Kommentar
Læsetid: 5 min.

Et virkeligt sygt debatniveau i USA

Diskussionen om offentligt finansieret sygesikring skiller vandene i folkedybet. Men trods de skingre skræmmebilleder om ’indførelse af socialisme’ er flertallet af amerikanere klar til reformer
Udland
11. september 2009

Måned for måned er den store debat om Amerikas sygesikringsreformer blevet tiltagende højrøstet og stadig mere skæmmet af skingre mislyde. Meningsmålinger har vist, at fire ud af fem af amerikanere ønsker en ny sygesikringsordning, men over halvdelen af os bryder sig ikke om de udspil, vi har hørt fra Kongressen og Obama.

Og kongresmedlemmerne har så sandelig måttet lægge øre til mange borgerlige ord fra deres bagland, når de har drøftet emnet på borgermøder – såkaldte town hall meetings – i deres valgdistrikter.
Borgermøder er et ret løjerligt amerikansk påfund, fyldt med nostalgisk længsel, som det er efter en, mere eller mindre indbildt, idealforestilling om, hvordan nærdemokrati og godt naboskab fungerede i 1700- og 1800-tallets små New England-samfund. De mange borgermøder om sygesikring har dog været det stik modsatte af et forbillede på naboskab og god omgangstone, hvilket til gengæld har gjort dem desto mere eftertragtede hos vores tv-medier. Der er en asen og en masen, vilde gestikulationer, demonstranter med bannere, knyttede næver, der pumper i luften og en hel del ’hvor er det her land dog på vej hen?’-øjeblikke.

Der kan ikke herske tvivl om, at en pænt stor del af disse vrede mennesker er blevet opildnet af højrerabiate radioværter og kirkegrupper med forbindelse til det såkaldte kristne højre. Forsikringsbranchens lobbyister har blandet sig i koret, mens Alaskas tidligere guvernør, Sarah Palin, har ydet sit med en bemærkelsesværdigt effektiv skræmmetaktik om ’dødspaneler’, der skulle have myndighed til at beslutte, hvem der skal leve, og hvem der skal dø.
På den anden side af bordet er tilhængerne af en vidtgående reformer også hurtige til at kalde deres modstander for ’landsbytosser’, ’indskrænkede’, ’skiderikker’ og ’fascister’ – nærmest lamslåede over, at nogen overhovedet kan finde på at være uenig med dem.

Forvrænget billede

Hele denne opkogte atmosfære minder mig påfaldende om 1960’erne, da studenter-demonstranter imod Vietnam-krigen også blev lagt for offentligt had.
Vi amerikanere forsikrer ellers hinanden om, at vi skam kun er henrykte for et råt og robust demokrati, men når vi ser det i praksis – og eventuelt har en anden holdning – er vi ikke længere så sikre.

Problemet er, at den megen fokus på ophidsede borgermøder giver et forvrænget billede af folkestemningen. Den voldsomme modstand er ganske vist reel, men den omfatter næppe mere end fem procent af vælgerkorpset. Det ligger selvfølgelig i fjernsynsmediets natur at få de vrede folkemængder og deres vrede retorik til at synes større, end der er dækning for, så hvad der egentlig foregår, kan være svært at gennemskue.
Men situationen er altså den, at 47 millioner af os ikke er sygeforsikret overhovedet. Millionvis af andre er underforsikret. Og nogen ønsker slet ikke at lade sig forsikre – de har en instinktiv aversion imod læger og tandlæger.

De af os, som har en god forsikringsordning – i reglen finansieret af vores arbejdsgivere – risikerer at miste den, hvis vi mister jobbet. Private forsikringer kan man naturligvis altid tegne, men de er vanvittigt dyre og ser ud til at stige hurtigere i pris end lønningerne.
Føj til dette, at et betydeligt antal illegale indvandrere er afskåret fra at få adgang til sundhedsydelser, og konturerne af et alvorlig problem for Amerika bliver åbenlyse. Økonomerne er dog vildt uenige om de reelle omkostninger – hvor meget de stigende udgifter til sundhedspleje og arbejdsgiverbetalte forsikringsordninger belaster økonomien.

Til trods for deres – principielle – støtte til en sygesikringsreform ser de fleste middelklasseamerikanere ud til at være rimeligt tilfredse med deres egen sygesikringsordning og private forsikringsmuligheder. Nok knurrer de over, hvor dyrt det er blevet, men i reglen er de glade nok for deres læger, og alle kan fortælle en historie om en tur på hospitalet, der endte lykkeligt.
Men hvad så med dem, som ikke har sygesikring? Tja, her i min hjemby Knoxville bor der også en nobel medborger ved navn Stan Brock, og han har grundlagt organisationen Remote Area Medical Volunteer Corps (RAM), et non-profit-foretagende af volontører, som yder gratis lægehjælp og sundhedspleje til personer, der lever i afsides egne af De Forenede Stater.

Brocks og hans forbundsfæller rekrutterer læger, tandlæger, sygeplejersker og hjælpere – ja, endog dyrlæger til behandling af kæledyr.
Ofte ser man tv-indslag om sådanne hjælpeorganisationer – Læger Uden Grænser f. eks. – som yder en hjælpeindsats et eller andet sted i Den Tredje Verden. Chokerende nok ligger der på internettet også en mængde videoklip, der viser RAM’s korps af frivillige levere gratis hjælp til tusindvis af nødlidende amerikanere.

Fattige kan i mange tilfælde også stille sig op i køerne til de hospitaler, som behandler en vis mængde patienter som velgørenhed. Men den pleje, som ydes her, er i bedste fald på niveau med den nødhjælp, man kan forvente under en katastrofe.

Sund fornuft

Skal problemet løses med Obamacare, havner vi ifølge kritikere i den skinbarlige ’socialisme’ – her ser man åbenbart bort fra, at vi allerede har det forbundsstatslige Medicare-program for ældre, ligesom adskillige stater også yder en eller anden grad af sundhedsydelser, hvortil også kommer et omfattende forbundsstatsligt system af centre og hospitaler for krigsveteraner. Endvidere hælder USA jo store skatteydermidler i alt fra motorveje til fremragende statslige universiteter. For slet ikke tale om vores militær og det massive føderale bureaukrati.
Så hvis debatten nu pludselig skal dreje sig om ’socialisme’, burde vi nok tage os en seriøs snak på vores ’borgermøder’ og beslutte os for, om vi generelt er bedst tjent med at overlade hele samfundsmaskineriet til fri foretagsomhed og det private erhvervsliv en gang for alle.
Mit gæt er, at det ønsker vi ikke, og at en eller anden udbygning af det nationale sygesikringssystem er uundgåelig. En solidarisk, skattefinansieret og universel sygesikringsordning bliver amerikanerne næppe klar til i nogen nær fremtid, men en ’statslig tilbudsordning’ side om side med det private forsikringssystem har absolut gode chancer for sig. I det lange løb er det svært at holde den sunde fornuft nede.
debat@information.dk

Paul Ashdown er professor i journalistik ved University of Tennessee i Knoxville

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her