Læsetid: 4 min.

Krisen er en velbevaret hemmelighed i Italien

Italiens bruttonationalprodukt forventes at falde med over fem pct. i 2009, og effekten på arbejdsløsheden er endnu ikke slået helt igennem. Men Berlusconi hævder, at det værste er overstået, og opfordrer italienerne til at se optimistisk på fremtiden
Italiens ministerpræsident, Silvio Berlusconi, har ikke været meget for at indrømme, at Italien har befundet sig i en økonomisk krise ligesom resten af Europa. 'Man bør kun være bange for angsten selv,' lød det ved åbningen af en tekstilmesse i Milano tirsdag.

Italiens ministerpræsident, Silvio Berlusconi, har ikke været meget for at indrømme, at Italien har befundet sig i en økonomisk krise ligesom resten af Europa. 'Man bør kun være bange for angsten selv,' lød det ved åbningen af en tekstilmesse i Milano tirsdag.

10. september 2009

På intet tidspunkt har Silvio Berlusconi været meget for at indrømme, at også den italienske økonomi er ramt af den globale krise. Han har promoveret den såkaldte Tremonti-tese, opkaldt efter økonomiminister Giulio Tremonti: På grund af Italiens mange små og mellemstore virksomheder ville landet ikke blive så hårdt ramt af krisen som så mange andre.

Men industriproduktionen faldt i juni med næsten 20 pct. i forhold til 2008, og der er derfor udsigt til et varmt efterår med massefyringer og protester. Alligevel proklamerede Berlusconi forleden, at det værste nu er overstået:

»Man bør kun være bange for angsten selv,« sagde premierministeren ved åbningen af en tekstilmesse i Milano, hvor han også opfordrede de erhvervsdrivende til ikke at indrykke annoncer i de regeringskritiske aviser:

»En erhvervsmand, som betror promoveringen af sit produkt til aviser, der prædiker om katastrofer, er masochist.«

Ifølge beregninger fra det italienske skatteministeriums analyseinstitut, ISAE, vil omkring 300.000 italienere miste deres arbejde i 2009:

»På grund af krisens påvirknings- og forsinkelseseffekter på arbejdsmarkedet vil antallet af arbejdspladser fortsat falde,« forudser ISAE i en rapport fra slutningen af juli. Arbejdsløsheden forventes at nå op på 9,3 pct. i 2010 - det højeste siden 2001. Italien ligger dog stadig under den gennemsnitlige arbejdsløshedsprocent i eurozonen (9,6 pct.), men ifølge Roberto Mania, økonomijournalist ved avisen La Repubblica, skyldes det ikke mindst, at arbejdsløshedstallene er uigennemskuelige:

»Indførselen af tidsbegrænsede projektansættelser i slutningen af 90'erne og starten af 00'erne har skabt et arbejdsmarked med en masse løsarbejdere, der ikke figurerer i arbejdsløshedsstatistikkerne. Deres projektansættelse er blot ophørt. En meget ustabil tilknytning til arbejdsmarkedet er derfor blevet en hel generations skæbne,« siger Roberto Mania til Information.

Fabriksbesættelse

I 1997 ophævede Romano Prodis centrumvenstre-regering forbuddet mod midlertidige ansættelser, og i 2003 gjorde Berlusconis regering det tilladt for mindre virksomheder at forlænge midlertidige ansættelser op til seks gange uden at skulle påtage sig pensionsforpligtelser o.lign. over for medarbejderen. Lønningerne i Italien er ikke steget i de seneste 15 år, men til gengæld har krisen bremset prisstigningerne.

Selv om krisen er en velbevaret hemmelighed i Italien, har sommeren også budt på spektakulære arbejdskampe. I begyndelsen af august gjorde politiet klar til at rydde Innse-fabrikken i Milano, hvor den legendariske Lambretta-scooter blev produceret. Den nedslidte fabrik, som var blevet solgt med henblik på omdannelse til boliger, havde siden maj 2008 været besat af omkring 50 arbejdere. Da betjentene rykkede ind, havde fire arbejdere barrikaderet sig i en kran, hvor de blev i otte dage, indtil den nye ejer, Camozzi-gruppen, lovede at bevare stedet til industrielt brug indtil tidligst 2025 og beholde de omkring 50 fabriksbesættere som ansatte.

Om- og sammenlægningerne i bilbranchen har også skabt nervøsitet og protester på flere af FIAT-koncernens fabrikker. Men i Italien er fyringstruede medarbejdere endnu ikke begyndt at kidnappe chefen, som man har set i Frankrig:

»Han ville jo nok også komme til at bestemme noget bagefter,« siger Roberto Mania, som påpeger, at en række særlige faktorer påvirker den måde, krisen opleves i Italien:

»Familien fungerer stadig som et effektivt socialt sikkerhedsnet i de fleste tilfælde, og det gælder på paradoksal og parasitær vis også for den sorte økonomi. Desuden er offentlige ansættelser præget af klientelistiske interesser.«

Blandt krisens umiddelbare effekter på arbejdsmarkedet i Italien nævner Roberto Mania, at kvinder, som ikke er i arbejde, nærmest helt at holdt op med at søge job.

Politiske statistikere

En anden gruppe, som har protesteret i løbet af den steghede sommer, er de 2.000 ansatte ved Italiens statistiske institut, Istat. Økonomiminister Tremonti har kort sagt beskyldt instituttet for at have rod i beskæftigelsestallene. Ifølge regeringen har instituttet foretaget for mange og for hyppige vurderinger af krisen og har derfor givet et misvisende billede. For på trods af de omfattende arbejdsmarkedsreformer og de mange projektansatte har Istat kunne registrere en faldende beskæftigelse for første gang i 14 år. Det er i strid med Tremonti-tesen og fortæller noget om, hvor alvorlig krisen på det italienske arbejdsmarked er.

»Regeringen nærer et ikke-ekspliciteret ønske om at reducere Istats rolle for i stedet at skabe en mere politisk håndterlig databank via social- og skattemyndighederne. Det kunne man godt, hvis oplysningerne i den italienske forvaltning var lige så pålidelige som i den danske. Men med den grad af skatteunddragelse, som man har i Italien, ville det statistiske materiale blive væsentlig forringet,« siger Roberto Mania.

På grund af nedskæringer er Istat nødt til at reducere sine aktiviteter, og instituttet har annonceret forsinkelser på statistikkerne for tredje kvartal.

»Den officielle statistiks troværdighed er et gode for landet,« skriver statistikerne i en protestskrivelse til republikkens præsident, Giorgio Napolitano. Men når det ikke er til at få sikre tal, er det godt med nogle beroligende ord:

»Vi er i krisens afsluttende fase, men for at overvinde den er det nødvendigt ikke at være bange. Og det er ikke kun mig, der mener det. Den psykologiske faktor er afgørende og vil fortsætte med at være det, så længe krisen varer,« sagde Berlusconi ved tekstilmessen i Milano, hvor han udnævnte sig selv til »tillidens missionær«, mens aviser som La Repubblica fik betegnelsen »krisens missionærer«. Tilliden til den italienske model er regeringens løsning på krisen, som måske aldrig har ramt landet.

Mere udland side 17

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Italien skylder 2 gange sit BNP - det er mere end Japan og USA.

Italiens politik er et makværk, og sådan har det været i utallige år.

Det er sådan set ret underligt, at Italien overhovedet fungerer - men italienerne har et eller andet talent for at improvisere og sno sig - godt for dem.

Berlusconi er kontroversiel ud over alle bredder, men når man ser hans modstandere , så er de altså ikke meget bevendt - det er ret tragikomisk.