Læsetid: 2 min.

Historisk magtskifte ved G20-topmødet

G20-landene overtager nu rollen fra G8 som det organ, der skal koordinere verdensøkonomien
26. september 2009

At Kina, Brasilien og Indien nu for alvor regnes som nye stormagter, står klart efter de sidste to dages G20-topmøde i Pittsburgh.

Før var det G8 - Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien, USA, Canada, Rusland og EU - der sad samlet, når verdensøkonomien skulle diskuteres. Men nu bliver det fremover G20, som skal være det permanente forum, der skal holde øje med det internationale økonomiske samarbejde i bestræbelserne på at få den globale økonomi på skinner igen. En »historisk aftale« ifølge en udtalelse fra Det Hvide Hus.

Dermed er de store nye økonomier rykket op i toppen af den internationale magtelite.

G20 tæller ud over G8-klubben Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Kina, Indien, Indonesien, Mexico, Saudi-Arabien, Sydafrika, Sydkorea og Tyrkiet.

Ny stemmefordeling

Samtidig har man på mødet besluttet at ændre stemmefordelingen i Den Internationale Valutafond (IMF), som låner penge ud til lande, der har økonomiske problemer. Hvordan stemmefordelingen mellem de 186 lande helt præcis bliver, står endnu uklart, men p.t. har Kina for eksempel 3,7 procent af stemmerne i IMF mod Frankrigs 4,9 procent, selv om Kinas økonomi i dag er 50 procent større end Frankrigs.

IMF er tidligere blevet kritiseret for at være en gruppe industrialiserede lande, som bare prøver at lægge regler ned over hovedet på udviklingslande, der har det hårdt. Derfor er beslutningen om at give de nye voksende økonomier mere indflydelse vigtig, og ifølge BBC's erhvervs- redaktør Robert Peston er anerkendelsen af de nye økonomiers betydning da også et af de største resultater på G20-mødet.

»Det er en stor ting, at de rige nationer i Nordamerika og Europa nu formelt anerkender, at de ikke længere har monopol på at vide, hvad der er godt for den globale økonomi,« skriver redaktøren på sin blog.

G20-lederne skal mødes igen to gange næste år, første gang i Sydkorea og derefter højst sandsynligt i Canada.

At G20 nu overtager rollen som verdens økonomiske vagthund, betyder ikke, at G8 nedlægges, men i det forum vil man først og fremmest fremover tale om sikkerhedspolitiske spørgsmål og internationale relationer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu