadet den nationale sikkerhed.«

- Som jeg har forstået det, er det ikke sikkert, at der bliver nogen retssager. Foreløbigt undersøger en særlig anklager forløbet. Der er tale om agenter, der overskred selv Bush-styrets meget vide rammer for forhørsmetoder. Og endelig har CIA's chef, Leon Panetta, sagt, at agenturet vil bistå enhver ansat, der skulle have brug for en advokat?

»For det første kan man spørge: Hvad laver en anklager? Han rejser tiltale. Det ligger i jobbeskrivelsen. Diplomater forhandler, ejendomsmæglere sælger huse, dommere dømmer og så videre. Det ligger lige for, når man beder en anklager undersøge, om nogen skal anklages. Så hælder enhver anklager mod at anlægge sag. Men kernen i denne sag er en anden: De agenter, De taler om, er allerede blevet undersøgt af Justitsministeriet én gang og frifundet. Man kan ikke komme igen, fordi regeringen skifter. Det er en principielt farlig sammenblanding af den dømmende og den udøvende magt. Og med hensyn til Panettas løfter: Lad os se, om han holder dem.«

Elendigt håndværk

På et afsluttende spørgsmål om, hvorvidt Obama har gjort en eneste ting bedre end Bush, svarer Cohen efter en pause - den eneste i interviewet - men så ankommer følgende salve:

»Jeg kan faktisk ikke komme på noget substantielt. Han har forbedret musikken, og det er en styrke at have en afholdt præsident. Den største forskel mellem Bush og Obamas politik er netop blot Bush og Obama. Hans dagsorden ser vildt ambitiøs ud: Han vil reformere sundhedssystemet, bringe fred til Mellemøsten, overtale Iran til ikke at udvikle atomvåben, helst afskaffe atomvåben over hele verden, forene islam og kristendommen, stoppe den global opvarmning og bringe landet ud af den dybeste økonomiske krise siden Den Store Depression. Han både tror, han kan alt, og at han ved alt. Det er overkill og vil naturligvis ikke blive til noget,« svarer han og slår så sidste søm i den demokratiske ligkiste:

»Indenrigspolitisk er han en elendig håndværker, som ikke har formået at forhandle en eneste ting igennem hen over midten. Og hvorfor så ikke? Fordi han er partisk og har det hele i munden. Han kultiverer et midtsøgende image, der handler om pragmatisme, men i virkeligheden er han en fuldblods socialdemokrat, som nok ville være moderat i Europa, men i USA er han klart den mest venstreorienterede præsident i nyere tid. Fænomenet Obama består af følgende tre dele: en hensynsløs politik, som man nu ordner sagerne i Chicago; et liberalt tankesæt - og en helt enestående selvtillid. Det skal europæerne nok finde ud af.«