PARIS - »Jeg er her på grund af én mands vilje, på grund af én mands hårdnakkede forfølgelse: Nicolas Sarkozy, som også er præsident for den franske republik.«
Med disse ord, udtalt med isnende foragt, tog Frankrigs eks-premierminister Dominique de Villepin mandag plads på anklagebænken i Paris, sigtet for at sprede falske beviser med det forsæt at inddrage sin politiske kollega og afskyede rival, præsident Nicolas Sarkozy, i en spektakulær korruptionsaffære.
Efter fem års modstridende påstande i pressen er den såkaldte Clearstream-sag - et misvisende navn for en grumset pøl af had, manipulation og gensidig bagvaskelse på højeste statsniveau - nu endelig kommet for retten i en proces, der vil strække sig over fire uger.
Der er ingen fortilfælde i nyere fransk retshistorie for en sag med et så imponerende politisk persongalleri.
De tiltalte omfatter den høje, aristokratiske digter og tidligere premierminister Villepin, der var præsident Jacques Chiracs højre hånd i et årti, og som oprørte Bush-regeringen i 2003 med sit velformulerede angreb mod Irak-krigen fra FN's talerstol. De øvrige omfatter en tidligere direktør fra flyproducenten Airbus, en mystisk libanesisk computerekspert, en revisorpraktikant og en undersøgende journalist.
De 40 civile sagsøgere omfatter Sarkozy, der engang svor, at han ville jagte sine bagvaskere »og hænge dem op på en slagterkrog«.
Vidnerne tæller en anden eks-premierminister, Jean-Pierre Raffarin, den nuværende justitsminister, Michelle Alliot-Marie, og en håndfuld nuværende og tidligere franske efterretningschefer.
'En skueproces'
Fra første færd har Villepins advokater lagt den linje, at afhøringerne i Palais de Justice i Paris er en »politisk skueproces«, der passende nok afvikles i 'Den Gyldne Sal' - her blev dronning Marie Antoinette i 1795 dømt til døden. De gør gældende, at Sarkozy har udøvet utilbørlig påvirkning for at få statsanklageren til at indstævne sin tidligere - og muligvis kommende - rival. Endvidere vil de forsøge at vinde dommerne for det synspunkt, at i et uafhængigt retsvæsen kan en præsident ikke optræde som civil sagsøger i en strafferetslig sag.
Selv om Villepins advokater næppe får held med dette, kan deres påstande meget vel slå tonen an for meget af det, som følger. Uanset om Villepin dømmes, har Sarkozy meget at tabe, hvis det indtryk får udbredelse i fransk offentlighed, at anklagemyndigheden drives af politiske motiver.
De fundamentale fakta er enkle. Men virvaret af synlige og skjulte motiver og gensidige beskyldninger er tilsyneladende uigennemtrængeligt.
Sidst i 2003 får lister over hemmelige og ulovlige konti, som angiveligt forvaltes af offshore-banker som Bank of Clearstream International i Luxembourg, de franske sikkerhedstjenester til at spærre øjnene op.
Kontohaverne tæller både højre- og venstreorienterede politikere, topchefer i Airbus og berømtheder som skue- spillerinden Laetitia Casta.
Da disse lister i 2004 sendes anonymt til en undersøgelsesdommer, omfatter de også to konti, der er placeret i en lille italiensk bank under navnene 'Nagy' og 'Bosca'. Disse navne indgår i Nicolas Sarkozys fulde ungarske adelige efternavn. På daværende tidspunkt fører Sarkozy en ihærdig kampagne for at efterfølge Chirac som leder af Frankrigs centrum-højre. Lige så opsatte er Chirac og dennes protegé, udenrigsminister Villepin, på at komme på tværs af hans plan. Privat er Villepin uhyre perfid i sin omtale af sin ambitiøse centrum-højrekollega: Han kalder ham konsekvent for le nain (dværgen) og insisterer på, at han vil blive en katastrofe for Frankrig.
Falske navne
Den franske sikkerhedstjeneste konkluderede hurtigt, at listerne var falske. Nok var bankkontiene reelle, men registrenes navne var ændret. Ikke desto mindre blev der i 2004 gjort forsøg på at få en undersøgelsesdommer til at interessere sig for de forfalskede lister, herunder de påståede Sarkozy-konti, og senere, i september samme år, fik pressen nys om affæren.
To dommere konstaterede, at Clearstream-konti-oversigterne oprindelig var lækket i 2001 til en venstre- orienteret undersøgende journalist, Denis Robert, af en revisorpraktikant ved navn Florian Bourges.
Det hævdes nu, at disse lister blev overdraget til den libanesiske computerekspert, Imad Lahoud, der arbejdede for Airbus. Han er anklaget for at opføre adskillige falske navne på Clearstreams lister. Selv hævder han, at han gjorde dette efter ordre fra Jean-Louis Gergorin, næstformand i bestyrelsen af EADS - det selskab, der ejer Airbus. Efter at have ændret vidneudsagn flere gange, hævder Lahoud desuden, at Villepin senere gav ham besked på at opføre Sarkozys ungarske navne på kontilisterne.
I begyndelsen af 2004, efter at sikkerhedstjenesterne havde erklæret listerne for falske, viste Gergorin dem til sin gamle ven Villepin. Denne anmodede en pensioneret efterretningschef, general Philippe Rondot, om at undersøge sagen. Både Gergorin og Rondot fortæller, at Villepin blev fyr og flamme, da han hørte om referencerne til Sarkozy.
Også general Rondot konkluderede, at listerne var falske. Ikke desto mindre, påstås det, gav Villepin sin ven Gergorin besked på at lække informationerne til en undersøgelsesdommer i den forventning, at pressen så ville opsnappe dem.
Anklagemyndigheden baserer sin sag mod Villepin på en påstand om, at han gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at sprede falske oplysninger om den kommende præsident, velvidende at de var falske. Lahoud og Gergorin anklages for at have udført forfalskningerne og for at have rundsendt listerne som del af en magtkamp inden for Airbus.
De Villepins modpåstand imod Sarkozy, er, at denne har manipuleret med Clearstream-affæren for at posere som politisk offer med henblik på at vinde sympati i præsidentvalgkampen.
© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
