Læsetid: 6 min.

Vil USA omsider indrømme, at det har henrettet en uskyldig?

Sagen mod Cameron Todd Willingham, som blev aflivet af staten Texas for fem år siden, kan blive et vendepunkt for det amerikanske retssystem
I den amerikanske stat Texas peger nye undersøgelser på, at den dødsdømte og henrettede Cameron Todd Willingham måske alligevel ikke var skyld i den brand, han blev dømt for at påsætte, hvori hans tre døtre omkom. Det kan gøre Texas, der er den stat i USA, der er mest opsat på at praktisere dødsstraf, til den første stat, der må indrømme at have ladet en uskyldig person henrette.

I den amerikanske stat Texas peger nye undersøgelser på, at den dødsdømte og henrettede Cameron Todd Willingham måske alligevel ikke var skyld i den brand, han blev dømt for at påsætte, hvori hans tre døtre omkom. Det kan gøre Texas, der er den stat i USA, der er mest opsat på at praktisere dødsstraf, til den første stat, der må indrømme at have ladet en uskyldig person henrette.

PAUL BUCKF

22. september 2009

For et års tid siden skrev Antonin Scalia en kommentar, hvori han argumenterede for, at dødsstraf var i fuld overensstemmelse med ånden i USA's forfatning. Indlægget var holdt i det karakteristiske marvfulde sprog, der på en gang gør ham til den mest ærkekonservative, men også til den mest underholdende og citatværdige af samtlige den amerikanske højesterets ni dommere.

Langvarige og grundige var de arkivstudier, han havde foretaget, og ikke en eneste gang var han stødt på en sag, »hvor det stod klart, at en person var blevet henrettet for en forbrydelse, han ikke havde begået.« Hvis et sådan justitsmord skulle være sket i de senere år, fortsatte Scalia, »vil det ikke kræve ihærdig søgen at finde det: Den uskyldiges navn ville blive råbt ud fra samtlige hustage.«

Nu er tiden måske inde til at finde stigerne frem.

I februar 2004 blev en mand ved navn Cameron Todd Willingham henrettet af staten Texas at for have stukket ild til sit hus og derved taget livet af sine tre små døtre. De kunne ikke undslippe, da deres hjem gik op i flammer to dage før juledag i 1991. To uger senere blev Willingham, en arbejdsløs bilmekaniker, anholdt og tiltalt for ildspåsættelse. Processen imod ham led af alle de velkendte brister i retssager, hvor den tiltalte er fattig: middelmådige statsudpegede forsvarsadvokater, tvivlsomme, men uproblematiserede, erklæringer fra formodede retsmedicinere og et vidneudsagn fra en fængselsstikker, som hævdede, at Willingham havde tilstået forbrydelsen i et ubevogtet øjeblik, mens han ventede på at få sin sag for. Processen var overstået på to dage, og juryen var kun en time om at kende ham skyldig.

Tvivlsomme beviser

Efter mange forgæves appelsager - den sidste af dem for Texas Nævn for Benådninger og Prøveløsladelser, som lod hånt om en rapport fra Amerikas førende brandekspert, hvis konklusion var, at branden efter alt at dømme ikke var påsat - blev Willingham henrettet med en giftindsprøjtning i det berygtede fængsel i Huntsville. Lige til det sidste, da han lå fastspændt til sit leje i dødskammeret, bedyrede han sin uskyld:

»I 12 år er jeg blevet forfulgt for noget, jeg ikke har gjort.«

Lige siden har denne sag været i fokus for amerikanske modstandere af dødsstraffen. Tilbage i december 2004 bragte Chicago Tribune en lang artikel, der satte spørgsmålstegn ved brandundersøgernes tekniske beviser ved retssagen i 1992. CNN bragte en dokumentar, der rejste samme tvivl, mens tre uafhængige rapporter, deriblandt en bestilt af staten Texas, nåede frem til lignende konklusioner.

Manglende motiv

Men i denne måned kom det mest tilintetgørende slag af alle: Med 16.000 ords lakonisk prosa trak ugemagasinet The New Yorker tæppet væk under hele sagen imod Willingham. Stikkeren, viser det sig, var en narkomisbrugende småkriminel, som senere trak sit vidneudsagn tilbage.

»Der er forældelsesfrist for at begå mened, er der ikke?« spurgte han David Grann, magasinets reporter.

Ej heller, noterer Grann, blev der nogensinde godtgjort noget troværdigt motiv for den påståede forbrydelse. Willingham var bestemt ikke nogen helgen. Han drak, var jævnligt sin kone utro og havde let til vold. Under retssagen antydede anklagemyndigheden, at han havde dræbt sine børn, »fordi de kom i vejen for hans øl«. Hans kone, Stacy, sagde imidlertid, at der ikke var foregået noget usædvanligt forud for branden, og at hendes mand nok kunne finde på at behandle hende groft, men altid havde opført sig pænt over for børnene.

»De blev totalt forkælet.«

Heller ikke forsikringspræmien var i en størrelsesorden, der kunne motivere en forbrydelse.

Ingen beviser, kun rygter

Men der, hvor Granns nedrivningsarbejde gik mest brutalt til værks, var i granskningen af de tekniske beviser for ildspåsættelse. Kunne bevismaterialet ikke holde, var Willingham, hans tvivlsomme personlige egenskaber ufortalt, ikke skyld i noget som helst kriminelt. Efter at have rådført sig om hele det tragiske hændelsesforløb med flere eksperter, deriblandt Gerald Hurst, hvis rapport fra januar 2004 blev ignoreret af Texas' benådningsnævn, kunne Grann påvise, at ikke et eneste af 20 påståede tegn på ildspåsættelse, der blev lagt frem under retssagen kunne stå for nøjere videnskabelig prøvelse.

Kort sagt var der ifølge Grann »ikke skygge af bevis på ildspåsættelse«, kun rygter og ammestuehistorier om ild og mordbrand videregivet fra det ene hold af politiefterforskere til det næste. Endog Craig Beyler, den brandekspert, som Texas statslige kommission selv havde brugt, noterede, at de oprindelige efterforskere havde »smidt alle fornuftsræsonnementer over bord« og støttet sig til metoder, »der kendetegner mystik og psykologi.« Med andre ord var Willingham blevet offer for en hyppig svøbe i amerikanske retssale: videnskabeligt makværk.

Pudsigt nok, men måske også ganske passende, falder denne fornyede interesse i, hvad der nu med stor sikkerhed har vist sig som et justitsmord, sammen med 25-året for den britiske videnskabsmand, Sir Alec Jeffreys opdagelse af dna-fingeraftrykket - en teknik, som har gjort det muligt at bevise utallige mistænktes skyld og uskyld, også blandt ikke så få af fangerne på de amerikanske dødsgange. Ganske vist kunne dna-prøver ikke have afgjort spørgsmålet om Willinghams skyld, og skønt der nu er rejst alvorlig tvivl om denne, så har denne tvivl ikke samme absolutte uigendrivelighed over sig som dna-beviser, om end det nærmer sig.

Den 'folkelige vilje'

I næste uge vil en regeringskommission i Texas gennemgå Craig Beylers detaljerede tilbagevisning af det oprindelige bevismateriale. Hvis den siger god for hans konklusioner, er det tænkeligt, at USA for første gang i sin moderne historie formelt vil erkende, at man har henrettet en uskyldig mand. Det står ikke klart, om kommissionen i sig selv har tilstrækkeligt beføjelser til at konkludere, hvorvidt Willingham var uskyldig, og en endelig konklusion ventes da også først til foråret næste år. Men skulle den nå frem til den kendelse, at en uskyldig mand er blevet dræbt, vil det være et skelsættende øjeblik af enorm betydning.

Dermed kan det meget vel være, at lige netop Texas - den amerikanske stat, der er mest opsat af alle på at praktisere dødsstraf - kan blive den, der omsider modbeviser Scalias forsikringer og indrømmer, at den vitterlig har ladet »en retsligt og faktuelt uskyldig person henrette.«

I et andet afsnit af den kommentar, hvori Scalia svor, at noget sådant aldrig var forekommet, langede den amerikanske højesteretsdommer også ud efter paver, udenlandske borgerretsforkæmpere og europæiske venstreorienterede, som måtte have en anden opfattelse.

»Der trives i visse dele af verden en skinhellig kritik af Amerikas dødsstraf. Budskabet er, at denne straf på en eller anden måde ikke er et civiliseret samfund værdigt (...) Men de fleste af de lande som peger fingre, havde selv dødsstraf indtil for relativt nylig og ville have det den dag i dag, hvis demokratiets folkelige vilje var fremherskende.«

Men som så ærkeamerikanske institutioner som The New Yorker og Chicago Tribune har understreget: Hvis den statslige aflivning af Cameron Todd Willingham ikke er uværdig for et civiliseret samfund, hvad er så?

I Ohio, som også praktiserer henrettelse ved giftindsprøjtning, måtte eksekveringen af en dødsdom over den 53-årige Romell Broom i sidste uge i første omgang opgives, da det ikke lykkedes at finde en anvendelig blodåre at sprøjte den dødbringende gift ind i. Fredag beordrede en forbundsstatslig dommer det planlagte andet forsøg på at gennemføre denne henrettelse udskudt i ti dage. Nu vil Brooms advokater have omstødt denne med henvisning til, at den smerte, som deres klient oplevede under det aflyste forsøg, strider imod den amerikanske forfatnings forbud imod »grusom og usædvanlig afstraffelse.«

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lad dog bananlandene rode med deres egne problemer ... vi har jo alligevel ikke soldater nok til at ordne problemer overalt i verden ... . Vi prøvede i Irak og måtte krybe ud på maven, og vi fastholder, at vi nu på snart niende år stadig prøver i Afghanistan, selvom det står klart, Rasmussen (II) har jo selv sagt det, at vi snart kryber ud - igen med højt løftede endebalderne.

Burde Norge ikke også lade den selvstændige stat i Afrika, som vist er anerkendt af Norge, af Danmark m.fl. andre "demokratiske" stater, og som har dødsdømt to nordmænd, rode med dens egne sager ? Jo, det er usmageligt at blande sig, selvom det altså drejer sig om nordmænd.

Norge burde følge Danmarks eksempel : Overlad blot egne statsborgere til deres kranke skæbne i bananlandene. Her i landet sender vi sågar selv vore statsborgere afsted til en tvivlsom retsforfølgelse i bananlande.

Beklager - Willingham var nok uskyldig; men han kan ikke blive dødsstraf-modstandernes Poster Boy. Dertil er tvivlen i sagen for stor.

Man skal finde en mand, som er blevet henrettet - og hvor DNA-sporene frifinder ham.

Det kan nu nok blive vanskeligt, da mange delstater faktisk destruerer bevismaterialet, når en fange er blevet henrettet.