Nyhed
Læsetid: 3 min.

Tobin-skatten lever igen

En global skat på finansielle transaktioner har fundet opbakning fra uventet hold
Udland
18. september 2009

I sidste måned skete der noget, jeg aldrig havde troet, jeg skulle opleve: En ledende skikkelse fra det angloamerikanske finansunivers stod frem og udtalte støtte til ideen om en global skat på finansielle transaktioner, den såkaldte Tobin-skat.

Den pågældende var Adair Turner, leder af Storbritanniens øverste finanstilsyn. Idet han gav udtryk for sin bekymring over den finansielle sektors størrelse og ofte uanstændigt høje godtgørelser, erklærede han, at en global skat på finansielle transaktioner ville bidrage til at bremse begge.

En sådan erklæring var utænkelig i årene før sub- prime-nedsmeltningen.

Ideen blev lanceret i 1970'erne af James Tobin, en Nobelprisvindende økonom. Tobin var bekymret over valutakursernes store udsving. Han hævdede, at beskatning af kortsigtede pengebevægelser ind og ud af forskellige valutaer ville bremse spekulation og skabe øget manøvrerum for makroøkonomisk styring.

Ideen er siden blevet en mærkesag for en bred vifte af ngo'er og interessegrupper, der er begejstrede over Tobin-skattens dobbelte fortrin: Dels vil den kunne nedskære finansverdenen til naturlig størrelse, dels vil de indtægter, den rejser, i vidt omfang kunne gå til gode formål: u-landsbistand, vacciner, grønne teknologier osv.. Konceptet er også favnet af franske (forudsigeligt!) og andre kontinental- europæiske ledere. Men før Turner sprang ud som fortaler for ideen, kunne ingen nævne bare én ledende politisk beslutningstager fra USA eller Storbritannien, verdens to førende centre for den globale økonomi, med noget godt at sige om den.

Bør ikke begrædes

Det smukke ved Tobin-skatten er, at den effektivt vil afskrække kortsigtede spekulationer uden mærkbar skade på langsigtede internationale investeringsbeslutninger. Overvej hvad eksempelvis en afgift på 0,25 procent på alle grænseoverskridende finansielle transaktioner ville betyde: Den ville prompte gøre det af med både den intra-day trading, der finder sted i forfølgelse af langt mindre profitmarginer, og de langsigtede handler, der specifikt lægges til rette for at udnytte minimale forskelle på tværs af markeder.

Økonomiske aktiviteter af denne art har tvivlsom social værdi. Alligevel lægger de beslag på reelle ressourcer i form af menneskelige talenter, computerkraft og gæld. Altså bør vi ikke begræde en afvikling af sådanne praksisser.

Samtidig vil investorer med længere tidshorisont, der går efter større afkast, ikke blive afskrækket af den påtænkte skat. Ej heller vil en Tobin-skat stå i vejen for, at finansmarkederne straffer regeringer, der gør sig skyld i grov misforvaltning af deres økonomier.

Desuden er det ubestrideligt, at en sådan afgift ville rejse en stor mængde penge. Og indtægterne bliver endnu større, hvis grundlaget udvides til alle globale finansielle transaktioner. Vi taler om enorme beløb - meget større end den aktuelle udviklingsbistand eller skønnene for de mulige gevinster ved at afslutte Doha-rundens handelsforhandlinger.

Rammer ved siden af

Forudsigeligt nok er den skarpeste kritik af Turners forslag kommet fra City of London-bankfolk og det britiske finansministerium. En stor del af kritikken rammer imidlertid ved siden af. En Tobin-skat øger omkostningerne ved kortsigtede finansieringer, lyder en typisk indvending, som på en eller anden måde synes at overse, at just dette er formålet.

Andre hævder, at en sådan skat ikke formår at ramme finansmarkedernes underliggende incitament- problemer. Som om vi havde et eksisterende, effektivt og velafprøvet alternativ til at nå dette mål. Denne skat vil let kunne omgås ved tilflugt til offshorebanker, påpeger andre. Som om ikke alle andre finansielle reguleringer står over for samme udfordring.

Som Dean Baker fra Center for Economic and Policy Research i Washington bemærker, er der imidlertid opfindsomme måder, hvorved en Tobin-skat kan gøres sværere at undvige. Antag, at vi giver finansfolk, der angiver bedrageriske chefer, 10 procent af de indtægter, staten beslaglægger. Det ville give et helt nyt incitament til egenkontrol.

Hvad Tobin-skatten ikke gør, er at råde bod på finansmarkedernes langsigtede niveauforskydninger. Den ville således ikke kunne have modvirket den alvorlige handelsubalance mellem USA og Kina. Ej heller ville den kunne have hindret global overopsparing i at blive en tikkende bombe under verdensøkonomien. Det ville ikke have kunnet beskytte europæiske og andre nationer fra at blive oversvømmet af 'giftige' opdelte pantelån fra USA. Og den vil ikke kunne afholde regeringer, som er opsatte på at forfølge en uholdbar penge- og finanspolitik finansieret af ekstern låntagning, fra dette.

For at håndtere disse problemer behøver vi andre makroøkonomiske og finansielle styringsredskaber. Men en Tobin-skat er et godt sted at begynde, hvis vi ønsker at sende et stærkt signal om den sociale værdi af det kasino, vi kender som den globale finansverden.

Dani Rodrik er professor i politisk økonomi ved Harvard University

© Project Syndicate og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her