Præsident Hamid Karzai fik kun 47 procent af stemmerne ved det afghanske præsidentvalg i august og dermed ikke de nødvendige 50 procent til at hive sejren i land i første valgrunde.
Det viser en delvis genoptælling af stemmerne, som en FN-støttet gruppe af eksperter har foretaget på baggrund af omfattende beskyldninger om valgsvindel.
Og de blev selv forbavset over resultatet, siger en kilde fra gruppen til den amerikanske avis Washington Post.
Men afghanerne selv er ikke specielt overraskede. I hvert fald ikke ifølge Forsvarsakademiets Afghanistan-ekspert, Peter Dahl Thruelsen, der netop er kommet hjem efter en rejse i landet.
»Det var mit klare indtryk, at det er et meget større problem i Vesten, end det er for afghanerne, at valget ikke er gået, som man håbede. Dem, jeg talte med i Kandahar, Kabul og Helmand, sagde: 'Jamen, hvad havde I egentlig regnet med - at der ikke ville være valgsvindel?',« fortæller Thruelsen.
Når Vesten er så meget mere skuffet, hænger det ifølge Thruelsen sammen med, at det afghanske valg skulle have fungeret som et samlingsmoment for de vestlige lande. Det skulle have vist, at Afghanistan var klar til at komme videre og have resulteret i en klar samlet strategi for de vestlige lande. Og det kom der jo ikke ud af det.
Massiv svindel
Afghanistans egen valgkommission har tildelt Karzai 54,6 pct. af stemmerne i det foreløbige resultat fra valget den 20. august. Hans mest fremtrædende rival, den tidligere udenrigsminister Abdullah Abdullah, fik omkring 28 procents opbakning.
Karzai og mange af de vestlige lande med soldater i Afghanistan havde derfor sat deres lid til, at præsidenten fortsatte endnu fem år i embedet. Men valget har været skæmmet af beskyldninger om massiv svindel, og det officielle valgresultat er fortsat ikke offentliggjort.
Som den første af Karzais nære medarbejdere har den afghanske ambassadør i USA, Said Tayeb Jawad, antydet, at der vil finde endnu en valgrunde sted.
En ny valgrunde vil måske have værre kår end den første. Hvis FN's valgklagekommission endeligt konkluderer, at en ny valgrunde er påkrævet, skal den afholdes inden for to uger. Under alle omstændigheder får arrangørerne travlt, idet den af- ghanske vinter allerede er ved at gøre landets nordlige regioner ufremkommelige.
En højtstående, anonym amerikansk embedsmænd siger, at den endelige vurdering af stemmefordelingen i det afghanske valg vil blive annonceret søndag eller mandag.
ritzau