Læsetid: 8 min.

Et østtysk folkeparti der er ved at slå rødder i vest

Die Linke. I den tyske valgkamp er der et parti, der stikker ud. Die Linke viderefører arven fra det østtyske socialistparti, men har efterhånden blikket fast rettet mod hele Tyskland. Men er Die Linke parat til at gå på kompromis med egne idealer for at få del i magten
Die Linke. I den tyske valgkamp er der et parti, der stikker ud. Die Linke viderefører arven fra det østtyske socialistparti, men har efterhånden blikket fast rettet mod hele Tyskland. Men er Die Linke parat til at gå på kompromis med egne idealer for at få del i magten
19. september 2009

af Troels Heeger, Schwerin
I det lune tyske efterår slentrer adspredte turister gennem torvepladserne i middelalderbyen Schwerin, der er hovedstad i delstaten Mecklenburg-Vorpommern. For tiden bugner byen af blomster i alle farver. Schwerin er vært for den nationale havemesse, hvor gartnere fra hele Tyskland konkurrerer om at præsentere de smukkeste blomster. Det lokale turistbureau sælger Schwerin som ’nordtysk kulturhovedstad’. I disse idylliske omgivelser er det nemt at glemme byens socialistiske fortid i DDR.
Men nogle vil mene, at fortiden stadig spiller en rolle i Schwerin – frem for alt, når det gælder politik. Sidste år valgte indbyggerne kandidaten Angelika Gramkow fra det so­cia­li­stiske parti Die Linke til overborgmester. Die Linke er det mest venstreorienterede parti i den tyske forbundsdag, hvor de er repræsenteret med 8,7% af stemmerne, der primært er hentet i de tidligere østtyske delstater. Noget af forklaringen er naturligvis, at Linkes politiske ophav kan spores tilbage til det statslige østtyske kommunistparti. Men det er ikke hele sandheden.
Den evige kværulant
42-årige Peter Brill er kredsformand for Die Linke i Schwerin. Selvom valgkampen til forbundsdagsvalget den 27. september er i fuld gang, har han taget sig tid til at vise Informations udsendte rundt i byens brostensbelagte gader. Kredsformanden er en trind og venlig mand, der til daglig lærer blinde og synshandicappede at orientere sig i byrummet. Brill har altid været engageret i sociale spørgsmål. Faktisk har han været så engageret, at han som DDR-borger blev nægtet medlemskab af kommunistpartiet:
»Jeg måtte ikke få lov at blive medlem af SED (det statslige østtyske kommunistparti, red.). Jeg havde skrevet i min ansøgning om medlemskab, at jeg var fuldt overbevist om, at socialismen var sagen, men at den ikke kørte på den rigtige måde i DDR. Derfor blev jeg aldrig medlem. I 2004 læste jeg en kopi af centralkomiteens interne papir, hvor der stod, at jeg aldrig burde blive optaget på grund af mit evige kværulanteri. «
For Brill er det naturligt at indtage en kritisk attitude til magthaverne. Også deri ser han Die Linkes eksistensberettigelse som det eneste parti, der gør en forskel i forhold til emner, som den politiske mainstream i Tyskland ikke vil røre ved:
»For fire år siden var Die Linke alene med kravet om mindsteløn. Fire år senere er mindsteløn et tema i valgkampen. Det eneste parti, der konsekvent har været imod Afghanistan-indsatsen er Linke. Sidst stemte 114 medlemmer i forbundsdagen mod en forlængelse af indsatsen i Afghanistan. Selv når vi er i opposition, kan vi sætte dagsordenen for debatten.«
Opsamlingsdepot for socialister
Selv om Brill mener, at Die Linke har været med til at flytte den offentlige holdning til den tyske Afghanistan-indsats, mangler partiet stadig for alvor at gøre sin indflydelse gældende på forbundsniveau. Forgængeren PDS havde aldrig held med at slå rødder i de gamle vesttyske delstater, hvor man anså partiet for at være et opsamlingsdepot for affældige socialister med anti-demokratiske impulser. Die Linke udkæmper stadig en kontinuerlig kamp for at udvide sin stemmeandel i Vesten. Og små tegn antyder, at noget er ved at ændre sig.
Efter det nys overståede landdagsvalg i den lille delstat Saarland, der ligger på grænsen til Frankrig, gik der et stille gys igennem Tysklands politiske korridorer. Ballademagerne i Die Linke havde indkasseret lidt over en femtedel af stemmerne, og bestyrtede socialdemokrater måtte se i øjnene, at partiet med rødder i det østtyske kommunistparti var ankommet til Vesten. Men selv om partiet søger at fremstille sig som et parti, der appellerer til alle tyskere, er der alligevel forskel på Linke-vælgere i øst og vest. Oskar Niedermayer, professor i statskundskab ved Freie Universität Berlin, forklarer:
»Den typiske Linke-vælger findes ikke. I Østtyskland er Die Linke et folkeparti, det vil sige, vælgerne kommer fra alle sociale lag og aldersklasser. I Vesten tiltrækker partiet mennesker, man kan betegne som modernitetstabere. Arbejdsløse eller folk med lavere indkomst og lav uddannelse.«
Den eneste virkelige genforening
Manden, der har spillet rollen som Die Linkes brohoved til Vesten, er den evigt polariserende Oskar Lafontaine, der selv har været so­cial­de­mo­kra­tisk kanslerkandidat og finansminister. Det var Lafontaine, der som indfødt saarlænder og tidligere ministerpræsident i delstaten stod bag Die Linkes overraskende vælgerhøst i delstaten. Daniel Brössler, politisk journalist med speciale i Die Linke ved Süddeutsche Zeitung, karakteriserer Lafontaine som en figur, der deler vandene:
»Flertallet af befolkningen er frastødt af ham og finder ham bedrevidende og ubehagelig. Og så er der en del af befolkningen, der synes, at han repræsenterer netop dem. Han har ret, og han siger som den eneste sandheden. Folk husker, at han før genforeningen som kanslerkandidat for SPD sagde, at der var gigantiske økonomiske problemer med genforeningen. Dengang tabte SPD valget med et brag, fordi østtyskerne ikke ville høre det. I dag er han populær i Østtyskland af samme årsag. I det mindste sagde han sandheden dengang, siger man om ham. «
Lafontaine har altid sagt sin mening. I 1999 chokerede han den politiske offentlighed i Tyskland, da han trådte tilbage som socialdemokratisk finansminister. Årsagen var uoverstigelige uenigheder med den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder, der under overskriften Neue Mitte var i færd med at omforme SPD efter inspiration fra Tony Blairs Labour. Lafontaine kunne som finansminister ikke stå inde for Schröders projekt og forlod regeringsbyen Berlin til fordel for Saarbrücken. Ledende socialdemokrater bærer stadig nag til Lafontaine, der anses som forræder og populist.
Bedre blev det ikke, da Lafontaine efterfølgende sluttede sig til en række SPD-kritiske fagforeningsmedlemmer, der havde stiftet WASG (Vælgerinitiativet for social retfærdighed). På Lafontaines initiativ allierede WASG sig med socialisterne i PDS, der udsprang af ruinerne af det østtyske kommunistparti, SED. Efter fusionen mellem WASG og PDS i 2007 opstod partiet, der i dag er kendt som Die Linke. Peter Brill var selv med som fødselshjælper for det nye parti, og han ser tilbage på processen som uhyre vigtig:
»Den statslige genforening var overfladisk. Sådan var det også med partiernes indtog i øst. I CDU Øst diskuterede man historie i en halv time, og derefter var man et parti. WASG og PDS derimod havde heftige diskussioner om stiftelsesdokumenterne og formuleringerne. Vi havde en langsom foreningsproces. Her mødtes forskellige kulturer. For mig er Die Linke den eneste virkelige genforening siden 1989, som også omfattede de sociale og kulturelle forskelle mellem øst og vest.«
– Hvad er blevet bedre siden murens fald, og hvad er blevet værre?
»Jeg er opvokset i en stat, hvor borgerlige rettigheder blev ringeagtet, mens sociale rettigheder blev opskrevet. Man vidste, at når man fik et job, kunne man blive i det, indtil man gik på pension. Men der var ingen borgerlige rettigheder – man kunne ikke rejse nogen steder, ingen ytringsfrihed. Dengang kunne jeg kalde min chef en idiot og beholde mit arbejde, men jeg måtte ikke kalde Erich Honecker for en stor lort. I dag mister jeg mit job, hvis jeg kalder min chef en idiot, men jeg kan stille mig ned på torvet og sige, at Angela Merkel er en lort. Min drøm er et samfund, hvor både sociale og borgerlige rettigheder er opfyldt.«
Forsmåede følelser
Fra begyndelsen håbede socialdemokraterne, at Linke ville være en døgnflue. Ironisk skulle SPD selv levere en af grundpillerne til Die Linkes fremstød i Vesten. Den rød-grønne regering under Gerhard Schröder vedtog en række arbejdsmarkedsreformer, der i folkemunde blev døbt Hartz IV og afstedkom en voldsom debat. Fagforeninger og borgerinitiativer rejste sig i protest mod reformerne, som man anså som en indskrænkning af arbejdsløse tyskeres rettigheder og levevilkår.
Die Linke markerede sig med en kraftig modstand mod Hartz IV og angreb SPD, som man beskyldte for at være neoliberalistisk og asocialt. Mange socialt marginaliserede tyskere – og vigtigt nok – især mange vesttyskere følte, at Die Linke talte deres sag. Die Linke kunne endelig gøre sig talsmænd for en sag, som vedrørte hele nationen.
SPD har siden haft et tvetydigt og forsmået forhold til Die Linke. På den ene side arbejder de to partier sammen i tyske delstatsregeringer, hvor man kan enes om uddannelses- og klimaspørgsmål. Mange tyske venstreorienterede håber på, at delstatsmodellen kan overføres til en fremtidig regering bestående af SPD og Die Linke og eventuelt De Grønne. Men når det gælder sammensætningen af en forbundsregering udelukker den socialdemokratiske kanslerkandidat Frank-Walter Steinmeier, der tilhører Schröders generation af socialdemokrater, ethvert samarbejde med Die Linke. Udover forsmåede følelser er det primært uenighed om udenrigspolitiske anliggender såsom Afghanistan, EU og NATO, der skiller de to røde partier.
Alligevel tvivler politiske eksperter på, at SPD kan tillade sig at have fine fornemmelser omkring et samarbejde med Die Linke. Ifølge professor Oskar Niedermayer vil et socialdemokratisk nederlag ved valget næste søndag igangsætte en indre debat blandt yngre kræfter om det tabuiserede forhold til Die Linke:
»Efter valget vil der sandsynligvis komme en intern diskussion, som formentlig vil ende med, at man ikke vil udelukke at danne koalition med Die Linke i fremtiden. Die Linke er etableret i Vesten nu. De er ikke noget regionalparti, deres vælgere er stamvælgere, og man må gå ud fra, at partiet i fremtiden vil være en relevant størrelse, og det må SPD også indstille sig på. «
Journalist Daniel Brössler, Süddeutsche Zeitung, fremhæver, at også Die Linke må reflektere over deres kurs og vilje til kompromis:
»Die Linke må spørge sig selv, hvor de står. Enten er de i total opposition mod den øvrige konsensus. Eller også må de lege med og sige farvel til den radikale modstand. Diskussionen føres allerede, og der er mange pragmatikere i partiet. Problemet for Die Linke er, at de på en måde skal kunne stå i spagat: Mange vælger Die Linke, fordi de siger nej til alt, men så snart der er en koalition, som eksempelvis lokalt i Berlin, ser det anderledes ud.«
Tilbage i Schwerin får talen om SPD’s forbehold over for en alliance med Die Linke Peter Brill til at hæve stemmen: »På forbundsniveau, siger de altid, at de ikke kan arbejde med os. Men spørg os dog, om vi kan arbejde sammen med et socialdemokrati, der ikke længere er socialdemokratisk? Vores krav er, at tyske tropper skal ud af Afghanistan, at Hartz IV afskaffes og der indføres mindsteløn. SPD mener det modsatte af os i alle disse tilfælde. Det er da ikke i orden, at en Hartz IV-modtager må overveje, om han har råd til at gå til lægen? Sådan er folks erfaringer med Hartz IV, der er resultatet af en rød-grøn regering. I denne valgperiode går vi ikke i regering. «
refleks@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu