Analyse
Læsetid: 5 min.

Obamas valg: flere tropper, nederlag eller ny strategi i Afghanistan

NATOs og USA's øverstkommanderende general i Afghanistan, Stanley McChrystal, tror ikke, USA kan vinde slaget om Afghanistan uden flere tropper. I det Hvide Hus overvejer Barack Obama nu nøje, om han skal følge rådet fra Pentagon i en tid med faldende folkelig tilslutning til krigen eller lægge hele strategien for terrorbekæmpelse i regionen om
Den øverstbefalende militære leder af NATO og USA's indsats i Afghanistan, Stanley McChrystal, tegner et grumt billede af situationen i en rapport til USA's præsident Barack Obama, der er blevet lækket til pressen. Kampen mod Taleban kan kun vindes med en forøgelse i antallet af tropper i landet, skriver han.

Den øverstbefalende militære leder af NATO og USA's indsats i Afghanistan, Stanley McChrystal, tegner et grumt billede af situationen i en rapport til USA's præsident Barack Obama, der er blevet lækket til pressen. Kampen mod Taleban kan kun vindes med en forøgelse i antallet af tropper i landet, skriver han.

Nacho Doce

Udland
22. september 2009

WASHINGTON DC - Præsident Barack Obama har en del om ørerne i disse dage. En sundhedsreform, en situation i Mellemøsten, der er låst fast. Et Iran som presser på med et nukleart program. For slet ikke at nævne utilfredse østeuropæiske allierede efter beslutningen om at omdefinere den amerikanske missilskjoldsstrategi og en begyndende handelskrig med Kina. Alt sammen mens præsidenten selv i går drog til New York for at deltage i FN's årlige generalforsamling og bl.a. diskutere klima.

Så det sidste Barack Obama havde brug for var, at den med spænding ventede rapport om krigen i Afghanistan fra general Stanley McChrystal - øverstbefalende militær leder af NATOs og USA's indsats i landet - blev lækket til pressen. Men det blev den, nærmere bestemt til Washington Post, som offentliggjorde det meste af den i går.

En krig, der kan tabes

Og budskabet fra den 66 sider lange rapport er lige så glasklart, som det er ubelejligt: Med den nuværende strategi in mente - at forhindre at et talebanstyret Afghanistan bliver centrum for udklækningen af flere al-Qaeda-terrorister - kan præsident Obama og NATO kun vinde kampen mod de talebanske oprørsstyrker i Afghanistan, hvis antallet af soldater forøges. Hvis man ikke øger antallet af soldater, vil man formentlig tabe. Som McChrystal siger det i sin rapport (hvis fulde indhold Information også er bekendt med) risikerer USA, hvis man ikke »tager initiativet og formår at vende det momentum, som opstanden har i øjeblikket« en situation, hvor »en overvindelse af oprøret ikke længere er muligt«.

Generalen tegner også i sin rapport et grumt billede af Afghanistans generelle tilstand, som han alt i alt betegner som »forværret«. Ligesom han også går ud i et direkte angreb på regeringen i Kabul, som værende svag, korrupt og udemokratisk, hvilket giver borgerne »meget få grunde til at stole på den«.

Behov for helt ny strategi

Men ikke nok med det. McChrystal sætter også med militær præcision tommelfingeren ned, hvor det gør allermest ondt på præsidenten og hans forsvarsminister Robert Gates: der er også brug for en helt »ny strategi ... der kræver en dramatisk anderledes tilgang til krigen,« skriver generalen, der derved klargør, hvad der længe har været mumlet om i Pentagons korridorer, nemlig at den nuværende amerikanske tilgang til krigen ikke holder. »Uden en ny strategi skal man ikke udstyre missionen med flere ressourcer,« skriver McChrystal lige ud.

Den nye strategi skal skifte fokus fra oprørsbekæmpelse - hvor generalerne kan se, at indsatsen ofte skaber usikkerhed og modstand i civilbefolkningen, og basis for rekruttering af yderligere talebanstøtter - til at vinde afghanernes tillid og støtte. »Vores mål er befolkningens vilje og her er vores traditionelle krigsførelse en del af problemet. Hvis oprøret skal bekæmpes, må det i sidste ende være afghanerne selv, der står i spidsen.«

Folkelig skepsis

Kravet om flere tropper - de fleste analytikere regner med et tal på 30.000 så de samlede NATO-styrker når 400.000 mand - kommer på et tidspunkt, hvor den folkelige opbakning til den nu otte år gamle krig er stærkt dalende. I den seneste måling fra den amerikanske tv-kanal ABC er tallet på 59 pct. imod og 39 pct., der støtter krigen, og venstrefløjen i det demokratiske parti er begyndt at røre på sig. Formanden for repræsentanternes hus, Nancy Pelosi, ytrede sin skepsis over for en troppeforøgelse i denne weekend, og i sidste weekend bad senator Dianne Feinstein som den første fra regeringspartiet præsidenten om at starte arbejdet med en egentlig »exit strategy«.

Samtidig er meldingerne fra Europa heller ikke opmuntrende. Der er i alt 40 lande - herunder Danmark - der har styrker i Afghanistan under NATO's ledelse. Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Polen og Italien er de tungeste bidragydere med 21.000 tropper tilsammen. Det er derfor også mest sandsynligt, at det er disse lande, Obama vil henvende sig til, hvis han beslutter sig for at følge McChrystals ønske om yderligere tropper og ønsker hjælp. Men i Europa er tilslutningen til krigen også dalende efter en sommer med store tab, og en følelse af, at der ikke er klarhed om, hvad strategien for den militære tilstedeværelse består i. I London har Gordon Brown talt om behovet for at »afghanistanificere« indsatsen, men netop ønsket om at træne de afghanske sikkerhedsstyrker, militær og politi, vil kræve en større vestlig tilstedeværelse.

»Hvis det handler om flere kamptropper, så vil der ikke være megen vilje. Hvis der derimod bliver bedt om flere tropper til arbejdet med at træne de afghanske, nationale sikkerhedsstyrker, tror jeg, der er en højere sandsynlighed for at nogle lande vil melde sig,« sagde oberst Christopher Langton fra den anerkendte tænketank, International Institute for Strategic Studies i London til Reuters i går.

Ændrede betingelser

Præsident Obama er fuldt ud klar over presset på den nuværende strategi. I en række interviews søndag med flere TV-talkshows, sagde Obama selv om Afghanistan, at han ønskede at »være klar med en ny strategi først,« før han »tager beslutningen om, hvorvidt der skal sendes yderligere tropper«.

Kilder i Det Hvide Hus, der arbejder med Afghanistanproblematikken, siger til Information, at det nylige valg i landet har rokket ved fundamenterne for den hidtidige strategi, som Obama fremlagde i marts i år. Her sagde præsidenten, at målet var at »udføre og udstyre en integreret militær og civil oprørsbekæmpelsesstrategi« med det klare sigte at opspore og tilintetgøre al-Qaeda. Obamas toprådgivere, herunder hans særlige udsending, ambassadør Richard Holbrooke, har gjort et stort nummer ud af, at man ikke er ude på »nation building«; et begreb, som har fået en dårlig klang af neokonservativ drømmetænkning efter Bush-regeringens afgang, men derimod har et snævert fokus på »amerikanske sikkerhedsinteresser.« Problemet er imidlertid, at en sådan strategi kræver en langsigtet og meget omfattende vestlig militær og civil indsats og en samarbejdsvillig og troværdig præsident og regering i Kabul. Men siden rapporterne om valgsvindel og massiv korruption er taget til efter det nylige valg, er amerikanerne kommet stærkt i tvivl om, hvorvidt præsident Karzai er i stand til at opfylde sin del af aftalen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her