Læsetid: 3 min.

Tyske SPD skal blive rødere

Den tyske valgkamp var en kedsommelig affære, men nu er et drama begyndt at udfolde sig for øjnene af den tyske offentlighed. Det kriseramte socialdemokrati SPD har to døgn efter valget ofret en række ledende skikkelser som led i en blodig overlevelseskamp. Udskiftningerne styrker partiets venstrefløj
Tysklands ny leder af SPD's parlamentariske gruppe - og dermed oppositionens leder, Frank-Walter Steinmeier. Partiet tabte valget stort og må føre en rødere linje fremover.

Tysklands ny leder af SPD's parlamentariske gruppe - og dermed oppositionens leder, Frank-Walter Steinmeier. Partiet tabte valget stort og må føre en rødere linje fremover.

PHILIPP GUELLAND

1. oktober 2009

Som en reaktion på vælgernes afstraffelse af det tyske socialdemokrati, er store dele af partiledelsen blevet udskiftet.

Godt to døgn efter det katastrofale valgresultat på kun 23 pct. afløser den tidligere miljøminister Sigmar Gabriel den valgansvarlige Franz Müntefering som ny partiformand. Gabriels udnævnelse sker på anbefaling af en indflydelsesrig gruppe af venstrefløjssocialdemokrater, blandt andet Berlins borgmester, Klaus Wovereit, og ny generalsekretær Andrea Nahles. Det er sandsynligt, at Gabriel er tiltænkt en rolle som brobygger mellem partiets fløje.

Daniel Brössler, politisk journalist ved Süddeutsche Zeitung, siger til Information, at Tyskland nu vil få et rødere socialdemokrati:

»Det bliver en længere proces. SPD vil blive temmelig rødt i løbet af de næste fire år, men ikke med et trylleslag. At Steinmeier blev valgt til fraktionschef er en af grundene til, at man ikke skal forvente for meget. Han står for det gamle SPD. For Gerhard Schröder, Agenda 2010. Det er ingen omvæltning. Det ville heller ikke være troværdigt, hvis de lavede en radikal ændring. «

Den slagne kanslerkandidat Frank-Walter Steinmeier forbliver i spidsen af partiet som fraktionsleder og som sådan oppositionsleder. Steinmeier forsøgte på et tidligt tidspunkt også at tilegne sig formandsposten, men måtte sande at støtten til Gabriel var for stor i vigtige delstater som Bayern, Niedersachsen og Nordrhein-Westfalen.

Ømme punkter

I partiets røde bagland kan man nu mere åbent tage fat på nogle af de længe udskudte problemstillinger, der gjorde valgkampen mod regeringspartneren CDU til en tam affære. Især to ømme punkter har konsekvent belastet SPD under valgkampen.

På ene side har SPD måttet sande, at de arbejdsmarkedsreformer, som Schröder indførte under navnet Hartz IV, fortsat opleves som uretfærdige af det traditionelle vælgerklientel. Et af symbolerne på de upopulære reformer er den nu ofrede Franz Müntefering, der har været både generalsekretær, gruppeleder og partichef under den tidligere kansler.

Som noget andet har partiets uklare kurs og mangel på alternative alliancepartnere kostet dyrt i forholdet til det socialistiske Die Linke, der har opsuget utilfredse socialdemokrater ved at slå sig selv op som det egentlige hjemsted for socialt sindede tyskere. Schröder-generationen, som eksempelvis Steinmeier, har under valgkampen standhaftigt afvist enhver spekulation om en regering bestående af SPD, De Grønne og Die Linke.

Men det tabu ser nu ud til at blive overtrådt. Arbejdsminister Olaf Scholz, der også var med i den indflydelsesrige gruppe, der pegede på Sigmar Gabriel som ny partiformand, har til avisen Hamburger Abendblatt udtalt, at han »ikke principielt ville udelukke« koalitionsdannelser med partier, der er repræsenteret i den tyske forbundsdag. Nærmere forstået Die Linke. Selv om Scholz' budskab indvarsler nye tider, skal man ifølge Daniel Brössler ikke forvente panikhandlinger fra SPD:

»Et totalt nyt projekt vil heller ikke opfattes som troværdig, hvis man dermed siger, at alt var forkert igennem 11 år. Det mærker man også i baglandet, og derfor har Frank-Walter Steinmeier også fået lov at blive som fraktionsleder. Han vil sandsynligvis ikke være en succes, han har ingen erfaring med det arbejde. Derfor tror jeg heller ikke på, at han bliver siddende over tid. Han er en overgangsfigur.«

Disciplin hos Die Linke

Også Die Linke, der ellers har profiteret vælgermæssigt på SPDs genvordigheder, står over for nye udfordringer med et forandret socialdemokrati. Blandt andet med at finde fælles fodslag mellem Øst og Vest.

De østlige Linke-politikere skal inden længe forsone sig med partiets vestlige repræsentanter, der sædvanligvis praktiserer en mere højlydt form for protestpolitik. Sammen skal man blandt andet forfatte et detaljeret partiprogram, hvilket er blevet udskudt til efter valget.

Derudover skal man anlægge en strategi over for et SPD, der i opposition vil svinge markant mere til venstre og forsøge at generobre det tabte patent på rollen som partiet med social retfærdighed i højsædet.

Den socialdemokratiske proces vil kræve intern disciplin i Die Linke, hvis mere rabiate elementer vil finde det vanskeligt at modstå fristelsen om et overbudskapløb med socialdemokraterne.

Her skal omfanget af partiets indtil videre omkostningsfrie populisme stå sin prøve. Af samme grund mener Daniel Brössler, Süddeutsche Zeitung, at der er lang vej før en forsoning mellem SPD og Die Linke kan finde sted:

»Die Linke er ikke på nogen måde regeringsklar på nuværende tidspunkt. SPD må forandre sig, og det må Die Linke også. Der ligger mange krav til deres partiprogram, som p.t. udelukker en koalition med SPD.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu