Læsetid: 4 min.

Spillet om kommissærposterne skydes i gang

I dag indledes kampen om de nye kommissærposter i EU. Et irsk ja eller nej til Lissabontraktaten er afgørende for, om det bliver en stærk eller svag kommission. Derfor tøver Lars Løkke Rasmussen med at udpege sin kandidat
I dag indledes kampen om de nye kommissærposter i EU. Et irsk ja eller nej til Lissabontraktaten er afgørende for, om det bliver en stærk eller svag kommission. Derfor tøver Lars Løkke Rasmussen med at udpege sin kandidat
16. september 2009

Når Europaparlamentet i dag med al sandsynlighed genvælger José Manuel Barroso til endnu en fem-årig periode som EU-Kommissionens formand, skydes spillet om de resterende kommissærposter samtidig i gang.

Et spil, der i høj grad kommer til at afhænge af udfaldet af folkeafstemningen i Irland om Lissabon-traktaten den 2. oktober.

Mandatet for den nuværende kommission løber til og med udgangen af oktober, men da situationen omkring Lissabon-traktaten er uafklaret, vil den nuværende kommission blive forlænget. Højst sandsynligt til 1. januar. Hvis irerne stemmer ja til traktaten, skal den stadig ratificeres. Ikke kun i Irland, men også i Tyskland, Polen og ikke mindst i Tjekkiet. Derfor kan traktaten og dermed de nye regler, som siger, at hvert land skal have en kommissærpost, realistisk set først være på plads ved årsskiftet.

Bliver det et nej, vil der også gå mindst et par måneder, før man får tacklet den nye situation, hvor Nice-traktaten så stadig gælder. Heri hedder det, at antallet af kommissærer skal være lavere end antallet af medlemsstater. Det sandsynlige scenarie er så, at man laver en '26+1-løsning', hvor 26 lande får en kommissær, mens det 27. land får posten som udenrigs- og sikkerhedsrepræsentant efter Javier Solana.

Svag eller stærk?

Udfaldet i Irland får også indflydelse på de kommissærkandidater, EU-landene indstiller. Nogle lande har allerede meddelt, at deres nuværende kommissær skal fortsætte, men de fleste - som Danmark - venter på udfaldet af afstemningen. Bliver det et nej, er der nemlig udsigt til en langt svagere kommission, end ved et ja.

Signalværdien i et nej er stærk, og det kan meget vel betyde, at en del vigtige beslutninger vil komme til at ligge i andre fora som for eksempel G8 og G20 end i et EU, hvor medlemmerne ikke vil i samme retning. Og en svag kommission har ingen lande specielt lyst til at spilde deres stærke politikere på. Bliver det derimod et ja, vil der være anderledes stor interesse for at få en stærk og betydningsfuld kommissærpost.

Kvinder er vejen frem

Danmark skal stille med en ny kommissær efter Mariann Fischer Boel (V), der i søndags meddelte, at hun ikke genopstiller. Havde hun valgt at blive, ville hun ellers have kunnet fortsætte som landbrugskommissær. En tung post, der råder over 40 procent af EU's budget, og som ikke bliver mindre vigtig, nu hvor man står over for en fundamental reform af den fælles landbrugspolitik inden den nye budgetperiode fra 2014.

Som det allerede er konstateret flere steder, vil Lars Løkke Rasmussen højst sandsynligt vælge en kvinde. Før den seneste kommissionsperiode begyndte, lovede Barroso parlamentet, at en tredjedel af hans kommissærer ville være af hunkøn. Det er uomgængeligt for ham, at det skal være sådan igen. Ellers vanker der i parlamentet, som også vil kræve, at kvinderne ikke bare skal have de lette poster. Og da det visse steder i Europa stadig er næsten utænkeligt at indstille en kvinde, er det at stille med en kvinde vejen frem, hvis man ønsker en god kommissærpost.

Det virker dog usandsynligt, at Danmark som ganske lille land igen får landbrugskommissærposten. Ikke mindst fordi Danmark er meget reformivrig på området til stor fortrydelse for mange syd- og centraleuropæere. Der vil derfor være flere lande, der vil stejle, hvis for eksempel fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), der i så fald ville være oplagt kandidat, sætter sig i stolen. Men dermed er Eva Kjer Hansen absolut ikke dømt ude. Hun kender det institutionelle spil i EU godt fra sine fem år som EU-parlamentariker i 1994-1999, og hun deltager hver måned i rådsmøder. Hun har vist sig driftsikker som fødevareminister, og som tidligere medlem af parlamentets budgetkontroludvalg vil hun være et godt bud på en budgetkommissær. Godt nok er hun ikke specielt populær i den brede offentlighed, men netop derfor vil Lars Løkke også sagtens kunne undvære hende, når han efter årsskiftet formentlig vil stille det regeringshold, som skal sikre ham og regeringen genvalg.

Svært at undvære Connie

Modsat får både han og Lene Espersen (K) langt sværere ved at undvære Connie Hedegaard (K), som nyder stor popularitet, og som appellerer til et andet vælgersegment end Lene Espersen. Godt nok har Barroso bebudet, at han vil udnævne en ny klima- og energikommissær, og her er Connie Hedegaard et oplagt bud. Ikke mindst hvis der er udsigt til et succesfuldt topmøde i København. Men samtidig er det udenrigsminister Per Stig Møller (K), der har bragt hende i spil, hvilket lugter af, at han gerne selv vil fortsætte sit virke, selv om de fleste er enige om, at netop udenrigsministerposten vil være et oplagt næste skridt på karrierestigen for Connie Hedegaard.

Et skridt, som passer langt bedre til en politisk ambassadør som Connie Hedegaard, end posten som kommissær, der på mange måder er et langt mere fagligt nørdet job, gør.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu