Læsetid: 5 min.

Rygterne om kapitalismens død er stærkt overdrevne

Kapitalismen er ikke død, den lever og smider formentlig snart krykkerne efter det seneste års nær-død-oplevelser. Men hvad blev der af alle løfterne om storstilet reform og ’aldrig mere finans­krise’? De skal stå deres prøve, når G20 i dag mødes i Pittsburgh. EU kræver markante reformer, mens USA ser ud til at være mere optaget af at få kineserne til at betale deres del af regningen
24. september 2009

Spol tiden 12 måneder tilbage. For et år siden var kloden tæt på total finansiel ned­smeltning og kravene om reform – om en hovedrengøring i den globale finanssektor og måske sågar i selve kapitalismen var legio.

Spol frem igen. Et år er gået med aggressiv penge- og finanspolitik og akutte redningsaktioner kloden rundt, tusinder af mia. skattekroner er pumpet ind i den globale økonomi, og nu ser recessionen ud til at være forbi. Selv om der stadig er udsigt til sløv vækst, måske flere år frem, så er patienten uden tvivl i bedring.

Der er stadig ambitioner om reform, når G20-landene mødes i Pittsburgh i dag. På dagsordenen er både det højprofilerede spørgsmål om bankernes svulstige løn- og bonusordninger, men også krav til deres kapitalreserver og flere andre reformer. Dertil kommer klimafinansiering og det vigtige spørgsmål om de såkaldte exitplaner: Hvornår og hvordan skal G20-landene (som tegner sig for ca. 85 pct. af klodens økonomi) skrue ned for deres støtte og hjælpepakker igen; så at sige fjerne krykkerne, så deres økonomier igen kan stå på egne ben? Skruer de ned for hurtigt, så kan resultatet blive en ny nedtur, men handler de for langsomt kan konsekvensen blive galopperende inflation – og igen en ny nedtur.

Det er snart tid til at lægge de akutte redningsplaner på hylden og se fremad. Der skal formentlig nok komme aftaler ud af Pittsburgh, men det tegner ikke længere til at blive den storrenovering, som var på tale i fjor. Hvorfor ikke?

»Vi har bevæget os fra den første akutte panik til en mere rationel debat,« siger Polina Vlasenko, forsker ved American Institute for Economic Research:

»Der er bred opbakning til at gøre noget. Men det er stadig slet ikke klart, hvad der var årsag til krisen – om det var dårlige regler, for få regler, forkert politik i USA’s centralbank eller noget fjerde. Og derfor er det også svært at enes om konkret handling. Landene kan godt råbe på reform, men når de kommer ned i detaljen er det svært. Flere regler er jo ikke i sig selv en fordel, det skal være de rette regler.«

Brug for finjusteringer

Torsten Sløk, dansk direktør i analyseafdelingen ved Deutsche Bank i New York påpeger, at der heller ikke før krisen var tale om nogen uberørt kapitalisme.

»Staten har hele tiden været involveret, så den diskussion giver ikke megen mening. Kapitalismen lever, det tror jeg, de allerfleste er enige om, men den har brug for nogle finjusteringer, så vi ikke havner i denne situation igen – for den hader både bankerne og politikerne at være i.«

Præsident Obama og hans rådgivere fastholder ligesom EU, at de ønsker omfattende reformer – og præsidenten sagde så sent som i sidste uge, at det er vigtigt ikke at miste målet af syne nu, hvor det så småt går opad igen. I G20 vil USA dog næppe være indstillet på at gå så langt som EU, og hjemme er reformplanerne pt. strandet i kongressen.

I stedet har USA de seneste dage sat fokus på et forslag om at ’rebalancere’ klodens økonomi, så f.eks. Kina ikke længere kun producerer og hamstrer dollarreserver, men også investerer i sit eget forbrug.

Frankrig kræver reform

Storbritanniens Gordon Brown har sagt, at der er ’substantiel opbakning’ i G20-gruppen til denne re-balancering – så de storeksporterende lande gradvis mindsker deres overskud (læs Kina, Japan, Tyskland) mens de mest forgældede sparer mere op (USA, Storbritannien). Også Canadas Stephen Harper er enig i, at klodens vækst ikke længere kan afhænge af den ’overbebyrdede’ amerikanske forbruger.

Men Frankrigs økonomiminister Christine Lagarde udtrykte forleden bekymring for, at USA forsøger at bruge forslaget om rebalancering til at undgå andre reformer:

»Det, vi ser for tiden, især i USA, er så tilstrækkelige tegn på bedring, at en række spillere siger: Lad os vende tilbage til vores gamle vaner,« sagde hun.

Tyskland deler frygten, og Kina har på sin side anklaget USA for at ville fjerne fokus fra sit eget massive statsunderskud. Selv om der altså er klar opbakning til løftet om ’aldrig mere finanskrise’, så er der mange svar på, hvilken kur der skal til.

»G20-møder tager ikke detaljerede beslutninger. Men de kan skabe rammen for reformer,« siger EU's USA-ambassadør John Bruton til Reuters.

De forberedende dokumenter til topmødet taler da også om, at hvert land må ’finde sin egen vej’ på flere områder. Og hverken Torsten Sløk eller Polina Vlasenko forventer de helt store konkrete resultater af G20-mødet, snarere et løfte om mere koordinering og samarbejde fremover:

»Der er ingen tvivl om, at vi med tiden får mere kontrol,« siger Sløk.

»Det seneste års oplevelser har vakt eftertanke og gjort indtryk. Men det store spørgsmål er jo, hvad der så er det rigtige at gøre nu.«

Ikke markante resultater

Vlasenko bliver ’meget overrasket’, hvis der kommer markante resultater ud af topmødet. Men det er faktisk den bedste løsning for alle, mener hun:

»Forargelsen over millionlønningerne har skabt et pres. Men hvis vi laver nye, dårlige regler, så kan det ende med en endnu større regning til skatteyderne.«

Både vælgere og politikere bør i stedet indse, at der ikke er nogen hurtig kur – det tager tid at komme ud af krisen, og tid at justere kapitalismen, mener Vlasenko:

»Grådighed, overdreven optimisme og nedture er en del af systemet. Det er ligesom regnvejr, det kan ikke undgås. Mange mener, at det var langt værre denne gang, netop fordi USA’s centralbank holdt renten kunstigt lav efter dotcom-krisen i 2001-02,« siger hun og tilføjer: »Vi har brug for at skabe et system nu, hvor den type nedture – som er uundgåelige – ikke får en lige så skadelig effekt. Hvor en bank kan krakke, uden at det sender hele systemet på katastrofekurs. Det kræver grundig debat og mere viden, og det er langt vigtigere end at lave nye regler i en fart.«

Det er ingen hemmelighed, hvad der skaber langsigtet vækst, siger Vlasenko:

»Det er stabile priser, solide offentlige finanser, fornuftige spilleregler. Men hvis vi i stedet vil fortsætte som før, skabe kortsigtet vækst og job her og nu, så skal der andre midler til. De to ting spiller ikke nødvendigvis sammen – tværtimod. Politikere er ikke nødvendigvis de bedste vogtere af økonomien for de tænker som regel ikke i årtier, de tænker frem til næste valg.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja så mangler vi bare at virkeligheden til at forsvinde, sammen med alle de arbejdsløse og alle de fattige i verden. En lille hurtig gælds boble og alle er glade igen, måske.

»Grådighed, overdreven optimisme og nedture er en del af systemet.

Det er rigtig nok, det ved alle efterhånden. Der kan også trækkes forbindelsee til miljøet og global opvarming. Men virkeligheden vil bare ikke forsvinde uanset hvormeget der forsøges.

Og kapitalismen er jo også forudsætning for økonomisk velfærd og socialpolitik...

kapitalisme er ok, men et frit aktiemarked er noget sheit!

Scenario1:

en flok hønseavlere interesserer sig for at optimere høns' æglægningsevner og konkurrerer derfor indbyrdes ... de mest succesrige kan profitere af deres succes, fordi de kan levere de mest effektive høns til fjerkræfarmerne, og samfundet profiterer af denne konkurrence, fordi vi får flest æg for de anvendte ressourcer (nu er dether ikke en dyrevelfærdsdebat, så den vinkel dropper vi lige for et øjeblik ;-)

Scenario 2:
grundlæggende som scenario 1, men nu har hønseavlerne bare konverteret deres virksomheder til børsnoterede aktieselskaber, og der er en hel masse mennesker der kan investere i aktierne.

Aktierne købes og sælges konstant, og handlerne er overvejende baseret på tro, overtro, rygter og formodninger, for den der venter med at handle til der foreligger sande resultater, scorer jo ikke kassen.

Den opdrætter der har mest held med at lokke folk til at investere i hans aktier, kan få den bedste financiering af sine forsøg (ved at sælge egne aktier til høj kurs), mens den uheldige opdrætter risikerer at gå konkurs, når hans bank lukker hans kassekredit fordi hans aktiekurs er i bund.

Hvori ligger lige markedsliberalisternes garanti for, at ham der opnår den højeste aktiekurs også er den bedste hønseavler, og dermed det bedste valg for samfundet?

... QED!

Niels-Holger Nielsen

Louise Wendt Jensen

Hvad vil det sige, at kapitalismen er død? Hvor stammer rygterne om kapitalismens død fra? Hvem har manet dem i jorden? Du gør det i hvert fald ikke med din enquete med disse to finansfolk, som i øvrigt slet ikke udtrykker sig så svulstigt som du (eller din redaktionssekretær) gør i denne overskrift. Jeg tror ikke, at du, Louise Wendt, ved ret meget om hvad der sker med kapitalismen i den nærmeste fremtid - for slet ikke at tale om hvad der sker på længere sigt. Og jeg tror heller ikke, at det er en speciel oplysende måde at finde ud af det på: at stikke den nysgerrige mikrofon frem til diverse aktører, som alle som en hævder, at de ikke havde den mindste anelse om, at krisen ville komme. Siden du nu ikke har været i stand til at stille disse aktører nogle afklarende og uddybende spørgsmål - hvilket man skal være klædt godt på for at gøre - så forventer jeg, at du snart laver en lignende artikel, hvor du - kvit og frit - overlader mikrofonen til nogle af kapitalismens argeste kritikere. Det drejer sig trods alt om vigtige spørgsmål i den demokratiske proces; og for mange drejer det sig om liv og velfærd.

G20-mødets dagsorden er jo ikke ligegyldig, men det ser ikke umiddelbart ud som om man har tænkt sig at behandle kapitalismens fundamentale svagheder og mangel på svar i forhold til peak oil og klimakatastrofen, og synes du ikke, at det måske er, at lade disse hajdukker slippe lige lovlig nemt omkring tingene, at give dem carte blance til at fortsætte deres forvrøvlede praksis med at behandle verdensøkonomiens sammenhængende misere, som var det hændelser i forskellige rum med kinesiske mure og vandtætte skotter imellem?

For så vidt er der ikke noget i vejen med din artikel, når blot man kunne have tillid til, at den vil blive afbalanceret af den samlede mængde artikler om spørgsmålet, men den tillid er voldsomt tyndslidt efter de otte år der fulgte på IT-boblens bristen. Tilgiv mig, hvis jeg aner, at vi er på vej ind i en lignende "oprydning", men det er vel ikke noget man ensidigt kan bebrejde den kritiske iagttager? Jeg mener, man taler trods alt om den værste krise siden 1929. Den krise blev jo først løst mellem 16 og 21 år efter sid udbrud, og skyldte måske sin løsning, at verden i mellemtiden var blevet smadret med snesevis af millioner døde verdensborgere. Den nuværende krise må være en bleg pendant til det forrige århundredes mest markante, siden den allerede kan afblæses efter et år. Det kan muligvis have sin rigtighed, men vi har vel Information til at sammensætte netop den menu, som forsikrer os om, at vi ikke spiser kaloriefattig fast food?

"Spol tiden 12 måneder tilbage. For et år siden var kloden tæt på total finansiel ned­smeltning og kravene om reform – om en hovedrengøring i den globale finanssektor og måske sågar i selve kapitalismen var legio." Bortset fra, at det er halvdårligt sprog af en sproguddannet, så er det også en form for retorik, som ikke klæder en alvorligt arbejdende journalist, der skriver om liv og død for millioner af mennesker. Hvis du nu havde skrevet en artikel, som kunne slutte af med en fanfare, som matcher denne indledning, så ville det naturligvis være en bedrift, men at lægge ud med konklussionenen er lige vel modigt, når man tager resultatet i betragtning.

"Selv om der stadig er udsigt til sløv vækst, måske flere år frem, så er patienten uden tvivl i bedring." Det ville klæde din bombastiske stil, om du bare nødtørftigt belagde din bombastiske stil med vægtige analyser, men det magter du tydeligvis ikke, som jeg allerede har konstateret. Kan hænde, at dagbladsjournalistikke er i krise, af netop denne årsag: Elendigt uddannede journalister over for drevne finanshajer og magtfulde politikere? For der er jo ikke tale om ganske banal luderjournalistik, vel? Hvordan belægger du dine ord om, at kapitalismen, som helt klart ikke er død selvom den stinker, men trods alt i bedring, forståes? Det gør du faktisk slet ikke.
"Der er stadig ambitioner om reform, når G20-landene mødes i Pittsburgh i dag. På dagsordenen er både det højprofilerede spørgsmål om bankernes svulstige løn- og bonusordninger, men også krav til deres kapitalreserver og flere andre reformer. Dertil kommer klimafinansiering og det vigtige spørgsmål om de såkaldte exitplaner: Hvornår og hvordan skal G20-landene (som tegner sig for ca. 85 pct. af klodens økonomi) skrue ned for deres støtte og hjælpepakker igen; så at sige fjerne krykkerne, så deres økonomier igen kan stå på egne ben? Skruer de ned for hurtigt, så kan resultatet blive en ny nedtur, men handler de for langsomt kan konsekvensen blive galopperende inflation – og igen en ny nedtur." Dette er helt klart ikke en analyse, men en rigtig god problemformulering, omend den kunne have tålt nogen uddybning uden at blive kedelig. I stedet for at arbejde dig videre ud af dette lyse indfald kommer du med dette antiklimaks: "Det er snart tid til at lægge de akutte redningsplaner på hylden og se fremad. Der skal formentlig nok komme aftaler ud af Pittsburgh, men det tegner ikke længere til at blive den storrenovering, som var på tale i fjor. Hvorfor ikke?" I stedet lader du dig nøje med denne gang uld i mund: »Der er bred opbakning til at gøre noget. Men det er stadig slet ikke klart, hvad der var årsag til krisen – om det var dårlige regler, for få regler, forkert politik i USA’s centralbank eller noget fjerde. Og derfor er det også svært at enes om konkret handling. Landene kan godt råbe på reform, men når de kommer ned i detaljen er det svært. Flere regler er jo ikke i sig selv en fordel, det skal være de rette regler.« Det er lige her du skal bore ud fra den ikke så ringe problemformulering, men så skal vi videre til Torsten, som starter med at divertere os med en rigtig banalitet. Nemlig, at det er en myte, at kapitalismen overhovedet skulle have en chance i virkeligheden, hvis den ikke havde sin atat til at berede vejen og rydde op efter sig. Og så er det exit Torben efter denne uddybnin »Staten har hele tiden været involveret, så den diskussion giver ikke megen mening. Kapitalismen lever, det tror jeg, de allerfleste er enige om, men den har brug for nogle finjusteringer, så vi ikke havner i denne situation igen – for den hader både bankerne og politikerne at være i." Det kunne ellers have været spændende, at få uddybet, hvordan manglende finjusteringer kunne føre til den værste krise i firs år. Men hvad fanden, det er da også interessant hvad Obama og EU mener: "Præsident Obama og hans rådgivere fastholder ligesom EU, at de ønsker omfattende reformer – og præsidenten sagde så sent som i sidste uge, at det er vigtigt ikke at miste målet af syne nu, hvor det så småt går opad igen. I G20 vil USA dog næppe være indstillet på at gå så langt som EU, og hjemme er reformplanerne pt. strandet i kongressen." Det ville utvivlsomt have været mere interessant, hvis den uvidende læser havde fået en bare nødtørftig forklaring på "omfattende reformer", for slet ikke at tale om det mål, som det er vigtigt ikke at miste af syne. Hvor langt er det, at EU er parat til at gå, og hvorfor er Obama ikke rede til at gå lige så langt. Det får følgende uddybning: "I stedet har USA de seneste dage sat fokus på et forslag om at ’rebalancere’ klodens økonomi, så f.eks. Kina ikke længere kun producerer og hamstrer dollarreserver, men også investerer i sit eget forbrug." og pindes yderligere ud nedenfor: "Storbritanniens Gordon Brown har sagt, at der er ’substantiel opbakning’ i G20-gruppen til denne re-balancering – så de storeksporterende lande gradvis mindsker deres overskud (læs Kina, Japan, Tyskland) mens de mest forgældede sparer mere op (USA, Storbritannien). Også Canadas Stephen Harper er enig i, at klodens vækst ikke længere kan afhænge af den ’overbebyrdede’ amerikanske forbruger." Se, det er jo virkeligt interessante sager, men hvordan sikrrer man indledningsvis, at udpumpning og og opsparing ikke bare bliver en nulsum? Nogen skal pumpe gang i økonomien, mens andre sparer op - det lyder ganske forjættende, men kniber det ikke med de praktiske eksemler på at kapitalismen skulle være et sådan broderligt fællesskab? "Også Canadas Stephen Harper er enig i, at klodens vækst ikke længere kan afhænge af den ’overbebyrdede’ amerikanske forbruger." Nej, det tør vist antydes, men det er da en overordentlig interessant problemstilling: USA, som før har hostet resten af verden til influenza, og trukket den op af dyndet med vanlig overlegenhed, skal nu spille en statists rolle - ligesom i klimaforhandlingerne. Spændende og interessant. Det skriver du snar en artikel om, ikke. Der gives godtnok en slags svar i det efterfølgende: "Men Frankrigs økonomiminister Christine Lagarde udtrykte forleden bekymring for, at USA forsøger at bruge forslaget om rebalancering til at undgå andre reformer:

»Det, vi ser for tiden, især i USA, er så tilstrækkelige tegn på bedring, at en række spillere siger: Lad os vende tilbage til vores gamle vaner,« sagde hun.

Tyskland deler frygten, og Kina har på sin side anklaget USA for at ville fjerne fokus fra sit eget massive statsunderskud. Selv om der altså er klar opbakning til løftet om ’aldrig mere finanskrise’, så er der mange svar på, hvilken kur der skal til.", men næppe mange bliver klogere heraf.

"»G20-møder tager ikke detaljerede beslutninger. Men de kan skabe rammen for reformer,« siger EU’s USA-ambassadør John Bruton til Reuters." Lakonisk, men sandt.

"De forberedende dokumenter til topmødet taler da også om, at hvert land må ’finde sin egen vej’ på flere områder. Og hverken Torsten Sløk eller Polina Vlasenko forventer de helt store konkrete resultater af G20-mødet, snarere et løfte om mere koordinering og samarbejde fremover:

»Der er ingen tvivl om, at vi med tiden får mere kontrol,« siger Sløk.

»Det seneste års oplevelser har vakt eftertanke og gjort indtryk. Men det store spørgsmål er jo, hvad der så er det rigtige at gøre nu.«" Her skulle du måske have grebet lejligheden til at få et svar fra Torsten?

Vlasenko slipper af sted med denneher "Vlasenko bliver ’meget overrasket’, hvis der kommer markante resultater ud af topmødet. Men det er faktisk den bedste løsning for alle, mener hun:

»Forargelsen over millionlønningerne har skabt et pres. Men hvis vi laver nye, dårlige regler, så kan det ende med en endnu større regning til skatteyderne.«"

I stedet skal vi lade os spise af med business as usual: "Både vælgere og politikere bør i stedet indse, at der ikke er nogen hurtig kur – det tager tid at komme ud af krisen, og tid at justere kapitalismen, mener Vlasenko:

»Grådighed, overdreven optimisme og nedture er en del af systemet. Det er ligesom regnvejr, det kan ikke undgås. Mange mener, at det var langt værre denne gang, netop fordi USA’s centralbank holdt renten kunstigt lav efter dotcom-krisen i 2001-02,« siger hun og tilføjer: »Vi har brug for at skabe et system nu, hvor den type nedture – som er uundgåelige – ikke får en lige så skadelig effekt. Hvor en bank kan krakke, uden at det sender hele systemet på katastrofekurs. Det kræver grundig debat og mere viden, og det er langt vigtigere end at lave nye regler i en fart.«"

Med andre ord: Kapitalismen smadrer med jævne mellemrum folks liv, og mange bliver udstødt for ikke siden at vende tilbage. Det kunne have været værd at få uddybet - kapitalismen som uundgåelig skæbne. Og så får Vlasenko det sidste ord med denne "analyse: "»Det er stabile priser, solide offentlige finanser, fornuftige spilleregler. Men hvis vi i stedet vil fortsætte som før, skabe kortsigtet vækst og job her og nu, så skal der andre midler til. De to ting spiller ikke nødvendigvis sammen – tværtimod. Politikere er ikke nødvendigvis de bedste vogtere af økonomien for de tænker som regel ikke i årtier, de tænker frem til næste valg.«", som desværre ikke er nogen naturlig afslutning: Spørgsmålene står nærmest i kø for at blive besvaret, men vi kan da trøste os med, at kapitalismens 5-års-horisont er længere end politikernes 4-års ditto.

Du har her skrevet en ganske lang artikel, som helt klart rejser flere spørgsmål, end den besvarer, og frem for alt har du ikke belagt den bombastiske overskrift.

Nu må du ikke tro, at jeg er specielt ude efter dig, Julie Wendt, det er der slet ikke tale om, denne vrøvleartikel kunne såmænd nemt have været skrevet af Kåre Petersen, eller hvem det nu er, som skriver de sædvanligvis forvrøvlede artikler om (verdens)økonomisk politik i Information. Jeg kan kun prise mig lykkelig for, at det ikke er mig, som skal skrive dem, det er unægtelig ikke nogen nem opgave. Det svar, der står tilbage, er om vores aviser kan hamle op med magthavernes røgslør og undvigemanøvrer. Hvis de ikke kan, så er det måske et af svarene på dagbladskrisen.

venlig hilsen

I en markedsøkonomi er der krise ca. hvert syvende år. Det har været erkendt siden oldtiden. Kapitalismen lever videre i bedste velgående.

Viv Haufenreich

..udviklingenhar i "princippet" intet med den klassiske ide om kapitalisme at gøre. Man kan vælge at bruge den post moderne bekræftende form "for at beholde kapitalismen må vi kortvarigt sætte den ud af drift" (i samme boldgade som "for at beholde demokratiet må vi sætte demokratiets spilleregler ud af kraft") . Når den så "virker" igen kan vi fjerne de ideologiske uderstøttelses fag. Men det bliver situationen ikke mindre absurd af.

Ligenu oplever vi likviditets skvulpet fra verdens største redningsaktion gennem tiderne. Politikerne har stort set foræret alt var der var at forære væk af fremtidige provenuer uden at fremkalde et niveau forargelse der ville fremkalde revolutioner af den franske slags.

Man skal spørge sig selv, hvad der foregår når verdens banker dvs USA, EU, Japan etc låner penge til de facto 0%'s rente af de "uafhængige" national banker. At låne penge af nogen uden renter - det er jo rent faktisk det samme som at få dem?

Krisen er slet ikke rigtigt startet - den starter når staterne ikke længere kan trykke sig ud af krisen hvilket ligger inden for 1-2 år.

Det er lidt unøjagtig brug af begreber, for da kapitalismen jo rummer også de proletarer den har nødvendigt behov for - er der jo da forhåbentligt nogle dele af kapitalismen der endnu er i live - i værste fald er det vel blot nogle af selve topkapitalisterne der er døde - de lever jo lidt farligt fordi de jo hver især jo helst var fri for hinanden.

@ Niels Holger Nielsen

Tak for det glimrende og meget grundige kritiske gennemgang af artiklen. Det er ganske enkelt så hamrende vigtigt - og skidekomplekst - et emne, at jeg får lyst til at skrige, når landets mindst ringe spiser læserne af med sådan en tynd omgang. Magthaverne, finanseliten og de, der (i perioder) lever fedt af systemet må frydes over niveauet af oplysning.

@ Kim Gram:

"de [topkaitalisterne] lever jo lidt farligt fordi de jo hver især jo helst var fri for hinanden."

Friedmans disciple mener, at nu må det være på tide med mere albuerum og slut med statslig indblanding (læs: amatøragtig fumlen) i kapitalismen. Der er åbenbart en rigtig og en forkert måde at blive ultrarig på andres bekostning. Det er en i sandhed interessant etik.

http://www.180grader.dk/nyheder/Chicago-_konom_Obama_del_ggger_kapitalis...

"Staten har hele tiden været involveret, så den diskussion giver ikke megen mening."

Hvis nu G20 kom med et forslag om at al selskabsrevision skal foretages af de nationale skattevæsner ... så er jeg ret sikker på at der vil komme fut i diskussionen igen...

@Kim Vibe
I en markedsøkonomi er der krise ca. hvert syvende år. Det har været erkendt siden oldtiden. Kapitalismen lever videre i bedste velgående.

Nu har kapitalismen kun et par hunderede på bagen. Jeg er bange for at du i din historifoviring for rodet noget bibelsk ind historien.
Men du har ret i at krisen er en indbygget funtion i kapitalismen og netop dens store problem fordi det er rigtige mennesker det går ud over.

Man skal være forsigtigt med rygter, især når det drejer sig om penge.

Kapitalismen dør aldrig, det gør alle andre systemer derimod, men den skal beskyttes mod alle de svindlere der gribber til sig.

Problemet er, at økonomien er herre frem for tjener i det kapitalistiske samfund.
Derfor sker der det - som iøvrigt alle filosoffer og religiøse systemer advarer imod - at alle andre værdier og normsæt suspenderes til fordel for 'væksten'.
Men vi behøver i vor tid uendelig lidt arbejde for at imødekomme menneskers forskellige behov, hvis vi blot fordelte arbejdet på verdens befolkning - og det ville i kapitalistiske termer betyde uendelige ressourcer til det ikke-materialistiske forbrug, der jo stort set blot koster tid. Og tid, der ikke skal bruges på at skaffe de daglige brød, er gratis.

Peter Hansen

Ja uendelige ressourcer eksistrer ikke endnu og en fuldkommen fri kapitalisme duer bare ikke, men den modsatte filosofi er også dødfødt, kommunisme, og religiøs økonomisk politik, ligesom hut beskriver den, er lige så urealistisk.