»Det her handler om afslutningen på efterkrigstidens politiske system i Japan.«
Så store var ordene fra Japan-eksperten og politologen Gerald Curtis efter Det Liberale Demokratiske Partis (LDP) svidende nederlag ved det japanske parlamentsvalg i søndags. LDP havde indtil da siddet ved magten med kun en enkelt, kort afbrydelse siden 1955. Men det store spørgsmål er, om det virkelig er så stort et skift?
Valgets vinder, Japans Demokratiske Parti (DPJ), består af alt fra socialister til konservative, der alle deler et fælles mål: at afskaffe LDP's politiske dominans. DPJ har godt nok lovet et opgør med det berygtede japanske bureaukrati, der skal bane vejen for et nyt politikerledet styre.
»Det er tid til et regeringsskifte«, som DPJ's leder, Yukio Hatoyama, skrev i sit politiske manifest op til valget, som var han et ekko af Obama. Men på trods af DPJ's mange løfter og modstand mod de gamle magthavere er de måske ikke så forskellige endda. En del af parlamentsmedlemmerne, bl.a. Hatoyama selv, er tidligere medlemmer af netop LDP. Et parti, som DPJ med nogen ret har kritiseret på det kraftigste for at være korrupt og udueligt. Men også nogle af DPJ's politikere har været indblandet i forskellige tvivlsomme affærer i tidens løb, og vil de virkelig være så anderledes, når de nu kommer til magten? Det er svært at forestille sig, at de skulle være så moralsk overlegne i forhold til deres kolleger i LDP, som de forsøger at give indtryk af.
At leve op til den moralske standard, de har krævet, mens de var oppositionsparti, er kun en af de udfordringer, som DPJ står over for. Japans politiske system er i høj grad afhængigt af bureaukrater, og det er ikke noget, det er nemt at gøre op med. DPJ har lavet en plan, der går ud på, at ministre og andre politikere i vigtige positioner skal deltage mere aktivt i udformningen af love og politikker, men det er bureaukraterne, ikke de nyvalgte politikere, der har den erfaring og knowhow, som der er brug for. Derfor er det svært at forestille sig, hvorledes man vil begrænse deres magt. Blot at erklære, at en flok langt mindre erfarne politikere skal involvere sig mere, vil næppe være nok.
Truer bureaukraterne
Endvidere er forholdet mellem DPJ og mange af disse bureaukrater temmelig anstrengt efter al den kritik, som DPJ er kommet med. En af DPJ's mærkesager er at afskaffe det såkaldte amakudari, hvor aldrende bureaukrater i pensionsalderen får job i halvoffentlige organisationer, der hører under det ministerium, de tidligere har været ansat i. Man vil også svække centralmagten ved at afskaffe dele af det centrale bureaukrati og give regionerne mere selvbestemmelse. Begge dele noget, der kan forringe bureaukraternes vilkår og true deres magt. DPJ ved godt, at de er afhængige af bureaukratiet, og i juni var et af de ledende medlemmer af DPJ, Naoto Kan, da også ude og forsøge at bløde lidt op ved at erklære, at man ikke var imod bureaukraterne, men derimod værdsætter deres erfaring og viden og håbede, at de vil bidrage positivt efter valget.
Tidligere episoder har vist, at det kan være ganske uklogt at lægge sig ud med bureaukraterne. Makiko Tanaka, der blev udvalgt til at være Japans første kvindelige udenrigsminister i den karismatiske premierminister Junichiro Koizumis kabinet i 2001, er et glimrende eksempel. Hun forsøgte at gøre op med bureaukratiet i sit ministerium og fyrede bl.a. nogle diplomater, der havde svindlet med offentlige midler. Det udviklede sig til en kamp mellem hende og de ansatte i hendes ministerium, der konsekvent ignorerede hendes ordrer - selv når det drejede sig om banale småting, som da hun bad om et atlas til sit kontor og intet fik. Den modstand, hun mødte, var medvirkende til, at hun holdt i mindre end et år på posten. Hun er i øvrigt netop valgt ind som parlamentsmedlem for DPJ.
Dyre valgløfter
DPJ er kommet med mange dyre løfter i deres valgkamp: gratis gymnasieuddannelse, subsidier og indkomstgaranti til landbrug, skovbrug og fiskeri, børnepenge, garanteret minimumspension, skattelettelser, afskaffelse af roadpricing, subsidier til vedvarende energi, m.m. I en tid, hvor Japan befinder sig i den værste krise siden krigen, er det bestemt ikke nemt at se, hvor pengene skal komme fra. DPJ selv påstår, at der i LDP's regeringstid har været så stort et spild af penge, at man blot ved at stoppe dette spild kan finansiere DPJ's mange projekter. Noget, de færreste er overbeviste om. Når pengene skal findes, og der skal laves budgetter, vil DPJ's politikere få brug for bureaukraterne, og samarbejder de ikke, kan de nemt spænde ben for opfyldelse af valgløfterne.
Dagen efter valget citerede en japansk tabloidavis en unavngiven leder i ministeriet for sundhed, arbejde og velfærd for at sammenligne DPJ's magtovertagelse med den situation, der opstår, når et udenlandsk firma opkøber et japansk firma: »De udenlandske chefer kommer, og så er man nødt til at holde møderne på engelsk.«
Set fra bureaukratens synspunkt kunne DPJ's politikere lige så godt komme fra et andet land og tale et andet sprog. DPJ har godt nok vundet valget overlegent, men det japanske bureaukrati kan vise sig, at blive langt sværere at overvinde.
Daniel Beattie er kender af japansk politik og læser Japanstudier på Københavns Universitet
