Analyse
Læsetid: 4 min.

Håbet svinder for ambitiøs klimaaftale

Det er tvivlsomt, om USA når at vedtage en skrap klimalov inden topmødet i København. Og en svag klimalov og en Københavns-aftale, der lukker debatten uden at løse problemet, er værre end ingen aftale, siger Greenpeace
Spillet om, hvem der skal have skylden for et mislykket Københavnermøde, er allerede i gang. Forleden gjorde Verdensnaturfonden opmærksom på klimaproblemet ved at placere isskulpturer på trapperne til Musik Halle i Berlin.

Spillet om, hvem der skal have skylden for et mislykket Københavnermøde, er allerede i gang. Forleden gjorde Verdensnaturfonden opmærksom på klimaproblemet ved at placere isskulpturer på trapperne til Musik Halle i Berlin.

Tobias Schwarz

Udland
19. september 2009

Pest eller kolera? Hvad er mindst slemt: At USA's forhandlere kommer til klimatopmøde i København til december med en forhastet, mangelfuld, lidet ambitiøs, men til gengæld låst amerikansk klimalov som forhandlingsmandat? Eller at Barack Obamas folk møder i Bella Centret uden en færdigforhandlet lov fra Kongressen, men til gengæld med et vist spillerum og en vis mulighed for at bruge de globale meldinger fra klimatopmødet til efter nytår at presse Kongressen til at skærpe det ufærdige lovforslag og dets klimamål?

Det er spekulationen i disse dage hos bekymrede danske topmødeværter, hos internationale ngo'er og hos klimatruede u-lande. Udløst af tvetydige meldinger fra Kongressens demokratiske lederskab og Det Hvide Hus om udsigten til at få klimaloven vedtaget i tide.

»Jeg tror, vi i sidste ende får vedtaget energi- og klimaloven. Jeg håber, at 'sidste ende' er før december, men hvis det ikke er tilfældet, så bliver det ikke sådan,« sagde USA's chefforhandler Todd Stern i onsdags.

Samtidig sagde lederen af Senatets demokratiske flertal, Harry Reid, at »vi har stadig næste år til at gøre tingene færdige, hvis vi er nødt til det«.

Bag usikkerheden ligger den fortsatte modstand fra ikke blot republikanerne, men også en række demokratiske senatorer - p.t. mange nok til at vælte lovforslaget.

»Jeg er imod den klimalov, der gik igennem i Repræsentanternes Hus. Det er en meget skæv lov, og jeg vil ikke stemme for en lignende lov i Senatet,« siger f.eks. demokraten Blanche Lincoln, valgt i landbrugsstaten Arkansas, hvor bekymringen for en klimalovs økonomiske konsekvenser er stor.

Harry Reids bestræbelser på at skabe flertal indebærer, at der vil blive givet flere indrømmelser til skeptikerne i Senatet. Altså at den endelig lovs klimaambitioner bliver udvandet. Og dermed USA's position på klimatopmødet.

Allerede nu anklages den amerikanske regering af bl.a. EU, u-lande og internationale ngo'er for et for lavt ambitionsniveau. Hvor mange forskere nu taler for nødvendigheden af 40 pct. CO2-reduktion i ilandene i 2020, så mener Greenpeace, at det amerikanske lovforslag i sin aktuelle form kun sikrer 4 pct. reduktion i USA.

Og lave amerikanske ambitioner betyder lave ambitioner i en global klimaaftale. Det er derfor, at nogle ngo'er nu er usikre på, om det overhovedet er en fordel at få loven presset gennem Kongressen inden topmødestart i december.

»Det eneste, der er værre end ingen klimaaftale i København, er en aftale, der ikke løser problemet, men lukker debatten,« siger Tove Maria Ryding, klimamedarbejder hos Greenpeace.

I sin nuværende form anbefaler Greenpeace-USA Kongressen at afvise klimaloven.

'Blame game'

I disse dage kører en stribe internationale klimamøder på højeste niveau i USA. De seneste to dage i regi af Barack Obamas MEF-forum for 17 store økonomier, på tirsdag i FN-regi i New York og derefter i G20-klubben i Pittsburgh. Håbet er, at møderne vil blive brugt til at opbygge tillid mellem bl.a. USA på den ene side og Kina og Indien på den anden, så parterne kommer op af skyttegravene, og de egentlige klimaforhandlinger kan begynde at bevæge sig. Men frygten er, at en række nøglelande i stedet kryber i ly bag USA's tvivlsomme position.

»Det handler om, hvem der skal have skylden for en mulig fiasko i København,« mener Tove Maria Ryding.

»Man er i gang med at tale klimaaftalen ned. 'Hav ikke de store forventninger', siger man, samtidig med at man forskønner egen indsats.«

Hos den amerikanske tænketank Pew Center on Global Climate Change siger vicepræsident Elliot Diringer:

»Man er ved at erkende, at en endelig klimaaftale ikke er sandsynlig, og folk klør sig nu i nakken for at finde ud af, hvordan en midlertidig aftale kan se ud.«

Bevægelse mod øst

Det bemærkelsesværdige er, at mens ilandene ikke rykker sig og ikke har gjort det i lang tid - med Japans nye regering som positiv undtagelse - så sker der ting i både Kina og Indien.

En tænketank i Kina, Energy Research Institute, der står den kinesiske regering nær, har netop fremlagt en rapport, der lægger op til, at Kina vedtager egne CO2-reduktionsmål, og i sit mest vidtgående grønne scenarie reducerer udledningerne i 2035 med over 30 pct. i forhold til en 'business as usual'-udvikling, dog samtidig svarende til 30 pct. højere udledninger end i 2007. Allerede nu udbygger Kina hastigere med sol og vind end noget andet land.

Og Indien, der også står til flerdobling af sine CO2-udledninger i kraft af stærk økonomisk vækst, forbereder en lovgivning, der sætter nationale mål for CO2-reduktion. Forskerkoalitionen Delhi Science Forum anbefaler regeringen at sætte et mål på 25 pct. reduktion i 2030, målt i forhold til 'business as usual'.

Med sådanne mål ville både Kina og Indien leve op til, hvad bl.a. EU har forlangt af de store u-lande, men begge lande modsætter sig dog stadig kategorisk at gøre nationale CO2-mål til en forpligtende del af en global klimaaftale. Man vil ikke binde sig til hverken nationale forpligtelser eller et globalt CO2-mål for 2050, når ilandene har så beskedne ambitioner, og man derfor risikerer at blive bondefanget til at skulle præstere de CO2-reduktioner, de rige lande ikke vil levere.

»Udviklingen i Kina og Indien er en positiv overraskelse, men Kina kan godt risikere at gå i baglås i forhandlingerne. Hvis ikke USA forhandler seriøst, kan Kina begynde at spille et hårdt spil,« siger Tove Maria Ryding.

Mens elefanterne således slås og regner på, hvad en klimaaftale kan koste dem hver især, så regner sammenslutningen af 42 lavtliggende ø-nationer og kyststater, AOSIS, på, hvor meget verdenshavene vil stige ved forskellige udfald af klimatopmødet i København. AOSIS holder sit eget klimatopmøde i New York på mandag, og deres krav er på forhånd krystalklart: De rige lande og store udledere har ansvar for, at den globale temperaturstigning ikke overskrider 1,5 grader. Dét er forudsætningen for, at ø-nationer som Maldiverne har en fremtid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karsten Johansen

Som vanlig en god artikkel av JSN.

Nå hvor "trusselen" fra svineinfluensaen har spilt fallit, men spilt sin rolle som medial avledningsmanøver og profittkilde i mellemtiden, gjør mediaturet scenen klar for en ny runde med seirsgang for aftenlandenes finanskapitalistiske diktatur i form av en ny total bluff av en "klimaavtale".

Dobbeltspillet fra "regjeringene", dvs. USA/USE finanskapitalens seremonimestre fra Obama til Brown og den frigide dobbelthaken i Tyskland blir mer og mer åpenbart: mens man med den ene hånden salvelsesfullt bekjenner sine klimasynder og lover botsskjorte, gjør medie-mesterJakeldukkene på den andre hånden hånflirende narr av klimavitenskapen og dermed hele naturvitenskapen:

Her er et glimrende svar fra George Monbiot til konservative The Spectator
på deres oppfordring til muntlig debatt med en viss antivitenskapelig synser
("klimaskeptiker") Plimer:

"(...) While we’re discussing this, perhaps you could help explain something to me. If a man walked into your office and claimed that the
entire canon of lunar science was wrong and the moon was, after all, made of green cheese, I suspect you would do one of two things: either
send him on his way or, if you were feeling generous, ask him for evidence, then give it to experts in the field to assess. When they
assured you that it was nonsense, you would drop the matter.

But when it comes to climate change, you and other editors are prepared to accept assertions which are just as nonsensical, without any attempt to check - or even to request - the evidence. As Michael Ashley said, “It is not “merely” atmospheric scientists that would have to be wrong for Plimer to be right. It would require a rewriting of biology, geology, physics, oceanography, astronomy and statistics.” Plimer’s claims, in other words, are scarcely less crazy than those of the lunar theorist. Yet you not only put him on the front cover of
your magazine, but also urge his critics to debate him.

What is it about the words “climate change” that makes intelligent people like you abandon all editorial standards? I am genuinely puzzled by this ­ I simply do not understand what is going on."

http://www.monbiot.com/archives/2009/09/14/correspondence-with-the-spect...

http://www.guardian.co.uk/environment/georgemonbiot/2009/aug/05/climate-...

http://www.guardian.co.uk/environment/georgemonbiot/2009/aug/12/climate-...

Monbiot vet nok svaret på sitt spørsmål - som jo ligger i at her er helt avgjørende globale og tunge økonomiske interesser på spill - hvis de som representerer disse interessene skal se klimavitenskapen i øynene sitter de plutselig med et veldig tungt ansvar som mennesker - og siden de er oppdratt gjennem generasjoners vestlig overklassehovenhet til å løpe fra alt ansvar for sine handlemåters sosiale virkninger gjennom både mediene, oppvekst, økonomiske studier osv. er
svaret gitt: de flykter selvfølgelig igjen.

At strømninger i India og Kina ser ut til å kunne gå en annen vei høres forlokkende ut - men jeg tviler særlig for Indias vedkommende: denne overklassen er hermetisk oppdratt i britisk VIP-globalkapitalistisk flyplassideologisk virkelighetsflukt, og nå monomant opptatt med å forsyne middelklassen i "sitt" land med personbiler, TV osv. The american way of life er en solid krage av betong som drar menneskeheten mot drukningsdøden i klimakatastrofer og økologisk sammenbrudd. Men det er klart at oppkomlinge-overklasser som dem i India og Kina kan ha insentiver til å markedsføre seg globalt mot den vestlige totalitære tomgangen. Hvor våre overklasser forlengst har stivnet i medialstimulert grenseløs selvtilfredshet a la mrs. Merkel og Obama, og nå tror de kan lure virkeligheten og naturlovene og ikke bare sine velgere, er oppkomlingeoverklassene i sin globale opposisjonsstilling lett stimulert til å tenke seg en anelse mer om: de ser kanskje muligheter som av den kristenjødiske punkthorisonten forlengst ble lukket da borgerskapene her trådte sine barnesko og ble forelsket i pengenes løfter om guddommelig predestinasjon for de utvalgte. Likevel: jeg tviler. Mediefolk har en tendens til å se håp hvor det bare er "nye" hærskarer av lyktemenn,

Karsten Johansen

Dette skulle selvsagt avsluttes med punktum og ikke et komma. Beklager.

Alle ved det, men ingen tør sige det. Det er simpelthen for ukorrekt. Den, som taler om det virkelige problem for klimaet, hænges offentligt ud som nazist og lign.

Klimaændringernes konsekvenser kan kaldes klimasvineriet. Skal klimasvineriet bekæmpes, så må klimasvinene bekæmpes. Hvem er så de? Da jeg var i Indien og Kina, var det homo sapiens, da jeg var i Sydamerika var det homo sapiens, da jeg var i USA var det homo sapiens. Når jeg ser fjernsyn synes fjenden at være homo sapiens. Skulle problemet mon ikke være, at der er for mange homo sapiens på globen og disse er nogle miljøsvinene?
Skal miljøsvinene så slagtes, have p… skåret af, have gratis P-piller eller hvad gør vi? Lever videre i korrekthedens luftlag og holder fødderne rene for mudder?
Medens vi, i den vestlige verden, beslutter at reducere CO2 udslip osv. inden år 20xx med xx%, så har ulandene imens fordoblet deres befolkninger. Disse befolkninger skal da også have mindst 2 biler pr. familie (fra 0,01 pr. familie) osv. Pt. klimadebatten mangler nogle front. De kan hedde børnebegrænsning, kirkernes accept af prævention mm. Uden børnebegrænsning kommer vi alle til at leve på en stor global losseplads som svin og rotter.

På den anden side kan også jeg da forstå at alle indske, afrikanske, sydamerikanske, kinesiske familier mm. også vil have 2 biler, fladskærme, aircondition anlæg,

sludder, der var aldrig noget håb