Læsetid: 8 min.

Det mindst ringe system

I denne uge tager FN hul på endnu en generalforsamling efter et år med en brat global nedtur og dertil hele hoben af uløste problemer omkring fattigdom, klima, fred og sikkerhed. Alligevel - eller faktisk netop derfor - tror Danmarks FN-ambassadør ufortrødent på det globale samfunds styrke
Godt 100 stats- og regeringschefer møder i morgen op til FN's general-forsamling, der begynder med et klimatopmøde.

Godt 100 stats- og regeringschefer møder i morgen op til FN's general-forsamling, der begynder med et klimatopmøde.

Chip East

21. september 2009

NEW YORK: I fjor var de også samlet. I fjor holdt de også skåltaler - som så mange gange før. Og i fjor lovede de også hinanden at gøre noget ved fattigdom, global opvarmning, atomvåben og alverdens andre dårligdomme. Nu holder FN så generalforsamling igen - for 64. gang. Godt 100 stats- og regeringschefer møder i morgen op til Ban Ki-moons klimatopmøde, og derefter går det løs med debatterne, blandt andet USA's præsident, Barack Obamas, historiske første tale i FN på onsdag.

Året har været et annus horribilis på flere fronter. Finanskrisen blev til en fuldblods global nedtur. Alt tyder på, at der blev flere fattige og sultne. Der er stadig intet klart løfte om succes i klimaspørgsmålet. Og der er stadig usikkerhed og ufred mange steder på kloden. Så hvad skal vi egentlig med FN? Kan vi bruge den 65 år gamle tanke om det globale fællesskab til ret meget mere?

På Dag Hammarskjöld Plaza i New York sidder Danmarks FN-ambassadør, Carsten Staur, i sin stol på 18. etage med troen og idealismen intakt.

»Det er jo ikke sort i sort. Det er sort med lyspunkter,« som han siger om året, der er gået - for Danmarks FN-mission med klimaet som klart hovedtema.

Nu håber Staur, at det i morgen kan lykkes at engagere klodens stats- og regeringschefer personligt i klimasagen. Der er under tre måneder, til klimakonferencen lukker i København den 18. december. Og selv om der ifølge Staur er »godt gang i forhandlingerne«, så er de centrale spørgsmål stadig ubesvarede: Hvor meget skal vi reducere det globale CO2-udslip - og hvordan? Hvor meget og hvordan skal u-landene have støtte til deres klimaindsats? Hvem skal styre og overvåge en eventuel aftale? På tirsdagens topmøde i New York bliver der imidlertid ingen konkrete forhandlinger:

»Stats- og regeringslederne skal først og fremmest angive en retning, og de skal engagere sig selv og hinanden. De diplomater, som sidder og forhandler, skal føle deres chefers ånde i nakken og have et klart mandat til at finde et kompromis,« siger Carsten Staur.

- Så det er sidste chance?

»Ja, det er sidste chance før København for at få alle stats- og regeringschefer til at kaste vievand på processen og give hinanden håndslag på, at nu vil de finde løsninger. De kommer ikke ned i detaljerne, men vi håber, at generalsekretæren sidst på dagen kan præsentere en opsamling, der peger fremad: Hvor ligger balancepunkterne mellem de forskellige interesser.«

Den tager vi lige igen: Vievand og en opsamling, der peger fremad. Citatet indeholder på sin vis kernen af det, som FN's kritikere elsker at hade - og har hadet stadig mere højlydt de senere år: For megen løs snak og diplomatisk hændervriden, for få konkrete resultater. I fjor talte John McCain om at erstatte FN med en såkaldt 'Liga af Demokratier', og i Danmark har Venstres Søren Pind for nylig luftet FN-kritik.

Konsensus og kompromis

Spiller man djævlens advokat, så er det ikke svært at tegne billedet af et FN, der bare sidder og snakker eller er låst fast i sløvt diplomati og politisk korrekt berøringsangst, mens G20-landenes ledere på torsdag og fredag mødes i Pittsburgh og leverer resultater.

Andre ville måske pege på Mellemøsten eller Iran som områder, hvor FN ikke har leveret. Og andre igen ville skyde på FN's evige problemer med korruption, vildtvoksende bureaukrati og alt for langsomme reformer.

FN er et let offer, og Carsten Staur er helt enig i, at meget skal gøres bedre. Men han er også uforfærdet i sin tro på FN's relevans, uforfærdet i sit forsvar for det uperfekte globale samfund; for tanken om konsensus og kompromis - også med dem vi ikke kan fordrage; for princippet om pragmatisme og det muliges kunst.

Når det gælder fred og sikkerhed, har der alle dage været sager, som sikkerheds- rådet ikke kunne behandle, fordi et af de faste medlemslande blokerede, minder han om. Og når det gælder et samlet FN-budget i omegnen af 28 mia. dollar hvert år, er det svært at undgå skandaler.

»Sikkerhedsrådets styrke ligger jo der, hvor de faste medlemmer kan enes om at handle. Vi har senest haft problemet i forhold til Georgien, hvor russerne blokerede. Forholdet mellem USA og Kina-Rusland er blevet mere ligeværdigt og mindre amerikansk domineret de seneste fem-seks år, og det må man acceptere; det er spillereglerne. Rådet er ligesom hele FN kun summen af sine medlemslande,« siger Carsten Staur.

Der er dog også succes- historier, især i Afrika, hvor sikkerhedsrådet har kunnet enes om at tage affære, siger han og nævner Liberia.

»Jo mere effektivt FN kan blive, jo mere relevant vil organisationen også være. Men vi må huske, at vi også nogle gange har skandaler i Danmark eller i EU. Selvfølgelig kunne man ønske sig, at der kom flere positive historier frem, for de findes. Men i sidste ende er det ikke i pressen, det er ude i marken, at FN må stå sin prøve.«

Langsom reformproces

I 2005 skød FN en reformproces i gang, og selv om den ikke trækker mange overskrifter, er der ifølge Staur gode resultater både inden for udviklingsområdet og fredsopbygning, mens arbejdet i Menneskerettigheds- rådet »ikke har fungeret, som vi havde håbet på«, siger han:

»Reformprocesserne er langsomme, fordi FN normalt fungerer ved konsensus. Men vi har lært meget de seneste år, og for de fleste reformer gælder det, at selve processen - altså det at få alle med - og de løbende resultater er det vigtigste. Så er det mindre vigtigt, hvornår man præcis runder endeligt af.«

Staur vil ikke kommentere Pinds kritik, men har tydeligvis ikke meget tilovers for den:

»Spørgsmålet har så været rejst, om man skulle lave et nyt og mindre FN, som kun bestod af de gode lande - som så kunne sidde og holde hinanden i hånden. Men det, der gør FN interessant, er jo netop, at her har både de gode og de onde plads ved bordet. Vi kan ikke løse klimaproblemerne kun ved at tale med andre demokratier. Vi kan heller ikke løse freds- og sikkerhedsproblemerne på den måde. Det bliver meningsløst. De globale problemer kræver globale løsninger, ikke at kun halvdelen af verden samarbejder. Og Sudan er en del af det arbejde, ligesom Burma er det.«

- Et andet kritikpunkt i Danmark er FN's rolle som kritiker eller såkaldt smagsdommer, f.eks. i flygtningespørgsmålet?

»Ja, men der må vi tage det sure med det søde. Hvis vi vil forholde os til situationen i andre lande, så må vi også acceptere, at de forholder sig til os. Og vi må indgå i en dialog. Efter min bedste overbevisning kommer man ikke langt ved på forhånd at sige, at al kritik er ubegrundet eller ved at skyde på afsenderen. Man må se, hvad kritikken går på, og så prøve at tage diskussionen derfra.«

Hverken G20 eller de regionale organisationer er nogen trussel, mener han:

»G7 blev etableret efter oliekrisen i 1970'erne og G20 efter den asiatiske krise i 90'erne. Efter det seneste års krise har G20 fået en større rolle, men FN og G-grupperne har faktisk levet fint side om side i 30 år. At det så hedder G20 nu, viser jo bare, at den relative økonomiske vægt i verden har ændret sig, og at de store udviklingslande nu sidder med til højbords.«

Selv uden en formel plads i G20 har FN en vigtig funktion at udfylde:

»FN's generalsekretær ser klart sig selv som de svages repræsentant i G20. Der er sket store fremskridt især på sundhed og uddannelse de seneste 20 år. En ny FN-rapport viser, at antallet af børn under fem år, der dør, er faldet med 10.000 om dagen siden 1990. I dag dør der under ni mio. småbørn, tidligere var det 12-13 mio. og det er et formidabelt fremskridt. Nu er risikoen så, at vi taber det på gulvet, og det er netop her, FN har en af sine vigtigste opgaver: At få alle til at holde fast i de resultater trods krisen og bygge videre på dem,« siger Carsten Staur.

Suppleres fra to sider

Enhver kritik må anerkende, at FN er mange ting, påpeger Staur:

»FN er en markedsplads, hvor alle lande mødes, og det har i sig selv værdi. Man får talt med dem, man ikke normalt taler med. Så er FN også forhandlinger om nye internationale regler, uanset om det er søfart eller klima. Der vil altid være masser af forhandlinger og interesser på kryds og tværs, men i sidste ende skal det sys sammen i FN-regi. Og endelig er FN's Sikkerhedsråd også det eneste forum, som kan autorisere magtanvendelse ud over selvforsvar.«

- Hvordan ser fremtiden ud?

»FN vil fortsætte - men blive suppleret på to fronter. Dels af de mere begrænsede fora, f.eks. G20 som med 85 procent af verdensøkonomien bag sig har potentiale til at træffe beslutninger af enorm betydning. Og dels af de regionale organisationer som EU, OAU, ASEAN osv., som nok vil få en større plads i billedet fremover,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror, vi kommer til at se tre megatrends. Hvis vi skal skabe en stabil verden, må vi få gjort op med den globale fattigdom. Det næste er klimaet og hele skiftet til en ny livsstil, som belaster vores miljø langt mindre, end vi har været vant til. Og den tredje udfordring er kampen mod terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben. Det er ikke alene FN, der skal håndtere de opgaver, men FN vil få en central rolle - netop ved at opsætte globale normer og regler, holde øje med at de bliver overholdt, og hjælpe landene med at overholde dem.«

- En karakter til reformarbejdet de seneste år?

»I forhold til hvad jeg måske ville have forventet, så synes jeg faktisk, at det går meget godt, så det er en solid middelkarakter - dog nogle steder med absolut potentiale for forbedring. Men alene det, at så mange stats- og regeringschefer kommer til byen, er jo et tegn på, at FN er relevant. Der er flere i dag end nogensinde før, og stats- og regeringschefer kommer kun, hvis de vurderer, at det er relevant og påkrævet, at de møder op.«

- Har vi stadig et FN om 50 år?

»Ja! Det er jeg helt sikker på. De tre megatrends vil være kernen, og de regionale organisationer vil aflaste - ikke true - samarbejdet i FN.«

- Så det er ligesom kapitalismen: den mindst ringe model?

»Ja, FN er klart det mindst ringe internationale system. Men der er jo heller ikke noget alternativ,« siger Carsten Staur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kunne starte med, at ordentlige lande stod sammen og stemte imod diktaturerne.

Men hvem er så ordentlige? Det er dem, der stemmer imod diktaturerne.

I Danmark kunne man mande sig op (undskyld udtrykket) og stoppe med det der "undlader at stemme."

"Take a stand, please."

Nåååhh nej den går ikke... der er mange fattige lande der ikke forstår demokrati... Vi som "eliten" der forstår bedre og har mere forstand kan ikke risikerer at de kommer til ord!

Stupid me...

- Arash ;)

Det er jo det jeg mener... Har du penge og magt kan du altid være med i eliten. Det er i denne ånd FN fungerer. Altså til at tjene de allerede etablerede magter der hersker denne planet, på bekostning af alle de andre mindre stillet lande. Skulle vi ikke bare droppe alt det skuespil og støtte et egentligt system vi kan gå ind for?

- Arash

Arash

Det er ganske rigtigt. Spørgsmålet er så om man ønsker at være et land der har råd til at fungere socialt tilfredsstillende, ligesom den politiske vilje skal være tilstede.

Der er ikke noget skuespil i dette her. Det er skam alvorlige sager, især når en befolkning eller regime undlader at gøre det så godt som det nu er muligt i denne underlige verden.

Det mindst ringe system er bevisligt demokratisk.

Hvad med USA… det måske bedste eksempel på regimer der ikke fatter en skid af demokrati.

"Money talks, bullshit walks."

Det er verdens held i uheld, at USA's pengetank snart er tom (den er tom, men Kina's geostrategiske velvilje holder USA i live).

USA manglende penge betyder i sidste ende en forbedring af levevilkårene for resten af verden.