Læsetid 21 min.

De utilgivne

I St. Petersburg, Florida har 100 sexforbrydere og pædofile forskanset sig i en trailerpark løsrevet fra det almindelige samfund. De er udstødte og lagt for had. Men er der handlinger, der er så onde, at vi aldrig skal give mennesket en ny chance? Vi har besøgt parken, forbryderne kalder en moderne spedalskhedskoloni
I St. Petersburg, Florida har 100 sexforbrydere og pædofile forskanset sig i en trailerpark løsrevet fra det almindelige samfund. De er udstødte og lagt for had. Men er der handlinger, der er så onde, at vi aldrig skal give mennesket en ny chance?  Vi har besøgt parken
11. september 2009

Corn beef, dampende gulerødder, kål og kartofler bugner fra middagsbordet i Florida-trailerparkens midte. Fade bæres ud, andre kommer hurtigt ind. Med lun æbletærte, lagkage og flødeskum på dåse. Omkring den hvide dug med kildevand og Pepsi-dåser sidder en operationssygeplejerske, en tidligere direktør i et nanotekfirma, en gartner og en ældre krigsveteran. Tonen bag palmegardinerne og de træbedækkede vægge er afslappet ironisk. Vennerne taler om personlige problemer, men også om Bush, Obama og change. Selv blandt USA’s mest forhadte forbrydere, bringer den nye præsident håb om forandring. Jeg er inviteret til middag, men jeg tænker mere på værternes forbrydelser end på, hvordan corn beef’en smager. På den succesfulde Boston-forretningsmand Jim, da han går af sted for at møde den 14-årige dreng, han har chattet med på nettet (men som viser sig at være politimand). Sygeplejersken Chuck da han glor på fotos af nøgne børn, mens han guider de pædofile rundt i cyberspace. Andrea, der fører sine fingre op i den lille pige, hun er sat til at passe på. Er disse mennesker virkelig de perverse monstre, deres domme fortæller?

Sexforbrydere i Florida er jaget vildt. De bliver drevet ud af samfundet, ned under broer, ind i skovene eller klumpet sammen i trailerparker som denne i Pinellas County nær Floridas fjerdestørste by St. Petersburg.
Flere amerikanske stater har indført love om, at sexforbrydere ikke må bo inden for 300 meter af steder, hvor børn færdes. Men kritikere advarer mod at skubbe forbryderne ud i ressourcesvage nabolag, hvor der er større risiko for, at nye overgreb kan foregå i det skjulte. For nylig undslap den 29-årige Jaycee Dugard efter at have været holdt som fange i 18 år i et belastet kvarter, Antioch Californien, hvor mere end 100 registrerede sexforbrydere boede. Dugards bortfører, som hun har fået to børn med, var også dømt sexforbryder.

Søger eksforbryderne til almindelige boligkvarterer, smækkes deres navne og ansigt op på plakater eller på løbesedler i det lokale Walmart, hvorefter de bliver jaget ud igen. Eller sågar slået ihjel. De er udstødt af samfundet, siger de selv. Uønskede. Utilgivne. Eller som parkens direktør Jim Broderick formulerer det, da han refererer til en middelalderpraksis, der overlevede langt op i det 20. Århundrede: »Vi er den moderne tids spedalskhedskoloni.«

Florida Justice Transitions hedder den privatejede trailerpark, som blev startet af en mor til en sexforbryder, ingen ønskede som nabo. Navnet signalerer en søgen efter retfærdighed og en tro på, at mennesket kan forandre sig. Men hvad er retfærdigt, når vi taler om misbrug af børn? Er der forbrydelser, der er så onde, at vi aldrig skal give forbryderen en ny chance?

Fotoserie: Steven Achiams billeder fra trailerparken

Værre end mordere

Med de mange danske pædofilisager i erindring er jeg rejst til sydstaten Florida for at finde ud af, hvad de pædofile er for mennesker, og hvad vi som samfund skal stille op med dem. At stuve dem sammen i lejre synes ekstremt fra en dansk synsvinkel. Men ville vi alligevel gøre det samme, hvis vi kunne? Holde dem væk fra vores børn! Koste hvad det vil? Den høje, lidt kraftige 59-årige Charles Milczarek – også kaldet Chuck – kommer slentrende mellem trailerne i det, amerikanerne kalder Den Perverse Park. Eller slet og ret Babyvoldtægtsparken. Han er altid klædt i hvidt, Chuck. Fra tennissokkerne til T-shirten, ligesom hans værelse er det, fra sengetøjet til topersonerssofaen. Operationssygeplejersken har opholdt sig fem år i tre forskellige fængsler. For to uger siden flyttede han ind i det etværelses cementrækkehus, som vender direkte mod den summende hovedvej 275. Fra sit vindue kan Chuck se benzintanken Race Trac, fast food-kæden Waffle House og motellet Days Inn Tropicana, der mest er kendt som et paradis for stoffer.

»Biler, motorcykler, båthorn og ghettoblastere. Det er alt sammen god larm. Det er lyde, jeg ikke har hørt i fem år. Det er livet ... jeg er tilbage. Fri igen,« siger Chuck, men tilføjer efter et par sekunder: »Well ... til en vis grænse.«

Sygeplejersken er sexforbryder, og så længe han er under tilsyn – de næste fem år – dikterer boligrestriktioner, at Chuck ikke må leve inden for 1.000 fod (ca. 300 meter) af busstoppesteder, kirker, skoler eller andre steder, hvor børn færdes. Han skal være på sit værelse hele natten – politiet har spændt en GPS-rem om anklen på ham, så de kan følge alle hans bevægelser.

»Jeg har været forbi broen, hvor sexforbrydere sover på papkasser mellem kasserede frysere. Jeg takker Gud for, at jeg kan bo her,« siger Chuck.

Udenfor blafrer det amerikanske flag over pastelfarvede trailere. Det er en slags campingvogne, men hjulene er fjernet, og foran trailerne har beboerne anrettet små bede med gule roser, kaktusser og lyserøde pelikaner. Tre smalle veje skærer gennem forbryderparken, der fylder mindre end en fodboldbane, men har egne trafikskilte. Loven tæller også her. Indeni trailerne er to til fire mennesker klemt sammen i snævre rum eller i skæve tilbygninger, som ikke altid har vinduer.

»Det er en anden følelse at bo her, end at være ude i verden, hvor selv mordere synes, de er mere værd end os. Her bliver jeg ikke set på med afsky,« siger Chuck og afslører det, som hurtigt bliver klart: Sexforbryderne føler sig udstødt af samfundet, men de ser også livet i parken som en beskyttelse mod samfundet.
Da Chuck kort efter at være flyttet til Florida i 2000 mistede sin kæreste, opsøgte han fantasy-chatrum på internettet. Sygeplejersken lærte, hvor børnepornoen fandtes, og han ledte andre til den. En dag kom han i kontakt med en 14-årig dreng, der viste sig at være politimand. Politiet fandt en computer med fem børnepornofotos på Chucks adresse.

»Det var ikke, fordi jeg samlede 80.000 fotos af vilde ting,« siger han undskyldende.

Vi går udenfor. På et hvidt havebord har Chuck sat en ensom pelargoniaplante med røde blomsterskud. Om en uge kommer familien, som han ikke har set i fem år.

»De er vrede. Ud over alle grænser. Min søster kan stadig ikke forstå, at det er sket. Hun nærer stadig modvilje mod mig. Men min familie siger hele tiden, at de ikke er holdt op med at elske mig ... jeg er deres bror ... jeg ved, at jeg har såret dem.«

Flere af de niecer og nevøer, der kommer på besøg, har selv fået børn, men det er forbudt for Chuck at lege med dem.

»Jeg tror godt, vi kan tage på stranden, så længe jeg ikke ligger tæt på min nieces datter,« overvejer sygeplejersken. Jeg skrår over 275 Interstate til Waffle House, hvor servitricen Sandra serverer en lunken kop kaffe og siger:

»Du skal vide, at de er sexforbrydere alle sammen derovre. Jeg vil nødig have, at der sker dig noget.«

De er monstre!

En funklende, tingrå Chrysler 300 triller ind på parkeringspladsen foran Days Inn Tropicana skråt over for trailerparken. Bag rattet sidder en dame med halvlangt pjusket hår, lange hvide negle, pink læbestift og en 9mm i håndtasken. Det er Judy Cornett – en Florida-mor, der har viet sit liv til at sætte sexforbrydere bag tremmer. I telefonen sagde hun, at de alle burde sendes til Alcatraz – den berygtede fængselsø i San Franciscobugten, som lukkede i 1963. Sammen skal vi på en såkaldt ’mobil operation’.

»Han satte fiskekroge i sit offer og ridsede sine initialer på hendes bryst. Ingen ville have ham boende, så han endte i trailerparken,« siger Judy om manden, vi skal opspore.

Sexforbryderen boede tidligere i en anden trailerpark, Florida Justice Transitions stod bag i naboamtet Hillsborough. Judy mente, parken lå for tæt på børnefamilier, og da hun gik til pressen, brød helvede løs. I Hillsborough må højest hver tiende beboer i en trailerpark nu være sexforbryder. Bliver samme lov indført i Pinellas, så ryger Chuck og de andre beboere på gaden.

»De sad med bøjede hoveder, og et øjeblik havde jeg ondt af dem, men så sagde jeg til mig selv: Vent et øjeblik, disse mennesker er monstre,« fortæller Judy om Hillsborough-forbryderne. Hendes negle borer sig ned i printet af den 35-årige hvide mand, vi jagter, og hvis offer var hans 15-årige kæreste.

’Jeg er ikke John Coeuy’

John Coeuy er symbolet på ondskab i Florida, og sexforbryderne trækker Coeuy frem, når de skal fortælle, hvem de ikke er. »Jeg er ikke John Coeuy,« lyder klageråbet fra trailer til trailer. I 2005 kidnappede Coeuy den niårige Jessica Lunsford. Sexforbryderen voldtog Jessica og fodrede hende i et skab i tre dage, inden han begravede hende levende i baghaven. Kort efter underskrev daværende guvernør Jeb Bush ’Jessicas Lov’, som fordoblede Floridas straframme for sexforbrydelser. Det koster nu mindst 25 år bag tremmer at forgribe sig på et barn under 12 år. Dertil kommer livslang monitorering med GPS. Til sammenligning sidder danske pædofile i snit 16 måneder i fængsel for forbrydelser mod børn, selv om straframmen i 2002 blev hævet til 12 år. Floridas nultolerance over for kriminalitet har fyldt fængslerne til bristepunktet – siden år 2000 er antallet af Florida-borgere bag tremmer vokset fra godt 71.000 til over 100.000. Flere end 40 stater har ladet sig inspirere af Jessica-loven og boligrestriktioner på 1.000 fod eller mere er indført utallige steder. I Miami er grænsen 2.500 fod, og det har sendt sexforbryderne ud af byen – over 50 pædofile lever under Julia Tuttle-broen.

Nogle borgerretsgrupper og forskere advarer om, at det næppe er løsningen at skubbe USA’s over 500.000 registrerede sexforbrydere ud over kanten af samfundet, og at boligrestriktionerne skaber falsk tryghed, fordi ni ud af ti sexforbrydelser begås af én, offeret kender.

Flere gange er borgernes had til forbryderne endt i blodbad og selvtægt. Og i vinter frøs en hjemløs sexforbryder i Boston ihjel, fordi han blev nægtet adgang til et herberg, der lå tæt på en børnehave.
Andre giver netop den voldsomme offentlige bevågenhed æren for, at der er sket mere end en halvering i dokumenterede sexovergreb, siden problemet toppede i begyndelsen 90’erne, hvor der var knap 150.000 overgreb årligt over hele landet.

Dobbelt så slemme

Whiskyen har sendt 43-årige Roberts øjne til søs. Hver aften har han brug for det glas, der kan få ham til at falde i søvn. Han og 28-årige Andrea er et af de få kærestepar i trailerparken.

»Som individer er vi slemme, men som par er vi dobbelt så slemme,« som Robert formulerer det.

»Det mest skræmmende er tanken om, at vi ender med at blive fuldstændig selvforsynende,« mener han, »at vi bliver så udstødte, at vi dyrker vores egen mad og ikke har brug for nogen udefra. Det er dét, samfundet ønsker: Hold dem væk fra os! Put dem steder, hvor ingen andre kommer! Men vi skal ikke være vores egen lille organisation, for det er som at indrømme, at vi er onde mennesker.«

Parret sidder foran deres pc’er, omkring dem er et hav af tøj, tæpper, pilleæsker, papirstakke, hundemad og horrorfilm. Robert læser en bachelor i virksomhedsledelse, Andrea i kommunikation. De er fjernstuderende – der er 45 minutter til deadline på Andreas første skriftligt opgave. Mens hendes overkrop vugger frem og tilbage, fortæller hun sin historie:

Fra Andrea var tre år blev hun misbrugt af en ven af huset og af sin danskfødte bedstefar. Men det var hendes storebror, der for alvor introducerede hende til sex, og det blev til en daglig ’leg’. Én gang trykkede Andrea på alarmknappen. »Du skal ikke ødelægge familien,« rasede forældrene, så Andrea slap først fri af misbruget, da hun var 21 år. Året efter passede hun sin venindes treårige datter.

»Jeg var ved at skifte ble, da jeg stak fingrene op i hende. Da hun omkring to minutter senere begyndte at græde, stoppede jeg.«

Du stoppede efter to minutter?

»Det varede ikke lang tid, men længe nok til at få hende til at græde, og til at jeg indså, hvad jeg var i gang med.«

Vidste du ikke hele tiden, hvad du gjorde?

»Jeg kan ikke sige, at jeg ikke vidste det. At krænke et barn er noget, du lærer. Jeg lærte det ved, at nogen gjorde det ved mig. Misbruget var det, jeg forbandt med kærlighed ... jeg mener, jeg vidste ikke, hvad kærlighed var ... jeg forvekslede det. Da jeg misbrugte pigen, var det næsten som at sige: ’Jeg elsker dig’,« siger Andrea, mens de lange negle, hun så tit drømmer om at rive af, glider hen over nogle af de 5.000 digte, hun skrev i fængslet.

»Men det er ikke en undskyldning, at det er sket for mig,« tilføjer hun og foregriber mit næste spørgsmål.
»Jeg hader at bruge det. Der er aldrig nogen undskyldning for at skade et barn. Aldrig!«

Da Andrea søgte hjælp på et psyafkiatrisk hospital, ringede lægerne til politiet. Hun indgik forlig og fik fem års fængsel og ti års tilsyn.

Robert er dømt for i fuldskab at have befamlet en 10-årig pige på kønsdelene. Senere anklagede ekskonen ham for at have begramset sine egne børn, Robert nægtede – det gør han stadig – men dommeren sendte ham fem år i fængsel plus ti år med tilsyn. Det var sådan Robert og Andrea mødte hinanden: Under en picnic i trailerparken, afskåret fra verden udenfor. I begyndelsen drak Robert sig altid fuld, betalte ikke sin leje og var nær blevet smidt ud. Men terapien hjalp, siger han, og nu tjener han penge på at reparere ramponerede trailere, patruljere parken og forsøge at holde narko og prostituerede ude.

På reolen er seks pasfotos af hans børn presset sammen i en billedramme. Han må nøjes med at se på dem. Amerikanske studier viser, at 5 til 15 pct. af straffede sexforbrydere begår nye krænkelser. Hvordan skal vi være sikre på, at Robert ikke er en af dem?

»Den eneste måde at overbevise dig om, at jeg aldrig vil gøre det igen er ... aldrig at gøre det igen. A-L-D-R-I-G.«

Robert staver sig gennem ordet. Tre minutter i midnat sender Andrea sin opgave af sted. På sengen ligger et af hendes digte: »Det lille barn, ØDELAGT, ØDELAGT. ØDELAGT.«

»Folk vil hade dig for at skrive om det her sted,« siger Robert, før jeg igen smækker trailerdøren bag mig.
»Især hvis du skriver noget godt om os.«

Fight, fuck eller flygt

I fjor blev en kvinde myrdet i trailerparken, men morderen var en af de få ikke-sexforbrydere. Det er i det hele taget en rå virkelighed i St. Petersburg. Inden for få måneder bliver to børn dræbt i bandeopgør. Parkens direktør, Jim Broderick, bryster sig af, at ingen beboere har forgrebet sig mod børn, siden parken for alvor åbnede i 2005. Det skyldes den ugentlige terapi og forpligtelserne over for fællesskabet, hævder han.
En dag tager jeg med til terapien i et tapetblomstret lokale, hvor 30-40 forbrydere er bænket under et skarpt neonlys. Nogle mænd har flere ar efter knivstik på kroppen, end de har tatoveringer. Også bag tremmer er sexforbryderne de laveste.

»Derinde er det fight, fuck eller flygt,« som en af dem siger.

På bagerste række kører Chucks ben konstant op og ned.

»Er du afhængig af sex? Ledte du efter kærlighed alle de forkerte steder,« spørger terapeuten Don Sweeney, en kraftig mand, med et stort krøllet hår.

Chuck fortæller om chatrummene med en vis uskyld i stemmen.

»Jeg opfordrede aldrig nogen til at mødes. Jeg sendte aldrig porno til nogen. Jeg fortalte dem bare, hvor de kunne finde det.«

»Det lyder, som om du var socialdirektør for de pædofile. Hvad fik du selv ud af det? Ville du bare hjælpe ensomme sjæle på internettet,« spørger terapeuten ironisk.

Sexforbryderne fniser. »Okay, okay,« siger Chuck og erkender, at han ville have mødtes med den 14-årige dreng.

Efter et par dage i parken har jeg en følelse af, at forbryderne bekræfter hinanden i, at det ikke er så slemt, det de har gjort. De synger alle den samme sang om, hvor nemt det er at lande i fedtefadet.
Jeg trækker Sweeney til side.

Risikerer parken ikke at skabe sin egen lille subkultur, der får onde forbrydelser til at fremstå som noget normalt?

»Omverdenen minder konstant disse mennesker om, at de ikke er normale. De ved, at der er noget galt med dem,« siger Sweeney afvisende.

Han fortæller historien om et andet barn, der har lagt navn til lovgivning i Florida: I 1995 blev ni-årige Jimmy Ryce voldtaget og myrdet af en tidligere dømt sexforbryder. Det førte til oprettelsen af et Jimmy Ryce-center, hvor sexforbrydere, der har udstået deres straf, spærres inde på ubestemt tid, hvis læger vurderer, de er for syge til at leve i samfundet. Centret er blevet kritiseret for at mangle behandling og for blot at være en forlængelse af straffen.

»Florida er en politistat. Den tror ikke på, at folk kan forandre sig. Den tror på at straffe,« insisterer Sweeney.

Men er det ikke nødvendigt at overvåge disse mennesker, indtil man er sikker på, at de ikke begår nye forbrydelser?

»Det kan der være nogle fordele i,« siger Sweeney, »men hvis disse mennesker føler, at de aldrig bliver tilgivet, og de aldrig får et normalt liv, kan det få de mest syge til at give op. Det er dem, der slår det næste offer ihjel, fordi de ved, at de står over for en livstidsdom, hvis de bliver fanget.«

Et par aftener senere flytter Dave ind. Han har været spærret inde i 18 år – de sidste tre år på et Jimmy Ryce-center, hvor lægerne testede, om hans penis reagerede på børneporno. Nu har han taget sin mor med i trailerparken.

»Du kan ikke vinde over systemet,« siger politimanden, der spænder GPS-remmen om hans ben.

Ud på Alcatraz

Mens mørket sniger sig ind over St. Petersburg, fortsætter Judy Cornett jagten på den 35-årige fiskekrogsforbryder.

»Alarm! Alarm!« lyder det fra en sort boks i Chrysleren, når politiet nærmer sig. Det er rart at vide, hvor ordensmagten er, hvis der skulle blive brug for den.

Judy støtter 1.000 fods-reglen. Sexforbryderne skal holdes væk fra børn.

»Hvis du sætter en slikskål midt i en børnehave og siger til børnene, at de skal holde fingrene væk, vil de så gøre det,« spørger hun.

Men hvor skal sexforbryderne bo? Alcatraz var vel en joke?

»Nej! Hvis jeg var mangemillionær, så ville jeg købe det sted og sende dem alle derover.«

Kritikerne kalder pædofiljægeren Judy Cornett for en selvtægtsudøvende gun-swinger. Andre roser hende for at redde Floridas børn. For Judy er det også en personlig sag. Den 32-årige sexforbryder Kevin Kinder førte i 1992 Judys søn og hans kammerat gennem timers seksuel tortur. Mens sønnen efterfølgende brød sammen, endte på stoffer og forsøgte selvmord, slap Kinder ud af fængslet efter seks år.

Judy begyndte at jage ham. Hvor end han flyttede hen, fulgte hun efter, delte flyers ud, advarede naboer. Sexforbryderen blev jaget ud af 11 nabolag, før han gik under jorden og brød sine tilsynsregler. Det sendte ham tilbage i fængsel – denne gang på livstid. Siden har Judy dannet organisationen Safety Zone – et netværk af 50 frivillige børn og voksne, som patruljerer gaderne og lærer børn at afvise fremmede. De voksne frivillige går med sorte armbånd – et symbol på det onde og på dødsstraf.

Jeg har talt med sexforbrydere, som efter at have siddet i fængsel nu forsøger at blive bedre mennesker – skal de ikke have en chance for at bevise det?”

»Er du bøsse eller heteroseksuel,« spørger Judy.

Hetero.

»100 pct?«

Ja

»Hvis jeg sender dig i terapi hos verdens bedste terapeut og siger til ham, at du ikke ville være heteroseksuel længere, men homoseksuel, vil han så kunne få dig til det?«

Du siger, at disse mennesker aldrig vil forandre sig?

»Præcis. Og det vil en ægte pædofil også sige.«

Jeg tænker på Andrea. Men nogle af disse mennesker blev selv misbrugt som børn, skal de ikke have en chance?

»Jeg falder ikke for det,« afbryder Judy, »hvis du selv var blevet misbrugt, og du fik tanker om at misbruge et barn, ville du så ikke søge hjælp?«

Men når man har udstået sin fængselsstraf, bør man så ikke få sine rettigheder som borger tilbage?

»Hvis du forgriber dig mod et barn, så har du ingen rettigheder,« svarer Judy,

»Jeg garanterer dig, at de fleste mennesker her vil sige det samme. Krænker du et barn, så er du færdig. Fra den dag vil du bliver overvåget af mig og alle andre. Ordensmagten kan ikke klare alt for os – vi må beskytte vores børn. Disse mennesker er syge!«

Judy råber nu. »Syge!«

’Jeg er civiliseret’

Da jeg igen besøger Chuck, fortæller han, at han vil søge job på byens hospital for krigsveteraner.

»Vil jeg begå en ny forbrydelse? Ved Gud nej! Vil jeg? Jeg ved det ikke. Men jeg har ikke nogen grund til at gøre det, ser du. Jeg ved, at det, jeg gjorde, var forkert. Jeg er et civiliseret menneske. Det var mod naturen.«

Du siger, at du er civiliseret – burde det ikke have forhindret dig i at begå den første forbrydelse?

»’Hvorfor gjorde jeg noget så dumt?’ Jeg har spurgt mig selv det masser af gange. Led jeg afsavn som barn? Nej! Min mor og far var sammen til det sidste, jeg voksede op i en kærlig familie. Alle mennesker kan begå den ene fejltagelse. Psykiateren må hjælpe mig med at finde ud af, hvorfor jeg gjorde det. Måske ved han det bedre end jeg.«

Tænker du nogensinde over, hvordan de børn på pornobillederne har det?

»Ja! Kunne jeg have ændret på deres situation? Nej. Blev jeg tændt af dem? Nej. Jeg så bare på dem. Hvordan deres liv er? Jeg er sikker på, at det er meget slemt. De børn på billederne vil sikkert selv blive krænkere. Om skylden følger med? Ja, jeg føler den skyld. Det gør jeg virkelig.«

Pludselig træder en 32-årig ranglet, rødhåret mand med en usædvanlig lys stemme ind på værelset. IT-programmøren skal bo sammen med Chuck. Efter en ugelang seksuel affære med sin 17-årige løbeelev forbyder loven ham at bo med sin kone og fire børn.

Der er stor forskel på sexforbrydernes lyst til at angre. En mand siger om sit offer – en fem-årige pige – at hun selv spillede op til ham, fordi hun legede nøgen rundt i haven med en kanin. Det er til at kaste op over.
Jeg møder også enkelte beboere, der ikke er sexforbrydere.

»Babyvoldtægtsmænd burde halshugges, som terroristerne gør i Irak,« siger en mand, der har plantet figurer af frøer og flodheste foran sin trailer. Men hvem voldtager babyer? Vel ikke IT-programmøren? Og hvad med Andrea?

En smertefuld død

En aften går jeg tur med hende og hunden Nicey. Andrea fortæller, at hendes store drøm er at få børn, men at det først er muligt efter tilsynsperioden slutter i 2017 – ellers vil staten tage dem. Så taler hun om tilgivelse.

»Hvis du ikke tilgiver andre, så vil Gud heller ikke tilgive dig. Det er dét, der skræmmer mig. For jeg vil tilgives.«

Andrea griner forlegent, som er hun blevet fanget i at sige noget forbudt.

»Men jeg har selv svært ved at tilgive dem, der misbrugte mig. Hver morgen må jeg sige til mig selv: Andrea, i dag tilgiver du dem, og du tilgiver dig selv.«

Hun fortæller om dødstruslerne i fængslet, og om dem på arbejdet, der vil sprænge trailerparken i luften.
»Men jeg vil aldrig fortryde, at jeg meldte mig selv,« erklærer Andrea.

Robert har endnu sværere ved at tilgive sine krænkere. Vi sidder i parkens hvide Ford-kassebil på vej for at hente Andrea fra arbejdet i Thrift City USA, hvor hun sælger brugt tøj, da Robert fortæller, hvad der er hændt ham.

»Fra jeg var 12 til 16 år, lavede jeg børnepornofilm.«

Jeg kan ikke fange Roberts blik. Han ser ikke på mig, men han ser heller ikke på vejen. Han ser på ingenting.

»Min mor smed mig ud hjemmefra, og jeg mødte en anden hjemløs dreng, der fortalte mig, hvordan jeg kunne tjene penge,« fortæller Robert og fortsætter:

»Når du er 12 år, så er det ikke nødvendigvis en dårlig ting at få sex hver dag, men når jeg ser tilbage på det som voksen ... at folk fortalte mig, hvordan jeg skulle bevæge mig, optog video og tog billeder ... det forskruer dit hoved som barn, men det er først senere du forstår, hvor ødelagt, du er.«

Teenageren endte på et psykiatrisk hospital i to år. Ville Chuck vide mere om konsekvenserne for børnene på pornobillederne, kunne han bare gå de 200 meter ned til Roberts trailer.

»Jeg synes, de skulle lide en meget smertefuld død,« siger Robert om filmfolkene. Han strammer grebet om rattet, så man kan se blodet dunke gennem underarmen.

»Jeg kan ikke bruge andre ord. Jeg prøver at lade de her ting være en del af min fortid, men filmene er stadig på internettet. De er derude.«

Vi drejer ind på parkeringspladsen foran Thrift City, hvor Andrea venter.

»Jeg ville elske at få børn med hende, men i 2017 vil jeg sikkert være gammel og træt. Jeg håber, at jeg aldrig kommer til at holde hende tilbage.«

Robert springer ud og åbner døren for Andrea. Det gør han altid. Andrea fortæller, at hun er dumpet i den skriftlige opgave.

Chrysleren med tonede ruder triller ind foran en stor villa med nyslået plæne.

»Rul vinduet op,« hvisker Judy Cornett med hård stemme.

Vi er fremme ved fiskekrogsforbryderens hus. Judy lister op og lægger øret til døren. Der er mørkt derinde. Hun går ind til naboen, og lidt efter kommer nabokvinden løbende ud.

»Jeg har lyst til at skrige!« Kvindens stemme knækker over. Hendes mand kommer farende efter hende.
»Havde jeg vidst, min nabo var sexforbryder, ville jeg aldrig have ladet børnene lege i haven,« udbryder han.
I samme øjeblik drejer en mørk bil om hjørnet. Det er ham! Manden med fiskekrogen. Parret løber væk, Judy hopper ind i bilen.

»Fuck!« udbryder hun.

Da vi er på afstand af huset, spørger jeg Judy, hvorfor det ikke er en god idé at have sexforbryderne samlet i én trailerpark, når de nu ikke må leve i villakvartererne.

Parken er jo en form for mini-Alcatraz. Men Judy siger, at der også bor børn i nærheden af Pinellas-parken. Og at der blot er 700 meter til den nærmeste skole.

»Vil du helst have dit barn omgivet af én pitbull eller af 100?,« spørger hun.

»En dag vil en af dem jo gå til angreb.«

På vej tilbage mod Days Inn Tropical joker Judy med en politimand over telefonen. Pædofiljægeren siger, hun vil åbne en dagpleje inden for 1.000 fod af parken i Pinellas. For så må den lukke.

Da jeg går forbi Chuck for at sige farvel, har han sat flere pelargonia-blomster på havebordet, og i vinduet står der nu også geranier. Han har besluttet sig for at komme videre i sit liv, siger han.

»Jeg vil ikke befinde mit i et hul resten af mine dage. Hvad jeg gjorde var ufatteligt, men jeg kan ikke ændre det. Hvis jeg hænger i fortiden, vil jeg aldrig vokse. Jeg vil gøre alt, jeg kan, for at blive et bedre menneske.«
Søsteren ringer, men Chuck tager den ikke. Vil han ikke længere konfronteres med hendes skuffelser? Alle spørgsmålene?

Chuck taler om, hvor han vil flytte hen, når han er fri om fem år: Til en lille hytte i bjergene i New York State.

Du nyder larmen her, men du vil ...

»... isolere mig selv senere?« afslutter han selv sætningen.

Måske har Chuck ikke brug for Judy til at jagte sig, måske finder han sit Alcatraz helt af sig selv. Jeg trykker ham i hånden til farvel. På vej ud af skuret snubler jeg over en ledning – et øjeblik hænger Waffle House skævt i luften foran mig.

»Pas på du ikke sprænger hele stedet i luften,« siger sygeplejersken bag mig.

»Nej, det går ikke,« svarer jeg, og hører en lav stemme forfølge mig, da jeg passerer pelargonierne.

»Well, det kommer an på hvordan man ser på det.«

Fotoserie: Steven Achiams billeder fra trailerparken

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Mads Kjærgård
Mads Kjærgård

Tja, det er jo noget sørgeligt noget! Man tænker så samtidig på, at USA er verdens største producent af pornofilm! Pornoficeringen af det offentlige rum betyder, tror jeg, at menneskers grænse for hvad man kan tillade sig flytter sig.

Det er vist nok også bevist i forsøg på Berkeley University. Men hvor mange af disse mennesker er uhelbredeligt pædofile? Og hvor mange er bare gået der er gået skridtet videre i deres søgning efter stærkere sager?

Men man forstår godt mennesker som Judy!

Omvendt igen, så skal man med et retsvæsen som det de har i USA, hvor man kan blive dømt for ingenting måske også lige passe lidt på. I det hele taget synes jeg at USA begynder at ligne et samfund, hvor man ikke har lyst til at tage hen ret meget. Ville føle mig mere tryg i Nord Korea.

Brugerbillede for Per Thomsen

USA er vel ikke så forsekllig fra Danmark. Politikerne fra DF til SF elsker at demonstrere styrke og handlekraft, men de tænker som regel ikke over, at det er levende mennesker som dem selv, der bliver ramt af alle deres ”opstramninger” og snak om ”nul-tolerance”…

Brugerbillede for Leif Nørholm Jensen
Leif Nørholm Jensen

Spørgmålet stillet i overskriften: “Men er der handlinger, som er så onde, at vi aldrig skal give mennesket en ny chance?”

Naturligvis er der ikke det. Ethvert menneske er et produkt af arv og miljø samt af sin egen fortid. Og skal med udgangspunkt heri hjælpes fremadrettet.

Det gælder for både ofre og forbrydere.

I øvrigt er sexforbrydelser vel ikke værre end så mange andre forbrydelser som fx at hælde tusindvis af tons forarmet uran ud over Irak.

Bor George W. Bush mon i denne trailerpark?

Brugerbillede for Søren Nørbak

Til Mads Kjærgård
- jeg har aldrig set et studie der viser at porno føre til pædofili eller sexforbrydelser, det lugter af nypuritanisme.

Til Leif Nørholm Jensen
- Så Kim Jong-il og Lundin skal bare "hjælpes fremadrettet"?
- Selvfølgelig findes der forbrydelser der er så hæslige at de ikke kan tilgives, om sexforbrydelser tilhøre denne kategori har jeg min tvivl. Men at kidnappe, voldtage og holde en pige som sexslave i 18 år falder stensikker i kategorien for utilgivelige forbrydelser, ligesom 11 sep gør det. De forbrydere må leve med deres forbrydelse og omverdens fordømmelse til den dag de dør.

Søren

Brugerbillede for Per Jongberg

Ups, nu er det jo faktisk den 11. september, så jeg kan ikke nære mig for at spørge Søren Nørbak, hvem de er, de der forbrydere bag ødelæggelsen den 11. september 2001 som han nævner ?

Begrundelsen for mit spørgsmål er, at Sørens formulering synes at forslå, at de skyldige er kendte, anholdte og dømte.

Øhme, jeg må vist have sovet i timerne ...

Brugerbillede for Sven Karlsen

Der må og kan ikke findes nogen forbrydelse, som ikke kan sones i samfundets retssystem - om man så skal kalde det tilgivelse eller ej, vil jeg ikke blande mig i.

Men princippet er ret enkelt: hvis der findes en forbrydelse, som uigenkaldeligt stempler forbryderen som paria i samfundets øjne, så er der ingen motivation for at stoppe efter den første forbrydelse, og så får man automatisk f.eks. seriemordere og forbrydere, som hellere tager et opgør med politiet på våben end at overgive sig.

Det er den pragmatiske side af sagen, - på det lidt mere filosofiske plan, så opstår der netop den problematik som Leif Nørholm Jensen nævner: hvordan afvejer man en forbrydelses grovhed? Er det værre at voldtage 10 kvinder på 18 år, end at voldtage en dreng på 17? Er den pædofile - der begår sin forbrydelse i en rus af seksuel opstemthed - værre, end den spritbilist der kører et barn ned? Er den rige mands skatteunddragelse - hvor han stjæler af fælleskassen - en større forbrydelse, end narkomanens villaindbrud?

Den slags vurderinger er ikke nemme, og domstolene har hidtil, efter min bedste overbevisning, kæmpet en hård kamp for at foretage deres vurderinger ud fra objektive kriterier. Men nu har vi heldigvis en regering med et støtteparti, som har fundet en meget nemmere løsning: man skal da bare dømme med følelserne ... hvor svært kan det være?

Jeg kan kun ønske for alle de aktuelle lovmæsssige klamphuggere, at de selv og/eller deres egne børn må blive ramt af deres klamphuggeri!

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Hvis man tager udgangspunkt i hvilke ”gener” mennesker tilfældigvis er født med, og at disse tilbøjeligheder strider imod de af samfundet bestemte lovlige/ulovlige handlinger, så er homoseksualitet i vores samfund tilladt, men ikke pædofili. Omvendt forholder det sig i andre samfund/kulturer, hvor ægteskab med småpiger er tilladt, men homoseksualitet giver dødsstraf.
Her kommer følelser/kultur/religion ind i billedet.

For mig, som er født ind i en vestlig kultur er homoseksualitet ok, men ikke pædofili i alle dens afskygninger. Selv om jeg, i princippet, mener, at alle dømte skal have en chance til, når de har udstået deres straf, så er jeg ikke så tolerant m.h.t. pædofili. Disse mennesker må der holdes øje med, for når det drejer sig om børn, så er min tolerancetærskel ikke ret høj, og jeg tror ikke at ”gener” eller hvad man nu vil kalde det, kan tøjles, og slet ikke at man kan henføre denne adfærd under ”viljen”.

Denne ”vilje” kan kun bruges i forbindelse med f.eks. voldtægt/spritkørsel/mord o.s.v. imod både mænd og kvinder – ifølge min opfattelse - men jeg har heller aldrig påstået at være ”tolerant”.

Brugerbillede for Sven Karlsen

Kære Johannes Aagaard,

uanset hvad du tror på, så er der ikke ret stor sandsynlighed for, at din tro er udsprunget i unik originalitet af din egen hjerne.

Selvfølgelig kan vi tale om fri vilje, og det går jeg helt ind for.

Men problemet er ikke vilje, men normer, som til enhver tid bliver modereret af vores sociale omgivelser - både de aktuelle og de (personligt) fortidige. hvorfor ville f.eks. flertallet af danskere (eller måske: europæere) væmmes ved tanken om at spise hunde eller rotter? Er det en personlig erfaring, eller et resultat af social påvirkning?

Og lad os bare holde fast i temaet i denne tråd: det er jo blevet dokumenteret gang på gang, at det overvejende flertal af pædofile selv har været pædofiliofre. Og ikke nok med det, - flertallet er blevet udsat for overgreb fra personer med anerkendt autoritet i enten familien eller deres omgangskreds.

Så viljen er såmænd ligegyldig, for viljen er bare en drift. Viljen er som motoren i din bil - den kan være stærk eller svag. Og er den fri, så går det for det meste galt.

Det vigtige er normen, - de retningslinier, som styrer viljen. Og uanset om du bruger danske eller nordkoreanske principper, så kan du ikke styre hvilke normer der bliver bundfældet i individdet.

Selvfølgelig er det heldigt at flertallet i DK i det store hele har fået en opvækst som har fået dem til at antage de almindelige fælles normer, som stemmer nogenlunde overens med lovgivningen. Men det betyder ikke, at de mennesker der falder udenfor, nødvendigvis gør det, fordi de har besluttet at falde udenfor.

At det så er svært at forklare "velopdragne" samfundsborgere, er egentlig ikke så svært at forstå, for det forekommer dem naturligvis uretfærdigt, at de mennesker der (i de velopdragnes øjne) overtræder reglerne, skulle kunne undskyldes.

Kurt opfører sig pænt, - han har da også lyst til at voldtage naboens datter, men han ved godt at han ikke må, og så er det s'gu uretfærdigt at der er nogen der bruger flere kræfter på at hjælpe Ole (som rent faktisk voldtog hende), end på at rose Kurt for at opføre sig pænt.

Og det er da synd for Kurt, - men sådan er samfundets spilleregler: dem der overholder dem, får ikke ros (hvorfor det er sådan, må du spørge redaktørerne på aviserne om ;-).

Brugerbillede for Michael Tjørning
Michael Tjørning

Det er snart længe siden denne udmærkede artiklen blev bragt, men jeg kan ikke lade være med at komme med en kommentar.

Som jeg ser det, er der to yderligere, væsentlige og delvist oversete grunde til, at pædofili-dømte i den grad bliver sendt uden for samfundet.

Den ene er frygt: Frygten for, at der kan være en side af én selv, som kan få én til at begå overgreb på et barn. Og i forsøget på at holde denne potentielle side væk, udgrænses de pædofili-dømte af det almindelige samfund.

Den anden er en slags ansvarsforflygtigelse, som det ser ud til, at fx omtalte Judy Cornett gør sig skyldig i: Ingen børn har en perfekt opvækst (så vidt jeg ved). Der vil altid være problematikker, traumer/tabuer som man senere i livet må håndtere på en eller anden måde. Og som forælder så kan man lige så godt indse dette: Om man så gør sit allerbedste, vil der altid være fejl, der senere skal rettes op på.
Men hvis et barn så har været udsat for et seksuelt overgreb, så (forestiller jeg mig) kan denne ene krænkelse komme til også at bære ansvaret for alle de andre problemer, som opvæksten kan have givet én. Forbrydelsen er slem nok i sig selv. Men oveni det giver barnet ubevidst krænkeren skylden for alt det, som forældrene har gjort galt (med mindre selvfølgelig, at forældrene selv var medskyldige). Og den krænkede undgår på den måde et mere realistisk billede af sig selv og sin opvækst. Og forældrene kommer ubevidst til at gøre det samme, og fralægger sig dermed ansvaret for de fejl, som de ikke ønsker at indse, at de selv har begået.
Krænkelsen er frygtelig, men på denne måde kan den pædofile altså komme til at bære meget mere skyld end han(/hun) har fortjent.

I Judy Cornetts tilfælde er det oplagt at forestille sig, at hvis hun havde brugt mere opmærksomhed på sin dreng og mindre på at jagte en allerede straffet forbryder, så var drengen måske ikke endt som selvmordstruet stofmisbruger. Men det vil gøre meget ondt på hende at indse dette.