Læsetid: 3 min.

FN-rapport sætter Israel under pres

Selv om Israel næppe bliver anklaget for krigsforbrydelser ved ved Den Internationale Straffedomstol , bliver det svært for israelerne at ignore FN-rapporten, som juraeksperter vurderer som 'skelsættende'
Selv om Israel næppe bliver anklaget for krigsforbrydelser ved ved Den Internationale Straffedomstol , bliver det svært for israelerne at ignore FN-rapporten, som juraeksperter vurderer som 'skelsættende'
18. september 2009

LONDON - Israel har iværksat en diplomatisk modoffensiv i forsøg på at begrænse konsekvenserne af FN's rapport om krigen i Gaza sidste år. I rapporten anklages begge krigens parter for krigsforbrydelser, men særligt det israelske militærs fremfærd i den tre uger lange konflikt kritiseres. Rapporten afviser Israels argument om, at offensiven var selvforsvar efter Hamas' raketangreb mod den sydisraelske by Sderot. I stedet konkluderer den, at der var tale om »et planlagt uforholdsmæssigt angreb med det formål at straffe, ydmyge og terrorisere en civil befolkning«.

Den israelske avis Ha'aretz kalder rapporten for »et af de mest seriøse anklageskrifter nogensinde rejst mod regeringen og militæret i Israel«. Rapporten anbefaler, at FN's Sikkerhedsråd henviser sagen til Den Internationale Straffedomstol i Haag, medmindre begge parter selv efterforsker forbrydelserne inden for seks måneder. Både Israel og Hamas har nægtet at iværksætte retslige undersøgelser.

Universel jurisdiktion

Juraeksperter vurderer imidlertid, at det er usandsynligt, at sagen ender ved krigsforbryderdomstolen, fordi USA og andre lande sandsynligvis vil nedlægge veto, men eksperterne er enige om, at det ikke betyder, at parterne - og især Israel - kan ignorere en så »autoritativ« rapport.

»Det er realistisk at tro, at Sikkerhedsrådet vil reagere, og jeg vil gerne se Obama-regeringen stemme for en resolution, der kræver, at Israel retsforfølger (de ansvarlige), hvor der er beviser nok,« siger Daniel Machover, en anerkendt britisk folkeretsjurist, til The Guardian.

»Forhåbentlig vil vi se en eller anden form for resolution, men jeg frygter, at den ikke vil være stærk nok,« fortsætter han.

Det er imidlertid ikke alene Den Internationale Straffedomstol, der kan retsforfølge formodede krigsforbrydere. Et stigende antal lande - bl.a. Storbritannien, Belgien, Spanien og Norge - har ændret deres lovgivning, så de nationale retsinstanser kan føre individuelt anlagte sager mod formodede krigsforbrydere ved at bruge såkaldt 'universel jurisdiktion'.

»Denne rapport bidrager til den voksende tendens, der er i retning af at forhindre, at de mest alvorlige internationale forbrydelser forbliver ustraffede,« tilføjer Machover, der stod bag et sagsanlæg i 2005 anlagt af en gruppe palæstinensere mod den israelske general Doron Almog.

Almog undslap retsforfølgelse ved blive ombord på sin flyvemaskine og vende direkte hjem til Israel, efter at være blevet tippet om mulig anholdelse ved ankomsten til London.

Tager ingen chancer

Israels reaktion efter at rapporten blev offentliggjort tirsdag, viser, at man fuldt ud er klar over, hvor alvorlige konsekvenser, sagen kan få. På alle niveauer har regeringen sat det store diplomati i værk. Talsmænd er sendt i marken, bevæbnet med angreb mod rapporten og dens forfatter, jøden Richard Goldstone.

Præsident Shimon Peres kaldte undersøgelsen for »en hån mod historien«, og premierminister Benjamin Netanyahus talsmand sagde, at rapporten var »undfanget i synd og et produkt af propaganda og ensidighed i skøn forening«.

Smædekampagnen har dog svære kår, for den 70-årige sydafrikanske Goldstone er en yderst respekteret dommer, der bl.a. ledede den meget roste kommission, der undersøgte den vold og chikane, der fandt sted op til Sydafrikas første valg i 1994 efter apartheid-regimets kollaps.

Informationskrigen er da også kun et af flere elementer i den modoffensiv, israelerne har sat i værk. Ifølge avisen Ha'aretz har det israelske udenrigsministerium besluttet at fokusere den diplomatiske indsats mod USA, Rusland og yderligere et par medlemmer af Sikkerhedsrådet og FN's Menneskerettighedsråd. Israels besked til landene vil være, at rapporten også er en trussel mod dem. Hvis sagen ender i Haag, argumenterer israelerne, vil det blive nærmest umuligt at fortsætte krigen mod terror.

Goldstone har siden tirsdag forsvaret rapportens konklusioner, og han gik i et indlæg i går i The New York Times et skridt videre ved at opfordre enkeltlande til at indføre regler, der gør det muligt at retsforfølge formodede krigsforbrydere uden for deres hjemlande.

»Hvis civile ofre ikke ydes retfærdighed af de lokale myndigheder, må udenlandske regeringer handle,« skriver han og peger netop på princippet om universel jurisdiktion som en mulighed.

I Israel er udenrigsministeriet så nervøs for, at højtstående politikere og militærfolk i fremtiden kan blive retsforfulgt i andre lande, at det har nedsat et panel af eksperter, der skal rådgive medlemmer af militæret, hvis de ønsker at rejse til visse lande.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu