Læsetid: 3 min.

På jobjagt gælder alle kneb

De deler CV’er ud på gaden, netværker og tweeter, tager kurser og laver frivilligt arbejde. På USA’s recessionsramte arbejdsmarked er en voksende gruppe på vej ud i langtidsledighed, og det får dem til at tage kreative metoder i brug
Udland
4. september 2009

NEW YORK - For to år siden var Joshua Persky stadig en tilfreds finansmedarbejder på Wall Street og fuld af selvtillid. Da han blev fyret i december 2007, gik han ikke engang ned efter sin understøttelse; Han var sikker på, det ikke ville tage mange uger at finde nyt job.

Men måneder senere måtte han og familien opsige deres luksuslejlighed. Konen og børnene flyttede hjem til hendes forældre i Nebraska, og Joshua Persky var så desperat, at han begav sig ud på gaden i Manhattans Midtown for at dele CV'er ud, iført et skilt med teksten 'erfaren akademiker søger job'.

James Williamson blev færdig med sin business-uddannelse, men kunne kun få arbejde som taxachauffør - og klæbede sit CV op i vognen i håb om, at den helt rette direktør satte sig ind på bagsædet med et ledigt marketingjob i tasken. Og i Florida skrev Peggy Greco sit mobilnummer og website på en T-shirt med store bogstaver og begav sig på cykel rundt i flere velhaverkvarterer - i håb om at hun som en art levende, cyklende ansøgning kunne finde arbejde som privat sygeplejerske.

Alle tre fortalte de i denne uge deres historier til avisen Wall Street Journal. Og der er mange, mange flere desperate jobsøgende derude. Ledigheden stiger, og langtidsledigheden stiger i USA. Mange af de, der blev fyret i fjor og i foråret, er nu tæt på at have opbrugt deres understøttelse, og derfor tyer de til alverdens kreative strategier i håb om igen at skaffe sig fast løn på kontoen.

Ingen af de tre fik noget job ud af deres gimmick, men samstemmende siger de til Wall Street Journal, at de blev klogere på kreative metoder, netværk og marketing - og at det var den energi og erfaring, der endte med at skaffe dem nye job via venner og familie.

Holdt i live af forældre

Job-coach Christina Williams advarer dog i avisen mod at være alt for kreativ, medmindre metoden demonstrerer evner, der passer præcis til det job, man søger. Men headhunter Marilyn Machlowitz opfordrer de jobsøgende til at afprøve ethvert påfund - når nu de 'konventionelle metoder tydeligvis ikke virker i denne krise'.

Der er simpelthen for få job derude, og mens antallet af jobannoncer svinder, bliver artiklerne med gode råd flere og flere.

»Mine forældre holder mig i live, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Har presset mit netværk hårdt, men der er ingen job derude - nogen ideer?« skriver 'T.D.' til en brevkasse i magasinet Newsweek.

Man skal 'perfektionere sit brand', hedder det hos CNN. Netværk er et andet mantra på karrieresiderne - både de personlige og dem, man kan skaffe sig via Twitter, LinkedIn og Facebook eller via en blog eller hjemmeside.

Brug for opfindsomhed

Andre råder de ledige til at forsøge biblioteker, vikarbureauer og frivilligt arbejde eller møde op personligt og søge uopfordret. Og andre igen advarer mod svindlere, som forsøger at udnytte desperate jobsøgere ved at love dem rådgivning og nyt medlemskab af lønmodtagernes eftertragtede klub - mod klækkelig betaling. Man bør i det hele taget passe på udgifterne som jobsøger: kurser, konferencer og visitkort, måske også flybilletter og nyt tøj, frokoster, drinks og kaffeaftaler.

»Når Cafe Latte-effekten møder et kriseramt budget,« som det hedder i Wall Street Journal.

Og dertil kommer så endnu flere råd om, hvordan man bør klæde sig og agere ved samtalen (tage noter, stille gode spørgsmål) og sågar, hvordan man bør vente (ikke snakke i mobiltelefon om tømmermænd, mens receptionisten lytter).

Det kan lyde banalt, men de arbejdsløse har brug for alle kneb. Ifølge tal fra USA's arbejdsministerium, så ser arbejdsstyrken i dag radikalt anderledes ud end for bare 12 måneder siden. Millioner af job er forsvundet, og de amerikanske lønmodtagere er blevet ældre, de arbejder færre timer hver uge, færre af dem er i fagforening, og for de ledige tager det markant længere tid at finde ny beskæftigelse.

Jobsøgerne kan få brug for opfindsomhed længe endnu. For det er svært at se, hvor de nye job skal komme fra. De fleste økonomer venter, at ledigheden kommer til at stige i flere måneder frem, og at den tidligst når sit før-krise-niveau i 2013.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frej Klem Thomsen

Artiklen illustrerer på glimrende vis den kedsommelige udvikling af en individualiseret diskurs, som gør arbejdsløshed til et personligt problem der skal løses gennem karrierepleje, netværk, selvudvikling og fremfor alt den rigtige mentalitet. Det er samme politik som har præget A-kasser, jobcentre og "andre aktører" i Danmark, især under VKO men også før.

Det underliggende problem er todelt: på den ene side satser alle disse initiativer, pseudo-løsninger og "gode råd" udelukkende på at skaffe den enkelte arbejdsløse en positionel fordel. De er ikke rettet mod at skaffe flere i arbejde, men på at give den enkelte jobsøger en fordel således at det bliver lige præcis "mig" og ikke "en af de andre" der får det næste job der bliver ledigt. Den samlede arbejdsløshed forbliver uændret, og fanden tager de sidste, det vil sige de 10% (i USAs nærværende tilfælde) der på ethvert givet tidspunkt ligger bagerst i spurten efter personlig opgradering. Man kan sige at der er tale om en fordelingspolitik, snarere end en udviklingspolitik.

Samtidig formår den ekstreme individualisering af både løsninger og problemer effektivt at blokere for ethvert fokus på det som der faktisk er behov for: en kollektiv indsats der har fokus på at skabe flere job. Det overlader behændigt banen til "de professionelle", dvs. bureaukrater, interesseorganisationer og politikere, som befriet for offentlig opmærksomhed og pression kan introducere de løsninger de finder mest passende. I det neoliberalt dominerede USA vil det grundlæggende sige løsninger som sigter på at svække arbejdskraftens rettigheder og muligheder for at forhandle og agere kollektivt. Lidt den samme tendens kan spores herhjemme.

Frej, der er altså ikke behov for flere jobs, der er behov for fordeling af indtægterne.