Nyhed
Læsetid: 2 min.

EU foreslår fælles flygtningepolitik

Berlusconi truer med at blokere arbejdet i EU's Ministerråd, hvis kommissærerne kritiserer den italienske flygtningepolitik. EU fremlægger nyt udspil på flygtningeområdet
EU har bedt Italien om at redegøre for landets politik over for bådflygtninge, mens Italien truer med at blokere den fælles EU-politik, hvis EU kritiserer Italien.

EU har bedt Italien om at redegøre for landets politik over for bådflygtninge, mens Italien truer med at blokere den fælles EU-politik, hvis EU kritiserer Italien.

Udland
3. september 2009

EU har bedt den italienske regering om at redegøre for konsekvenserne af at afvise bådflygtninge på åbent hav. Som følge af en aftale med Libyens leder, Muammar Gaddafi, begyndte den italienske kystvagt i foråret at eskortere bådflygtninge tilbage til Libyen, som er udskibningssted for de fleste bådflygtninge med kurs mod Italien.

EU har ikke udtalt formel kritik, men blot bedt om en redegørelse for, hvordan de italienske myndigheder vurderer, hvorvidt flygtningene har ret til politisk asyl.

Senest har kommissæren for regionale anliggender stillet spørgsmål til Italien og Malta om 70 bådflygtninge, som den italienske kystvagt søndag sendte retur til Libyen. Det fik Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, til at true med at blokere arbejdet i Ministerrådet, hvis ikke de enkelte kommissærer og deres talsmand får mundkurv på: »Jeg vil kræve, at de kommissærer og talsmænd, der fortsætter med denne uskik, bliver afskediget,« udtalte Berlusconi tirsdag.

Ifølge flere italienske aviser stammer de afviste flygtninge fra Somalia og Eritrea, men Italiens indenrigsministerium oplyser, at de stammer fra Egypten. Flygtninge fra Somalia og Eritrea er berettiget til politisk asyl i EU, mens Italien har indgået en aftale med Egypten om hjemsendelse af immigranter. I 2008 ankom 14.000 bådflygtninge til Italien i perioden fra 1. maj til 31. august, mens der i den samme periode i år, som følge af aftalen med Libyen, blot er ankommet 1.300. Omkring 15.000 af de i alt 36.000 bådflygtninge, som i 2008 ankom til Italien, har fået politisk asyl.

EU's flygtningepolitik

Talsmand for EU-Kommissionens formand, Johannes Laitenberger, udtaler, at striden mellem Italien og EU beror på en misforståelse:

»Jeg ser ingen grund til at fortsætte polemikken, og vi håber, at sagen kan betragtes som afsluttet,« siger han.

Samtidig fremlagde Kommissionen et forslag for en mere troværdig og solidarisk flygtningepolitik i EU:

»Kommissionen tager i dag et vigtigt skridt for at udvise konkret solidaritet med tredjelande, der huser et stort antal flygtninge,« siger EU's justitskommissær, Jac-ques Barrot.

FN anslår, at ca. 750.000 flygtninge har behov for at få ophold i andre lande efter at være strandet i flygtningelejre i fattige nabolande uden udsigt til at kunne rejse tilbage til deres hjemland. Selv om behovet for genbosætning er stort, deltager blot 10 EU-lande i FN's program for modtagelse af kvoteflygtninge. Samlet set modtog de 27 EU-lande sidste år færre end 5.000 kvoteflygtninge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her