Baggrund
Læsetid: 4 min.

Civile dødsofre efter regelbrud

Der kan umuligt være tale om selvforsvar, da en tysk oberst bad om amerikansk hjælp til at angribe Taleban i Afghanistan, og 56 civile døde. Angrebet er brud på missionens retningslinjer, konkluderer ny rapport
Udland
11. september 2009

BERLIN - Den tyske Oberst Klein har med al sandsynlighed forbrudt sig alvorligt mod Afghanistan-missionens retningslinjer for luftangreb, da han i sidste uge anmodede de amerikanske allierede om luftstøtte. Inden angrebet burde Klein have kontaktet ISAF-hovedkvarteret. Sådan lyder konklusionen på en foreløbig rapport fra NATO.

Amerikanske fly bombede i fredags to lastbiler med brændstof, som var blevet kapret af Taleban. Oberst Klein vurderede, at lastbilerne skulle bruges til at angribe den tyske lejr i Kunduz. Bombardementet førte til et stort antal civile ofre, der, i håb om gratis brændstof, var forsamlet om lastbilerne. Mindst 56 mennesker blev, ifølge af-ghanske myndigheder, dræbt. Den tyske forbundshær har begrundet aktionen som et præventivt tiltag mod Taleban, men den forklaring afviser Conrad Schetter, der er Afghanistan-ekspert ved Bonns Universitet:

»Ser man på luftangrebet, så er det ikke selvforsvar, sådan som forbundsregeringen fremstiller det. Angrebet udsprang af troen på, at man virkelig kunne anrette et offensivt slag mod Taleban. Hvis man kender lidt til den tyske lejr i Kunduz, er det usandsynligt, at en brændstoftransport skulle kunne anvendes som våben. Når man kalder angrebet selvforsvar, passer det ikke i min udlægning. Tværtimod handlede forbundshæren ud fra en forestilling om at tildele Taleban et afgørende slag og for at kunne sige til alliancepartnerne, at man handler pro-aktivt i forhold til Taleban.«

En indtil videre hemmeligstemplet NATO-rapport afslører også, at de to lastbil-er sad fast i en sandbanke i floden Kundus, og at de derfor ikke umiddelbart udgjorde en trussel mod tyske soldater. Rapporten blev umiddelbart efter angrebet bestilt af general Stanley McChrystal, den amerikanske leder af ISAF. Heri står, at Klein ikke handlede efter korrekt procedure. Den foreløbige undersøgelse følges op af en officiel rapport, der ventes at være færdig om tre uger.

Rådvildhed

Oberst Georg Klein er nu tilbage på sin post som øverstbefalende for genopbygningsindsatsen i Kunduz. Ifølge avisen Bild am Sonntag overvejer statsadvokaten i Potsdam, om der skal rejses tiltale mod Klein for at have forbrudt sig mod de reglementerede beslutningsprocesser. Den tyske forbundshær har indtil videre ingen yderligere forklaring på Kleins beslutning om at indkalde luftstøtte.

Sagen fortsætter med at være kritisk på flere niveauer for den tyske regering, der er blevet heftigt udskældt af både internationale og hjemlige medier. Tirsdag gik Kansler Angela Merkel på talerstolen i Forbundsdagen med en erklæring, der udtrykte den tyske regerings beklagelse af eventuelle civile ofre for et amerikansk udført luftangreb i Afghanistan. På dette tidspunkt herskede der endnu uklarhed om nøjagtighederne ved angrebet.

Ved samme lejlighed frabad Merkel sig både indenrigspolitisk kritik og fra alliancepartnere i Afghanistan-missionen. Det afholdt ikke den franske udenrigsminister, Bernard Kouchner, fra at kalde angrebet »en stor fejl«. Den britiske udenrigsminister, David Miliband, udtrykte lignende beklagelser. Conrad Schetter mener, at den internationale kritik er et udtryk for en stigende modløshed angående formålet og tidsperspektivet i den aktuelle mission:

»Det er interessant, at angrebene på den måde bliver diskuteret internationalt, også med alliancepartnerne. Det indikerer, at man er en smule rådvild, når det gælder Afghanistan, forstået på den måde at enhver overskridelse af denne eller hin militære grænse straks pådrager sig kritik. Kritikken er ikke særligt rettet mod Tyskland. Den ville også udstrække sig til at gælde danskere eller franskmænd, hvis noget lignende var sket for dem.«

NATO's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, udtrykte onsdag en generel bekymring over den offentlige debat om Afghanistan.

»Den offentlige debat om indsatsen i Afghanistan er begyndt at gå i den forkerte retning,« sagde Fogh Rasmussen.

Ny strategi sat tilbage

Hændelsen risikerer også at skabe ridser i forholdet mellem den tyske Afghanistan-indsats og den amerikanske ledelse af ISAF-styrkerne. General McChrystal har siden august - med præsident Obamas billigelse - forsøgt at implementere en ny strategi i Afghanistan, som blandt andet indebærer en øget indsats for at undgå civile ofre. Især europæiske medlemmer af alliancen har slået til lyd for en sådan strategi ud fra den overbevisning, at dræbte civile skaber yderligere fjendtlighed i lokalbefolkningen. Denne strategi er blevet grundigt undermineret med den seneste hændelse, og det kan skabe yderligere gnidninger mellem alliancepartnerne, siger Conrad Schetter:

»Angrebet var kontraproduktivt i forhold til McChrystals nye strategi, der har lagt vægt på at forhindre civile ofre i højest mulig grad. Denne fejltagelse har undermineret denne militærstrategis troværdighed, hvilket kan føre til gensidige bebrejdelser mellem amerikanerne og tyskerne. «

Upopulærminister

Den tyske forsvarsminister, Franz-Josef Jung (CDU), har modtaget alvorlig kritik fra adskillige kanter for sin håndtering af sagen. Efter luftangrebet forsvarede Jung aktionen og fastholdt, at de to lastvogne udgjorde en reel fare i hænderne på Taleban. Den tyske regering befinder sig midt i en valgkamp og har forsøgt at nedtone den ulmende kritik af den tyske indsats i Afghanistan. De fleste kommentatorer spår, at Jung vil blive udskiftet, hvis CDU som forventet atter indgår i en regering efter valget den 27. september.

Hændelsen har med al sandsynlighed ikke forbedret Afghanistan-missionens popularitet i den tyske befolkning. En meningsmåling fra juli i år viser, at 61 pct. af tyskerne gerne ser, at Tyskland afvikler sit engagement i Afghanistan. Som det eneste parti i forbundsdagen kræver Die Linke øjeblikkelig tilbagetrækning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her