Efter ugers tæt løb stod det mandag aften klart: Den siddende rød-grønne regering fortsætter ved magten i Norge.
Valgkampen er af flere kommentatorer blevet betegnet som en kamp om regeringsmagten, mere end om egentlige politiske temaer, og floskler om »ny kurs« og »grundlæggende mentalitetsskifte« har i dén grad sat dagsordenen. Men omkring midnat stod det klart, at nordmændene ikke var til sinds at slå ind på en ny kurs. Arbeiderpartiets Jens Stoltenberg bliver på tronen, og selv om Fremskrittspartiet fik et glimrende valg, må den platinblonde kloning af Thatcher og Kjærsgaard, formand Siv Jensen, foreløbig opgive drømmen om en statsministerpost.
Selv var Siv Jensen ikke i tvivl om, at højrefløjens splittelse kostede statsministerposten. Men så enkelt er det ikke, mener avisen Klassekampens politiske redaktør, Anders Horn. For ham at se handler det lige så meget om en bæredygtig venstrefløj som om en splittet højrefløj.
»I år 2000 drejede Arbeiderpartiet kraftigt mod højre,« siger han til Information. »Der var tale om enorme udliciteringer og en langt større tiltro til markedskræfterne, end hvad man ellers havde oplevet fra venstrefløjen. Allerede året efter blev de straffet med et katastrofalt valgnederlag. Senere valgte Arbeiderpartiet at indgå regeringssamarbejde med Sosialistisk Venstreparti, og partiet har dermed - i modsætning til mange andre europæiske socialdemokratiske partier - stået fast på at være i opposition til højrefløjen frem for at rykke mod midten. Det har givet bonus.«
Høster frugten
Stoltenbergs koalitionspartnerpartner, Sosialistisk Venstreparti, er imidlertid gået markant tilbage ved valget.
Ali Esbati, der er økonomisk analytiker ved den norske tænketank Manifest - Senter for samfunnsanalyse, vurderer, at Arbeiderpartiets popularitet blandt andet skyldes, at det høster en frugt sået af den svækkede samarbejdspartner:
»Sosialistisk Venstreparti har ikke fået et gennembrud, når det gælder velfærdsreformer og økonomisk politik,« siger han til Information.
»Deres mærkesager er populære, men i en tilspidset situation, hvor regeringsmagten står på spil, har mange stemt på Stoltenberg, i håb om at hans skulle forblive statsminister. Det paradoksale er, at det er Sosialistisk Venstreparti, som har trukket Arbeiderpartiet til Venstre, så det er blevet mere genkendeligt og populært. Stoltenberg har inkasseret Socialistisk Venstrepartis sejr, mens de selv har måttet betale dyrt for det.«
Midten knust
En af valgets store overraskelser var, at Norges ældste parti, Venstre, med Lars Sponheim i spidsen, gik markant tilbage og kun fik to mandater. Sponheim meddelte kort for midnat, at han trækker sig som formand, men fremhævede med en vis stolthed, at Venstre hele vejen gennem valgkampen havde taget afstand fra Fremskrittspartiets populistiske visioner om, hvad han kaldte »et koldt og mørkeblåt Norge«.
Også Kristelig Folkeparti gik kraftigt tilbage, og dermed må polariseringen i norsk politisk siges at være total.
Arne Strand, som er redaktør ved Dagsavisen, tror at kløften de kommende år vil betyde langt mere intense, men også dybere debatter:
»Der bliver større uenighed, og fronterne vil nok gå mere ideologisk og mindre pragmatisk til værks. Politik bliver spørgsmålet om helt grundlæggende verdenssyn,« siger han til Information.
Asyl- og udlændingepolitikken er et af de felter, hvor der er langt mellem fløjene. Tonen under valgkampen har været hård, og Fremskrittspartiets Siv Jensen har ikke holdt sig tilbage, når det gælder kriminaliseringen af flygtninge og asylansøgere.
Erna Solberg fra Høyre har været en anelse blidere, men også hun har stået fast på gennemgribende skærpelser i asylloven.
Klassekampens Anders Horn er chokeret over retorikken, men han mener langtfra, at højrefløjens asylpolitik er eneste årsag til populariteten.
»En undersøgelse fra i sommer, viser at kun 12 pct. af vælgerne opfatter asylpolitikken som det vigtigste,« siger han og henviser til, at Fremskrittspartiets popularitet steg i 1990'erne, da Høyre erklærede at være tilhænger af EU.
»I de små kystkommuner har der altid været skepsis, når det gælder ting, som ikke er norske. Det handler ikke specifikt om asylansøgere, men om noget fremmed. I 1993 var Senterpartiet det parti, som virkelig gjorde sig gældende som anti-EU-parti. Det er deres vælgere, som Fremskrittspartiet senere har overtaget. Nu er Høyre ved at rejse sig, så spørgsmålet om Norges medlemskab i EU bliver igen genstand for diskussion på højrefløjen.«
Mulig EU-afstemning
Og det gælder ikke kun højrefløjen. I sin første pressekonference efter valgsejren ville Jens Stoltenberg ikke udelukke muligheden for, at Norge endnu engang vil søge optagelse i EU. Forudsætningen herfor er, at Island bliver medlem.
Stoltenberg er bevidst om, at regeringen i så fald sprænges, da både Senterpartiet og Sosialistisk Venstreparti er klare nej-partier. Desuden vil han også stå over for en betydelig opposition i egen rækker. Høyre er det eneste borgerlige parti, som helhjertet går ind for medlemskab, mens Fremskrittspartiet ikke har taget stilling, men henviser til, at spørgsmålet skal afgøres ved en folkeafstemning.
Norge er som helhed først og fremmest et nej-siger-land: De seneste målinger viser, at 53 pct. af nordmændene vil stemme nej ved en folkeafstemning, 35 pct. ja og 12 pct. er i tvivl.
Om Stoltenberg har mod på politisk storm i forhold til Europaspørgsmålet, vil højst sandsynligt blive åbenbart i løbet af de næste fire år.
