Nyhed
Læsetid: 3 min.

Afghanistan-indsats udfordrer tysk forsvarsminister

Den tyske militærindsats i Afghanistan æder sig ind på den nye tyske forsvarsminister, Karl-Theodor zu Guttenberg (CSU), der skal balancere mellem krigsmodstand i befolkningen og amerikanske krav om øget deltagelse i jagten på oprørere. Samtidig presses tyske soldater af et stadigt mere aggressivt Taleban
Udland
29. oktober 2009

BERLIN - Den tyske mission i Kunduz i det nordlige Af-ghanistan oplever hård modstand fra lokale taleban-oprørere, der har udvidet deres operationsradius. Tyske soldater beretter om forværrede sikkerhedstilstande og permanente og blodige kampe mod et tiltagende aggressivt Taleban.

Udviklingen i det nordlige Afghanistan har gjort det stadig vanskeligere for tyske politikere og hærens øverste ledelse at fastholde den ofte fremførte påstand, at Tysklands indsats i Afghanistan primært er af stabiliserende og humanitær karakter. Talebans intensiverede aktiviteter reflekterer en bevidst spekulation i den tyske befolknings modstand mod missionen.

Og taktikken virker. Den forværrede sikkerhedssituation i Kunduz er gradvist blevet en trussel mod det historiske tabu, der siden Anden Verdenskrig har afholdt tyske soldater fra at udøve militær magt på fremmed jord. Til New York Times fortæller en tysk sergent i Kunduz:

»Ordet 'krig' vokser i styrke i samfundet, og politikerne kan ikke holde det hemmeligt længere.«

Politisk stjerne

En af de politikere, der konsekvent har fremhævet den tyske missions stabiliserende og humanitære karakter, er den nu forhenværende forsvarsminister Franz-Josef Jung (CDU). Jung havnede i unåde hos både kansler Merkel og i den brede befolkning, da han omtalte dræbte tyske soldater som 'faldne'. Ordvalget blev udlagt som en skjult indrømmelse af tysk krigsdeltagelse.

Jungs popularitet dalede yderlige, da en tysk oberst ved en fejltagelse beordrede et luftangreb, der kostede flere civile og Taleban-oprørere livet. Samtidig belastede hændelsen med luftangrebet også forholdet til den amerikanske alliancepartner, da lederen af ISAF, general Stanley McChrystal, uden at vente på en undersøgelsesrapport fordømte luftangrebet. Jungs usikkerhed om antallet af civile ofre irriterede Angela Merkel, der på daværende tidspunkt førte i valgkampen - en medvirkende faktor til Karl-Theodor zu Guttenbergs (CSU) indtog i Forsvarsministeriet. Som forventet fik Jung ikke genvalg som forsvarsminister i Merkels nye kabinet, der blev præsenteret i weekenden. Men til manges overraskelse er hans erstatning en af de absolutte stjerner i tysk politik, den 38-årige Karl-Theodor zu Guttenberg (CSU). Den unge CSU-politiker med den adelige familiebaggrund medbringer en udbredt folkelig popularitet fra sin kompetente indsats som økonomiminister i den forrige regering.

Som forsvarsminister i Merkels nyudpegede regeringskabinet får han brug for sin opsparede popularitet. Guttenbergs primære opgave bliver at manøvrere i et snævert rum mellem præsident Obama, der forventes at beordre udsendelsen af flere tropper til Afghanistan i løbet af de næste par måneder, og en tysk befolkning hvis utilfredshed med Afghanistan-missionen vokser i takt med antallet af dræbte soldater. Før det tyske valg i september viste en meningsmåling fra analyseinstituttet Forsa, at 55 procent af den tyske befolkning ønskede en øjeblikkelig tilbagetrækning af de tyske soldater.

Under de nyligt afsluttede koalitionssamtaler mellem Merkels kristendemokrater og Guido Westerwelles FDP stod den fremtidige kurs i Afghanistan i skyggen af udstrakte forhandlinger om mere påtrængende indenrigspolitiske spørgsmål, herunder omfanget af de skattelettelser, som især FDP gik til valg på. Men til december kommer den nye regering ikke uden om at diskutere det prekære spørgsmål om en mandatforlængelse af den tyske indsats i Kundus. Aktuelt er 4.500 tyske soldater udstationeret i det nordlige Afghanistan omkring byen Kundus.

Amerikanske krav

Den tyske regering har længe været under pres fra den amerikanske ledelse i ISAF for at tillade tyske soldater at gribe aktivt ind over for Taleban. Blandt andet har regeringen under Jungs tid som forsvarsminister gradvist udvidet de tyske soldaters begrænsede nærkampsregler. Det har ført til enkelte større missioner i det nordlige Afghanistan. I juli deltog tyske tropper i en fælles koordineret operation med afghanske soldater og det nationale politi. Under svære kampe blev 20 talebanere dræbt og flere arresteret. Operationen blev betragtet som et afgørende skridt mod en mere offensiv og handlekraftig tysk hær. På trods heraf er forholdet til den amerikanske alliancepartner fortsat ømfindtligt. Signaler fra det amerikanske forsvarsministerium antyder, at det kan blive nødvendigt for Guttenberg at sende flere tyske soldater til regionen. Ifølge avisen Washington Post vil præsident Obama inden længe følge militære anbefalinger og ændre strategi i Afghanistan. Det indebærer udsendelsen af op mod yderligere 44.000 soldater. USA vil forvente lignende mobilisering hos alliancens øvrige medlemmer. Mens verden venter på Obamas planer for Afghanistan, har Guttenberg indtil videre afholdt sig fra drastiske udmeldinger og har holdt sig til antydninger af, at tingene fortsætter som hidtil.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her