Læsetid: 9 min.

Alle venter, at det ender med en form for Merkel

Der har ikke været meget valgkamp over valgkampen op til det tyske valg den 27. september. For konkurrenterne kansler Angela Merkel fra CDU og udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier fra SPD er lige pragmatiske, lige fornuftige og lige tørre. Og så har de de sidste tre år dannet regering sammen. Det gør det svært for SPD at beskylde CDU for at have håndteret finanskrisen helt, helt forkert
Der har ikke været meget valgkamp over valgkampen op til det tyske valg den 27. september. For konkurrenterne kansler Angela Merkel fra CDU og udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier fra SPD er lige pragmatiske, lige fornuftige og lige tørre. Og så har de de sidste tre år dannet regering sammen. Det gør det svært for SPD at beskylde CDU for at have håndteret finanskrisen helt, helt forkert
4. september 2009

Indtil videre har den tyske valgkamp været kedelig. Gabende kedelig. De tyske medier har brokket sig over, hvor lidt der sker. For der er intet drama, ingen action, ingen uenigheder, ingen kamp. I virkeligheden har der ikke været meget valgkamp over valgkampen her tre uger før valget til Forbundsdagen den 27. september.
Formanden for de tyske socialdemokrater, SPD, udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, har flere gange forsøgt at kickstarte den. Forgæves. Da kanslerkandidaten i sidste uge mødte sine vælgere i haveforeningen Kastanienhain i Unna, vinkede havenisserne med de rød-hvide SPD-flag. Der var øl og pølser, og den ellers lidt stive Steinmeier havde jovialt smidt jakken, da han steg ud af sin tjenestebil. Én fik en krammer, en anden fik et skulderklap. Den elitære, tilbageholdende, fraværende diplomat Steinmeier var pludselig blevet til en folkeknuser, en der bunder øl med sine vælgere, en der fortæller vittigheder i haveforeninger. Han var blevet folkelig her i valgkampens sidste uger. Det tyske ugemagasin Der Spiegel rapporterer om en tale, der handlede om skandalen i, at børsmæglerne igen har åbnet champagneflaskerne. Imens tog Steinmeier en slurk af sin øl, vinden tog fat i hans slips. Louis Vuitton stod der på bagsiden.

»Man kan tvivle på, om Steinmeier er den rigtige til at skabe polarisering i valgkampen. Han er ingen Schrøder, Schrøder kunne bare det der. Og selv hvis han prøvede, ville vælgerne ikke tro på ham, for det ville ikke virke autentisk. Det ville ikke passe til hans person,« siger Frank Decker, professor ved Institut for Statskundskab ved Universitetet i Bonn.

Blandt grå jakkesæt

Cirka samtidig med Steinmeiers besøg i Haveforeningen steg kansler Angela Merkel fra Tysklands Christlich Demokratische Union, CDU, ud af tjenestebilen i Tysklands tidligere hovedstad Bonn. Grå jakkesæt skærmede Merkel, der for nylig for tredje gang blev kåret som verdens mest magtfulde kvinde af erhvervsmagasinet Forbes. Der var ingen krammere, ingen håndtryk. I valgtalen sagde hun, at man ikke kommer videre med misundelse. Børsmæglerne må stadig drikke deres champagne.

»Men vi må sørge for internationale regler, så vores velstand ikke bliver kompromitteret af nogle få grådige et eller andet sted i verden,« siger hun ifølge der Spiegel.

Merkel var som sædvanlig venlig, bestemt, pragmatisk, men tilbageholdende. Hun bruger mindre makeup end Italiens præsident Berlusconi på en god dag, for det meste stikker hendes grå jakkesæt ikke ud på gruppefotos, og det var formentlig først, da hun engang viste sig i en kongeblå aftenkjole med dyb udskæring, at tyskerne kom til at tænke over, at deres regeringsleder er en kvinde. Typisk befinder hun sig i krydsfeltet mellem tør og ultratør, og også denne augustdag i Bonn har Angela Merkel beholdt jakken på. Andet ville heller ikke passe sig for en kvinde.

Opposition og regering

Som politikere ligner Steinmeier og Merkel hinanden, mener Günter Bannas, der leder Frankfurter Allgemeine Zeitungs politiske redaktion i Berlin. Deres politiske stil er ens, de er ikke polariserende, ikke splittende, men snarere analytiske og diplomatiske som politikere. Og så kan de virke lige tørre.

Det betyder selvfølgelig noget, at Merkel ikke har en karismatisk modstander, som hun må frygte, mener Oskar Niedermayer professor og institutleder på institut for statskundskab ved Freie Universitet Berlin.

»Derfor har hun en vældig god position i valgkampen. Samtidig har hun handlet langt klogere og stærkere i sin regeringsperiode, end mange havde troet om hende. Hun er en rolig og eftertænksom politiker, og hun har forstået sin rolle som moderator frem for partipolitiker i denne brede regeringskoalition. Det gavner hende. Desuden har hun den fordel, at hun er kansler i forvejen, det er den såkaldte kanslerbonus,« siger Oskar Niedermayer.

Og det ser ikke godt ud for de tyske Socialdemokrater. Mens Angela Merkels Union i meningsmålingerne høster 37 procent af stemmerne, står SPD kun til cirka 23. I weekenden viste en meningsmåling endda, at 87 procent af vælgerne forventer, at kansleren hedder Merkel efter valget.

Ingen liberale satsninger

Det ligner en katastrofe for socialdemokraterne, også selv om intet er afgjort endnu. Og meningsmålinger kan man som bekendt ikke stole på. Journalist Günter Bannas tror heller ikke på, at SPD på nogen måde må nøjes med 23 procent af vælgerstemmerne på valgdagen.

Men alligevel kører Tysklands nummer et, kansler Angela Merkel på det sikre. Hun har holdt sig i baggrunden. Imens har Tysklands nummer to, udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, der bejler til Merkels post, kritiseret CDU/CSU og det liberale FDP, Freie Demokratische Partei, som CDU helst vil danne regering med efter valget så meget, som han har turdet. Det har ikke været meget. Nogle få advarsler om et neoliberalt Tyskland og arbejdere uden opsigelsesbeskyttelse kunne det blive til. Ellers intet, ingen meningsforskelle, ingen beskyldninger, ingen indholdsmæssig debat om alternativer til den eksisterende politik. Det skulle da lige være, da den tyske komiker Hape Kerkeling alias Horst Schlaemmer med sit parti HSP – Horst Schlaemmer Partei – iført beige jakkesæt, nakkehår og moustache livede valgkampen en kende op, da han stillede op under det Obamaske slogan Yes Weekend og krævede sygesikringsbetalte skønhedsoperationer og afskaffelse af rygeforbudet. Det var så det.

Angela Merkel derimod har lært fra nederlaget ved valget i 2005. Dengang præsenterede hun et liberalt program, det så kaldte Lissabon-program, som skulle sætte skub i erhvervslivet på den liberale måde. I år ved hun, at man ikke kan vinde befolkningens gunst med liberal politik, at man ikke kan vinde valg i Tyskland på en radikalt liberal reformagenda. Derfor holder hun sig i baggrunden og forsikrer i stedet vælgerne om, at man ikke har tænkt sig at pille ved lønmodtagernes ansættelsessikkerhed, og at man har tænkt sig at gøre noget ved den tyske mindsteløn, selv om Merkel er en borgerlig politiker. Mindsteløn er stadig ikke nogen selvfølge i Tyskland, men spørgsmålet er en vindersag. 80 procent bakker forslaget op, det gælder også blandt CDU’s vælgere. Men det er stort set det eneste, Merkel er kommet med af klare udspil. Merkel ved nemlig, at klare udspil kan skræmme vælgerne, forklarer journalist Günter Bannas. Især når man er så populær, som Angela Merkel i forvejen er.

Derfor er det ikke blevet til meget kamp mellem blokkene, og derfor kan Frank-Walter Steinmeier ikke gøre andet end lavmælt advare mod en anden regeringskonstellation end den mellem CDU og SPD, siger professor Frank Decker fra universitetet i Bonn.

Vi har kræfterne

Men det er også klart, mener Günter Bannas fra Frankfurter Allgemeine Zeitung. Indtil nu har de to konkurrenter til kanslerposten, SPD’s Frank-Walter Steinmeier og CDU’s Angela Merkel, været i regering sammen. Den store koalition mellem det borgerlige CDU og socialdemokraterne SPD. Det er kun anden gang, en tyske regering består af en bred regeringskoalition. SPD har så skullet agere både opposition og regering, også her under valgkampen.

Og det er klart, mener Bannas, at SPD ikke har lyst til at kritisere den politik, partiet selv har været med til at lave. Frank-Walter Steinmeier kan ikke for alvor mene, at den måde, regeringen for eksempel har håndteret finanskrisen på, har været håbløs. Det ville være at skyde sig selv i foden. Det ville være at kritisere sig selv.
I virkeligheden er det et problem for begge partier, mener professor Oskar Niedermayer fra Freie Universitet Berlin.

»Løbende træffer man politiske beslutninger i fællesskab, men samtidig lever en valgkamp på uenighed. Det er det store problem, og derfor er valgkampen så tam, som den er,« siger Oskar Niedermayer.

I stedet for et reelt politisk indhold har det store spørgsmål været, hvem der bedst kan lede Tyskland ud af erhvervs- og finanskrisen, siger Franck Decker. Finanskrisen er valgkampens bagtæppe, den kontekst, som har sat alle andre spørgsmål i baggrunden. Mange vælgere siger, at det er det, valgkampen handler om. Forbavsende nok, for de fleste tyskere har ikke personligt mærket de store konsekvenser af krisen endnu. Men finanskrisen er ikke et punkt, hvor de to konkurrenter er uenige, påpeger professor Oskar Niedermayer. Klart nok, for hvem kunne være imod at få styret Tyskland ud af finanskrisen?

»Det handler om spørgsmålet: Hvem er i stand til at få Tyskland gennem krisen, hvem er bedst til at skabe arbejdspladser. Og her har de borgerlige partier traditionelt set langt større troværdighed, imens er SPD’s traditionelle mærkesager som fordelingspolitik og social retfærdighed stort set er røget ud af valgkampen,« siger Frank Decker.

Wir haben die Kraft – vi har kræfterne – lyder det da også fra CDU. På den måde signalerer CDU/CSU, at man er dynamisk uden egentligt at gå ind på indhold og uden at bekende kulør i forhold til, hvad man vil gøre, forklarer Oskar Niedermayer.

»I det her spørgsmål handler forskellen mellem CDU og SPD om nuancer, og de forskelle i den måde, man gerne vil bekæmpe finanskrisen på dramatiserer parterne ikke, da man jo har besluttet de politiske indgreb sammen. Partierne kan sige, at de ville have gjort det anderledes, men så kan vælgerne spørge, hvorfor de så ikke gjorde det: I var jo enige.«

SPD’s syndefald

Flere gange har Frank-Walter Steinmeier forsøgt at åbne valgkampen. Først med den ambitiøse Tyskland-plan – en strategi for at skabe fire millioner nye tyske arbejdspladser. Problemet var bare, at sundhedsminister Ulla Schmidt (SPD) samtidig fik stjålet en 100.000 euro dyr tjenestebil i feriebyen Alicante i Spanien. Dermed forsvandt den 100 sider store Tyskland-plan fuldstændig i spørgsmålet om, hvad tjenestebilen overhovedet lavede i Spanien, og i kravet om, at Schmidt måtte fyres. Det blev hun så, også selv om den stjålne bil i mellemtiden er dukket op igen.

Dermed mistede SPD en mulighed for at at genoprette noget af den troværdighed, partiet havde i gamle dage, når det gjaldt arbejdsmarkedspolitik og social retfærdighed. Den sociale retfærdighedsagenda, som den tidligere kansler Gerhard Schröder, SPD, i samarbejde med De Grønne gjorde op med i deres Tredje Vejs-politik, med blandt andet Agenda 2010, der skulle modernisere det tyske arbejdsmarked og socialsystem. Det var en plan for mere vækst og flere arbejdspladser, en radikal ombygning af den tyske socialstat, hvor blandt andet lønmodtageres ansættelsessikkerhed blev løsnet, og hvor virksomhedernes lønomkostninger blev sænket, hvor pensioner og arbejdsløshedsunderstøttelse blev beskåret. Agenda 2010 blev socialdemokraternes syndefald sammen med det forhadte Hartz 4, som de nye arbejdsmarkedsreformer hed.

Slingrekurs

»SPD’s troværdighed i de her spørgsmål har lidt under tiden med Schröder, og partiet er stadig ikke kommet sig. Man kan ikke længere mobilisere de traditionelle SPD-vælgere, og det forklarer venstrefløjspartiet Die Linkes succes i den vestlige del af landet. Det kommer i sidste ende til at afgøre valget,« siger Frank Decker.
Men SPD’s dårlige menigsmålinger hænger også sammen med, at der har været forvirring om SPD’s kurs. Først ville man ikke arbejde sammen med Die Linke, fordi partiet blev forbundet med kommunisterne. Så ville man alligevel gerne i visse delstater, hvor SPD kunne se, at den eneste mulighed for indflydelse var i fællesskab med Die Linke. Samtidig sagde SPD, at man på forbundsdagsniveau under ingen omstændigheder kunne se et samarbejde med Die Linke som en mulighed, forklarer Günter Bannas. Og sådan gik det frem og tilbage sammen med de mange skiftende partiformænd siden 2004: Gerhard Schrøder, Franz Müntefering, Matthias Platzeck, Kurt Beck og senest Franz Müntefering, der nu sidder der igen.

»I de sidste delstatsvalg i Thüringen og Sachsen har man set, at SPD kun kan danne regering med Die Linke og De Grønne. Men denne type samarbejde er alt for kontroversielt, når det gælder Forbundsdagen,« siger Frank Decker. Derfor havde Steinmeier heller ingen grund til at juble, for delstatsvalgene var snarere en sejr for Die Linke.

Men hvad er mulighederne så? Angela Merkel fortsætter som kansler, mener Oskar Niedermayer. Enten som kansler for en regering, der består af CDU/CSU og FDP – og det vil det blive, hvis der er flertal for det.
»Angela Merkel behøver i virkeligheden ikke at bekymre sig,« mener også professor Frank Decker. Chancen for, at SPD skulle overhale CDU nu, er lig nul, og så bliver det stadig Angela Merkels CDU/CSU, der får kanslerposten, uanset hvilken regeringssammensætning det bliver til efter valget. Det er jo ikke er en Obama eller en Berlusconi, hun stiller op imod.

Og hvis det brænder på, og stemmerne ikke rækker til en koalition mellem CDU/CSU og FDP, bliver det til en ny bred koalition mellem CDU og SPD. Og så kan Tyskland se frem til mere af det samme. Fire år med et nyt pragmatisk og kompromissøgende samarbejde mellem borgerlige og socialdemokrater med hver deres tilbageholdende pragmatikere for bordenden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu