Læsetid: 4 min.

Stor uenighed om kernekraftens fremtid

Kernekraftens globale energiproduktion vil sandsynligvis falde de kommende år, viser ny rapport bestilt af det tyske miljøministerium. Men det er i modstrid med den generelle tro på vækst i den CO2-fri atomenergi
Kernekraftens globale energiproduktion vil sandsynligvis falde de kommende år, viser ny rapport bestilt af det tyske miljøministerium. Men det er i modstrid med den generelle tro på vækst i den CO2-fri atomenergi
10. september 2009

Kernekraft er blevet spået en genfødsel som en del af løsningen på problemet med den globale opvarmning. Efter at byggeriet af kraftværker i Europa gik i stå som følge af ulykken i Tjernobyl, er der nu gang i nye planer. Polen, Italien og Storbritannien har planer om nye kernekraftværker i Europa. Og i Kina, Indien og Japan er man i gang med udvidelser. Samtidig når mange af verdens nuværende reaktorer deres forventede levetid inden for de næste 10-15 år - og hvad så? Kommer kapaciteten til at falde eller stige?

OECD's Energiagentur forudser eksempelvis, at kernekraft vil vokse med 0,7 procent årligt indtil 2030. Men samtidig viser en ny rapport bestilt af det tyske miljøministerium, at det er usandsynligt.

»Tilhængere har udråbt kernekraft til at stå over for en genfødsel, men det sker ikke,« siger den tyske miljøminister, Sigmar Gabriel, som kommentar til den nye rapport.

Rapporten viser, at der er flere kraftværker, der står over for lukning, end der opføres nye. Derfor konkluderer studiet, at det »virker usandsynligt, men ikke umuligt«, at kapaciteten fastholdes i de kommende år.

Men det er flere eksperter ikke enige i.

»De fleste forudser, at der vil ske en vækst i kapaciteten i de nærmeste år,« siger Bent Lauritzen, programchef på Risø, DTU.

En del af uenigheden skyldes, at det vurderes forskelligt, hvornår de nuværende kraftværker skal skrottes.

»Hvis man ser på det faktum, at ud af de 123 enheder, der indtil i dag er lukket, hvor gennemsnitslevealderen har været 22 år, så virker det optimistisk at satse på en fordobling af den operationelle levetid,« skriver forfatterne bag den nye tyske rapport.

Derimod mener programleder på Risø Bent Lauritzen, at det bliver muligt at udvide de nuværende værkers levealder, så mange af dem kan holde i 60 år. Det kræver en speciel tilladelse, som mange værker allerede har fået i USA.

»Det er en billig løsning at forlænge værkernes levetid, så i sidste ende er det et sikkerhedsmæssigt og politisk spørgsmål, om man vil forlænge værkernes levetid,« mener Bent Lauritzen.

Forskellen i vurderingen af værkernes levetid gør det svært at forudse, hvordan kapaciteten vil udvikle sig i kommende år. Ingen værker er endnu blevet 60 år, og derfor er det uvist, om det bliver økonomisk og sikkerhedsmæssigt forsvarligt at forlænge de eksisterende værkers levetid til 60 år.

Forskellige prognoser

På længere sigt handler kernekraftens fremtid selvfølgelig også om, hvorvidt der igen kommer gang i byggeriet, der stort set gik i stå efter Tjernobyl-ulykken i 1986.

»Det, som systematisk er sket de sidste par år, er, at nogle af de mere pessimistiske prognoser er blevet opjusteret,« siger Bent Lauritzen, der følger udviklingen i kernekraft globalt.

Eksempelvis fremlagde OECD's Internationale Energiagentur sidste år en prog- nose, der viste, at kernekraftens kapacitet ville stige med en tredjedel frem til 2030. Mens FN's Internationale Atomenergiagentur fremlagde et optimistisk scenario, der fordoblede kapaciteten i 2030.

Men de optimistiske scenarier kritiseredes hårdt i den nye rapport bestilt af det tyske miljøministerium, The World Nuclear Industry Status Report 2009.

»Problemet er, at man peger på et behov for CO2-neutral energi og så går direkte til konklusionen om, at kernekraft vil komme i vækst,« siger Antony Froggatt, der er medforfatter til rapporten.

- Er problemet ved at forudsige udviklingen, at det i bund og grund er et politisk spørgsmål?

»Jo, selvfølgelig kan kapaciteten udvides, hvis man beslutter sig for det, men der er så mange barrierer, som usandsynliggør, at prisen i sidste ende vil kunne konkurrere med alternativerne,« mener Antony Froggatt.

Barriererne

Barriererne for udviklingen af kernekraften handler ifølge Antony Froggatt først og fremmest om den generelle modstand i befolkningen, om de samlede omkostninger og om de sikkerhedsmæssige risici.

»Hvis man ser på mængden af uran i dag, så har vi kun til 80 år mere med det nuværende niveau, hvilket selvfølgelig bliver mindre, hvis vi bygger flere værker,« siger han.

Det mener Bent Lauritzen fra Risø er misvisende:

»For det første snakker man om 100 år i dag, og for det andet er reserverne langt større, hvis man inkluderer den samlede mængde uran, vi har kendskab til.«

Desuden er der den mulighed, at verden begyndte at bruge andre uranforekomster, der indeholder mindre uran, og det ville give os nok »til mindst 500 år«, siger Bent Lauritzen. Og at prisen ville blive lidt højere, er ikke noget problem, fordi uranprisen er så lille en del af den samlede pris ved kernekraft- energi, tilføjer han.

Derudover kommer hele diskussionen om ny reaktorteknologi, den såkaldte generation 4-reaktor, som fungerer med plutonium som brændsel.

»Det giver langt større sikkerhedsmæssige risici, fordi det kan bruges til våben,« forklarer Antony Froggatt.

Bent Lauritzen er enig, men fremhæver forskning i, hvordan man kan forhindre, at plutonium fra kernekraftindustrien kan udnyttes til våben. Uanset hvad, er de såkaldte fjerdegenerationsværker tidligst parat til kommercielt brug i 2030, siger Bent Lauritzen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu