Læsetid: 5 min.

Dødsdømt islamist ønsker asyl i danmark

Den libanesiske islamist Saleh Abu Said er dømt til døden i Libanon og vil gerne søge asyl i Danmark. Men vil vi give asyl til en mand, der er dømt som terrorist, fordi han risikerer henrettelse og tortur i hjemlandet?
Saleh Abu Said er fanget i et lille område i flygtningelejren Ain el Helweh og dødsdømt in absentia. Han vil gerne til Danmark, men spørgsmålet er, om han har en chance.

Saleh Abu Said er fanget i et lille område i flygtningelejren Ain el Helweh og dødsdømt in absentia. Han vil gerne til Danmark, men spørgsmålet er, om han har en chance.

Annesofie Flammand

Udland
29. september 2009

BEIRUT - Han synker sammen og hulker stille med ansigtet begravet i sine hænder. Hans lange sorte hår når næsten gulvet.

Vi sidder i hans lejlighed, der består af et enkelt rum. En overdådigt udsmykket seng med guldgraverede blomster og et lyserødt sengetæppe optager næsten hele værelset. På hans natbord står to koraner og et patronhylster.

Det er næsten midnat i den palæstinensiske flygtningelejr Ain al-Hilweh i det sydlige Libanon. Vi er i Tameer, en slags no-man's-land, kontrolleret af islamisterne på yderkanten af lejren. Jeg sidder over for en af lederne af den tidligere gruppe Jund al-Sham (arabisk for Soldater af Levanten), en yderliggående islamisk gruppe, som den libanesiske hær har klassificeret som ekstremt farlig.

Efter et par minutter sætter han sig langsomt op igen. Tårerne har fået kohlen omkring hans øjne til at løbe. Jeg ved ikke, om jeg skal kigge på ham eller se bort. Han er øjensynligt ustabil. Han rømmer sig: »Jeg vil søge asyl i Danmark,« siger han. »Hvis jeg bliver her, bliver jeg dræbt.«

I en alder af kun 28 år er det lykkedes Saleh Abu Said, der også går under navnet Abu Jaafar al-Makdisi, at erhverve sig hele to dødsdomme for terror ved den militære domstol in absentia.

»Hver gang den libanesiske hær ser mig, går de i højt beredskab - de opfatter mig som en sikkerhedsrisiko,« siger han.

Det er der måske god grund til. I 2007, da islamister i den nordlige palæstinensiske lejr Nahr al-Bared angreb den libanesiske hær, førte det til de værste kamphandlinger i landet siden borgerkrigen og den næsten totale ødelæggelse af lejren, der havde huset 40.000 palæstinensere. 168 soldater mistede livet. Da medlemmer af Jund al-Sham i sympati med deres brødre nordpå beskød hæren fra Ain al-Hilweh, var der en reel frygt for, at den mest bevæbnede lejr i Libanon ligeledes ville eksplodere i vold. Saleh er en af islamisterne, der er beskyldt for at have skudt mod hæren, hvilket gav ham en dødsdøm. Den anden fik han for at være medlem af en organiseret gruppe, 'der har til formål at skade befolkningen og den libanesiske stat'. Han er nu en af landets mest eftersøgte mænd.

Kort efter blev Jund al-Sham officielt opløst, men de fleste af medlemmerne holder stadig til i Tameer- området.

Magtkamp

Den libanesiske efterretningstjeneste har udstedt mig med en tilladelse til at komme ind i den ca. 1 km store overbefolkede lejr, der udover at huse hen ved 70.000 palæstinensiske flygtninge også er et fristed for adskillige eftersøgte kriminelle og islamister, som den libanesiske stat klassificerer som 'terrorister'.

Lejren, der er Libanons største, er et mikrokosmos af det palæstinensiske univers. Et tæppe af håbløshed ligger tungt over den støvede og overbefolkede lejr. Plakater af levende politiske ledere og døde martyrer kappes om plads på murene.

»Arafat er en jøde - længe leve Zarqawi,« står der på en mur i Tameer. Graffitien referer til den afdøde al-Qaeda-eder i Irak. Glemt af verden forsøger unge palæstinensere i lejrene i Libanon at skabe mening med deres liv.

På trods af at det sekulære Fatah er den største gruppe i lejren, er det af mange unge betragtet som en korrupt og ineffektiv organisation, der har udspillet sin rolle i historien. Hvor Fatah maner til tålmodighed, opfordrer de islamistiske grupper til kamp.

Adskillige unge fra lejren er på de islamistiske gruppers foranledning taget til Irak for at kæmpe. Næsten det samme antal er vendt tilbage i ligposer. »Jeg vil hellere være islamist - i det mindste gør vi noget,« fortalte en ung militærklædt mand mig engang, mens han tog en bid af sin isvaffel.

Mindre islamistiske grupper udnytter den relative lovløshed i kampen om mere indflydelse, som Jund al-Sham, der i sin storhedstid talte 50 medlemmer. Magtkampene mellem Fatah og islamisterne har medført adskillige væbnede sammenstød - og snigmord på hinandens medlemmer.

Saleh gnubber sin buttede arm, der har dybe ar fra et mislykket attentatforsøg på ham for to år siden. Han fortæller, at en gruppe maskerede mænd passede ham op på gaden og åbnede ild.

»Det var Fatah, der prøvede at dræbe mig,« siger han lavmælt. »De stopper ikke, før det lykkes dem - de tager deres ordrer fra den libanesiske efterretningstjeneste.«

Han har været arresteret 26 gange.

»Jeg blev kidnappet af efterretningstjenesten,« siger han »De ville have mig til at spionere på Jund al-Sham«. Da han nægtede gik de hårdere til værks: »Jeg fik tæv, blev hængt op i mine fødder, og de gav mig elektrisk stød. Nu vil de bare have, at jeg skal dø«.

Han fortæller, hvordan hans fætter, den tidligere leder af Jund al-Sham, Shahadi Jawhar, blev dræbt sidste år af Fatah-lejemordere. Jawhar havde været en markant person i lejren. Med to overdimensionerede Glock-pistoler (bytte fra hans tid i Irak) i bæltet plejede han at spankulere grinende rundt, imens han spillede med sine steroideforstørrede muskler.

Som uddannet elektriker var springet kort til bombeekspert. To gange rejste Jawhar til Irak, hvor han trænede al-Qaeda-militante i at lave vejsidebomber. Selv insisterede han på, at hans talrige ar stammede fra et attentatforsøg, mens rygtet ville vide, at det var en af hans hjemmelavede bomber, der var gået af for tidligt.

Dødeligt alvor

Da jeg mødte Jawhar sidste gang kort før hans død, tilbragte han sine dage foran sin computer, hvor han indsang religiøse viser og kreerede farverige plakater af martyrer på Photoshop. Han kunne ikke længere bevæge sig rundt i lejren så frit som han plejede, sagde han. Livet som dømt terrorist har sin pris. Nu består Salehs verden af det godt 300 m2 klaustrofobiske Tameer-område, der ikke er andet end en gade flankeret af faldefærdige huse.

»Jeg kan hverken bevæge mig længere ind i lejren af frygt for at blive dræbt af Fatah eller gå uden for lejren,« siger han.

Advokat Ulla Paabøl fra 'Advokaterne på Lygten', der er specialister i udlændingeret og har ført en række princiepielle sager, opridser hans muligheder:

»De danske myndigheder skal vurdere, om han, som domstolen i Libanon har afgjort, er en terrorist. Så får han ikke asyl i Danmark. Her huser vi ikke terrorister,« lyder meldingen. »Men hvis der på den anden side er en chance for, at han kan blive udsat for tortur eller en dødsdom, så tæller det til hans fordel,« siger hun.

Frygten har taget over. Hvis han hverken vil ende op som sin fætter med kroppen fuld af kugler på en af lejrens støvede gader eller stå over for sin henrettelsespeloton, der venter på at ekspedere de to afsagte dødsdomme uden for lejren, må han flygte.

»Lige nu dør jeg en lille smule hver dag,« siger Saleh Abu Said.

idag@informtion.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nej.

Det vil være at blande sig i et fremmed lands retssystem, som kun de derværende politikere kan og skal gøres ansvarlige for.
Helt på samme måde som de danske politikere -med fuld ret - kunne afvise de mellemøstlige landes både officielle og civile protester overfor at Danmark ikke straffede medierne og tegneren i muhammedsagen.

Han skal da have kirkeasyl?

Asyl til alle?