Læsetid 7 min.

Druk, pengebegær og paranoia

Det er blevet sløje tider for de private sikkerhedsfirmaer i Irak. Kontrakter er ikke helt så lukrative, straffriheden er væk, og irakerne - ikke mindst det irakiske politi - hader dem af et godt hjerte
6. september 2009

»Paranoid, aggressiv og drevet af våbenfascination, alkohol og steroider«. Sådan betegner en ledende medarbejder den private sikkerhedsindustri, der opererer fra Bagdads grønne zone.

Det var denne verden, som Danny Fitzsimons, en 29-årig tidligere soldat med symptomer på posttraumatisk stress og paranoia - og med en omfattende kriminel fortid bag sig - vendte tilbage til for tre uger siden.

Skønt firmaet har regler imod alkohol, bød kollegerne i Armor Group ham velkommen med et kæmpedrikkelag. Det kom til slagsmål mellem berusede sikkerhedsfolk, og Danny skød og dræbte to af dem, en brite ved navn Paul McGuigan og en australier ved navn Darren Hoare, og sårede derefter en iraker, Mahdi Arkhanes. Nu er han tiltalt for overlagt mord. I Irak er dette ensbetydende med dødsstraf, hvis han kendes skyldig.

Fitzsimons familie sætter nu alle kræfter ind på at redde ham og insisterer på, at han led af svære alvorlige psykiske problemer efter en brutal karriere i først hæren og siden i den private sikkerhedsindustri. Men i sikkerhedsmiljøet har man ikke større forhåbninger. Kilder i branchen siger, at skudepisoden kom på værst tænkelige tidspunkt. Her har man allerede indstillet sig på Fitzsimons henrettelse som et uafvendeligt faktum. Man ser ham som blot en lille brik i et enormt, pengefikseret og ondartet spil skak.

De mest hadede

Den private sikkerhedsbranche er ramt af økonomisk nedtur. Den guldfeber, som satte ind i kølvandet på krigen i 2003, er ved at ebbe ud. Kontrakterne er ikke længere helt så lukrative, og trenden går i retning af at ansætte irakere i stedet for vesterlændinge. Og frem for alt er de irakiske myndigheder - som så længe forekom så afmægtige i forhold til at kontrollere de bevæbnede mænd, der strejfede om i dens byer - begyndt at slå fra sig.

»De vil skide os et stykke. Vi er klart den mest hadede gruppe i Irak,« siger Ethan Madison, en sikkerhedskonsulent, der har arbejdet i Bagdad i fem år. »De hænger ham ganske givet, hvis han bliver fundet skyldig. Irakerne er kolossalt opsatte på at statuere et eksempel, der kan signalere, at 'nu er det os altså os, der bestemmer og fastsætter reglerne'.«

De store sikkerhedsfirmaer, deriblandt Armor Group, kæmper for tiden om kontrakter til en værdi af mere 175 mio. kr. og er fast besluttede på at overleve nedgangsperioden i klar forventning om, at de store olieselskaber inden for få år vil kunne blive den ny storkunde, de kan malke.

Men blot få måneder efter at de private sikkerhedsfolk mistede deres immunitet, er det irakiske politi begyndt at spille med musklerne. For første gang siden krigen bliver udlændinge nu underkastet intense forhør, får tjekket deres licenser, ligesom de ikke længere har tilladelse til at oprette deres egne vejspærringer eller chikanere billister, der kører for tæt på deres egne køretøjer.

I denne benhårde branche er der almindelig forundring over, at en mand som Fitzsimons, der i forvejen var blevet fyret fra to virksomheder, Aegis og Olive, kunne blive ansat igen.

»Det er en lille verden. Det burde være let nok at tjekke ansøgere ved at sende et par e-mails til tidligere kolleger og den slags. Jeg får dem selv hele tiden,« siger en tidligere faldskærmsregimentsofficer.

Madison er enig: »Du kan tale med hvem som helst her - alle vil fortælle dig, at han aldrig skulle have fået det job. Alle, der kendte Danny vidste også, at han var aggressiv og altid på udkig efter ballade. Folk var på vagt. Der er en masse vrede i luften. Ingen tog sig af, at han var psykisk syg. Paul var simpelt hen alle tiders fyr. Han havde en fantastisk udstråling - en livsglad og venlig stor mand var han.«

Som en trykkoger

Selv om brancheforeningen British Association of Private Security Companies, forsikrer, at de private sikkerhedsfirmaer tager post-traumatisk stress meget alvorligt, er det tilsyneladende ikke et tema i Irak.

Sikkerhedsfolkene lever under et intenst pres, når de eskorterer klienter i 'Den Røde Zone' eller i kortegekørsel gennem Irak.

»Hver eneste bil kan være en bombe,« siger Madison. »Der er den her holdning hos ledelsen, at hvis du ikke kan lide jobbet, så er der masser af andre, der gerne vil til. Der er en dyb afgrund, ja åben foragt mellem ledelsen og mændene på jorden. Der er ingen loyalitet.«

»Det er som en trykkoger, og du kan se, hvordan gutterne fysisk går i spåner. Du ser de nye folk komme med friske ansigter, og to måneder senere er de blevet indesluttede og irritable. Det er et konstant nervepres. Det er en helt dagligdags ting at se mennesker dø her, også når medierne ikke rapporterer om det.«

Om natten vender de tilbage til Den Grønne Zone, hvor der ikke er andre fritidsbeskæftigelser end at løfte jern i fitnesscenteret - hvor mange fylder sig med steroider - eller drikke tæt. Mange af de boligkomplekser, hvor sikkerhedsfolkene bor, har deres egne barer og en forretning, der sælger øl og whisky. Mange af de ansatte - det var Fitzsimons - er på kontrakter, som forbyder alkohol på arbejdet. Men som skuddramaet viser, bliver forbuddet ofte ignoreret, og kilder fortæller, at ikke meget har ændret sig siden den nat.

Ofte bliver sikkerhedsfolkene stemplet som 'lejesoldater', der kun jagter personlig berigelse, men faktisk angiver de mange forskellige grunde til at have meldt sig. Som Fitzsimons savner mange kammeratskabet, spændingen og den følelse af at høre til, som de kendte fra hæren eller Royal Marines, ligesom de har svært ved at klare det civile livs banaliteter og fremmedhed. Men i sikkerhedsbranchen må mange af dem konstatere, at de loyalitetsbånd, der i hæren holdt dem sammen som 'våbenbrødre' er blevet erstattet af profitbegær.

Ikke gode nok

Denne seneste episode sætter branchen i et grelt lys. Efter skuddrabene insisterede Armor Group, at man havde en meget streng rekrutteringsprocedure for at frasortere uegnede og kun ansætte højt kvalificerede mennesker, som man desuden til drog al mulig omsorg for.

Madison afviser påstanden: »Mange af de fyre, de sender ud, er andenrangs. Når et sikkerhedsfirma får en kontrakt, venter det indtil sidste øjeblik med at få folk ind i landet, og det er først der, sorteringsprocessen går i gang. Til gengæld er de fleste firmaer ret gode til at tage sig af fysiske skader. Men psykisk sygdom har de slet ikke noget beredskab til at håndtere. Hvis jeg mistede et ben, ville de gøre noget ved det. Men hvis jeg var psykisk syg, ville de sige, at det ikke var deres problem.«

Branchen har forbedret sine standarder siden de første dage i 2003, hvor alle mulige helt tilfældige lykkeriddere konkurrerede med de etablerede virksomheder om enorme profitter - ofte mænd, der både var dårligt bevæbnede og opførte sig helt horribelt.

En tidligere politimand, der arbejdede med firmaet Control Risks ansatte i Basra i 2006, betegnede sikkerhedsarbejderne som godt rustede og professionelle, der endog sagde nej tak til drinks i de interne barer.

»Dengang var branchen på sit højdepunkt. Men siden da er Iraks statslige organer begyndt at se nøjere på deres udgifter og stramme op på deres budgetter.«

Ransager og anholder

I september 2007 blev 17 civile dræbt i et skudopgør, der involverede kontraktansatte fra amerikanske firma Blackwater, det nuværende Xe. Dengang var de beskyttet imod retsforfølgelse i kraft af den immunitet, de opererede under, men fra og med i år nyder de private sikkerhedsfirmaers ansatte ikke længere godt af straffrihed.

»Det irakiske politi manifesterer nu sin autoritet ved kontrolposterne. Og de kan virkelig ikke lide de private sikkerhedsfirmaer og entreprenører, og nu er det dem, der har kontrollen, siger en tidligere gardist og sikkerhedsmand.

»Indenrigsministeriets folk kan finde på at aflægge uanmeldte besøg på deres hoteller og ransage værelserne. Har man så ikke nogen licens til en pistol eller indregistreringsattest til sin bil, bliver man anholdt på stedet. De dage, da vi nærmest ejede byen, er fortid. Det irakiske politis holdning er: 'Vi kan ikke lide jer, vi ønsker jer ikke i landet. Vi kan ikke sparke jer ud, men vi vil i al fald ikke lade jer rende rundt som cowboys'.«

Men for de mænd, der har været bedre vant og nu må se jobmulighederne svinde, er der muligvis trøst at hente i, at en anden lige så dødbringende front har åbnet sig op.

Som Madison forklarer: »Det helt store rygte i denne måned er, at et selskab vil tilbyde 1.000 pund sterling om dagen for at køre fra Pakistan til Helmand-provinsen i Af-ghanistan. Det vil godt nok være Operation Den Visse Død, men der skal nok være nogen, der går efter det.«

Hvad Fitzsimons skæbne bliver er ikke til at sige. En gruppe advokater, som hans familie sendte til Irak i sidste uge, advarer om, at han ikke har nogen udsigt til at få en fair retssag i dette land og opfordrede den britiske regering til at gribe ind og få ham overført til Storbritannien. En retssag i England vil imidlertid blive vanskeliggjort af problemerne med at kontakte vidnerne og af det faktum, at det irakiske politi har indsamlet alt bevismaterialet.

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Ethan Madisons navn er blevet ændret for at beskytte hans identitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lars-Bo Abdullah Roland Jensen
Lars-Bo Abdullah Roland Jensen

Når man har set hvordan nogle af dem opførete sig dernede, så kan man meget svært bebrejde de lokale, at de gør de særdeles svært at være PSD dernede.

Den største fejl, der efter min opfattelse blev gjort, var at man gav dem straffrihed. Dette fritog selvskaberne for at lave en form for selvransagelse.
Jeg arbejdede tæt på den dernede, og der var virkelig prof. folk iblandt dem, desværre var de i et absolut mindretal. Det var reelt alverdens legesoldater der kom derned for at udleve deres våde drøm, om et land, hvor de kunne opføre sig som de ville. At USA så samtidig brugte Black Water til at udføre opgaver man ikke ville sættes i forbindelse med, gjorde jo ikke situationen bedre.

Brugerbillede for

Mange tak til Brian
Så venter vi bare på nogen igen tør bruge det pludseligt meget forkætrede ord "Grådighed"

"Druk, pengebegær og paranoia"

Den overskrift 'skyder' vist for lavt ... hvis man må sige det ....

Brugerbillede for Lars-Bo Abdullah Roland Jensen
Lars-Bo Abdullah Roland Jensen

Problemet idag, er at disse privatejede "sikkerheds" firmaer, i større og større omfang, hyres til at udføre arbejde som egentligt henhører til militære opgaver.

Jeg kan stærkt anbefale folk der intressere sig for dette, til at læse "WAR PLC. the rice of the new corporate mercenary", skrevet af Stephen Armstrong. Der anskueliggøres en del af problemerne.