Selv før mændene med syren kom, var pigeskolen i Mirwais Mena omgivet af fjender. Med en beliggenhed i udkanten af Kandahar, kun 30 kilometer fra Taleban-grundlæggeren, mullah Omars hjemby, er den placeret i hjertet af Taleban-land. At lære piger at læse var næppe en aktivitet, der ville undgå den islamistiske bevægelses opmærksomhed. Over hele landet har Taleban gjort ødelæggelse af skoler, især pigeskoler, til et særkende for deres krigsførelse.
Mirwais Mena Skolen - en L-formet betonbygning i to etager - blev bygget i 2004 som en gave fra Japans regering. En indgraveret plade angiver datoen - den sidder på en tre meter høj betonvold, der er rejst for at skærme eleverne. Kandahars Mirwais Mena-bydel ligger klos op af den nationale landevej. En enkelt elektrisk ledning løber ind i Mirwais Mena fra en pæl ved landevejen. Ingen kan huske, hvornår der sidst var strøm i.
Overfaldsmændene kom 12. november sidste år, da pigerne var på vej i skole. Mændene kom på tre motorcykler, hver med en fører og en mandlig passager. De bar masker. Mændene bagved havde hver en lille beholder fyldt med batterisyre i hånden. De maskerede mænd kørte rundt i cirkler i flere minutter. Så slog de til.
Shamsia Husseini og hendes søster, Atifa, gik langs landevejen, da de opdagede mændene på motorcyklerne. Shamsia, dengang 17 år, var iført et sort tørklæde, der dækkede det meste af hendes ansigt. Hun havde før set bevæbnede talebanere og regnede med, at mændene bare ville køre videre. Men så kørte en af motorcyklerne op på siden af hende. En mand hoppede af. Gennem masken stillede han Shamsia, hvad der virkede som et ejendommeligt spørgsmål. »Skal du i skole?«.
Offentlig tilståelse
Uden at vente på svar flåede den maskerede mand tørklædet væk fra Shamsias ansigt. Med den anden hånd trykkede han på aftrækkeren til en sprøjtepistol.
Shamsia følte det, som om hendes ansigt og øjne brød i brand. Mens hun skreg, var den maskerede mand allerede begyndt at jagte Atifa, der stak i løb. Han trak i hende, rev hendes tørklæde af og sprøjtede syre på hendes ryg. Han hoppede op på motorcyklen igen, der nu drønede ud mod den næste gruppe piger. Shamsia lå på landevejen og holdt om sit brændende ansigt.
En måned senere løb et nyhedsindslag hen over de afghanske tv-skærme. Hamid Karzai, præsidenten, meldte, at der var foretaget to anholdelser i syreattentatsagen. På dette tidspunkt havde episoden vakt enorm forargelse verden over.
Iført sin karakteristiske pelshue og flagrende kappe kiggede Karzai direkte ind i kameraet: »Religiøse mennesker sprøjter ikke syre i ansigtet på små piger,« sagde Karzai. »Straffen for den forbrydelse - det vil jeg personligt bede højesteret om - er døden.« Karzai gentog sidste sætning flere gange
Skærmen flimrede, og en midaldrende afghansk mand kom til syne. Han var ubarberet og så nervøs ud. »Mit navn er Jalil,« sagde han med flakkende blik.
Jalil talte usammenhængende, men hans historie var ekstraordinær. Sammen med otte landsmænd, var han blevet betalt for at kaste syre på piger af en efterretningsofficer, der arbejdede for Pakistans regering. Og det var ikke en vag påstand. Jalil kom med navne, enkeltheder og steder. Kameraet zoomede ind på hans ansigt. Nogle få uger før angrebet, fortalte Jalil, var han blevet kontaktet af en vis major Tahir, en officer fra den pakistanske efterretningstjeneste, ISI. Midt i 1990'erne ydede ISI afgørende hjælp til at oprette Taleban, og siden har der været nære bånd imellem de to. Jalil og Major Tahir havde kendt hinanden i årevis, fortalte Jalil. Og nu tilbød Tahir ham følgende takstliste: 2.500 dollar for at myrde en lærer, 3.700 dollar for at nedbrænde en skole, 1.200 dollar for at sprøjte syre på skolepiger.
»Det gik jeg med til,« sagde Jalil.
Kameraet flimrede igen. En anden afghaner kom til syne, yngre end den første. Han hed Niaz og kom fra Mirwais Mena. Hans øgenavn, sagde han til kameraet, var Bango, der på pashtunsk er slang for hash. En aften først i november var han på sin motorcykel kørt ind til Kandahar for at mødes med Jalil og to mænd, han ikke før havde set, Naim og Torjan. Jalil gav de to mænd 1.200 dollar hver. De skulle sprøjte syren. Torjan gav derpå Bango 125 dollar. Han skulle køre.
Udtørret velvilje
»Da Torjan begyndte at sprøjte syre på den første pige, stoppede jeg motorcyklen, men han bad mig fortsætte,« sagde Bango til kameraet. »Så fortsatte jeg, mens han sprøjtede syre på de andre piger midt på vejen.«
Otte år efter at de vestlige styrker kom til Afghanistan, er det svært at se optimistisk på fremtiden. I november 2001, da Talebans præstestyre flygtede ud af Kabul, lå landet i ruiner. Det gør det stadig. Uden for Kabul er der ikke megen regeringsmagt at tale om. Krigsherrer holder store dele af landet i deres hænder. Den velvilje, der flød så frit for otte år siden, er for det meste er forsvundet, drænet væk af fejlslagne bestræbelser på at genopbygge landet, knuse Taleban og gøre dette uden at slagte uskyldige. Det er nemt at give efter for fortvivlelse.
Og dog. For hvis der er en entydigt positiv forandring, som den amerikansk ledede intervention har ført med sig, er det uddannelse af piger. I 2001 gik blot en million afghanske børn i skole, de var alle drenge. Uddannelse af piger var forbudt. I dag går omkring syv millioner afghanske børn i skole, og heraf er de 2,6 millioner - godt en tredjedel - piger.
Som korrespondent i slutningen af 1990'erne, rejste jeg ofte rundt i Afghanistan, mens Taleban var ved magten. Landet var et grumt middelalderligt sted. Jeg overværede en offentlig henrettelse på Kabuls stadion. I juli 2000, da Talebans magt var størst, skød hemmelige skoler for piger op over hele landet.
En eftermiddag i Kabul var jeg på vej for at møde en gruppe forældre, der drev en sådan skole, da jeg blev antastet af Talebans moralpoliti. Jeg blev arresteret, udvist af landet og kom først tilbage efter 11. september 2001.
Bag skolens mure
Jeg blev nysgerrig efter at høre, hvordan det var gået med pigerne fra skolen i Mirwais Mena.
Jeg havde ikke selv været vidne til syreangrebet eller dækket begivenheden. Jeg anså det for givet, at skolen ville være tom - at den ville være lukket som så mange andre pigeskoler i området - og at pigerne nu blev holdt isoleret hjemme.
Stor var min forbløffelse, da jeg besøgte skolen en formiddag i januar. Ganske vist var skolen i Mirwas Mena blevet lukket efter syreangrebet. Men kun i en uge. Og da jeg ankom, var der et sandt menneskemylder. Bygningen genlyd af latter fra 300 piger. Og næsten alle de 11 piger og fire lærere, der var blevet udsat for syreangrebet, var også vendt tilbage.
Mest overraskende var Shamsia Husseini - hun var ikke kun mødt op for at genoptage sin skolegang, hun var også i højt humør og fulgte ivrigt undervisningen. Jeg fandt hende siddende på forreste række i en klasse på anden sal. Der blev undervist i geografi. Et skarlagensrødt ar på størrelse med en tennisbold dækkede stadig hendes ansigt.
Mirwais Mena Skolen er en livlig og uformel affære. Pigerne rangerer aldersmæssigt fra seks til 23 - de ældste forsøger at indhente det, de gik glip af i en barndom under Taleban. Pigerne lod mig ikke i fred fra det øjeblik jeg gik gennem porten. Mange forlod klasseværelserne og fulgte efter mig.
»Hey, mistah! Hey, mistah!,« råbte de og rørte ved mig, hvorefter de løb væk igen.
Mest imponerende var undervisningstilbuddene. Skolen udbød timer i kemi, engelsk, geografi og matematik.
»Så, klasse, så må I godt slå jeres bøger op,« kommanderede Arja, geografilærerinden.
»Hvad hedder Brasiliens hovedstad?« spurgte hun, idet hun gik rastløst frem og tilbage i lokalet.
En skov af hænder røg i vejret.
»Og hvad hedder Brasiliens største byer?«
Endnu en skov af hænder.
»Hvor mange gange større end Afghanistan er Amerika?«
Da geografitimen var forbi, satte jeg mig ned for at tale med Shamsia.
»Jeg græd meget efter angrebet,« sagde hun. Arret på venstre kind var ophovnet, og hendes øjne fungerede ikke godt nok til, at hun kunne læse.
»Vi bad hende om at komme og være med alligevel,« indskød Arja.
Hendes mor og far, fortalte Shamsia, var begge analfabeter. Det var de fleste voksne i Mirwais Mena. Jeg spurgte hende, hvorfor de gav hende lov til at genoptage skolegangen. »Mine forældre har givet mig besked på, at jeg skal blive ved og ved med at gå i skole, om det så skal koste mig livet,« sagde Shamsia.
Hun havde fuldstændig styr på situationen, sin egen og sit lands:
»De mennesker, der gjorde det her imod mig, vil ikke have at kvinder skal lære noget. De vil have os til at være dumme ting.«
Kvinders værd
På denne måde kom et mysterium til syne - ikke blot Shamsias mysterium, men også Mirwais Mena Skolens, ja måske hele Afghanistans mysterium: Kvinder i Afghanistan anses for ringere end mænd. De har færre rettigheder og dårligere muligheder. Men byg en skole for dem, og pigerne skal nok komme. Og ikke nok med det: Deres analfabetiske forældre vil støtte dem, ja deres analfabetiske forældre vil gøre alt for at presse dem ud af døren.
Det tog mig ikke lang tid at finde skolens leder: Mahmood Qadari, rektor. For en afghaner, der har gennemlevet tre årtiers borgerkrig, har Qadari et bemærkelsesværdig blidt væsen. Og hvad der er mere afgørende for Mirwais Menas piger: Han har tillagt sig et syn på kønsroller, der er højst utraditionelt i Afghanistan. Tre af sine døtre har han da også sendt til udlandet.
»Min far er meget optaget af, at især afghanske kvinder har brug for uddannelse, fordi de var uden rettigheder,« fortalte en af hans døtre mig, Fatima Ludin - hun studerer i dag i Georgia.
Efter syreangrebet besluttede Qadari ganske vist at lukke skolen, men efter et par dage begyndte der er at komme skolepiger, sendt af deres forældre. Hvorfor er skolen lukket, ville de vide. Hvornår kan vi begynde vores timer? Qadari gik til Kandahar-provinsens ledere og fik løfter om en skolebus, et hold af politifolk og en overdækket gangbro over den nationale hovedvej udenfor. Så indkaldte han til et møde med forældrene til Mirwais Mena. Send jeres piger tilbage i skole, sagde han til dem.
»Jeg sagde til dem, at hvis de ikke ville sende deres døtre i skole, så vandt fjenden,« fortalte Qadari mig.
Og pigerne kom tilbage. Derimod kom der hverken bus, politi eller gangbro.
Penge fra læserne
Jeg skrev en artikel om Mirwais Mena Skolen og syreangrebene, som New York Times bragte 14. januar Da jeg næste morgen vågnede på mit hotelværelse i Kandahar, kunne jeg konstatere, at 200 mennesker havde sendt mig e-mails. I løbet af de næste 24 timer kom yderligere 200. Alle disse henvendelser kom fra læsere i USA, Schweiz, Frankrig, Japan og andre lande. Næsten alle stillede samme spørgsmål: »Hvordan kan vi hjælpe Shamsia? Hvordan kan vi hjælpe de piger?«
»Jeg vil gerne spørge, om du kender til en organisation eller gruppe, som du har tillid til, som vil kunne tage imod donationer og bruge dem på effektivt at hjælpe skoler som denne,« skrev en læser, Lou Commesso.
Journalister skal ikke involvere sig med de mennesker, de skriver om. Det er en af fagets vigtigste læresætninger. Alligevel har jeg af og til givet penge til nogen af de mere ulykkelige mennesker, jeg har interviewet. En enke, hvis mand blev dræbt af en dødspatrulje i Bagdad f. eks. Som regel fastholder jeg dog en vis distance.
Denne gang tilsidesatte jeg denne regel. Der var simpelt hen for mange e-mails, til at jeg kunne være andet bekendt. Jeg skrev til Commesso, at jeg straks ville oprette en bankkonto og bruge alle penge, jeg modtog, på at hjælpe Shamsia og skolen. Jeg kopierede brevet i hundredvis af eksemplarer og sendte dem ud. Da jeg var tilbage til New York en måned senere, lå en stor stak konvolutter og ventede. Der var 75 breve med checks, der løb op en samlet sum på 11.970 dollar. Ud over pengebidrag var der tilbud om personlige tjenester - en læge tilbød plastikkirurgi, advokater ville bistå med asylansøgninger. Andre igen tilbød hjælp til at rejse flere penge. En af disse, en 15-årig skolepige ved navn Mina Saudagaran, fra Tacoma i Washington organiserede sin egen indsamling, der skaffede 5.000 dollar fra venner, familie og skolekammerater.
Da jeg første gang stod i skolegården på Mirwais Mena Skolen og så de afghanske piger strømme ind gennem porten, slog det mig, hvor meget deres tilværelse er vendt på hovedet. Bag skolens mure fører pigerne sig frem med selvtillid og selvværd. De er medlevende og engagerede, opvakte og videbegærlige. De løber, hopper og ler højt. De konfronterer de mandlige besøgende, peger fingre af dem og stiller spørgsmål.
Et frihedsmanifest
De gør med andre ord alt det, som en voksen afghansk kvinde uden for skolens mure, aldrig kunne drømme om. Ja, faktisk er det meget sjældent overhovedet at møde kvinder på de mudrede gader i Mirwais Mena. Der er selvfølgelig mænd. Og drenge og piger. Og hestekærrer og biler. Men næsten ingen kvinder. Og træder man ind i et afghansk hjem vil man som vestlig mand næsten helt sikkert ikke få en voksen afghansk kvinde at se. De er lukket inde i et andet værelse. I afghanske hjem kan livet utvivlsomt udfolde sig på mangfoldige måder. Men uden fordelene ved at kunne læse og uden friheden til at bevæge sig rundt i verden udenfor er den afghanske kvindes tilværelse i overvældende grad stækket og hæmmet.
De fleste af pigerne fra Mirwais Mena ankommer fuldt tildækkede til skole, selv når de er helt ned til otte år. Men så snart de går gennem skolens port, kaster de deres kåber og styrter rundt i skolegården, indtil deres rektor kalder dem sammen.
»Må Gud beskytte os imod ondskab,« råber pigerne, når de har stillet sig på rad og række.
»Må Gud bringe fred i vort land!«
»Må Gud give os styrke til at fortsætte vores uddannelse!«
»Det er fint,« siger Qadari, »nu må I gerne gå til jeres klasser.«
Det slog mig, da jeg så dette, at disse piger ikke har den fjerneste idé om, hvad der venter dem. De gør sig ikke klart, at de lige nu, bag Mirwais Mena Skolens beskyttelsesmur efter al sandsynlighed oplever den største frihedsgrad, de måske nogensinde vil komme til.
Ikke desto mindre er en stor del af denne generation afghanske piger kommet i skole. Trods nedbrændinger og gasangreb. Efter at have besøgt Mirwais Mena i både januar og juni forekom det mig også, at en stille revolution var under udvikling. I et klasselokale på anden sal stod en lærer ved navn Mohammed Daoud foran 25 piger og holdt en lang enetale, der tydeligvis drejede sig om islam. Men efter et stykke tid begyndte han at tale om andre ting.
»I må studere flittigt,« sagde Daoud til pigerne. »I skal tjene jeres land - tjene jeres folk.«
»I bør stræbe efter at udrette store ting,« fortsatte han. »Og I må forsøge på at lære at klare jer selv. Og være uafhængige.«
Pigerne stirrede måbende på ham.
»En kvinde kan gøre alt, hvad hun vil,« sagde han. »Men hun har brug for viden og færdigheder, og hun må selv gøre en indsats for at lære. Denne skole f. eks. blev bygget af mennesker - mennesker med uddannelse.«
I et land, hvor kvinders rettigheder er så reducerede, var Daouds enetale noget nær et frihedsmanifest.
'Hun bliver aldrig gift ...'
Med over 25.000 dollar i donationer vendte jeg i april tilbage til Mirwais Mena-skolen for at mødes med forældre og lærere. Jeg fortalte dem om de mennesker, der havde sendt alle disse penge. De stirrede på mig i fuldstændig i tavshed. »Tænk stort,« sagde jeg så.
De faldt i snak. På et tidspunkt bad Shamsias far om ordet.
»Hendes ansigt er ødelagt,« sagde han med et skuldertræk.
Så kiggede alle på Shamsia.
»Jeg har øjenproblemer, især når jeg prøver at læse,« sagde hun.
De parlamenterede i nogle minutter. Så blev de enige: Først og fremmest skulle de 25.000 dollar bruges til operere Shamsias ansigt og øjne - donorerne havde jo reageret på en artikel, der fokuserede på hende. Og hvis der bliver noget tilbage, skal det gå til en bus med chauffør, der kan køre pigerne til og fra skole. En bus, sagde de, ville også kunne beskytte pigerne imod flere syreangreb. Plus at det ville spare mange af dem for en flere kilometer lang gåtur frem og tilbage.
Da alle andre var gået, satte jeg mig ned sammen med Shamsia og hendes forældre. Jeg ville gerne have mødt dem i deres hjem i Mirwais Mena, men det modsatte de sig. Ikke blot ville et sådant besøg bringe mig i fare - det ville bringe dem selv i fare. Taleban strejfede rundt i kvarteret mere eller mindre efter behag. Og hvad mere er, boede en af de mænd, der siden blev anholdt for at kaste med syre, lige ved siden af. Hans familie var allerede begyndt at true Shamsias familie.
Hussein Ali, faderen, så træt og irriteret ud. Jeg fortalte ham, at det var mit ønske at sende hans datter til USA, hvor hun kunne få lægebehandling. Han sendte mig et skeptisk blik.
»Hun bliver aldrig gift med et ansigt som dette,« sagde Ali.
Efter et øjeblik, blødte han lidt op:
»Jeg kan huske den dag, da mine døtre blev angrebet. Jeg fandt Shamsia liggende på landevejen. Hendes ansigt var slemt forbrændt. Hun var i så store smerter. Jeg troede, hun var død. Jeg bar hende til hospitalet.«
Hvad med skolen, spurgte jeg.
»Jeg kender værdien af uddannelse,« sagde han. »Jeg ønsker, at mine piger skal gå i skole, så de kan blive læger og lærere. Jeg vil ikke have dem siddende rundt i huset hele tiden.«
Hans kone, Mena, sad i stilhed.
Endelig kom vi ind på spørgsmålet om kirurgi. Ali sagde, at han det kunne han godt gå ind for: »Hvis hun har et grimt ansigt, vil ingen gifte sig med hende.«
I første omgang forekom det bemærkelsesværdigt let at få arrangeret en operation for Shamsia. Jeg havde fået en henvendelse fra en mand ved navn Ted Achilleus, en amerikaner, der driver en almennyttig organisation i Kabul. Achilleus arbejder for en gruppe i North Carolina ved navn Solace for Children, der skaffer afghanske børn, der har brug for lægebehandling, til USA.
Så var den sag klar. Troede jeg. En gruppe af læger gik med til at behandle Shamsia. En amerikansk familie tilbød at huse hende i deres hjem. Alt, hvad jeg behøvede var 3.500 dollar til rejseudgifter - 7.000 dollar, hvis jeg ville sende en voksen afghansk kvinde med til at eskortere hende. Det kunne jeg sagtens betale for og stadig have penge til en bus.
Operationen blev planlagt til juni. Men så, mens jeg var ude af landet, bakkede Shamsias familie ud. Taimoor Shah, der oversætter for The New York Times rapporterede, at Ali havde fortrudt sin beslutning med den begrundelse, at Taleban var utilfredse, og at familien ved siden af igen var begyndt at true ham.
Besøg i fængslet
Sidst i juni var jeg igen tilbage i Kandahar, denne gang for at besøge Sarposa-fængslet. Jeg var opsat på at trænge til bunds i mysteriet om selve angrebet. Her sad alle de ni mænd, som var anholdt for forbrydelsen. Jeg var skeptisk over for deres tilståelser, navnlig over for påstanden om, at den pakistanske efterretningstjeneste stod bag.
Sarposi-fængslet er en kæmpemæssig mørk bygning, fyldt med fanger. Da jeg ankom, var arbejdere stadig i gang med at udbedre skaderne fra Talebans aktion sidste år, hvor et stort antal indsatte flygtede. Jeg satte kurs mod fængselsdirektørens kontor, hvor et par af de anholdte ventede på mig, i håndjern og med bare fødder. Den første var Abdul Jalil, den formodede leder.
»Jeg har ikke noget at gøre med det angreb,« sagde Jalil. »Jeg blev tvunget til at tilstå under tortur«
Fængselsdirektøren Abdullah Bawar, sad tilbagelænet i en stol i et hjørne og røg en cigaret.
»De tog alt mit tøj, så jeg var helt nøgen. Så hængte de mig op med hovedet nedad og bankede løs på mig i timevis,« sagde Jalil. »Jeg besvimede flere gange.« Jeg granskede Jalils ansigt nøje for at gennemskue, om han forsøgte at føre mig bag lyset. Det var der ingen tegn på. Først og fremmest virkede han totalt udmattet.
»Jeg kendte ikke noget til angrebet - Gud er mit vidne,« sagde Jalil. »Jeg har to døtre, og de går begge i skole.«
Det er muligt, at Jalil løj, men i så fald var han overbevisende - mere overbevisende end i tv-klippet. Han talte længe om sin anholdelse og kom med oplysninger, der forekom lidt for banale til, at de lød konstruerede. Det hele begyndte med en mand ved navn Hamayoun, sagde han. For tre år siden havde han solgt sin Toyota Corolla, model 1986, til Hamayoun, og lige siden havde han presset på for at få ham til at betale det beløb, han skyldte - 400 dollar.
I november, sagde Jalil, havde han hørt, at Hamayoun var tilbage i Kandahar, så han ringede til ham, og de aftale et møde i et lokalt tehus. Hamayoun lovede at have de 400 dollar med, men da Jalil kom, fandt han i stedet en helt anden mand ved navn Lalai, som viste sig at være fra Kandahars politi. Lalai sagde, at han var nødt til at stille Jalil et par spørgsmål, om han ville følge med? Så fik Jalil bind for øjnene og blev ført til politistationen, hvor torturen begyndte. Efter adskillige dages mishandling, som Jalil beskrev i gruopvækkende detaljer, gik han med til at lære den tilståelse udenad, som siden blev vist i tv.
Jalil kunne kun gætte, men han tror, at Hamayoum må have hørt om syreangrebet og derefter har angivet Jalil for at slippe for at betale lånet.
Herefter talte jeg med Bango og de to andre anklagede. De fortalte mig lignende historier. At de var uskyldige ofre for et komplot udtænkt af mænd, som skyldte dem penge, og at de var blevet udsat for tortur. Intet af dette forekom usandsynligt. Trods otte års bestræbelser på at uddanne en kompetent afghansk politistyrke, har Afghanistans politi stadig indgroet ry for at bruge tortur og afpresning.
Fængselsdirektør Bawar fulgte mig ud. »Sikke meget de kan huske,« sagde han. »Kun deres forbrydelse har de glemt.«
Bussen
Ifølge tal fra Afghanistans Undervisningsministerium var mindst 478 afghanske skoler ødelagt, nedbrændt eller truet til at lukke pr. juni 2009 - langt hovedparten af dem pigeskoler. Metoderne har indimellem været opfindsomme. I maj blev 61 lærere og elever i Parwan-provinsen tilsyneladende forgiftet af en sky af gas, der blev sluppet løs i skolegården. Det var det tredje gasangreb på en skole i år. I Kandahar blev gymnasieskolerne Nasaji og Miyan Abduyl Hakim sat i brand.
Om morgenen den 27. juni leverede jeg en skolebus til skolen i Mirwais Mena. Jeg havde købt den kontant for 17.000 dollars.
Dvs. faktisk betalte jeg ikke pengene selv. Det store marked for busser i Afghanistan ligger i byen Spin Boldak, nær den pakistanske grænse, et farligt sted for en vesterlænding. Så jeg gav de 17.000 dollar til min oversætter Taimoor, som kørte til Spin Boldak, fandt en bus i god stand og købte den under det afghanske navn Haji Sadozai. Taimoor hyrede også en chauffør ved navn Torjan.
Torjan kørte bussen til Mirwais Mena, mens Taimoor og jeg fulgte efter i taxi. Skolen var lukket for sommeren, men i det mindste ville Qadari være der. Han hilste os, steg op i bussen og satte sig i på en af de forreste sæder.
»Tak til alle jer, der har gjort dette,« sagde han.
Vi havde lavet en aftale om at se Shamsia og hendes far på skolen, men de var ikke dukket op. Jeg var fast besluttet på at gøre et sidste forsøg på at overtale ham til at lade sin datter komme til USA. Jeg bad Taimoor sende en taxi til deres hjem.
Taimoor havde talt adskillige gange med Shamsias familie i den foregående uge, og svaret var hver gang det samme. Taleban og den tiltaltes familie er for stor en trussel, sagde de. Jeg var splittet mellem behovet for at respektere denne forklaring, og mit ønske om at hjælpe Shamsia.
Til Kabul
I klasseværelset pressede jeg Taimoor for en nærmere forklaring. Hvad hvis Shamsia havde været en dreng?
»Hvis hun var en dreng, ville hun få lov til at rejse til Amerika,« sagde han.
Problemet, sagde Taimoor, var, at Shamsia i en alder af 17 år havde nået den giftemodne alder. Som ugift pige måtte hendes ry bevares for hver en pris. At rejse til USA, med alle de muligheder for fordærv, som dette indebar, var derfor udelukket. Men hvis hun blev, ville hun jo ifølge sin far ikke være i stand til at gifte sig på grund af sit vansirede ansigt, indvendte jeg - så var hun jo alle omstændigheder udelukket fra ægteskab ...
Omkring en halv time senere kom Ali og Shamsia til skolen. Ali var beskidt. Hans tøj og ansigt var dækket af snavs og olie.Vi trak os tilbage i et klasseværelse - Ali, Shamsia, Taimoor og jeg.
»Jeg ønsker at hjælpe din datter til at få lægebehandling,« sagde jeg. »Folk har givet mig en masse penge til dette formål.«
»Hvorfor ikke bare købe mig et hus,« sagde Ali. »Køb mig et stort hus i Kabul.«
»De her penge er til din datter,« sagde jeg til ham.
Til sidst måtte jeg nærmest trygle. Jeg følte mig med ét som en parodi på den velhavende vesterlænding, der vil pånøde en uvillig tredjeverdensborger sin velgørenhed.
»Bare giv pengene til mig,« sagde Ali.
Selv Shamsia havde skiftet mening.
»Vi ønsker at leve i Kabul,« sagde hun.
Dertil var det altså kommet. Taleban, eller personer, der tænker som Taleban, havde kastet syre i ansigtet på en række piger, og en række læsere i USA og andre lande havde, opfyldt af velvilje, givet deres penge til for at hjælpe en af disse piger og skolen. Og nu erklærede pigens familie, af grunde, jeg knapt kunne fatte, at de hellere ville noget helt andet.
Jeg tilbød et kompromis: Hvad nu hvis vi tog din datter med til Kabul, og lod lægerne se på hende der? Ali sagde ingenting. Og hvis hun har behov for en operation, fortsatte jeg, vil du måske overveje at tillade os at bringe hende til et af de bedste hospitaler i Indien, en times flyvning over Himalaya?
»Det vil jeg lige tænke over,« sagde Ali.
Jeg pressede ham igen.
»Lad gå,« sagde han endelig. »Men I bliver nødt til at skaffe os et sted at bo i Kabul.«
Vi gav hinanden hånden. En måneds tid senere, blev Ali og jeg enige om at tage Shamsia til Kabul efter valget den 20. august.
På Mirwais Mena Skolen var der helt stille. Kun Qadari var tilbage. Jeg spurgte ham, om der var andet, vi kunne gøre for at hjælpe. Hans ansigt udsendte et lille, næsten forlegent smil.
»Vi kunne godt bruge noget benzin,«, sagde han. »Skolen begynder om to uger.«
Dexter Filkins har dækket krigen i Irak og Afghanistan for The New York Times. Han er forfatter til bogen 'The Forever War'
© 2009 The New York Times og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
