Nyhed
Læsetid: 4 min.

Rigsadvokat præciserer regler om hjælp til selvmord

Britiske pårørende og uhelbredeligt syge har fået klare retningslinjer for, hvornår det vil være strafbart at assistere ved selvmord
Udland
25. september 2009

LONDON - Flere end 110 briter har siden 2003 købt en enkeltbillet til Zürich i Schweiz. De er ikke rejst til landet for at se på de schweiziske alper, men derimod for at ende deres liv på en selvmordsklinik - ofte fordi livet med en kronisk sygdom eller et uhelbredeligt handicap er blevet ubærligt.

Problemet er, at de sjældent har foretaget rejsen alene. Og selv om ingen af de over 100 briters pårørende indtil nu er blevet retsforfulgt, er straffen i England og Wales 14 års fængsel for at assistere ved et selvmord. Ingen har vidst præcis, hvorfor de pårørende er gået fri, men i denne uge blev den britiske rigsadvokat tvunget til at præcisere lovgivningen.

»Det er mit job at sikre, at de mest sårbare mennesker forbliver beskyttet, men samtidig give nok information til de mennesker, som ønsker klarhed om, hvilke handlinger de kan vælge at foretage,« sagde rigsadvokat Keir Starmer til de britiske medier efter offentliggørelsen af retningslinjerne.

»Der er ingen garantier imod retsforfølgelse,« pointerede han.

Medlidenhed er nøglen

Retningslinjerne er blevet til efter en årelang kampagne ledet af den sklerose-ramte Debbie Purdy, der har fået Storbritanniens øverste juridiske instans' ord for, at det er rimeligt, at hun ved, om hendes mand vil blive retsforfulgt, hvis han en dag i fremtiden hjælper hende med at begå selvmord.

Resultatet er blevet 16 retningslinjer, der forklarer, hvornår der kan være grundlag for at rejse sag mod en person, der har assisteret ved et selvmord, og 13 punkter imod retsforfølgelse.

Blandt andet vil det tale for retsforfølgelse, hvis ofret er under 18 år, er psykisk syg eller har indlæringsproblemer, eller ikke har udtrykt et klart og velunderrettet ønske om at begå selvmord.

Læs de nærmere detaljer i den britiske statsadvokats retningslinjer.

Omvendt vil pårørende som regel gå fri, hvis ofret for eksempel klart har udtrykt ønske om at begå selvmord og personligt har spurgt de pågældende om hjælp, samt hvis ofret lider af en kronisk sygdom eller et uhelbredeligt handicap.

»Politikken skelner mellem på den ene side pårørende, tæt familie og venner, som denne ene gang, baseret på medlidenhed, assisterer ved et selvmord, og på den anden side dem, der gentagne gange udbyder en service eller forretning,« sagde Starmer.

Schweiz i tvivl

Mens reglerne for britiske pårørende dermed er blevet klarere, er Schweiz, der er hjemland for den mest brugte selvmordsklinik, Dignitas (værdighed, red.), omvendt ved at stramme reglerne. Her har det, der er blevet kaldt for 'selvmordsturisme', skabt en dårlig smag i munden på mange indbyggere og politikere, og landets regering er i øjeblikket ved at se på mulige stramninger af lovgivningen. Én mulighed, der undersøges, er at indskrænke retten til at begå selvmord på landets klinikker til schweiziske statsborgere eller dem, der er bosiddende i landet. I øjeblikket er det primært tyskere, franskmænd og briter, der rejser til Schweiz for at ende deres liv, og præciseringen af retningslinjerne i England og Wales (i Skotland findes der ingen lov mod at assistere ved selvmord) kan meget vel betyde øget brug af muligheden.

Det har også skabt debat, at Dignitas er blevet smidt ud af lejligheder og hoteller efter, at beboere har klaget over strømmen af kister, der har forladt bygningerne, samt at organisationen tilbyder at assistere ved selvmord i tilfælde, hvor personerne er psykisk syge eller lider af kroniske, men ikke dødelige sygdomme.

I England er det især sagen med den kun 23-årige Daniel James, der blev lam efter en rugby-ulykke, som har skabt debat. Sidste år hjalp hans forældre ham til Schweiz for at begå selvmord, selv om hans lammelse ikke var dødelig. James' forældre sagde, at deres søn aldrig accepterede sit svære handicap og gentagne gange havde bedt dem om hjælpe sig til Schweiz for at afslutte det, han så som et ubærligt liv.

Kritik af 'manual'

Paraplyorganisationen Care Not Killing (Pleje, ikke drab, red.) - en sammenslutning af bl.a. læger og religiøse organisationer - mener, at det er helt forkert at udgive en manual til, hvordan pårørende kan undgå straf, hvis de assisterer ved et selvmord.

»Der er en reel fare for, at familie og venner, som kunne være dem, der personligt vil profitere ved et dødsfald, vil opfatte det her som grønt lys til at assistere ved selvmord,« sagde dr. Peter Saunders, organisationens talsmand, til BBC.

»Man må veje frygten blandt en lille gruppe målbevidste individer op imod de mange sårbare individer,« tilføjede Saunders.

Andre går skridtet videre og advarer om, at resultatet kan blive Dignitas-agtige klinikker i England og Wales.

Selvmordsklinikker vil ifølge jurist og direktør for det Kristne Juridiske Center, Andrea Minichiello Williams, være en »logisk konklusion og en naturlig følge« af retningslinjerne.

Den 46-årige sklerose-ramte Debbie Purdy, der startede det hele, var ikke overraskende »lettet over, at almindelig sund fornuft har vundet«.

Retningslinjerne, siger hun, vil hjælpe hende og mange andre med at foretage velovervejede beslutninger om tidspunktet og måden, »hvorpå de en dag skal ende livet«, hvis deres lidelse bliver »ubærlig«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her