Læsetid: 3 min.

Hvor svært kan det være?

Der er formentlig få historier, som har vakt så megen harme som dem om Wall Streets ekstravagante løn- og bonusordninger, mens medarbejdere gik fra hus og hjem – og skatteyderne måtte træde til og betale. Set med europæiske velfærdsøjne er der brug for reformer og regulering. Alligevel er det ikke så enkelt. For er det statens opgave at styre bankfolkenes løn? Eller er det ikke? Information vurderer argumenterne for og imod en reform af banksektoren
24. september 2009

Argumenterne for en reform

»Nok er nok. Jeg håber, at vi i aften kan sige, at bonusboblen er bristet.«

Så markant lød udmeldingen fra den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt i sidste uge. Som EU's nuværende formand opsummerede han de 27 EU-landes holdning inden G20-topmødet i dag: Europæerne er trætte af griske bankfolk, der scorer kassen ved at løbe store risici og lader skatteyderne feje op, når det går galt.

Derfor kræver EU's ledere en global regulering af bankernes løn- og bonusordninger. Bonusser skal fastsættes på et passende niveau i forhold til den faste aflønning, og skal afhænge af bankens præstationer.

Hvis banken gennemgår en negativ udvikling, så er der ikke garanteret bonus, og bestyrelsesmedlemmer, direktører og ledende medarbejdere skal ikke være beskyttet mod enhver risiko.

Den største og mest højrøstede fortaler for reguleringen er Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy, som havde ønsket deciderede lofter for bankernes bonusbetalinger, men det blev for skrapt for den britiske premierminister Gordon Brown.

Sarkozy har truet med at forlade G20-mødet, hvis ikke man finder en fælles aftale om håndfast regulering.

Han tror ikke længere på bankernes gode vilje. De franske banker indvilligede nemlig allerede i februar i at følge et sæt etiske retningslinjer om ansvarlig opførsel, som i stort omfang var lavet ud fra nogle af de retningslinjer, man allerede havde formuleret i G20-regi efter udbruddet af finanskrisen.

Men helvede brød løs i Frankrig, da avisen Libération i sommer beregnede, at Frankrigs største bank BNP Paribas stod til at udbetale omkring en milliard euro i bonusser til medarbejderne. Og det kun kort efter, at staten havde skudt 5,1 milliard euro i banken for at redde den, da finanskrisen var på sit højeste.

Profitten er privat

Lignende eksempler har man set andre steder i Europa og det har de europæiske stats- og regeringsledere svært ved at forsvare over for deres vælgere.

»Krisen har ført til, at der for det finansielle system gælder, at profitten er privat, mens tabene er kollektive. Det er svært for os almindelige dødelige at se det rimelige i,« forklarer Martin Højland, forskningsassistent ved DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier), der beskæftiger sig med international finansregulering.

Samtidig har bankernes bonusordninger tidligere været skruet sådan sammen, at en bonus blev udbetalt inden den risiko, som en medarbejder havde pådraget banken, materialiserede sig.

Det vil sige, at systemet førte til et højt mål af kortsigtet risikovilje, og derfor vil europæerne nu have, at bonusser først kan udbetales efter 'en passende periode', som det hedder i de formuleringer, de 27 EU-lande tropper op med i Pittsburgh.

Og selv om EU's kommissionsformand José Manuel Barroso søndag truede med, at Europa vil gå enegang i spørgsmålet, hvis ikke resten af G20-landene følger trop, så er det vigtigt for europæerne, at der kommer fælles regler på området. Og at der ikke igen bare bliver tale om et sæt frivillige retningslinjer.

»Alle har en interesse i at rekruttere de bedste direktører og medarbejdere, og her er bonusordninger selvfølgelig afgørende. Reglerne er derfor nødt til at være ens for alle, for kan nogle indføre mildere krav opnår de jo en konkurrencefordel for deres finansielle sektor,« siger Martin Højland.

Argumenterne mod en reform

Det ville være for sort-hvidt og forenklet at præsentere striden om løn og bonus som en strid mellem Europa og USA alene. Også internt i USA er der både politikere og kommentatorer, som ønsker strammere regler.

Præsident Obama har ansat en ’løn-zar’, som holder øje med løn og bonus i de virksomheder, der stadig får statsstøtte, og hans finansminister har talt for reform.

Men USA har den seneste tid også været ramme om en debat, der udstiller problemerne ved stramme løn- og bonusregler.

Tag for eksemplet Andrew Hall. Han er succesrig direktør for Phibro, et investeringsselskab, som er ejet af storbanken Citigroup, men kører helt separat med egen adresse osv.

Sammen med sine tradere har Hall de seneste år hentet hundredvis af millioner dollar hjem til Citi. Det er altså ikke hans fortjeneste, at banken i fjor måtte have milliardstøtte fra staten i flere omgange – tværtimod.

Derfor kræver Hall at få udbetalt den lønpakke på ca., 100 mio. dollar, som er en del af hans kontrakt. Og derfor er sagen nu landet hos Obamas løn-zar.

Hall truer med at forlade Citi og tage sit selskab med sig, og så er både Citi og skatteyderne jo på sin vis endnu ringere stillet – hvis de dygtigste direktører ender med at forlade de banker, som stadig er på statsstøtte.

Andre banker som Goldman Sachs har betalt statsstøtten tilbage og afsat milliarder til løn og bonus i år, så det vil formentlig ikke være svært for en superstjerne som Hall at finde sig en ny ejer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu