Nyhed
Læsetid: 4 min.

Somalias islamister sværger hævn

Den udenretslige likvidering af en formodet al-Qaeda-leder er første amerikanske landaktion i Somalia siden 1993 - konsekvensen kan blive hævnaktioner imod vestlige hjælpearbejdere, hvilket kan få hjælpe-ngo'er til at trække sig ud af et land, hvor deres indsats er stærkt efterspurgt
Den islamistiske milits al-Shabab har efterhånden tilkæmpet sig kontrollen med store dele af det centrale og sydlige Somalia, hvor den praktiserer sharia, og som her i en forstad til Mogadishu udfører afstraffelser offentligt. Militsen har lovet flere aktioner mod udlændinge i Somalia, efter at en amerikansk aktion i forgårs resulterede i drabet på en kendt kenyansk terrorist, syd for Mogadishu.

Den islamistiske milits al-Shabab har efterhånden tilkæmpet sig kontrollen med store dele af det centrale og sydlige Somalia, hvor den praktiserer sharia, og som her i en forstad til Mogadishu udfører afstraffelser offentligt. Militsen har lovet flere aktioner mod udlændinge i Somalia, efter at en amerikansk aktion i forgårs resulterede i drabet på en kendt kenyansk terrorist, syd for Mogadishu.

MUSTAFA ABDI

Udland
17. september 2009

Nødhjælpsarbejdere i Somalia er i højeste alarmberedskab, efter at USA har likvideret et højtstående al-Qaeda-medlem ved et dramatisk angreb i den forarmede, krigshærgede nation på Afrikas Horn.

For efter drabet på 30-årige Saleh Ali Saleh Nabhan sværger militante medlemmer af den somaliske al-Shabab-gruppe, der menes at stå i ledtog med det internationale islamistiske terrornetværk, at de agter at tage hævn ved at angribe »alle og ethvert« mål, der har forbindelse til Vesten.

USA's militæraktioner i Somalia har i årevis begrænset sig til luftangreb, men mandagens likvidering ser ud til at have ændret de amerikanske rules of engagement - kamphandlingsregler - for første gang siden en skæbnesvanger mission i 1993 (dramatiseret i filmen Black Hawk Down), blev amerikanske tropper landsat i en kommandoaktion.

Ude af sig selv af raseri har de militante ledere fordømt angrebet og truer nu med gengældelse. »De vil komme til at smage bitterheden i vores svar,« advarede en al-Shabab-kommandant.

En talsmand for gruppen, Sheik Bare Mohamed Farah Khoje, siger til Reuters: »Vi vil aldrig glemme vore brødre, som blev angrebet ulovligt af USA (...) Al-Shabab vil blive ved med at slå til imod vestlige lande, især Amerika.«

I forvejen har amerikanske styrkers likvidering i maj forrige år af den afghansk trænede al-Shabab-leder, Aden Hashi Ayro, ført til eskalering af angrebene imod internationale ngo-medarbejdere, der beskyldes for at være spioner. Siden januar er otte nødhjælpsarbejdere myrdet, og flere ngo'er overvejer nu at trække sig ud af Somalia, til trods for at landet er ramt af verdens aktuelt værste humanitære katastrofer, hvor op imod halvdelen af befolkningen kan komme til at behøve akut nødhjælp, hvis sikkerhedssituationen forværres yderligere .

Eftersøgt længe

Washington har længe jagtet Nabhan, en kenyansk muslim og den formodede hovedmand bag bombningen af et strandhotel i 2002, der dræbte 10 kenyanere og tre israelere og bag et forpurret forsøg på at nedskyde et israelsk passagerfly.

Slutspillet af denne menneskejagt tog sin begyndelse mandag, da mindst to helikoptere medbringende kommandosoldater lettede fra de krigsskibe, som deltager i de amerikanske specialstyrkers operationer ud for Afrikas Horn.

Nye efterretninger om Nabhans bevægelser - han har længe stået på listen over FBI's mest eftersøgte - var nået frem, og helikopterne satte kursen mod Barawe-distriktet, en al-Shabab-højborg i det sydlige Somalia.

Somaliske øjenvidner fra landsbyen Roobow fortæller, at de så mindst seks helikoptere og soldater iført franske uniformer i disse. Paris nægter at have været involveret i aktionen.

To af helikopterne siges derefter at have åbnet ild, der traf en kørende bil og dræbte Nabhan og yderligere en mand, hvis identitet ikke er fastslået. Kommandosoldaterne blev derpå landsat i nær køretøjet, fjernede de to lig og pågreb to sårede mænd.

USA's militær har tidligere gennemført flere luftangreb i Somalia mod formodede terrorister, herunder dem, som beskyldes for at stå bag bombeaktionerne imod de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i 1998. Men bekræftes oplysningerne om mandagens operation, vil det være første gang, at amerikanske soldater har sat støvler på somalisk jord siden den katastrofale hændelse i 1993, da 18 amerikanske soldater - og hundredvis af somaliere - blev dræbt i et mislykket forsøg på at likvidere den somaliske krigsherre, Mohammed Aidid (som siden blev dræbt i 1996 efter kampe med rivaliserende militser, red.).

Washington har hidtil nægtet at oplyse enkeltheder om operationen, men en talsmand for Somalias regering bekræfter med henvisning til efterretningsrapporter, at Nabhan er død.

Regering trængt

Den internationalt støttede regering i Mogadishu er i dag trængt tilbage til blot tre distrikter af hovedstaden af de seneste måneders heftige offensiv fra islamistiske oprørere. Fundamentalistiske grupper som al-Shabab kontrollerer nu næsten hele Syden og hovedparten af de centrale dele af landet, hvorimod den Washington-støttede Sheikh Sharif Sheik Ahmed-regering overlevelse ser ud til at afhænge af støtten fra et mindre kontingent fredsbevarende tropper fra Den Afrikanske Union.

Vestlige efterretningstjenester skønner, at Somalia nu bliver udnyttet som sikkert tilholdssted og træningsbase af globale jihadgrupper. Ifølge nogle rapporter skal så mange som 400 udenlandske jihadkrigere arbejde snævert sammen med al-Shabaab.

Det var netop med henvisning til bevægelsens forbindelser til al-Qaeda, at USA i 2006 støttede Etiopiens invasion af Somalia for at vælte Unionen af Islamiske Domstole, der i vidt omfang havde fået held til at knække krigsherrevældet og tage kontrol med Mogadishu. Den dybt upopulære etiopiske besættelse, som fulgte, radikaliserede tusindvis af somaliere og forvandlede Domstolenes ungdomsfløj, al-Shabab, til en fundamentalistisk hær.

Tidligere i år vendte Sheikh Ahmed, tidligere leder for De Islamiske Domstole, som USA bistod med at vælte, tilbage for at deltage i overgangsregeringen, denne gang med international støtte. Washington er siden gået over til at betegne ham som 'moderat' trods hans indførelse af sharialovgivning og har sendt ham og hans styrker 40 t0ns våben, samtidig med at det internationale samfund har givet tilsagn om mere end 200 millioner dollars til uddannelse af somaliske sikkerhedsstyrker.

De voldsomme kampe og direkte angreb på humanitære arbejdere har forstærket krisen i Somalia, der tæller 1,5 millioner internt fordrevne, mens yderligere 300.000 lever i flygtningelejre ved landets grænse.

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

The Independent :"Men bekræftes oplysningerne om mandagens operation, vil det være første gang, at amerikanske soldater har sat støvler på somalisk jord siden den katastrofale hændelse i 1993, da 18 amerikanske soldater - og hundredvis af somaliere - blev dræbt i et mislykket forsøg på at likvidere den somaliske krigsherre, Mohammed Aidid"

Kan vi ikke blive enige om USA trak sine styrker ud af Somalia da UNOSOM II lukkede ned i 1995 - og ikke allerede i 1993 efter OP Gothic Serpent ("Black Hawk Down"), hvis formål iøvrigt var at implementere UNSC resolution 837 (pågribe Mohamed Farrah Aidid med henblik på retsforfølgelse) - ikke likvidere Aidid.

Niels Ivar Larsen

Well, det må vi spørge Daniel Howden om - måske er dette eksempel på, at journalister ikke skal forlade sig på deres paratviden...

Jeg tvivler nu også på, at de ikke har været der siden.