Læsetid: 5 min.

Koks i klimaets maskinrum

Statslederne er bekymrede for klimaet og vil gerne nå en aftale. Alligevel svigter de deres forhandlere, som lige nu i Bangkok er ved at køre uhjælpeligt fast i et uforståeligt teksthelvede
Statslederne er bekymrede for klimaet og vil gerne nå en aftale. Alligevel svigter de deres forhandlere, som lige nu i Bangkok er ved at køre uhjælpeligt fast i et uforståeligt teksthelvede
29. september 2009

Indien og Kina er lige nu ved at lægge kortene til rette, så præsident Obama får mest mulig hjælp i bestræbelsen på at presse tvivlrådige senatorer til at vedtage en amerikansk energi- og klimalov inden topmødet i København om bare 68 dage.
Sådan kunne en bevidst optimistisk tolkning af den seneste ageren fra indisk og kinesisk side lyde forud for endnu en klimaforhandlingsrunde, denne gang i Bangkok med start i denne uge og afslutning fredag i næste uge.
Og rationalet bag tolkningen kunne være det tredobbelte, at de to asiatiske stormagter vitterlig gerne vil have en ny klima-aftale, fordi de politiske ledere har forstået problemets alvor, at de gerne vil have aftalen, fordi de også forstår, at den kan skabe rammebetingelserne for den energiteknologiske revolution, som indisk og kinesisk erhvervsliv er stadig bedre klædt på til at blive storleverandører til, samt at de ved at spille positivt ud løber mindst risiko for at stå tilbage i ’the blame game’ som dem, der ødelagde spillet og kastede verden ud i klimakrise, hvis det kikser i København.
Den sidste begrundelse er givetvis den mindst betydningsfulde. De to landes lederskaber behøver ikke tage hensyn til en hjemlig offentligheds reaktion på en aftale-fiasko på samme måde som de opinionsfølsomme regeringer i USA og EU. Især det autoritære Kinas Hu Jintao kan på hjemmebane sagtens tåle at være den, der vælter klima-aftalen – det kan det demokratiske USA’s Barack Obama ikke.
Netop derfor består den indisk-kinesiske hjælp til Obama på dette punkt i at gøre det tydeligt for en international offentlighed, at det netop ikke er de asiatiske stormagter, men en håndfuld amerikanske senatorer, der bærer det skæbnetunge ansvar, hvis det går galt i København. Og derfor kan man gætte på, at Obama – alt mens han udadtil presser Kina og Indien –i fortrolighed siger til kineserne og inderne: ’Oprethold for Guds skyld presset på os.’
De signaler fra Indien og Kina, der kan udlægges som et sådant pres og altså hjælp til Obama, er senest den indiske melding om, at man vil begynde en årlig indberetning til FN af, hvad man gør og hvor langt man løbende er kommet med at nå egne klimamål. De nye mål er bl.a. 20 procent vedvarende energi i 2020 samt neutralisering i 2030 af 10 procent af de årlige CO2-udledninger via skovrejsning.
»Vi vil være åbne over for det internationale samfund, samtidig med at vi vil stå til regnskab over for vore vælgere,« sagde den indiske miljøminister Jairam Ramesh søndag.
Kinas præsident sagde på sidste uges FN-møde om klimaet i New York, at Kina forfølger konkrete mål om mindre CO2-udledning pr. BNP-enhed, større andel vedvarende energi og stedse voksende skovareal.
De positive signaler – i øvrigt også fra Japan – er blevet opfanget af ngo’erne:
»WWF roser Japan, Kina og Indien for at definere konkret klimabeskyttelseshandling og for at spille en stadig mere konstruktiv rolle i forhandlingerne,« siger den internationale ngo.

Teksthelvedet
Så vidt den bevidst positive tolkning af de seneste signaler. En nok så nøgtern vurdering af situationen er, at klimaforhandlingerne på det konkrete plan er ved at køre uhjælpeligt fast. Kun en aktiv og bevidst indgriben på statslederniveau synes at kunne bryde dødvandet.
Den netop indledte forhandlingsrunde i Bangkok er næstsidste chance inden København for at bearbejde det, der skal blive til en global
klima-aftale. 1.500 forhandlere fra 180 lande har foran sig i Bangkok en tekst på 200 sider med angiveligt 2.500 ’kantede parenteser’ – kontroversielle formuleringer – som er tæt på volapyk.
»Det er et absolut rod. Oversætterne kom til mig og sagde, at de er ude af stand til at oversætte det, fordi teksten ikke giver nogen mening,« sagde i weekenden chefen for FN’s klimasekretariat, Yvo de Boer.
Og en europæisk forhandler siger til AFP, at »dokumentet er totalt ubrugeligt i sin nuværende form. Det kræver en herkulisk indsats mellem nu og København at nå en aftale.«
Rodet skyldes, at manglende deltagelse, styring og resultatorientering fra politiske ledere i tidligere møderunder åbnede for, at alle lande fik lov at smide alle tænkelige særstandpunkter ind i aftale-udkastet, så omfanget svulmede til det aktuelle, ufordøjelige.
Derfor er det nu et reelt spørgsmål, om aftaleteknikerne overhovedet kan finde en fremgangsmåde for den konkrete tekstforhandling, så man kommer i mål med en stram – Kyoto-aftalen fyldte kun 20 sider – og meningsfuld aftale i tide.
»Forhandlingerne taber faktisk fart. De bevæger sig ikke i den rigtige retning,« sagde den svenske statsminister og nuværende EU-formand, Fredrik Reinfeld, i sidste uge.

Utilstrækkelige løfter
Dette er den ene udfordring. Den babyloniske tekstforvirring. Den anden – og afgørende – er, om nøglelandene på substanspunkterne vil levere det, der skal til for at gøre aftalen acceptabel for alle 193 FN-lande. Hvor meget vil i-landene reducere deres CO2-udledninger i 2020? Hvilke forpligtelser vil de hastigt voksende u-landsøkonomier påtage sig? Hvor mange penge vil de rige lande give til de fattige landes klimaindsats? Og hvilken form for teknologioverførsel vil i-landene yde?
Det uafhængige International Institute for Applied Systems Analysis (IIASA) har netop offentliggjort en analyse af i-landenes seneste CO2-løfter. Den viser, at i-landene tilsammen er villige til at levere mellem fem og 17 procent CO2-reduktion i 2020, målt i forhold til 1990-niveauet. Den store usikkerhed i vurderingen skyldes, at flere lande opererer med flere mulige CO2-mål, og at landene har forskellige måder at beregne målet på.
»Det samlede bud kommer ikke nær det interval på 25-40 procent, som de forhandlende parter henviste til i 2007. Specielt vil en reduktion på beskedne fem procent alene indebære, at Kyoto-aftalens mål bæres videre til det næste årti,« konkluderer IIASA. Man præciserer, at fem-17 procent reduktion i 2020 ikke gør det muligt at leve op til det mål om højst to graders opvarmning, som alle de store i- og u-lande har blåstemplet.
IIASA understreger også, at de beskedne løfter ikke kan forklares med omkostningerne. Faktisk kan disse reduktioner realiseres langt billigere end hidtil antaget, bl.a. fordi en række østlande i henhold til Kyoto-aftalen stadig har et stort lager af ’varm luft’ – ubrugte CO2-kvoter – som på papiret kan sikre målene uden, at nogen løfter en finger. Det nedre af de tilbudte reduktionsmål – fem procent – kan således nås stort set gratis for i-landene, mens det øvre – 17 procent – kan nås for 0,01-0,05 procent af i-landenes BNP i 2020, et BNP der på det tidspunkt 42 procent højere end i dag, fortæller IIASA.
Denne mangel på handlekraft og offervilje i de rige landes udspil gør det umuligt for lande som Kina og Indien – og endnu mere uladsiggørligt for eksistenstruede ø-stater – at gå med til en aftale. Med henvisning til videnskaben er u-landenes krav til i-landene mindst 40 procent CO2-reduktion i 2020.
Sådan ligger landet 68 dage før København. Mens stats- og regeringschefer på sidste uges klimamøde i New York udtrykte stor og tilsynladende ægte bekymring og ansvarsfølelse over for klima-udfordringen, er deres teknikere og embedsmænd ved at køre fast i sproglige forbistringer og svage konkrete løfter.
»Ud over at udtrykke et fromt ønske om succes på klimamødet i København, oplevede jeg ikke, at G20-gruppen gik ind i mekanikken omkring disse ting,« sagde Indiens premierminister Manmohan Singh i sidste uge i USA.
Dét må ændre sig meget hurtigt, hvis der skal være håb for København.
jsn@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu