Note
Læsetid: 1 min.

Stadig mere methan i luften

Udland
29. september 2009

Efter et årti med næsten konstant koncentration steg atmosfærens indhold af den kraftige drivhusgas methan i både 2007 og 2008.

Stigningen, der vil bidrage til den globale opvarmning, har årsager, som delvis kan have sammenhæng med samme opvarmning.

Det fremgår af et studie fra USA's National Oceanic and Atmospheric Administration, offentliggjort i går i det videnskabelige tidsskrift Geophysical Research Letters.

»Mindst tre faktorer bidrog formentlig til methan-stigningen,« siger Ed Dlugokencky, en af de involverede forskere:

»Det var meget varmt i Arktis, der skete en del afbrænding af tropisk skov, og der var øget nedbør i Indonesien og Amazonas.«

Varmen i Arktis får permafrosten til at tø, og herved frigøres methan, der hidtil har været bundet i den dybfrosne jord.

Den øgede nedbør i Indonesien og Amazonas førte til større vådområder, hvor mikroorganismer under vand kan producere methan.

Forskerne siger, at deres resultater for 2007 og 2008 ikke i sig selv er nok til at fastslå, at der er tale om en vedvarende proces med øgede methan-udlsip.

Methan er en godt 20 gange så kraftig en drivhusgas som CO2, hvis man måler effekten pr. molekyle. jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her