Læsetid: 11 min.

Olien har gjort Norge til Nordens Kuwait

I Norge har man svært ved at forstå, hvorfor de syge ligger på hospitalsgangene, hvorfor skolerne er slidt ned, hvorfor de ældre kun skal have bad hver 14. dag, og hvorfor man i det hele taget skal betale skat. For olien har gjort Norge til verdens rigeste land, og Fremskrittspartiet synes, pengene skal bruges. På den måde danner olien bagtæppet for det norske valg på mandag
Til valg om guldgruben. Mandag skal nordmændene til valgurnerne. Et af det helt store spørgsmål er, hvad Norge skal stille op med guldet fra olien. Det er årtiers enighed om mådehold og fremtidssikring af økonomien, der er under pres fra det højrepopulistiske Fremskrittspatiet.

Til valg om guldgruben. Mandag skal nordmændene til valgurnerne. Et af det helt store spørgsmål er, hvad Norge skal stille op med guldet fra olien. Det er årtiers enighed om mådehold og fremtidssikring af økonomien, der er under pres fra det højrepopulistiske Fremskrittspatiet.

Oyvind Hagen

12. september 2009

Det var som at vinde i lotto. En gevinst, ingen havde regnet med. Der var fundet en elefant, lød rygterne. Det var olieindustriens slang for et oliefund, hvor der kan udvindes mindst 500 millioner tønder olie, og sådan et var oliefeltet Ekofisk på den norske kontinentalsokkel i den sydligste del af det norske havområde. Året var 1969, det amerikanske olieselskab Phillips Petroleum havde boret der i nogle år, ingen troede, de nogensinde ville finde noget, og med et slag havde det norske folk et vindue til uanet rigdom. Landet, som indtil nu havde ligget i den fattigste halvdel af OECD, havde pludselig fået udsigt til at blive det rigeste. Den årlige olieproduktion fra Ekofisk ville blive dobbelt så stor som Norges eget olieforbrug. I løbet af få år ville Norge blive et olieksporterende land, verdens næststørste olieeksportør efter Saudi Arabien.

I 1971 begyndte man at udvinde olie fra Ekofisk, og alt blev forandret. Det tog præcis en generation, siger forfatteren Kjartan Fløgstad, der igen og igen har beskrevet den norske udvikling fra industri- til olieland i sit forfatterskab, i essays og i artikler.

For Norge er i dag blevet til Olienorge. Ordet velstand er næsten for svagt, mener Kjartan Fløgstad og nævner, at et eksempel på en typisk person i dette nye Norge kan være en mand eller en kvinde med en høj stilling i et olieselskab, som arbejder i hele verden. Samtidig har han et lille gårdbrug i et norsk yderområde.

»Ham du ser slå græs oppe i skovbrynet den ene dag står i lufthavnen Gardemoen den næste på vej til møde i Houston, Texas eller Abu Dhabi. Rigdommen har blandt andet givet nordmændene muligheden for at bevare bosættelser i yderområder. Man kan bo over hele landet og arbejde to uger på platform og være fire uger derhjemme eller ude at rejse,« siger Kjartan Fløgstad.

Brug løs

Og det er præcis her, kampen står i dag: I de uanede rigdomme og i statens brug af dem. Før oliefundene havde velfærdsstaten Norge det økonomisk dårligere end både Danmark og Sverige. I 1974 lå den gennemsnitlige indtægt pr. indbygger 10 procent under OECD-gennemsnittet, i dag ligger den 70 procent over. Og i verdens rigeste land er det svært at forstå, hvorfor pengene ikke skal bruges. På nordmændene.

»Fremskrittspartiet har hele tiden ment, at vi burde investere flere af disse midler i samfundsøkonomisk lønsomme realværdier i Norge, eksempelvis infrastruktur, sygehuse, sygehjem, skoler og universiteter,« siger det højrepopulistiske Fremskrittspartiet og kritiserer i heftige vendinger den så kaldte handlingsregel, som alle norske partier ellers er enige om: Nemlig at højst fire pct. af oliepengene skal bruges her og nu, mens resten skal placeres i Statens Pensionsfond og investeres. Hvorfor skal pengene - som nu - stuves af vejen i Statens Pensjonsfond Utland, spørger Fremskrittspartiet. En fond, der er en af verdens største investorer med en formue på over 2.300 milliarder norske kroner og som ejer 1,25 procent af alle børsnoterede aktier i Europa.

På den måde er olien og oliepengene blevet den kontekst, valget den 14. september skal ses i, siger professor i statskundskab ved Oslo Universitet Hanne Marthe Narud.

»Olie og gas danner indirekte bagtæppet for valget, lige som i både 2001 og i 2005. Oliepengene er præmissen for at kunne bruge flere offentlige midler på sundhed og omsorg, og vores tal viser en stor vælgeropslutning. 80 procent af Fremskrittspartiets vælgere synes, oliepengene skal bruges,« siger Hanne Marthe Narud.

Det er det, Simen Sætre, der er journalist ved Morgenbladet kalder for 'petropopulisme'. Han har skrevet bogen Petromania, hvor han rejser gennem små, rige oliestater som Kuwait, Khatar, Emiraterne, Turkmenistan, Venezuela og sammenligner dem med Norge. For der er fællestræk.

»Det, der sker i en rig oliestat, er, at politikken udvikles til en konkurrence om at love mest muligt til vælgerne. Når man har oliepenge, der går direkte ind i staten, vil borgerne stille helt andre krav til den. Der vil blive opbygget en forventning om, at der ikke eksisterer problemer, og at problemer kan løses. Der vil opstå en mentalitetsændring og et 'staten må tage ansvar'-syndrom,« siger Simen Sætre, der kalder det forventningsgabet. Skellet mellem forventningen og de problemer, der er i den faktiske verden.

»Der er et norsk mundheld, der lyder: Hvordan kan dette dog ske i verdens rigeste land,« siger han.

Fremskrittspartiet synes, det er helt uretfærdigt, at det bliver kaldt uansvarligt. For »nu har vi facit på, hvem der i virkeligheden er uansvarlig«, skrev partiet på sin hjemmeside, efter at det viste sig, at Statens pensionsfond havde mistet 633 milliarder norske kroner i finanskrisen i løbet af 2008. »633 milliarder kroner er forduftet. Det er 135.000 kroner per nordmand,« skrev partiet og remsede op, hvad man kunne have fået for de 633 milliarder gode norske kroner: 1.55.660 sygehuspladser om året, 232 nye operahuse, 74.400 kilometer motorvej, 28 forsvarsbudgetter eller 116 sygehuse.

Det er da også en svær pædagogisk opgave at forklare vælgerne, hvorfor handlingsreglen skal overholdes. Abstrakte ord som overophedning kan slet ikke hamle op med syge, der ligger på hospitalsgangene, køer til operationsstuerne, ældre, der kun får bad en gang om ugen, tapet, der skaller af i skolerne, vejafgifter og høje skatter.

»Sammen med indvandringsspørgsmålet er det Fremskrittspartiets stærkeste kort: at bruge løs af oliepengene,« siger Hanne Marthe Narud.

Større biler, større både

For olien har slået stort igennem i Norge. Alene udsigten til de store penge i 70'erne gjorde, at folk begyndte at forbruge, før de store penge begyndte at rulle ind i takt med, at den sorte, fede olie blev pumpet i land, siger professor i historie med speciale i olieøkonomi ved Oslo Universitet Einar Lie.

»Selv om der kom godt gang i boringerne i 80'erne, kom de virkeligt store indtægter først i 90'erne og i 2000-tallet. Men forbruget steg allerede enormt i 80'erne, for det var lige så meget forståelsen af, at man ville blive meget, meget rigere i fremtiden, der gjorde udslaget,« siger han.

I dag er følgerne af olien tydelige overalt i det norske samfund. Bilerne, hytterne, bådene, det hele er blevet større. 2005 og 2006 oversteg endda yuppieårene i 80'erne i materiel velstand, fortæller journalist Simen Sætre.

Især området omkring Stavanger på den norske vestkyst, som blev Nordeuropas oliecentrum, blev i løbet af en enkelt generation tykt urbaniseret, fortæller forfatter Kjartan Fløgstad, der selv kommer fra den lille by Sauda i Stavangerområdet. Dengang var Sauda en by, der levede af sværindustri, lige som de fleste andre byer langs med vandfaldene og på vestkysten, hvor vandkraftværkerne leverede el til den tunge industri: aluminium, jern, malm.

»Jeg er opvokset i industrialiseringens lykkelige øjeblik, før man begyndte at tale om miljøødelæggelser og i årtierne før olien blev opdaget i Nordsøen,« siger han.

Stavanger, som for 100 år siden mest handlede om sild, sardiner, søfart og pietistisk kristendom og siden hen stagnerede, var med olien gået ind i en ny guldalder. Oliefeberen var sat ind.

»Stavanger har forandret sig fra en indremissionsk stagneret sardinby til en moderne europæisk oliemetropol. Den er internationaliseret, der er et kosmopolitisk udeliv, og oliearbejderne kommer fra hele verden,« siger Kjartan Fløgstad og påpeger, at det ikke er tilfældigt, at Stavanger var europæisk kulturhovedstad i fjor.

»Olien var der, og tanken om ikke at bruge den var utænkelig. Det var utænkeligt for nogen regering at lade, som om olien ikke lå der under Nordsøen, og at det norske samfund bare kunne fortsætte som før,« siger Kjartan Fløgstad, der engang læste digte op på en af de mest moderne platforme, Oseberg. Han kan ikke lade være med også at være imponeret over al den højteknologiske kundskab og indsigt, der gør det muligt at placere en platform så langt til havs.

Sådan er olien både en velsignelse og en forbandelse for Norge, sagde forfatteren Jan Kjærstad, da han blev interviewet til Deadline 2. sektion. En velsignelse, fordi der med rigdommen kom en masse muligheder. En forbandelse, fordi olien risikerede at blive den sovepude, det norske folk bare kunne læne sig tilbage på.

Stormandsgalskab

Olien er da også steget nordmændene til hovedet, mener journalist Simen Sætre, der taler om en tilstand, han kalder Petromania. Det er en slags stormandsgalskab, man ikke forstår selv. En tilstand af eufori, gigantomani, hæmningsløshed med ubevidst ændring af personlighed.

»Norge har det i mindre grad end de andre oliestater, men Norge har det,« siger han og nævner f.eks. avisernes forsider: Lønfest! Jubelår for pengepungen. I Norge går det så det suser. Man ser det også i arkitekturen. Der er næsten opstået en konkurrence om at bygge bygninger tegnet af verdens bedste arkitekter, signalarkitektur som museer og operahuse.

»Der er endda blevet talt om at få OL til Norge. Alt det kombineret med en mangel på forståelse for, hvor rigdommen kommer fra, og hvordan den forandrer os,« siger Simen Sætre.

Alligevel er Norge unik som oliestat. Stort set alle andre lande, som har fået en så dominerende oliesektor er totalitære stater eller lande med svage politiske demokratiske strukturer, siger historieprofessor Einar Lie.

»At man har olien i en vestligt avanceret velfærdsmodel, i et demokrati, er meget specielt. Det er et historisk interessant eksperiment,« siger han.

Et eksperiment og en prøveklud, der heller ikke altid er gået lige godt. For eksempel brugte man i 70'erne og 80'erne enormt mange penge, og staten endte med et underskud og en bankkrise, som oversteg de andre nordiske landes, siger Lie og forklarer, at man i 70'erne havde en meget bred debat om, hvordan pengene skulle bruges. Der var enighed om, at de skulle bruges med forsigtighed, men det blev ikke konkretiseret, hvordan, hvilket resulterede i et enormt privat og offentligt forbrug.

»Der var meget stor enighed blandt politikerne om, at spørgsmålet om oliepenge og statsfinanser ikke var håndteret heldigt, og man blev enig om at bruge penge efter nye principper. Det resulterede i sidste ende i handlingsreglen i 2001. For man vil ikke tilbage til tilstandene i 70'erne og 80'erne. Men Fremskrittspartiet er en trussel mod denne konsensus,« siger Lie, der forklarer, at den brede debat i 70'erne om, hvordan formuen skulle forvaltes og hvordan den skulle bruges gennem flere generationer, var helt unik.

»Det var diskussioner, der involverede akademikere, intellektuelle, industrien og politikerne. Der er ingen andre eksempler på en oliestat, der har haft så bred demokratisk debat,« siger Einar Lie.

Tjenerklassen

Men sat på spidsen er resultatet alligevel et større og større skel mellem en rig herskerklasse og en fattig tjenerklasse, en fritidsklasse og tjenerklasse, mener Simen Sætre. Det er karakteristisk for små rige oliestater, at statsborgere, særligt i Golfen, begynder at arbejde mindre end før og får mere fritid. I Norge bliver folk eksempelvis pensioneret tidligere, de trækker sig tilbage, samtidig kommer der fremmedarbejdere, som laver det arbejde, nordmændene ikke selv vil lave. De kører taxa, de gør rent, de arbejder i industrien og i landbruget. Et enkelt eksempel er, at der ikke er til at opdrive en norsk tjener i Oslo. I stedet består den osloske servicebranche af svenskere.

»Da jeg var lille arbejdede jeg som jordbærplukker om sommeren. Det vil du aldrig se en nordmand gøre i dag,« siger Simen Sætre.

Man kan da også sagtens forestille sig en slags skandinavisk Kuwait, mener forfatter Kjartan Fløgstad.

»Et nordisk sheikoliedømme med en ekstremt rig befolkning, som benytter sig af en importeret underklasse og har hele verden som ferieparadis. En økonomi, som kun kan holdes i live ved en importeret tjenerklasse, sådan som de har det i golfstaterne. Men det kan føre til et vældig stort automatisk skillelinje i rigdom og levestandard mellem de indfødte og den importerede tjenerklassen, hvis man ikke bruger de politiske greb, man har til rådighed,« siger forfatteren Kjartan Fløgstad, der ikke kun ser på udviklingen med glæde. For selv om rigdommen har skabt meget godt, har den også skabt problemer.

»For eksempel at vi i Norge glemmer, at fattigdommen findes, fordi den kun findes i andre dele af verden. At vi ikke tænker over, at vores dagligvarer bliver produceret under forhold, som ingen norsk arbejder vil godtage.«

At man i Norge ikke er blevet rig på grund af hårdt arbejde, men fordi der tilfældigvis er olie på den norske sokkel, har på en måde forstærket det norske. For eksempel i holdningen til EU, i rollen som fredsmægler og i den aktive udenrigspolitik.

»Norge ser sig selv som et vigtigt land. Det norske selvbillede er, at dette lille land er vigtigt i verden, den materielle velstand har gjort, at vi faktisk synes, vi kan gøre en forskel, for eksempel som fredsmæglere i Sri Lanka,« siger historikeren Einar Lie.

Norge er præget af de interesser, man får som lille, rig oliestat, mener journalist Simen Sætre. Det gælder indvandringspolitikken - en rig stat har støre interesse i at lukke for grænserne. Det gælder klima - en oliestat har mindre interesse i en aktiv klimapolitik. Og det gælder EU - en rig oliestat har mindre interesse i et forpligtende samarbejde med andre stater.

»Rigdommen giver dobbelte interesser. Norge pumper olie, men skal have en førende CO2- rensningsteknologi. Det norske olieselskab Statoil Hydro rejser til korrupte olielande, men skal være ledende på forretningsetik. Oliefonden har aktier i hele verden, men skal have en etisk investeringsprofil. Der er et kæmpe dilemma mellem økonomisk interesse og de gode norske værdier.«

Et dilemma, der involverer hver eneste nordmand. For der er bred folkelig debat om, hvordan oliefondens penge skal investeres: ikke i Walmart, ikke i våben, ikke i tobak. For eksempel har oljefonden netop solgt de aktier, den havde i israelsk overvågningsindustri efter en ophidset debat om etikken i, at oliefonden havde investeret 36 millioner kroner i de dronefly, der bliver brugt til at overvåge Gaza.

Olien får folk til at tro, at ørkenen kan blive grøn, mener Simen Sætre. Den får folk til at tro, at rigdom kan komme uden arbejde. Den har fået nordmændene til at tro, at der ikke findes grænser for, hvor rig man kan være. Og det varer lige indtil olien slipper op. Måske i 2020.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den norske olieproduktion er i hastigt fald, hvilket let kan konstateres ved en søgning på Google og f.eks. her:
http://www.norway.org/business/businessnews/oilproduction.htm
Visse kilder forventer i 2013 et fald på 10%, og det er meget. En dag i nær fremtid vil Norge således ikke længere kunne eksportere olie.
Grundlaget for den norske velstand smuldrer altså hurtigt og om få år vil en stor del af denne velstand og levemåden skulle baseres på indtægterne fra deres enorme investeringer, men problemet er selvfølgelig, at samfundet er blevet så olieafhængigt, at det kan blive svært. Og de skal ud at købe olie, som ikke vil være en billig eller let tilgængelig ressource på verdensmarkedet.
Måske slår pengene så slet ikke til og omstillingsprocesserne fra den oliebaserede livsstil vil blive meget omfattende.

Nej nordmændene skal gøre som os, og brænde det hele af på én gang, for her ligger patienterne nemlig på gangene, de gamle bliver vasket hver 14. dag , skolerne er helt nedslidte og vi har minus i kassen. Det er nemlig den forsvarlige måde at forvandle rigdom på, ikke noget med at gemme og spare op. Det har jo altid været god borlig politik: Ingen opsparing og tæring efter gæld.