Læsetid: 21 min.

De utilgivne

I St. Petersburg, Florida har 100 sexforbrydere og pædofile forskanset sig i en trailerpark løsrevet fra det almindelige samfund. De er udstødte og lagt for had. Men er der handlinger, der er så onde, at vi aldrig skal give mennesket en ny chance? Vi har besøgt parken, forbryderne kalder en moderne spedalskhedskoloni
I St. Petersburg, Florida har 100 sexforbrydere og pædofile forskanset sig i en trailerpark løsrevet fra det almindelige samfund. De er udstødte og lagt for had. Men er der handlinger, der er så onde, at vi aldrig skal give mennesket en ny chance?  Vi har besøgt parken
11. september 2009

Corn beef, dampende gulerødder, kål og kartofler bugner fra middagsbordet i Florida-trailerparkens midte. Fade bæres ud, andre kommer hurtigt ind. Med lun æbletærte, lagkage og flødeskum på dåse. Omkring den hvide dug med kildevand og Pepsi-dåser sidder en operationssygeplejerske, en tidligere direktør i et nanotekfirma, en gartner og en ældre krigsveteran. Tonen bag palmegardinerne og de træbedækkede vægge er afslappet ironisk. Vennerne taler om personlige problemer, men også om Bush, Obama og change. Selv blandt USA’s mest forhadte forbrydere, bringer den nye præsident håb om forandring. Jeg er inviteret til middag, men jeg tænker mere på værternes forbrydelser end på, hvordan corn beef’en smager. På den succesfulde Boston-forretningsmand Jim, da han går af sted for at møde den 14-årige dreng, han har chattet med på nettet (men som viser sig at være politimand). Sygeplejersken Chuck da han glor på fotos af nøgne børn, mens han guider de pædofile rundt i cyberspace. Andrea, der fører sine fingre op i den lille pige, hun er sat til at passe på. Er disse mennesker virkelig de perverse monstre, deres domme fortæller?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Kjærgård

Tja, det er jo noget sørgeligt noget! Man tænker så samtidig på, at USA er verdens største producent af pornofilm! Pornoficeringen af det offentlige rum betyder, tror jeg, at menneskers grænse for hvad man kan tillade sig flytter sig.

Det er vist nok også bevist i forsøg på Berkeley University. Men hvor mange af disse mennesker er uhelbredeligt pædofile? Og hvor mange er bare gået der er gået skridtet videre i deres søgning efter stærkere sager?

Men man forstår godt mennesker som Judy!

Omvendt igen, så skal man med et retsvæsen som det de har i USA, hvor man kan blive dømt for ingenting måske også lige passe lidt på. I det hele taget synes jeg at USA begynder at ligne et samfund, hvor man ikke har lyst til at tage hen ret meget. Ville føle mig mere tryg i Nord Korea.

USA er vel ikke så forsekllig fra Danmark. Politikerne fra DF til SF elsker at demonstrere styrke og handlekraft, men de tænker som regel ikke over, at det er levende mennesker som dem selv, der bliver ramt af alle deres ”opstramninger” og snak om ”nul-tolerance”…

Leif Nørholm Jensen

Spørgmålet stillet i overskriften: “Men er der handlinger, som er så onde, at vi aldrig skal give mennesket en ny chance?”

Naturligvis er der ikke det. Ethvert menneske er et produkt af arv og miljø samt af sin egen fortid. Og skal med udgangspunkt heri hjælpes fremadrettet.

Det gælder for både ofre og forbrydere.

I øvrigt er sexforbrydelser vel ikke værre end så mange andre forbrydelser som fx at hælde tusindvis af tons forarmet uran ud over Irak.

Bor George W. Bush mon i denne trailerpark?

Til Mads Kjærgård
- jeg har aldrig set et studie der viser at porno føre til pædofili eller sexforbrydelser, det lugter af nypuritanisme.

Til Leif Nørholm Jensen
- Så Kim Jong-il og Lundin skal bare "hjælpes fremadrettet"?
- Selvfølgelig findes der forbrydelser der er så hæslige at de ikke kan tilgives, om sexforbrydelser tilhøre denne kategori har jeg min tvivl. Men at kidnappe, voldtage og holde en pige som sexslave i 18 år falder stensikker i kategorien for utilgivelige forbrydelser, ligesom 11 sep gør det. De forbrydere må leve med deres forbrydelse og omverdens fordømmelse til den dag de dør.

Søren

Ups, nu er det jo faktisk den 11. september, så jeg kan ikke nære mig for at spørge Søren Nørbak, hvem de er, de der forbrydere bag ødelæggelsen den 11. september 2001 som han nævner ?

Begrundelsen for mit spørgsmål er, at Sørens formulering synes at forslå, at de skyldige er kendte, anholdte og dømte.

Øhme, jeg må vist have sovet i timerne ...

Der må og kan ikke findes nogen forbrydelse, som ikke kan sones i samfundets retssystem - om man så skal kalde det tilgivelse eller ej, vil jeg ikke blande mig i.

Men princippet er ret enkelt: hvis der findes en forbrydelse, som uigenkaldeligt stempler forbryderen som paria i samfundets øjne, så er der ingen motivation for at stoppe efter den første forbrydelse, og så får man automatisk f.eks. seriemordere og forbrydere, som hellere tager et opgør med politiet på våben end at overgive sig.

Det er den pragmatiske side af sagen, - på det lidt mere filosofiske plan, så opstår der netop den problematik som Leif Nørholm Jensen nævner: hvordan afvejer man en forbrydelses grovhed? Er det værre at voldtage 10 kvinder på 18 år, end at voldtage en dreng på 17? Er den pædofile - der begår sin forbrydelse i en rus af seksuel opstemthed - værre, end den spritbilist der kører et barn ned? Er den rige mands skatteunddragelse - hvor han stjæler af fælleskassen - en større forbrydelse, end narkomanens villaindbrud?

Den slags vurderinger er ikke nemme, og domstolene har hidtil, efter min bedste overbevisning, kæmpet en hård kamp for at foretage deres vurderinger ud fra objektive kriterier. Men nu har vi heldigvis en regering med et støtteparti, som har fundet en meget nemmere løsning: man skal da bare dømme med følelserne ... hvor svært kan det være?

Jeg kan kun ønske for alle de aktuelle lovmæsssige klamphuggere, at de selv og/eller deres egne børn må blive ramt af deres klamphuggeri!

Inger Sundsvald

Hvis man tager udgangspunkt i hvilke ”gener” mennesker tilfældigvis er født med, og at disse tilbøjeligheder strider imod de af samfundet bestemte lovlige/ulovlige handlinger, så er homoseksualitet i vores samfund tilladt, men ikke pædofili. Omvendt forholder det sig i andre samfund/kulturer, hvor ægteskab med småpiger er tilladt, men homoseksualitet giver dødsstraf.
Her kommer følelser/kultur/religion ind i billedet.

For mig, som er født ind i en vestlig kultur er homoseksualitet ok, men ikke pædofili i alle dens afskygninger. Selv om jeg, i princippet, mener, at alle dømte skal have en chance til, når de har udstået deres straf, så er jeg ikke så tolerant m.h.t. pædofili. Disse mennesker må der holdes øje med, for når det drejer sig om børn, så er min tolerancetærskel ikke ret høj, og jeg tror ikke at ”gener” eller hvad man nu vil kalde det, kan tøjles, og slet ikke at man kan henføre denne adfærd under ”viljen”.

Denne ”vilje” kan kun bruges i forbindelse med f.eks. voldtægt/spritkørsel/mord o.s.v. imod både mænd og kvinder – ifølge min opfattelse - men jeg har heller aldrig påstået at være ”tolerant”.

Kære Johannes Aagaard,

uanset hvad du tror på, så er der ikke ret stor sandsynlighed for, at din tro er udsprunget i unik originalitet af din egen hjerne.

Selvfølgelig kan vi tale om fri vilje, og det går jeg helt ind for.

Men problemet er ikke vilje, men normer, som til enhver tid bliver modereret af vores sociale omgivelser - både de aktuelle og de (personligt) fortidige. hvorfor ville f.eks. flertallet af danskere (eller måske: europæere) væmmes ved tanken om at spise hunde eller rotter? Er det en personlig erfaring, eller et resultat af social påvirkning?

Og lad os bare holde fast i temaet i denne tråd: det er jo blevet dokumenteret gang på gang, at det overvejende flertal af pædofile selv har været pædofiliofre. Og ikke nok med det, - flertallet er blevet udsat for overgreb fra personer med anerkendt autoritet i enten familien eller deres omgangskreds.

Så viljen er såmænd ligegyldig, for viljen er bare en drift. Viljen er som motoren i din bil - den kan være stærk eller svag. Og er den fri, så går det for det meste galt.

Det vigtige er normen, - de retningslinier, som styrer viljen. Og uanset om du bruger danske eller nordkoreanske principper, så kan du ikke styre hvilke normer der bliver bundfældet i individdet.

Selvfølgelig er det heldigt at flertallet i DK i det store hele har fået en opvækst som har fået dem til at antage de almindelige fælles normer, som stemmer nogenlunde overens med lovgivningen. Men det betyder ikke, at de mennesker der falder udenfor, nødvendigvis gør det, fordi de har besluttet at falde udenfor.

At det så er svært at forklare "velopdragne" samfundsborgere, er egentlig ikke så svært at forstå, for det forekommer dem naturligvis uretfærdigt, at de mennesker der (i de velopdragnes øjne) overtræder reglerne, skulle kunne undskyldes.

Kurt opfører sig pænt, - han har da også lyst til at voldtage naboens datter, men han ved godt at han ikke må, og så er det s'gu uretfærdigt at der er nogen der bruger flere kræfter på at hjælpe Ole (som rent faktisk voldtog hende), end på at rose Kurt for at opføre sig pænt.

Og det er da synd for Kurt, - men sådan er samfundets spilleregler: dem der overholder dem, får ikke ros (hvorfor det er sådan, må du spørge redaktørerne på aviserne om ;-).

Michael Tjørning

Det er snart længe siden denne udmærkede artiklen blev bragt, men jeg kan ikke lade være med at komme med en kommentar.

Som jeg ser det, er der to yderligere, væsentlige og delvist oversete grunde til, at pædofili-dømte i den grad bliver sendt uden for samfundet.

Den ene er frygt: Frygten for, at der kan være en side af én selv, som kan få én til at begå overgreb på et barn. Og i forsøget på at holde denne potentielle side væk, udgrænses de pædofili-dømte af det almindelige samfund.

Den anden er en slags ansvarsforflygtigelse, som det ser ud til, at fx omtalte Judy Cornett gør sig skyldig i: Ingen børn har en perfekt opvækst (så vidt jeg ved). Der vil altid være problematikker, traumer/tabuer som man senere i livet må håndtere på en eller anden måde. Og som forælder så kan man lige så godt indse dette: Om man så gør sit allerbedste, vil der altid være fejl, der senere skal rettes op på.
Men hvis et barn så har været udsat for et seksuelt overgreb, så (forestiller jeg mig) kan denne ene krænkelse komme til også at bære ansvaret for alle de andre problemer, som opvæksten kan have givet én. Forbrydelsen er slem nok i sig selv. Men oveni det giver barnet ubevidst krænkeren skylden for alt det, som forældrene har gjort galt (med mindre selvfølgelig, at forældrene selv var medskyldige). Og den krænkede undgår på den måde et mere realistisk billede af sig selv og sin opvækst. Og forældrene kommer ubevidst til at gøre det samme, og fralægger sig dermed ansvaret for de fejl, som de ikke ønsker at indse, at de selv har begået.
Krænkelsen er frygtelig, men på denne måde kan den pædofile altså komme til at bære meget mere skyld end han(/hun) har fortjent.

I Judy Cornetts tilfælde er det oplagt at forestille sig, at hvis hun havde brugt mere opmærksomhed på sin dreng og mindre på at jagte en allerede straffet forbryder, så var drengen måske ikke endt som selvmordstruet stofmisbruger. Men det vil gøre meget ondt på hende at indse dette.