Læsetid: 2 min.

Uændret tysk kurs i Afghanistan

Ny tysk udenrigsminister vil fastholde den tyske militærindsats i Afghanistan. På længere sigt skal præmisserne for tysk tilbagetrækning diskuteres på Afghanistan-konference, siger ekspert i tysk udenrigspolitik Conrad Schetter til Information
29. september 2009

BERLIN - Knap var valget overstået, før to hændelser har fået tyskerne til at spekulere over deres militære indsats i Afghanistan. I München arresterede tysk politi mandag to formodede islamister, der mistænkes for at planlægge et terrorangreb på den igangværende oktoberfest. Og mandag eftermiddag dukkede al-Qaedas nummer to, Ayman al Zawahiri, op i en video på internettet, i hvilken han udsendte trusler mod Tyskland og beskyldte Angela Merkel for at lyve om indsatsen i Afghanistan. Allerede inden valget truede terrornetværket med angreb i Tyskland, hvis ikke befolkningen stemte for en øjeblikkelig tilbagetrækning af tyske tropper.

Valgets sejrherrer blev Angela Merkels kristendemokrater og det liberale FDP, der oplevede stor fremgang. FDP-lederen Guido Westerwelle står til at afløse den socialdemokratiske Frank-Walter Steinmeier som Tysklands nye udenrigsminister. Information har spurgt Conrad Schetter, ekspert i Afghanistan, ved Universitet i Bonn, hvad man kan vente sig i den nære fremtid af Westerwelle som udenrigsminister?

»Jeg kunne forestille mig, at Westerwelle, hvis han bliver udenrigsminister, ville benytte en fremtidig Afghanistan-konference til at diskutere tidspunktet for en tilbagetrækning. Begge partier er klar over, at indsatsen er voldsomt upopulær, og at eventuelle tyske dødsfald kun vil medvirke til at gøre den mere upopulær. Det kan gøre Afghanistan til et centralt emne i tysk politik. Derfor ligger det også i CDU og FDPs interesse at afholde en Afghanistan-konference. Jeg tror, at regeringen inden for to-tre måneder vil annoncere sådan en kongres for at skaffe klarhed over, hvad tyskerne kan forvente.«

- Hvordan kan det lade sig gøre, at den tyske befolkning, der i overvejende grad er imod krigen, har stemt på disse to partier?

»I den brede befolkning er der modstand mod indsatsen. Afghanistan-spørgsmålet spiller imidlertid ikke så stor en rolle i valgkampen. Det var mere økonomiske spørgsmål. Men jeg tror, at en ny regering kunne støde på stor modstand i befolkningen, hvis de stiller sig an som talsmænd for en styrket Afghanistan-indsats.«

Ingen store slagsmål

- Er CDU og FDP enige om omfanget og karakteren af indsatsen?

»Der er forskelle. Især i CDU har man ikke leveret klare svar på spørgsmålet om, hvordan og hvornår man skal trække tropperne ud af Afghanistan. Man har forhalet spørgsmålet. Hos FDP er billedet mere komplekst. Her har enkelte stemmer længe diskuteret emnet og talt for at påbegynde en tilbagetrækning, men partiet er alligevel endt med at stemme for en forlængelse af indsatsen hver gang. Grundlæggende er man i partiet overbevist om missionens retmæssige formål. Dog findes der enkelte røster, der ønsker at fastlægge tidspunktet for en tilbagetrækning.

Schetter mener dog ikke, at man skal forvente store slagsmål om den tyske indsats i Afghanistan mellem de to nye regeringspartier.

»Med CDU og FDP har vi en koalition, der står for kontinuitet med henblik på indsatsen i Afghanistan. Begge partier har talt stærkt for indsatsen, CDU lidt mere end FDP. Efter min vurdering vil der ikke blive lavet om på det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu